”En Trold, der vejrer Kristenkød” modellerede Niels Hansen Jacobsen, der fra 1892-1902 var bosat i Paris. Men da han sommeren 1896 var på besøg i København trængte troldetanken sig på og han MÅTTE modellere den. Værkstedet blev et lejet kælderlokale under det nybyggede Statens Museum for Kunst!

Det er en gåde, hvornår Cilius Andersens 2 x 3 meter store 1902-lærred ”En Barnebegravelse” kom til samlingen. I mere end en menneskealder har det ligget sammenrullet på magasin. Nu kommer det til ære og værdighed!

Nu åbner det "nye" Vejen Kunstmuseum
Dobbelt så stort med renoverede sale og nybyggeri


Lørdag den 2. juli inviterer Vejen Kunstmuseum alle interesserede til at fejre åbning af det ”nye” museum og genindvielse af de ældre sale. De blev åbnet helt tilbage i 1924 – museets 100-års jubilæum ligger lige om hjørnet!

Åbningsudstillingen præsenterer aspekter af museets samling i en fusion af malerier, tegninger, møbler, grafik, keramik, bøger og skulpturer. Museet byder på en enestående samling af dansk symbolistisk kunst, Skønvirke / Art Nouveau / Jugendstil fra tiden omkring 1900 i de nye såvel som nyrenoverede sale.

Helt i tråd med den omhu, som museets hovedperson, billedhugger Niels Hansen Jacobsen, lagde i 1924-byggeriet, gælder TTT - Ting Tager Tid. Mens lange leveringstider har givet ventetid, har museets personale og de gode lokale håndværkere brugt tid på at gøre tingene ordentligt, gøre brug af kloge løsninger og gode materialer.

Frem til den 2. juli arbejder både teknikere og fagligt personale med at få hele herligheden gjort klar til præsentation for offentligheden, så museet atter kan invitere børn og voksne ind til refleksion, fornøjelse og fordybelse.

På sydsiden i Lindegade ses nybyggeriets lodrette facadetegning. Glasfacaden giver kigget igennem til Troldespringvandet. Yderst til højre ses det unikke indgangsparti til Skibelund-atelieret. Det fik billedhugger Niels Hansen Jacobsen opført i 1914 i Skibelund Krat. Med støtte fra Ny Carlsbergfondet blev bygningen i 1938 sten for sten flyttet til Vejen som en del af museet.

Optakt til byggeriet
I december 2016 bevilligede A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal 28,6 mio. kr. til en fordobling af Vejen Kunstmuseums arealer. Efterfølgende bevilligede byrådet i Vejen Kommune 10 mio. kr. til den samtidige renovering af museets vestligste bygning fra 1940 – en bygning, der i sin tid blev opført og indrettet som byens bibliotek.

Først da tilsagnene var i hus, kunne de nødvendige jordbundsundersøgelser gennemføres. Resultaterne medførte en gentænkning af nybyggeriet. Der viste sig god grund til, at det gamle bibliotek var opført med halvkælder. Stort set lige under betongulvet er der vandårer, og gulvet kunne derfor ikke sænkes. Gæster må fremover tage til takke med en række lavloftede udstillingsrum. Dertil skulle nybyggeriet, der går to etager i jorden, sikres med en sekantvæg – en kostbar specialkonstruktion, hvor det ikke var muligt at banke spuns i jorden.

Undervejs i byggeriet kom der andre overraskelser, som da en underleverandør på jordarbejdet gik konkurs og forsinkede byggeriet, eller da en del af etageadskillelsen i den gamle bibliotekskælder viste sig at være dimensioneret til at agere bombeskjul. Det krævede en del ekstra understøttelse at flytte den væg, der havde støttet betondækket.

Marts 2019 indledtes det konkrete byggeri. Gennem pandemien fortsatte håndværkerne ufortrødent – om end på nedsat kraft. Det fysiske byggeri og de gode materialer skyldes primært lokale håndværkere og producenter. Så vidt muligt har de været inddraget i hele processen. Det resulterer i, at store dele af byggeriets knap 40 mio. kr. er brugt lokalt.

Grundtanker i nybyggeriet
Byggeriet indfrier forventningerne til en moderne, imødekommende og fleksibel udstillingsbygning. Her bliver rammen sat for skiftende udstillinger, og her bliver god plads til, at besøgende i alle aldre kan opleve og sanse, fordybe sig, fantasere, hente inspiration og skabe nye perspektiver.

Hovedformålet med nybyggeriet har været at få samlet flest mulige kvadratmeter under samme tag til museets gæster og samlingen. Der er sket en fordobling af udstillingsarealet gennem nybyggeriet i fem forskudte etager, ved at omdanne tidligere bagland til udstillingssale og flytte Vejen Billedskole over i genbo-bygningen, det gamle elværk, som i dag bærer navnet Troldværket.

