Klik her for at se Esben Klemanns CV

At EGNSBETON-2013 har billedhugger Esben Klemann (født 1972) som omdrejningspunkt skyldes, at han er den danske billedhugger, der mest indgående har arbejdet med beton som kunstnerisk medie. Han har sagt ja til at lave en udendørs udstilling af egnsspecifikke skulpturer suppleret med indlån af enkelte ældre værker. Han har over en årrække perfektioneret arbejdet med skulpturer på uventede steder og i et særligt spændingsfelt mellem inventar og kunst.

Esben Klemanns unikke indgreb i den betonstøbte trappenedgang i Odense fra Albanigade til Eventyrhaven er heldigvis blevet permanent og viser klart hans særlige evne til at se, hvordan det eksisterende kan twistes, så den passerende vækkes i hverdagens trummerum. Et andet eksempel på evnen til at se muligheder på de mest almindelige steder er et par af hans værker op som integrerede dele af fortovet på Esplanaden i København. Et par af hans muterede Hoffmann-klodser står ved Vanløse medborgerhus. Han har også lavet et støbt betonrelief, der indgår som en integreret del af ydermuren på Bornholms Kunstmuseum ved Helligdomsklipperne. Esben Klemann gik først i 1990’erne et par år på Det jyske Kunstakademi i Århus, hvorefter han vendte tilbage til København, hvor han er vokset op, og fulgte tegneundervisning på Glyptoteket. Som mange unge kunstnere var han en tur om Holbæk Kunsthøjskole, inden har i 1996-2002 gik på Kunstakademiet i København.

I 2004 var Esben Klemann blandt deltagerne i Vejen Kunstmuseums udstilling ”Bagværk med glasur”, der præsenterede eksempler på, hvad elever på Kunstakademiet under Karen Harsbos ledelse får lavet i keramikværkstedet – et veludstyret tilbud, der ikke eksisterede tilbage i 1880’erne, da Niels Hansen Jacobsen gik på Kunstakademiet. Nu har de unge kunstnere alle mulighed for at afprøve lerets og glasurernes muligheder for at skabe farvelagte skulpturer.

  Se meget mere om Esben Klemann på hans hjemmeside: www.esbenklemann.dk

 


Esben Klemanns fortovsskulpturer Kbh.