Kvindernes Kampdag 2018

Af Henriette Grønning, Projektmedarbejder

I anledning af Kvindernes Kampdag 2018 sætter vi på Vejen Kunstmuseum fokus på nogle af de kvindelige kunstnere i samlingen. Under forskellige temaer – med udgangspunkt i den enkelte kunstner, deres værker eller motivvalg – vil vi fortælle om kvindelige kunstneres kamp for en lige plads i den engang – og stadige – mandsdominerede kunstverden. Det har været en kamp for alt, fra at få muligheden for uddannelse, anerkendelse som mere end blot amatører og i det hele taget at få de samme muligheder som kunstnere, som har været givet mændene.
De kvindelige kunstnere har gennem mange år haft en vigtig plads på Vejen Kunstmuseum, som blev opført til kunstneren Niels Hansen Jacobsens værker og samling i 1924. Niels Hansen Jacobsens første kone var nemlig en af de mange nye kvindelige kunstnere i slutningen af 1800-tallet – også kaldet Pionergenerationen – Anna Gabriele Hansen Jacobsen født Rohde, og har derfor altid været en del af museets samling af kvindelige kunstnere, som gennem tiden har vokset sig betydeligt større.
I 2015, i forbindelse med fejringen af 100-året for kvinders stemmeret, var Vejen Kunstmuseum desuden tovholder for projektet KK15, der satte fokus på kvindelige kunstnere i de jyske kunstmuseers samlinger. I 2015 blev der bl.a. udarbejdet statistikker for 20 af landets museers repræsentation af kvinder og mænd i deres samlinger. Projektet er fortsat under udvikling, da vi her ønsker at samle så meget materiale som muligt om kvindelige kunstneres repræsentation, deres værker og biografier, udstillinger, publikationer og meget mere. Det hele kan ses på www.kk15.dk.

Blomstermotivet
Blomsterne har været et yndet motiv blandt de kvindelige kunstnere siden de første af denne slags, i Danmark, som Johanna Fosie (1726-1764). Dette hænger i sær sammen med at kvinderne var bundet til hjemmet og det hjemlige, og derfor havde et mere begrænset motivvalg i deres kunst end mændene. At forsørge sig selv som kunstner, var et af de få accepterede erhverv for de borgerlige kvinder fra midten af 1800-tallet, da det netop ikke krævede at hun bevægede sig for langt væk fra hjemmet. Hun kunne male, tegne, brodere og så videre fra hjemmet, og finde sine motiver i dettes interiør og de personer, der lige som hende, i høj grad, var bundet til den private sfære – tjenestefolk, børn og andre kvindelige familiemedlemmer. Blomstermotivet var derfor et uproblematisk og altid dekorativt motiv, kvinderne kunne kaste sig over, og man så mange malerier og forskellige kunsthåndværk med netop dette motiv. I Suzette Holten født Skovgaards værk fra 1902 Tulipaner i vase, ses et smukt eksempel på blomstermotivet, som mange af de kvindelige kunstnere perfektionerede. Blomsten, der ses som feminin i sin karakter, bliver et utroligt godt billede på kvinden. I sær den kultiverede, afskårne blomst, der plukkes fra naturen uden for, og sættes ind i de borgerlige stuer, for her at sprede skønhed, duft og hjemlig stemning. Men blomsten er ikke kun smuk og let medgørlig, den kan også være vild og i nogle tilfælde uønsket. Dette udnyttede den samme kunstner i hendes Plakat til fordel for opførelsen af Kvindernes Bygning fra 1896. Her er det den vilde og ofte uønskede mælkebøtte, der er motivet, og som bliver et billede på kvindernes kamp for rettigheder. Denne lille undseelige, men dog smukke, blomst – bliver symbol for kvinden. Kvinden, der ligegyldigt hvor meget modstand hun møder, vil finde sin vej frem og vokse og blomstre.
Funderet i den gamle tradition for blomstermotiver finder man på Vejen kunstmuseum også mere nutidige værker med blomster, der forbliver et yndet motiv blandt kvindelige kunstnere. Der er tydelige sammenhænge mellem de tidlige kunstneres brug af motivet og værker som Eva Steen Christensens Blomstrene væg fra 2007, hvor blomsten stadig bruges som dekorativt virkemiddel, i en moderne og stiliseret form. Men blomstermotivet som mere end blot dekoration og med et politisk eller socialt tema, er også at finde hos nutidens kunstnere. I 2017/18’s særudstilling på Vejen Kunstmuseum gør Camilla Berner os opmærksomme på den natur, der er omkring os. En natur som vi ofte forsøger at undertrykke eller fjerne, da den blot ses som ukrudt og i vejen for det kultiverede by- og parkmiljø vi har skabt omkring os. Hun tager ”ukrudten” og opsætter den, som man altid har opsat den mere ønskede natur, nemlig som smukke buketter i dyrebare vaser, og viser os denne del af naturens ufornægtelige skønhed.

