Klik her for at høre museumsinspektør Teresa Nielsen fortælle om museets tilblivelse.
VIGTIG: Det tager ca. 1-2 minutter før lydfilen kan høres
 

1901 Håb om udstilling af skulpturer i København
Oprindelig havde Hansen Jacobsen forestillet sig en helt anden placering til sine skulpturer. Efter at have arbejdet og udstillet i Paris i ti år arrangerede han i 1901 en separatudstilling af skulptur og keramik i »Den Frie Udstillingsbygning« i København. Han gjorde sig uden tvivl forhåbninger om, at værkerne ville blive erhvervet til de store kunstsamlinger i hovedstaden. Dette skete dog ikke, og en direkte henvendelse til brygger Carl Jacobsen med et favorabelt tilbud om køb af hele produktionen mod at den udstilledes samlet blev afslået. Alle skulpturerne måtte derefter opmagasineres i kældrene under ruinerne af Christiansborg Slot.

1907 Kunstforeningen planlægger bygning af museum i Vejen
Til trods for at han på den store udstilling kun solgte to keramiske værker valgte Hansen Jacobsen at forblive i Danmark. Han bosatte sig i sin fødeby Vejen, hvor han i 1905 var med til at stifte en kunstforening, der havde til formål at udbrede "interessen for god dansk kunst" ved at arrangere kunstudstillinger og andre kulturelle arrangementer. I 1907 måtte Hansen Jacobsens skulpturer flyttes fra Christiansborg til hans fars lade. Den var ikke noget velegnet opbevaringssted, og det har sikkert sat fart i tanken om en museums- og kunstudstillingsbygning i Vejen. Kunstforeningens plan var dog ikke at bygge et separatmuseum for Hansen Jacobsens værker, men at skabe en regulær maleri- og skulptursamling, og over 100 danske kunstnere gav tilsagn om langsigtede lån af værker til udstilling i en eventuel bygning.

Niels Hansen Jacobsens udkast til en museumsbygning i Vejen. Bygningen skulle være i to etager, og have tre høje gavle med udsmykkede trekantfelter øverst. Mellem gavlene er skitseret en klassisk frise af gående eller dansende mennesker.

Man beregnede opførelsessummen til ca. 60.000 kr. som skulle finansieres gennem indsamling blandt private, tilskud fra sognet og statstilskud. Sognerådets støtte blev opnået mod at Hansen Jacobsen skænkede alle sine større værker til museet, og i 1907 sendte man den første ansøgning til Regering og Rigsdag. Man argumenterede med den store tilstrømning, der havde været til kunstforeningens arrangementer i byen, og med vigtigheden af at give provinsbefolkningen adgang til den bildende kunst. Atter i 1908 var kunstforeningen aktiv i sagen og indsendte flere ansøgninger - alt dog forgæves. Der arbejdedes endnu nogle år med tanken om et museum i Vejen, men planen kunne ikke finansieres uden statsstøtte.

1913 Hansen Jacobsen bygger atelier og udstillingsbygning ved Askov
I 1913 må Niels Hansen Jacobsen være blevet træt af at vente på museumsplanerne, for han frigjorde sig for sine forpligtelser i forhold til sagen og opførte et atelier i mindelunden Skibelund Krat ved Askov. Dette atelier havde form af en 8-kantet hal og havde også plads til udstilling af skulpturerne. I 1914 blev den åbnet for publikum, og der blev endda trykt et lille katalog.


1923 Ny gang i museumsplanerne
Omkring 1923 overvejede Hansen Jacobsen at flytte til Askov, antageligvis for at være tættere på sit atelier, men denne beslutning udløste en fornyet interesse blandt byens borgere for at se hans værker udstillet i Vejen. Repræsentanter for sognets 11 foreninger samledes om et bønskrift, hvor man lovede kunstneren privat og kommunal støtte til et museum, hvis han ville blive i Vejen og selv bekoste en privatbolig.