En central præmis i både renovering og nybyggeri har handlet om at skabe optimale forhold for museets samlinger. Det er sket i opbygning af to selvstændige klimaanlæg i henholdsvis det gamle bibliotek og nybyggeriet. Mange har bemærket, at nybyggeriet er uden vinduer. Udstillingssalene er dagslysfrie, da sollysets nedbrydning er uforenelig med museets forpligtelse til at bevare kunstværkerne for eftertiden. Dertil er der i de to nederste etager af nybyggeriet indrettet et specialmagasin til museets samlinger. For museets personale er kunstværkerne lige ved hånden. Der kan ske løbende udskiftning i udstillingerne, arbejdes med værkerne, og efter aftale kan de beses af interesserede forskere og andre gæster.

Nybyggeri i fem forskudte etager Den nu nedrevne Gallerigang var på 167 m2. Nybyggeriet giver museet omkring 1000 m2 fordelt over fem forskudte etager, hvoraf tre er tilgængelige for publikum. Byggeriet er tegnet af fredningsarkitekt Steffen Søndergaard, der over årene er blevet fortrolig med museets bygninger. Han har tidligere stået for renoveringen af Schackenborg Slot, Kommandørgården på Mandø samt mængder af byhuse i Ribe, Esbjerg og det sydlige Jylland. Faktisk tegnede han helt tilbage i 2002 de indledende skitser til nybyggeriet. Trods benspænd og udfordringer undervejs, står vi nu med et museum, der udefra ser ud, som Steffen Søndergaard lovede det i tegningerne og fotocollagerne!

Arkitekt Steffen Søndergaards fotocollage, der fra Troldespringvandet på Museumspladsen visualiserede den i 2016 påtænkte reetablering af nord-syd-aksen fra Troldespringvandet til Troldværket – det gamle elværk i Lindegade – gennem mellembygningens glasfacader. Taghældning mimer elværkets gavl. Den nye bygning til venstre har fået samme dybde som bygningen til højre, der i 1940 blev opført som topmoderne bibliotek. Siden år 2000 har det gl. bibliotek været en vigtig del af museet areal.


Modellen af museet er fotograferet fra Østergade. Her ses aksen mod syd gennem Troldespringvandet til Troldværket, det gamle elværk. Øverst ses den lange 1975-forbindelsesgang mellem den ottekantede Skibelundsal til venstre og det gamle bibliotek i højre side. Nederst ses museet, som det tager sig ud i dag. Modelbygger Rasmus Heide har fremstillet bygningere af planker fra museets over 80 år gamle skovstore bøge-træer. De blev fældet december 2013, da arbejdet med etablering af den nye Museumsplads gik i gang. Andre planker indgår i nybyggeriets inventar og møbler til museets kiosk. Foto Pernille Klemp.

Steffen Søndergaard har tegnet et gennemtænkt og uprætentiøst hus, der i røde mursten passer sig ind i den eksisterende helhed. Funktion og tilgængelighed er i højsædet. Som en kontrast til museets ældre facader, der er præget af den diskrete lodrette takt, har nybyggeriets brug af skiftevis hele og halvanden sten givet vandrette murstensbånd, som brydes af en siksakdekoration, der kan læses som et stort M for Museum.

Glasgavlene i nybyggeriets mellembygning genetablerer den visuelle forbindelse mellem Niels Hansen Jacobsens Troldespringvand fra 1923 på Museumspladsen og det gamle elværk – Troldværket – i Lindegade.

Som noget helt unikt i det kolde Norden sprang Troldespringvandet døgnet og året rundt frem til 1950’erne. Det kunne det, fordi det sprang med brandvarmt vand. Springvandet var ganske enkelt kølebassin for elværket. Havde Niels Hansen Jacobsen ikke fået til opgave at opføre springvandet, er det uvist, om byens borgere og foreninger efterfølgende ville være gået sammen om at bygge museet til bysbarnet.

Midt i aksen mellem Troldespringvandet og Troldværket ligger nu et lyst og åbent pauserum til museets gæster med keramiske hovedværker af Arne Bang skabt på eget værksted i Fensmark og af Gunnar Nylund fremstillet hos SAXBO – foruden udsigt til såvel springvand som elværk.