Suzette Holten født Skovgaard: Plakat til fordel for opførelsen af Kvindernes Bygning, 1896. Ikke en del af museets samling.

Suzette Holten født Skovgaard: Tulipaner i vase, 1902. Akvarel og blyant på papir.

Eva Steen Christensen: Blomstrende væg, 2007.

Anna E. Munch og Kvindebevægelsen
Anna E. Munch er valgt her, ikke kun fordi hun var en dygtig kunstner med et omfattende oeuvre og er et godt eksempel på den selverhvervende borgerlige kvinde, der valgte en anden vej end ægteskab og moderskab, men også fordi hun i 1911 fik bestilling på og lavede det officielle banner til Dansk Kvindesamfund. Anna E. Munch (1876-1960) kom fra en borgerlig og meget kulturbevidst familie, og alt tyder på, at hende og hendes søster, der var fotograf, blev opfordret af deres forældre til at forfølge deres kunstneriske talenter. Munch valgte, som mange af hendes samtidige kvindelige kunstnere, at uddanne sig i udlandet, hvor der mange steder var flere muligheder for at få en bedre uddannelse, end den, der blev tilbudt til kvinder i Danmark i tiden. At hun blev uddannet, og igennem hele hendes liv rejste meget i udlandet, var kun muligt fordi hun kom fra en familie, der havde midlerne til at betale for dette. Og denne økonomiske uafhængighed var også, hvad der muliggjorde, at hun resten af livet kunne erhverve sig som kunstner, med de salg hun gjorde imens hun levede, og derfor ikke var nødsaget til at gifte sig, og dermed med al sandsynlighed være nødsaget til at lægge hendes kunst på hylden, for i stedet at passe hjemmet og børn. I stedet valgte Anna E. Munch at dele en stor del af sit liv med forfatteren Sophie Breum, og levede sammen med denne fra omkring 1900 til dennes død i 1935. Sophie Breum var meget aktiv i kvindesagen, og det er måske igennem hende at Anna E. Munch også blev – om end ikke en af de mest fremtrædende – medlem af kvindesagen og dennes kamp for kvinders ligestilling. Hun fik som sagt i 1911 – i anledning af Dansk Kvindesamfunds 40-års jubilæum – til opgave at lave deres første banner, der skulle vise, at de fortsat ville kæmpe for kvindens rettigheder, også efter at valgretten var sikret, da de godt kunne se, at der fortsat ville være en kamp, der måtte kæmpes. Om bestillingen af banneret skriver Gyrithe Lemche i Kvinden og Samfundet i 1911 at ”Nej, Banneret, det er det synlige Tegn paa den Samvilje og den Fremtidstro, hvormed vi agter at fortsætte det Fredens og det Selvrejsningens Værk, vi begyndte for fyr¬retyve Aar siden, ogsaa paa den anden Side af den politiske Valgret. Lad Kvindevalgretsforeningerne dø deres naturlige Død ved det Maal, de selv har sat sig, vort Maal ligger længere ude, vi er dem, som skal leve videre.”
At der fortsat var meget at kæmpe for var også noget, man havde slået fast året før på en kvindekonference i København. Her havde den tyske initiativtager og forkvinde Clara Zetkin foreslået en international kampdag for kvinder. Forslaget blev vedtaget ved konferencen, og vi har siden 1910 haft Kvindernes Kampdag, der fra 1920 har lagt fast den 8. marts.
Selve banneret forestiller en ung kvinde, der lige har trukket et guldhorn op af den danske muld, under skriften ”DANSK KVINDESAMFUND 1871” og omgivet af den danske skov. Hun beskrives i Kvinden og Samfundet fra 1911 som ”… den, som er fortrolig med Dansk Kvindesamfunds Gerning, vil ved første Øjekast forstaa, at denne unge Kvinde i den simple Dragt med det store Guldhorn i sine Hænder, hun er det billedlige Udtryk for det beskedne, arbejdende Samfund af danske Kvinder, som drog Kvindesagens Guldhorn op af Tidens Muld i 1871.” Den kvinde, der er forstandig og opmærksom nok til at se, og tage del i, sine opgivelser, er netop den kvinde Dansk Kvindesamfund havde og fortsat ville kæmpe for. På Vejen Kunstmuseum findes en tegning Anna E. Munch lavede af banneret i 1911.