Efter forhandlinger mellem kunstneren og borgerforeningen enedes man om at opføre en bygning med en central 8-kantet kuppelsal til udstilling af Hansen Jacobsens skulpturer (det egentlige museum) og med to fløje: et atelier mod syd, og en privatbolig til kunstneren mod nord. Den skulle han selv betale. Bygningen skulle ligge på grunden bag »Troldespringvandet«, som Hansen Jacobsen samme år havde skabt som dekorativt kølebassin for byens elektricitetsværk. Grunden var testamentarisk skænket til sognet af Hansen Jacobsens fader og forbeholdt en museumsbygning. Den lovede støtte strakte sig ikke til museets drift; derimod blev udgifter til administration og vedligeholdelse pålagt kunstneren selv. Museets forhold skulle varetages af en bestyrelse på 5 medlemmer: tre fra sognerådet, Hansen Jacobsen selv eller hans kone og endnu et medlem valgt af parret.

Dette projekt var af noget mindre størrelsesorden end det storslåede museum Hansen Jacobsen og Kunstforeningen oprindelig i 1907 havde skitseret, men det må alligevel have glædet kunstneren at planen om et museum i hans hjemby endelig blev til noget. Ribe Amtsråd godkendte kontrakten den 24. juli 1923, hvorefter byggeriet gik i gang efter tegning af arkitekt Niels Ebbesen Grue. De samlede udgifter til opførelsen blev på 47.000 kr. hvoraf 15.000 kom fra frivillige bidrag, mens sognerådet og Hansen Jacobsen selv måtte skyde resten til. Museet blev indviet 1. juli 1924.

Se Niels Ebbesen Grues originale tegninger til museet under Vejen Kunstmuseums arkitekturhistorie.

Du kan se billeder fra museets opførsel og skulpturernes flytning i Hansen Jacobsens fotoalbum.

Atelieret i Skibelund Krat
I 1902 mistede Niels Hansen Jacobsen sin første hustru, Gabriele. Han valgte at flytte fra Paris, hvor de havde været bosat, hjem til Danmark.  Desværre er hans privatpapirer ikke bevaret, men forskellige oplysninger fortæller, at han bosatte sig deltids i Vejen, deltids i København, hvor han havde en lejlighed og et atelier på Østerbro, der dengang lå i det yderste af storbyen. Somrene tilbragte han i sin barndomsby og vintrene i storbyen, hvor han kunne træffe sine kunstnervenner og fra 1905 var en aktiv udstiller hos De Frie Billedhuggere.

Øverst på siden ses Hytten, der ligger i den nordlige ende af Vejen. I dag er det lille hus en del af museet, men er udlejet som privat bolig.  Hytten dannede frem til 1924 - da Hansen Jacobsen flyttede ind i den nordlige ende af museet -  rammen om hans hjem og virke. Huset var oprindelig aftægtsbolig til den fædrene gård. Hytten kom til at dannede midteraksen i billedhuggerens arbejdsplads. Mod vest kunne han gå til ’huggehuset’, et beskedent teltformet tegltag, hvorunder han i læ for vejr og vind kunne arbejde med grav– og mindesten. Øst for Hytten lå hans atelier og keramikværksted. På det store engareal mellem disse tre bygninger stod et udvalg af de lokale marksten, som bønderne satte af, og som billedhuggeren forvandlede til gravsten.

Allerede i 1905 talte man om at bygge et kunstmuseum i Vejen. Byen havde på daværende tidspunkt omkring 2.000 indbyggere. Det oplæg, som Hansen Jacobsen modellerede ligner en krydsning mellem Thorvaldsens Museum og Charlottenborg udstillingsbygning. Det var store planer, man barslede med.

På den daværende grænse har man følt en pligt til at vise dansk kunst og har samtidig i kraft af Askov Højskole, Sløjdskolen, landbrugsskolerne m.m. følt, at der også var mange unge mennesker, der ville få glæde af en sådan institution.

Frem til 1924 blev det imidlertid ved snakken, og det kunne billedhuggeren ikke vente på. I 1913-14 skred han til handling og lod sit kombineret atelier og museum opføre lige ved indkørslen til Skibelund Krat kun få kilometer fra Vejen. Stedet var velvalgt. Frem til Genforeningen var det samlingssted for tusinder af mennesker til mange forskellige møder. Dér kunne man med højstemt sang fortælle grænsevagterne på den anden side af Kongeåen, hvad man mente om den politiske situation. Ikke nok med sangen. I 1898 rejstes Niels Skovgaards Magnussten og i 1903 fulgte Hansen Jacobsens lige så stærkt politiske skulptur Modersmaalet - begge med klar adresse mod fjenden i syd.

