Annette Holdensen

om de fire huler, der er på besøg på museet
 

Her følger Annette Holdensens  beretning  om sit engagement  i fletværkets  verden, hvor hun har været med i udviklingen af en dansk skulpturtradition, og har holdt levende udvekslinger  med europæiske kolleger.  Teksten  er skrevet  til kataloget til  pileforeningens  jubilæumsudstilling i Rundetårn  først på året 2007, hvor de fire huler blev præsenteret inden de allersidst i april måned flyttede ind på museet her i Vejen.

I parentes er indsat bemærkninger, der særligt knytter an til Vejen Kunstmuseum, hvor vi i 2005 afholdt den første store  retrospektive  udstilling  af  Annette Holdensens værker.  Hun er født og opvokset i Bramming, og  modtog i 2005  Valdemar Petersen og hustru  Esther Moesmann  Petersens Legat,  der er knyttet til  Vejen Kunstmuseum. Siden har hun nogle gange været tilbage på museet for at undervise, og i maj 2006 var projektet en læsehule, som hun flettede over en weekend sammen  med et hold  fra  Vejen Billedskole.  Pil fik vi tilladelse til at hente i Skoleskoven i den sydlige udkant af Vejen.

I 1981 var jeg i gang med en serie vævede og syede gestalter "heksefrakkerne", der blev monteret over en kurv og kunne hænge i et punkt på vægen (tre af dem tilhører i dag Kunstindustrimuseet). Mine to værkstedselever, som var med i arbejdet, gav udtryk for deres egne ideer om udformn­ingen og begyndte i stigende grad at være med i beslutningen om de værker vi var i gang med. I den periode begyndte jeg mere og mere at stille spørgsmål til den store forherligede, kunstneriske integritet: Hvad er det egentlig der skaber værket? Det er så vedtaget at kunstnere lader sig inspirere af landskaber, store følelser, politiske eller religiøse oplevelser etc. Hvorfor ikke bare åbne op og gå i dialog med den eller de personer der er med på værkstedet.

Det er naturligvis ikke en "opfindelse" jeg har gjort, men for mig var den ny, og det blev en meget lykkelig arbejdsperiode. Siden har jeg i stigende grad, når der er større projekter i gang, udfordret kolleger eller elever til at gå i dialog om arbejdets udførelse.

I 1984 sad jeg i Polen ved siden af mester Zygmunt Przybylski i tre uger, mens vi uden fælles sprog, med hans hænder udførte de første tre "pilemonolitter". Følgende sommer i Løkkegravene ved Odense udforskede jeg sammen med Anne Folehave, Marianne Nielsen og Sanne Ransby pilens muligheder som skulpturelt materiale, vi flettede, havde besøg af David Drew og Bent Winkler, og arrangerede "studiegruppe" nederst i haven, når mestrene var på besøg

Vi havde besøg af en masse fotografer og sommergæster, mens der på tre måneder nærmest groede 37 mandshøje kurve op på marken rundt om os. I 1991 var David Drew og jeg sammen om et Land Art Project i Ness Gården ved Liverpool. I 1992 udførte Bent Winkler og jeg tre pileskulpturer på Krakamarken ved Randers.

I 1994 udførtes projektet "Både", 71 to meter lange bådobjekter udført i et utal af materialer. Her var ganske mange kunstnere involveret, især norske Hanne Thyholt som flyttede ind på værkstedet i fire måneder, men også Eva Seidenfaden og Susanne Wittingham satte deres stærke præg på helheden (Susanne Whittingham stod hen over årsskiftet 2006/2007 for Vejen Kunstmuseums julekalenderudstilling).

I 1995 byggede jeg sammen med seks voksne unge, 100 huler til en udstilling for børn på Brandts Klædefabrik; "Brandtstrup Klædeby" De var så unge og så mange, at vi måtte holde byggemøder om morgenen, for at jeg kunne holde trit med alt, hvad der foregik. Men de var med på det hele og fem af de seks unge tog kunstneriske uddannelser i de følgende år (to af dem var Sophus Ejler Jepsen og Cecilie Bendixen, der sommeren 2007 flytter til Askov, og hen over årsskiftet 2004/2005 stod for museets julekalenderudstilling).