Kvindernes valgretstog på vej mod Amalienborg den 5. juni 1915. Anna E. Munchs banner ses her tydeligt.

Den færdige banner. Ikke en del af museets samling.

Kvinder maler kvinder
Gennem årtusinder har mænd haft praktisk talt eneret over afbildningen af mennesket, og dermed også kvinden. Kvinden er blevet brugt som motiv gennem alle tider i kunsthistorien, men det er først inden for de seneste par hundrede år, at disse afbildninger, i større grad, også er produceret af kvinder. For den mandlige kunstner vil kvinden altid være noget andet end dem selv, hvilket ofte har ført til meget stereotype fremstillinger af kvinder. Hvor mændene er blevet afbilledet med en stor forståelse for deres mange-facetterede personligheder og evner, er afbildningen af kvinden ofte mere ensidig og snæver. Hun kan let sættes i en kategori, hvor ét enkelt karaktertræk er hele hendes person – hun er enten jomfruen eller skøgen, moderen eller fristeren, klog eller smuk. Denne ensidige gengivelse af kvindekønnet kan naturligvis først få sit ophør i det øjeblik, at kvinder også får lov til at afbilde kvinder, og at disse afbildninger bliver anerkendt. Derfor er det så vigtigt, at kvinderne gennem det 19. århundrede finder større og større anerkendelse og muligheder som kunstnere, og dermed giver kunsthistorien flere stemmer, der skal høres og forstås i afbildningen af ikke kun kvinden, men mennesket generelt.
I Anna Anchers, Gudrun Lorenzens og Marie Wandels billeder ser vi kvinder afbildede som flerdimensionelle væsener, hvor fokus i mindre grad er på deres køn, men i stedet på deres humør, sindstilstand, evner, handlinger osv. Vi ser den triste skæbne Frk. Jensen i Marie Wandels værk, men uden nogen fordømmelse for, hvorfor netop denne kvinde er endt som stakkel. Det er blot en gengivelse af et menneske, som så mange andre, der har levet et liv, der ikke har bragt den store lykke. I Anna Anchers værker får vi et intimt indblik ind i kvindernes privatsfære omkring år 1900. Vi ser den arbejdsomme og koncentrerede kvinde i Sypigen, en af de kvinder, der med sin dygtighed, flid, intelligens og omsorg får hjemmene og familierne til at hænge sammen. Hun er hverken blot til pynt eller brug, men et menneske med mange evner, der alle er vigtige for den lille familie men også for samfundet generelt. I Gudrun Lorenzens maleri Fløjtespilleren er personens køn næsten helt utydeligt. Det er hendes kunnen som fløjtespiller og musiker, der er lagt vægt på, og ikke hendes skønhed eller mangel på samme.
Når kvinder får lov til at afbilde kvinder sker der et opbrud med de gamle forestillinger om, hvad en kvinde skal og bør være, og man får i stedet billeder på, hvad kvinden rent faktisk er og kan være.