I en nordisk kombination af munkesten og bindingsværk skabte Hansen Jacobsen en pragtindgang med modellerede jætter og en engel over døren. Indenfor mødte gæsten hans vilde og mærkelige univers. Skulpturerne stod tæt i den ottekantede sal - en tro kopi af den bygning, som Niels Hansen Jacobsen i 1905 havde været med til at opføre i tilknytning til Den frie Udstilling. Dér, hvor billedhuggeren for første gang fik rigtig gode udstillingsforhold efter af de havde skabt sammenslutningen De frie Billedhuggere.

Væggene var beklædt med rå træbrædder og gulvet var ren grus, så vognmanden kunne køre direkte ind for at læsse af eller hente skulpturer, der skulle videre ud i verden. Som på salonen i Paris stod de grønne planter mellem de hvide gipsskulpturer.


Flytningen af Niels Hansen Jacobsens atelier fra Skibelund Krat til Vejen
Fra Ny Carlsbergfondets arkiv har Niels Boe  Hauggaard - Nielsen sommeren 2004   beredvilligt   fremdraget   oplysninger  om   Niels  Hansen  Jacobsens atelier/museum, der i 1913-14 blev bygget ved  Skibelund  Krat og i dag står som den sydligste af de to kuppelsale på Vejen Kunstmuseum.

Historien tager sin begyndelse midt i december 1936, da skolebestyrer P. Hauge og direktør Koed (Phønix) fra Vejen anmoder om et møde med Ny Carlsbergfondet. Der kom en aftale i stand med kunsthistorikerne Thorlacius Ussing og Francis Beckett. Den sidstnævnte har en ganske særlig betydning i forhold til Vejen Kunstmuseums hovedperson. Tilbage i 1901 i anledning af Niels Hansen Jacobsens store retrospektive udstilling i Den Fries udstillingsbygning i København bragte det dengang toneangivende tidsskrift, Tilskueren, Francis Becketts fyldige og rosende artikel om Niels Hansen Jacobsens virke både som billedhugger og keramiker.

Allerede den 16. februar 1937 modtog Fondet – samtidig med Undervisningsministeriet - anmodning om støtte til flytning af billedhuggerens atelierbygningen fra Skibelund til Vejen. I den vedlagte kopi af brevet til ministeriet fremgår det, at opgaven skulle kunne løses for 9.700 kr. ”Naar vi tillader os at anmode Staten om Hjælp til Løsningen af denne Opgave, er det ud fra den betragtning, at det er uforsvarligt at anvende Kommunens Midler i ret stort Omfang til løsning af den Slags Opgaver, især naar Kommunens Økonomi er saa anspændt som Tilfældet er her i Vejen, men ogsaa fordi et Kunstmuseum af denne Art har en Mission paa denne Egn med sine mange Ungdomsskoler af forskellige Karakter, hvis Elever jævnligt gæster Museet.”

Den 16. april var Thorlacius Ussing i Vejen for at høre mere om planerne for museets udvidelse. Og sidst på måneden kunne man fra Fondet meddele at ”Direktionen har vedtaget af bevilge Halvdelen af det ansøgte Beløb: 4.850 Kr., under Forudsætning af at Resten skaffes til Veje fra anden Side.” Statsstøtte ser der ikke ud til at være kommet, men med tilsagnet fra Fondet gik arbejdet i gang.

Lidt over et år senere, den 23. april 1938, kunne P. Hauge på museets og sognerådets vegne meddele at ”Arbejdet med Flytning og Nyopførelse af den nævnte Bygning nu er tilendebragt. Det skulle glæde os, om Direktionen enten samlet eller ved enkelte af sine Medlemmer vilde tage Musæet i Øjesyn for der igennem at overbevise sig om, hvor værdifuld Udvidelsen er for os. Arbejdet har kostet ca. 12.000 kr.”

Man ville trække projektet igennem, og havde betalt, hvad det kom til at koste – ud over de 40%, som Ny Carlsbergfondet beredvilligt var trådt til med. Skibelundsalen, som den i dag kaldes, var Hansen Jacobsens atelier frem til hans død i efteråret 1941. Derefter indgik salen som en del af de fast tilgængelige udstillingsarealer.