Da jeg blev opfordret til at være med på Pileforeningens udstilling i Rundetårn var det nærliggende for mig at udfordre de fire kurvemagere, som jeg har bedst kendskab til, til at være med på et værk sammen med mig. Og huler? Jeg er vist aldrig kommet over min hang til huler. Desuden er huset en arketype på det kvindelige magtområde.

Opfordringen lød: Byg en hule sammen med mig på en Europalle. Min idé med pallen var at hulerne skulle kunne flyttes med en palleløfter, og der var en naturlig grænse for størrelsen, nemlig dørene i Rundetårn. Jeg syntes det var nærliggende, at jeg kom til dem, som havde værkstederne, værktøjet og adgang til pilen, og glemte at jeg også møvede mig ind i gæsteværelser og ved spiseborde. TAK for det.

Samspillet med Anne Folehave

Projektet startede i december i Anne Folehaves værksted på husmandsstedet i Bolmerod på Nordfyn. Anne var med på det første store pileprojekt her hos mig fra Sankt Hans til engang i september i sommeren 1985. Jeg tror at hun i virkeligheden gik på arbejde om morgenen og dukkede op ved middagstid, i hvert fald i noget af perioden. Men når jeg tænker tilbage, så var Anne der hele tiden og her mødte hun Bent Winkler og David Drew, sugede viden til sig og satte sit stærke præg på arbejdet.

Anne har været i pilen lige siden, først kombineret med lønarbejde, siden som heltidskurvemager og underviser. Hun var med på udstillingen "Flet" på Ålborg Kunstmuseum 2001, og siden på Sønderjyllands Kunstmuseum. 2001 kom også den første bog:" Pileflet til folk og fæ" (forlaget Klematis), som er en fornøjelig lærebog med masser af gode arbejdstegninger og forklaringer og et væld af gode ideer. Den er også spækket med herlige anekdoter og historier om livet i og udenfor "Bolmerodet". I 2006 kom den anden bog "Pileflet i haver og uderum" på Danmarks Radios Forlag. Anne kender mig ret godt, så hun lagde ikke ud med en indviklet fletteknik.

"Jeg fletter en god kant, så bygger vi den op med elektrikkerstrips og krusedulleteknik" (netop det, der i maj 2006 lå til grund for den hule, som Annette byggede sammen med et hold fra Vejen Billedskole – resultatet kan ses i museets Publikumsrum, og fungerer i dag som læsehule).

Det gjorde vi og hulen tog form og var færdig på en god uge. Så solid at der kan sidde en hel børnehave i den, hvis de ellers kan mase sig ind.

Det er som at danse pardans. Man går ind i en magisk cirkel, og bliver i den, indtil værket er færdigt. Jeg har jo været sammen med Anne masser af gange i de over 20 år der er gået siden vi byggede mine kurveskulpturer, men når man sidder der og fletter sammen kommer der helt andre historier frem. Beretninger om barnets opvækst, om ture i ind og udland akkompagneret af lydbånd på afspilleren. Om livet i "Bolmerodet" der er så værdifuldt, at man fravælger fjernsyn, og holder sig til aviser og bøger og højtlæsning for hinanden. Når man læser Annes bøger og ser billederne, er det jo helt klart, at det handler om en stærk kærlighed til natur og udeliv. Når man opholder sig i huset i flere dage bliver det klart hvor stor en rolle Kim spiller i det stykke. Her er ikke bare plantet pil, her er gravet hele søer og landet omkring huset fungerer som et vildtreservat.

Hulen fik en anden udformning end vi først havde talt om. Det sker faktisk ofte. Vi var vældig koncentrerede om at gøre formen ren og harmonisk hele vejen rundt, og pludselig var den færdig.

Samspillet med Eva Seidenfaden

Jeg var på besøg hos Eva Seidenfaden allerede i december, og her fik jeg lektier for.

Eva har i mange år været et knudepunkt i udviklingen af dansk pileflet. Grundet hendes store interesse for kurveflet, hendes organisationstalent og energi, har hun på sin dejlige gård været i stand til at afholde en talløs række kurser, invitere interessante kurveflettere fra ind- og udland for at undervise, og på den måde sprede viden blandt den store kreds af interesserede kurvemag­ere, der er dukket op i Danmark de sidste 20-25 år.