Marie Wandel: Frk. Jensen, 1926. Olie på lærred.	Gudrun Lorenzen: Fløjtespilleren, 1942. Olie på lærred.

Anna Ancher: Sypigen, udateret. Olie på lærred.

Pionergenerationen
Pionergenerationen er den samlede betegnelse for den omfattende generation af kvindelige kunstnere, der opstod i den sidste halvdel af det 19. århundrede. Før dette har kvindelige kunstnere været få og sporadiske, men man så dem nu i så stort et antal, at de ikke kunne ignoreres, eller kaldes for enkelttilfælde af kunstnerisk talent. De omkring 100-140 kunstnere født i årene mellem 1840 og 1860, der udgjorde denne generation, kom fra det danske borgerskab, hvor man gennem lang tid havde opfordret kvinder til en eller flere former for kunstnerisk udfoldelse. Grunden til, at de alle var ”borgerskabets døtre”, var fordi at netop denne samfundsklasse kunne tillade sig, og havde råd til, at uddanne deres døtre. Pionergeneration var derfor en del af den første generation af kvinder i Danmark, der uddannede sig til professionelle erhverv fra 1870’erne. Dog måtte denne uddannelse foregå på de noget dyrere private tegne- og maleskoler, som elever hos kunstnere eller, som langt de fleste i denne generation, i udlandet – hvor man f.eks. i Paris allerede havde adgang for kvinder til kunstskoler og det var tilladt at male efter nøgenmodel.
Det er også blandt Pionergenerationen at man finder nogle af de største forkæmpere for kvindelige kunstneres rettigheder. Her er den vigtigste nok Johanne Krebs, der udover at være en dygtig maler, næsten egenhændig tilkæmpede kvinderne en kunstskole ved Kunstakademiet, og selv var bestyrerinde på denne i 20 år. Men i det hele taget var denne gruppe af kvinder mønsterbrydere – de uddannede sig, erhvervede og underholdt dem selv. Mange af dem giftede sig ikke, da dette i langt størstedelen af tilfældene medførte at de måtte opgive deres kunstneriske virke, og de gik i stedet sammen og dannede mindre bofællesskaber eller levede sammen to og to, hvis ikke de blev boende hjemme hos familien. De var i enhver henseende ”moderne kvinder med en selvstændig livsførelse”, som Marie Lauland omtaler dem i hendes artikel ”Pionergenerationen”. En stor del at de kvindelige kunstnere kæmpede ikke blot for deres kunstneriske rettigheder, men også for deres menneskelige rettigheder som kvinder. De var en del af Kvindesagen, og mange af dem medlemmer af Dansk Kvindesamfund. Dette gjaldt blandt andet Elise Konstantin-Hansen, som er en af Pionergenerationens kunstnere repræsenteret i Vejen Kunstmuseums samling. De andre pionerer, hvis værker findes i Vejen er: Anna Ancher, Henriette Hahn-Brinckmann, Suzette Holten født Skovgaard, Cathinca Olsen og Agnes Slott-Møller.

Henriette Hahn-Brinckmann: Bøgeskov med dansk ingefær, 1899. Træsnit.

Elise Konstantin-Hansen: Vandskildpadder. Naxos, 1895. Olie på lærred.

AAgnes Slott-Møller: Sommer, udateret- Litografi.

Cathinca Olsen: Bemalet Stentøjsvase, Udateret.

