PYROMANTIK Fortællingen om en sæ
PYROMANTIK
Fortællingen om en særlig 90-års fødselsdag


Af Teresa Nielsen, museumsleder, 12. august 2014

Foto: Henning Ranum, Claus Jacobsen og Teresa Nielsen


Sikke en dag med en grande finale, som de tilstedeværende sjældent vil glemme, og som der nok vil blive talt om rundt om i Vejen og omegn! Oven på aftenens regnskylle var det en fin fællesoplevelse, at så mange mødte op på pladsen i tiden op til kl. 22.30 for at være med til fakkeltoget omkring Troldespringvandet og for fra kl. 23 at være med til den vilde afbrænding af det pyromantiske fællesværk – den skulpturelle brandbane i den vestlige ende af Museumspladsen. Den stod som en hilsen til museets hovedperson, billedhuggeren Niels Hansen Jacobsen og hans glæde ved arbejdet med keramikken i samspil med ildens flammer.

     
På foto til højre ses Eva Steen Christensen ved den smukke låge hun har skabt til museumspladsen 

Der er allerede en del, der har spurgt, hvornår museet igen gør noget tilsvarende… måske allerede til billedskolens fernisering ved afslutning af det kommende semester? Bordet behøver jo ikke være helt så langt, og der er også nysgerrighed for, hvad man kan med simple ovne som Sofie Holtens … måske endnu en STORE ILDDAG, som vi for længe siden har haft på Museumspladsen?!
 

 
Der var lagt et langt dagsprogram. Om formiddagen var en del dagplejemødre, deres små børn og andre nysgerrige mødt op for at følge billedkunstner Sofie Holten under tændingen af de otte specialovne, som hun havde bygget til de otte dele af den symbolske 8-kant som en hyldest til museets to ottekantede sale – Skibelundsalen fra 1914 (flyttet ind til museet i 1938) og museets hjerte, Skulptursalen, der stod klar den 1. juli 1924. Vejret var lunefuldt, vinden tog fat og ovnene brændte alt for hurtigt. I lidt ramponeret stand lykkedes det at få de otte sten reddet ud af bålene. I løbet af eftermiddagen blev de lagt samlet op og fotograferet på trappen ved museets indgang.
   
 


Vandreturen til Skibelund Krat havde begrænset deltagelse, og burde nok snare have været udbudt som en cykeltur – så er vi det klogere til en anden gang! Til gengæld var der et fint fremmøde i den imaginære rekonstruktion af Skibelund Atelieret, hvor billedhugger Anne Mette Schultz talte om 8-kanterne som overgangsrum mellem de jordiske firkanter og det himmelske hvælv. Her var også Jyske Vestkysten mødet frem, hvor Anne Hedegaard lavede et interview med Anne Mette Schultz.


Der var run på til eftermiddagens fødselsdagskage og kaffe/te/saft med omkring 150 deltagere. Derefter fulgte 30-40 tilhører med op på Atelierloftet til Sofie Holtens beretning fra Kina.


     
     

I løbet af dagen og særligt hen på eftermiddagen kom folk forbi for at bidrage til fællesværket, Den Store Brandbane. En familie fra Kolding blev helt besat af projektet. De fik lavet et helt særligt tændstiksbaneforløb med en række, der gik omkring en model af Troldespringvand, hvor ilden kom til at løbe op over troldens ryg! Andre havde sat TILLYKKE-tekst og lavet andre festlige løjer på banen. Keramikeren Karen Harsbo fik en del assistenter til opbygningen af sit hus af brugte tændstiksæsker, der var blevet til overs efterhånden som de mange tændstiksbakker blev tømt.
 











Se et lille filmklip her
       
 
   
Mens folk var travlt optaget af at bidrag til Brandbanen, havde billedhuggerne Flopper (Christian Mastrup) og Sophus Ejler Jepsen besluttet sig for i et kapløb mod tiden at forsyne brandbanen med en enestående portal, så ilden fra begge ender af brandbanen gennem portalen kunne bringes til tops og mødes på midten i en grande finale. Portalens fine runding mimede museets indgangsparti. Øverst forsynede de den med et gipsrelief af Solvognen – en hilsen til Niels Hansen Jacobsens relieffelt over indgangsdøren, hvor solguden Helios i sin hestetrukne vogn forjager Natten, der kryber i ly.

 
Særligt børnefamilier nød en tur om bålbæknerne, hvor der er blevet lavet en hel del perler – og efterfølgende har de været forbi på museet for at hente deres perler. Først på aftenen kom regnen. Brandbanen skulle sikres og det var dejligt at se, som alle hjalp med at holde tændstikkerne tørre. Beredvilligt stille alle med paraplyer – og på museet viste der sig at være et anseeligt lager på omkring 10 glemte paraplyer!

Helt magisk var vejrgudernes hilsen til 90-års dagen, da der under regnen tegnede sig en mægtig tydelig regnbue hen over museet som et ekko af det buede relieffelt over indgangen og portalen midt i brandbanen – regnbuen var tilmed dobbelt!!!


Desværre holdt en kombination af sommerferie, VM i fodbold og regnen folk fra at komme på pladsen med deres pic-nic og nyde musikken, hvor hverken Rød Kælk eller Over Sundet fik et stort siddende publikum. Til gengæld blev musikken nydt af alle dem, der var i gang med at bygge brandbane eller opholdt sig i kaffe/te/madteltet.


Til gengæld kom folk strømmende til op til fakkeltoget kl. 22.30, hvor der har været omkring 100 deltagere i alle aldre og mindst lige så mange, da afbrændingen af den store ildbane startede kl. 23. Langt de fleste havde ventet, at det hele ville futte af på få minutter, men det blev en lang, god fællesoplevelse, hvor store og små fulgte levende med som ilden fik fat i det ene efter det andet – også baljen med sand ude på græsset, hvor faklerne var blevet stillet. Godt at der var spande med vand og vandslange på pladsen!


 








 

Den gradvise afbrænding strakte sig over næste halvanden time med masser af spænding undervejs – og en særlig festlig afslutning øverst på buen, hvor den modelleret slægtning til Solvognen trådte frem. Her knitrede det lystige med lidt venlig fyrværkeri, der på uforklarlig vis må have fundet sin plads mellem det tørre kvas. God nat og tak for kaffe – sikke en dag!

   


Tak til Sofie Holten, Anne Mette Schultz, Flopper og Sophus Ejler Jepsen, der stod for dagens kunstneriske input sekunderet af Karen Harsbo, Morten Modin og de MANGE gode ihærdige hjælpere undervejs. Tak til Bo og Anna Henriksen samt Henning Ranum og Villy Bregnhøj for levering af brænde til den ene og den anden pyromantiske begivenhed – og til alle andre hjælpere, der holdt museet åbent, sørgede for servering og al logistikken. En helt særlig tak til museets personale med Heidi Müller, Pernille Vestergaard, Anna Henriksen, Elsa Nielsen, Sophus Ejler Jepsen og Frederik Madsen, der alle har trukket på så mange forskellige fronter for at få det hele til at klappe.