Eva er forfatter til bogen "Perigordkurve - teknik og tradition ". Bogen handler om spiralflettede kurve udført i en fransk tradition og en noget lignende vestafrikansk fletteknik, "burkinaflet". Eva ville gerne udføre hulen i "burkinaflet" (som medfører, at idéen om pallebunden måtte udgå, da resultatet bliver cirkulært), og nu var det meningen, at jeg skulle øve mig. Så da hun havde undervist mig, blev jeg sendt hjem med et bundt pil. Da så vi mødtes senere på måneden på Vissinggård, havde hun lavet den fineste lille model. Vi havde håbet, at vi begge kunne flette på selve hulen, men det viste sig at være for svært at arbejde to personer på det samme arbejde.

Problemet var, at udformningen måtte starte i midten i "loftet", som efterhånden som arbejdet skred frem, måtte hæves ved hjælp af havebord, kasse på kasse og øverst en form for drejeskive, som vist i virkeligheden hører hjemme på et avanceret frokostbord. Kurvemagernes værksteder er - udover at være rene museer af forskellige indsamlede kurve, repræsenterende forskellige tekniker og stilarter - også steder hvor diverse remedier lynhurtigt kan omdannes til en slags værktøj. I dette tilfælde nærmest en Storm P-opstilling, der var så skrøbelig, at vi ikke kunne risikere, at to personer sad og rykkede i den. Så Eva flettede hulen og jeg flettede gulvet.

Eva har, udover sin store kursus­virksomhed på Vissinggård syd for Silkeborg, undervist mange andre steder i Danmark og udlandet, og blandt andet arrangeret studieture for øvede kurvemagere i Villaine des Rochers, kurvemagerbyen i Frankrig, hvor David Drew bor.

l mange år samledes vi om Kunsthåndværkermarkederne og "Store Piledag" på Vissinggård. Men for tiden lægger Eva sin energi i en arbejdsudveksling mellem en gruppe danske kurveflettere og kvinderne i en landsby, Boulma, i Burkina Faso. Sammen vil de producere en serie indkøbskurve der forhåbentlig kan erstatte supermarkedernes plas­tikposer (udsalg komme bl.a. til at ske gennem Politikens galleri – læs mere nedenfor).

Samspillet med Ane Lyngsgaard

Ane Lyngsgård bor, med mand og søn, i et stort gam­melt mejeri, med "privatbolig" øverst oppe, hvor toppen af de store hvælvede vinduer danner helvægsruder ud mod et fantastisk kuperet landskab, der i den uge jeg var der, var dækket af sne. Mejeriet rummer desuden, udover en selvstændig lejlighed, en hel afdel­ing hvor Ane har værksted med tilstødende rummeligt spisekøkken til brug, når der holdes kursus, udstillingsrum og lagerrum. Jeg hører til "Husmandsstedsfolket" der ustandselig gisper efter plads, men her er der plads for alle penge og endnu uudnyttet plads. Hulen blev flettet i den store mejerihal, hvor der står en stor stak brædder i overstørrelse og bredde, og formodentlig venter på at blive til nye lokaler.

Det er et utroligt fantasibefordrende sted. Man skulle kunne have bygget en rytter statue her, hvis man havde haft de evner og lyster. Følgelig blev hulen også større end, i hvert fald jeg havde forventet, og vi måtte gentagende gange have fat i tommestokken for at sikre os at kuglen/hulen kunne komme ind gennem døren ved Rundetårn.

Ane har været pileforeningens formand siden 2003. Hun er med i "Indkøbskurve gruppen". Har været med på flere internationale kurveudstillinger i USA og i Spanien, hvor hun blev tildelt en pris. I år kommer bogen "Fletterier" med fotos og tegninger.

Samspillet med Marianne Mortensen

Marianne Mortensen har skrevet en bog, "Pil i det fri", hvor hun viser indtil flere eksempler på huler af både levende og tørret pil, lysthuse og læskærme. Hun har været underviser på Legepladsforeningens kurser, og hvis der er nogen, der har beskæftiget sig med hulebyggeri, så er det Marianne.