Kunstnerportrætter
Den kunsthistoriske tradition for kunstnerportrætter og selvportrætter er lang. Da kunstnerne gennem renæssancen og senere gik fra blot at være håndværkere, bestilt til at udføre især religiøs kunst og værker til de rigeste i samfundet, til at blive set på som genier, hvis person var lige så vigtige som deres kunst, blev det vigtigt for dem at fremstille sig selv, som den ophøjede kunstner/geni. De malede dem selv ind i deres kunst, lavede utallige selvportrætter og malede ikke mindst hinanden. Kunstnerportrætterne er derfor en vigtig del, af hele selvforståelsen, omkring det at være kunstner – her kan de vise eller få vist, hvem de er. Men denne forståelse af kunstner, som et geni og et selvstændig skabende individ, var ikke en der automatisk blev overført til de kvindelige kunstnere. De blev igennem mange århundreder set som undtagelser – hvis de udførte deres kunst professionelt – eller som amatørkunstnere, hvis talent var forventet af dem, som dannede kvinder, der ønskede beundring og ægteskab. Kunstneridentiteten er derfor endnu en af de ting kvinderne har måttet tilkæmpe sig. Det startede i sær med den første store gruppe af kvindelige kunstnere fra slutningen af 1800-talllet – Pionergenerationen – som brugte meget store ressourcer på at uddanne sig, så de kunne blive anset som mere end amatører. Det er også hos denne generation af kvindelige kunstnere, vi begynder at se kunstnerportrætter. De maler dem selv og hinanden som oplyste, uddannede, udførende og talentfulde kvinder, der kræver at blive anset på lige fod med mændene i deres branche.

Et af de mest kendte eksempler i den danske kunsthistorie på denne type maleri er Ludovica Thornams Selvportræt fra 1885. Her ser vi kunstnerindividet i fuld flor. Hun ser på os med et fast blik, der holder vores, med pensel og palet i hænderne, der meget tydeligt viser hendes hverv og hendes selvforståelse som kunstner.

I Vejen Kunstmuseums samling er vi så heldige også at have nogle rigtig gode kunstnerportrætter. Henriette Hahn-Brinckmann maler i 1894 et smukt portræt af sin kunstnerveninde Anna Gabriele Hansen Jacobsen. Marie Sandholts Malerinde, der sidder i stue og maler forestiller formentlig kunstneren Anna E. Munch, i færd med sit arbejde. Og Anna E. Munch har selv et selvportræt i samlingen, hvor hun nærmest kønsløs står med hvad der godt kunne være remedier til hendes arbejde – måske en tegneblok – i hvad der ligner en malerkittel. Hun er kunstner først og derefter sit køn.

Ludovica Thornam: Selvportræt, 1885. Olie på lærred. Tilhører Horsens Museum.

Anna E. Munch: Selvportræt, Udateret. Olie på lærred.

Helvig Kinch
I Vejen Kunstmuseums samling findes der to værker af den forholdsvis glemte kunstner Helvig Kinch (1872-1956). Helvig Kinch var maler, og blevet uddannet først på Tegne- og Kunstindustriskolen for Kvinder og senere på den på det tidspunkt forholdsvis nyåbnede Kunstakademiets Kunstskole for Kvinder. Gennem størstedelen af sin karriere og indtil hendes døs udstillede hun på både Charlottenborgs Forårsudstilling og på Kunsternes Efterårsudstilling. Hendes foretrukne motiver var dyr, specielt heste optagede hende, samt det antikke – som hun fik rig mulighed for at udforske og male på sine rejser med manden, som var arkæolog. Værket Karreheste slæber sand. Bretagne i museets samling er et eksempel på et af hendes mange hestemotiver.> Men Helvig Kinchs vigtigste arbejde var det hun gjorde i forlængelse af sit kunstnervirke – nemlig arbejdet for at ligestille kvindelige kunstnere med de mandlige. I 1916 stiftede hun sammen med maleren Mare Henriques Kvindelige Kunstneres Samfund, der med store kunstnere som Anna Ancher og Anne Mare Carl Nielsen i ryggen, fik en stor betydning for de kvindelige kunstnere i Danmark. Kvinderne havde fået deres egen skole ved Kunstakademiet i 1988, som i 1908 blev slået sammen med det egentlige Kunstakademi. Der skulle nu ikke længere være forskel på mændene og kvindernes uddannelse, og dermed heller ikke på deres muligheder som kunstnere. Men dette var langt fra sandheden, og Kvindelige Kunstneres Samfund blev oprettet for at kæmpe for at kvinderne skulle have de samme muligheder og rettigheder som mændene. På dette tidspunkt eksisterede der andre kunstnersammenslutninger, men ingen af disse tillod kvindelige medlemmer. Kvinderne havde derfor ikke det samme netværk af kolleger, og arbejdede ofte meget alene, eller i små sammenslutninger. Med KKS fik kvinderne et sted for de kunne mødes med deres kunstnerkolleger, udveksle erfaringer, forbindelser og et forum hvor deres faglige interesser kunne varetages. Foreningen fremsatte følgende mål:

1) Forhandling og oplysning om forestående valg, konkurrencer, inden- og udenlandske udstillinger o.lign.

2) Så vidt muligt at få kvindelige Kunstnere repræsenteret i Komitéer, Jury og Akademiråd.

3) At opstille og samle stemmer om dertil egnede kandidater, kvindelige eller mandlige, som vil varetage de kvindelige Kunstneres Interesser.
Helvig Kinch blev foreningens første formand og sad på denne post indtil 1924. Under hendes formandskab afholdte KKS bl.a. den store ”Kvindelige Kunstneres Retrospektive Udstilling” i 1920. Her har der kunst af kvindelige kunstnere fra de sidste 200 år, og kvinderne markerede at de nu var kommet for at blive.

Repræsentation af
kvindelige kunstnere på Vejen Kunstmuseum
Et stort spørgsmål, når det kommer til kvindekampen, er: Hvad kan vi gøre? Er der nogle andre, der skal gå forrest, eller er det os, der må vise vejen? På Vejen Kunstmuseum har der gennem mange år været en skærpet opmærksomhed på den meget ulige fordeling i museets, ligesom de fleste andre museers, samlinger af henholdsvis kvindelige og mandlige kunstneres værker. Og gennem en årrække har der været fokus på at gøre et forsøg, på at udligne denne forskel bare lidt – selvfølgelig med omtanke for og relation til museets eksisterende samling, og de overordnede ansvarsområder indenfor kunsthistorien, vi varetager her. Men heldigvis giver vores fokus på dansk kunst omkring år 1900, symbolismen, skønvirke, keramik og museets hovedperson Niels Hansen Jacobsen rig mulighed for at repræsentere kvindelige kunstnere, og der er sket en meget stor samlingstilvækst af disses værker. Ser man blot på udviklingen fra 2015, da Vejen Kunstmuseum som tovholder på projektet KK15 – Kvindelige kunstneres repræsentation på det jyske kunstmuseer, lavede statistiker over 20 museers samlinger, med fokus på fordelingen mellem antal værker af kvindelige og mandlige kunstnere, lå Vejen Kunstmuseums andel af værker af kvinder på 27 %. Et forholdsvist højt antal i forhold til mange af de andre museer, men langt fra lige. På de få år, der er gået siden da, har denne fordeling allerede ændret sig, og i dag udgør kvindernes værker 33 % af samlingen. Dette skyldtes bl.a. en meget stor gave af Birgit Bjerres værker i 2016, men også fordi at der, når man ser bort fra denne gave, er en langt mere lige fordeling mellem værker af kvinder og mænd, der bliver købt til samlingen. I alt udgjorde værker af kvindelige kunstnere 73 % af samlingstilvæksten fra 2015. Det er altså muligt at gøre noget for at skabe en større balance i kønsfordelingen på museerne, og der er helt klart brug for og plads til at indsamle både fortidens glemte kvindelige kunstneres værker og de mange nutidiges. Disse har både høj kunstnerisk kvalitet og er historisk vigtige, for at vi i fremtiden kan få hele kunsthistorien med os.

Den procentvise fordeling af værker af henholdsvis kvindelige og mandlige kunstnere i 2015.

Den procentvise fordeling af værker af henholdsvis kvindelige og mandlige kunstnere i 2018.