Der var også flere forskellige forslag på bordet, da jeg dukkede op på den lille firlængede gård i udkanten af Karise i januar for at begynde vores fælles projekt. Det som forekom mig mest tillokkende var en serie gitre af pilegrene samlet med gummiringe, klippet af cykelslanger, og det blev det. Selvfølgelig på en transportpalle der danner gulv og fundament for de lodrette kæppe.

Gulvet blev malet, arbejdet begyndte, men i løbet af nogen dage besluttede vi at udvide projektet med endnu en palle. Grundet andet arbejde og byggeriets omfang stoppede vi efter nogen dage i januar, og fortsatte en måned senere med at gøre huset færdigt. Ændrede beslutning om taget og havde en fantastisk dag i omegnen med at hente affaldspapir på et trykkeri og finde farvepigmenter og bindemidler.

Hvis kæppene er for tynde, eller har den forkerte farve, henter Marianne fluks nogle andre enten på lageret eller i marken, men skal der snedkereres eller løftes op og ned, må vi vente til Søren kommer hjem fra arbejde. Så kommer han over i værkstedet og laver med stor tålmodighed hvad vi har behov for, og han laver også dejlig mad.

Indkøbskurve
–       ud med plastikposer, ind med indkøbskurvene!

Hentet  fra  Eva Seidenfadens  hjemmeside  følger  her  lidt  om et særligt udvekslings-flette-projekt, som hun har igangsat i januar 2006 på Vissinggaard.

For at skabe et fagligt, sagligt og muntert forum samledes 11 flettere for at designe og flette til gensidig inspiration. Det længere perspektiv er at udstille sammen for at gøre flet mere synligt i den danske og internationale kunsthåndværkersammenhæng, og således blande os og deltage i den offentlige debat om design og funktionalitet. Vi vil pointere det politiske budskab i nødvendigheden af brugen af kurve og ikke plastikposer, samt inspirere kreative mennesker til at se mulighederne i projektet som en ny pædagogisk tilgang i undervisning i arbejdet med flet.

Målsætningen for projektet rummer endvidere en plan for at skabe en produktion af indkøbskurve i en ulandssammenhæng på grundlag af det danske design.

I marts 2007 er to grupper kvinder i Burkina Faso gået i gang med at flette på metalstativer med forskellige tilgængelige materialer såsom cykelslange gummi, gedeskind, hirsestængler mv.

Håbet og målet er at kunne afsætte kurvene dels lokalt i Burkina Faso, dels ved import til Europa. Hvis mottoet: Ud med plastikposerne – Ind med indkøbskurvene! skal vinde genklang, må kurvene fra Afrika kunne erhverves i en Fair Trade sammenhæng, således at de afrikanske flettere får en ordentlig dagsløn for deres arbejde.

Vi tænker os kurvene afsat som del af firmagaver, hvor kurvene kan erhverves til en pris, der samtidig giver plads til gaver i kurven, og i forretninger, der støtter Fair Trade tanken.

Kurvene vil ligeledes kunne erhverves over internettet.

Gruppen består af følgende flettere:

Annette Balle, Anne Folehave, Anne Honoré, Anne Mette Hjørnholm, Ane Lyngsgaard, Birgit Østergaard-Jensen, Dorte Tilma, Hanne Vistisen, Marianne Mortensen, Marie Skinbjerg og Eva Seidenfaden

 Kurvene har indtil nu været udstillet, og planlægger at blive udstillet, følgende steder:

2006:
Fællesskuet i Herning.  Pilefestivalen, Moesgaard, Århus.  Langenæs Kirken, Århus

Håndarbejdslærernes årsmøde, Fredericia.  Åbne Atelier, Karise. Vissinggard, Brædstrup

2007:
Rundetårn, København, marts og april.  Påskeudstilling, The Pond Cottage Art Galleri, Løkken.  Udstillingen 'Kurv', Silkeborg Bad, maj. Festival de Vannerie, Vallabregues, Frankrig, august

Henvendelse vedrørende udstilling af kurvene eller salg af danske eller afrikanske kurve:

Kontakt Eva Seidenfaden via e-mail, eva@seidenfaden.net