Mellembygningen reetablerer den visuelle akse mellem Troldespringvandet og Troldværket. Den er et pauserum mellem de dagslysfrie sale i nybyggeriet og de renoverede sale i det gl. bibliotek. Her er hovedværker i dansk stentøjshistorie. Til venstre står Gunnar Nylunds 1964-skulptur af Agnes Jensen, der i 1914 lavede de første Hellerup Flødeis. Skulpturens kakkelfelter er fremstillet hos SAXBO med Nathalie Krebs’ turkise glasur. Tonen går igen i Lene Frantzens specialfremstillede filthynder. Til højre ses Arne Bangs relief af ”De tolv hellige ting”, udstillet i 1937 og 1945. Det blev først pakket ud igen, da Vejen Kunstmuseum i 2011 lavede den første udstilling om billedhuggeren og keramikeren Arne Bang. Hans datter Hanne overdrog da relieffet som gave til museet – og i nybyggeriet har det fået sin skræddersyede plads. Fotos Pernille Klemp.

Udstillingerne i nybyggeriets etager
Tilbygningen giver plads til både nye og ældre kunstværker, der fremtidssikres for kommende generationer. Med de mange nye tiltag sikres museet en plads i fremtidens museumslandskab, samtidig med at tilgængeligheden er i top mellem de forskudte etager.

Nybyggeriets tre udstillingsetager er ét samlet rum forbundet med trappeløb og elevator. Det øverste, ”svævende” dæk er indrettet til mindre værker. Her kan man møde arbejder på papir af Anna E. Munch, Niels Skovgaard, Kay Nielsen, Jens Lund og Johannes Holbek.

I den høje stueetage står i midten et møblement tegnet af arkitekt P.V. Jensen-Klint med sæder tegnet af maleren Ejnar Nielsen. Rundt om står og hænger skulpturer og malerier af et udvalg af deres samtidige kolleger såsom Siegfried Wagner, L.A. Ring, Christian Zacho, Thorvald Niss, Vilhelm Hammershøi, Stephan Sinding, C.J. Bonnesen og Axel Hou.

I den halvdybe kælder præsenteres statuetter i mange forskellige materialer i montrerne langs sydvæggen. I særudstillingsarealet ses værker af kvindelige kunstnere – et af museets forsknings- og udstillingsfokus siden Anna E. Munch-udstillingen i 1997. Her er bl.a. værker af Anna Ancher, Agnes Slott-Møller, Elise Konstantin Hansen, Olivia Holm Møller og Christine Swane.

Nederst, i bygningens fjerde og femte etage, ligger magasinet, der rager ind under Museumspladsen. Her sikres for fremtidige generationer de ikke udstillede dele af museets samling på mere end 5.500 værker. I kompaktreoler er der plads til ophæng af indrammede værker, mens keramik, skulpturer, tegninger, grafik findes på stationære reoler og paller.

Oppe under taget i det forhenværende bibliotek er billedskoleloftet omdannet til rammen om museets Keramiksamling. I den vestlige ende præsenteres det danske stentøjs historie – det højtbrændte ler samt et udvalg af fransk stentøj fra det tiår 1892-1902, hvor Niels Hansen Jacobsen var bosat i Paris. I den østlige ende ses lertøjet samt et udvalg af de nulevende kunstneres bud på keramikkens muligheder. Fotos Pernille Klemp.

Udstillingerne i det gamle bibliotek
I det forhenværende bibliotek er der på første sal opført en lang kvist, hvor der er udsigt over Museumspladsen og de grønne områder, der omkranser Vejen. Under rytterlyset, hvor tidligere Vejen Billedskole havde til huse, kan man nu nyde museets anseelige keramiksamling.

I den høje stueetage perspektiveres museets værker af Pippi-tegneren Ingrid Vang Nyman (1916- 1959). Vejen Kunstmuseum har den største samling af hendes værker i offentligt eje takket være omfattende gaver fra hendes slægtninge, der gennem generationer var knyttet til Vejen. Her ligger fortsat det børnevenlige oplevelseslandskab fra 2016, hvor man kan ride på Pippis hest, fange blæksprutter, lege og lave mad i Pippis køkken, prøve kimonoer i den japanske pavillon eller hvile ud i lænestolen i en rekonstruktion af Nymans Stockholms-lejlighed.

I den østlige særudstillingssal handler det om Grønland – fra fortællinger om Ingrid Vang Nymans onkel, polarforskeren Peter Freuchen, over hendes indlevede skildringer af inuitbørn til billedhugger Niels Hansen Jacobsens og andres udkast til et monument for Ludvig Mylius Erichsen, Niels Peter Høeg Hagen og Jørgen Brønlund, der i 1907 omkom under Danmark-Ekspeditionen.

I trapperummet, hvor en lift kan bringe gæster mellem etagerne, møder gæsterne primært værker af keramiker Erik Nyholm, der var optaget af Niels Hansen Jacobsens keramik og fik mulighed for at eksperimentere med dennes efterladte materialer. Nedenfor trappen er der i kælderen indrettet tidssvarende og handicapvenlige toiletforhold – selvfølgelig med keramiske oplevelser på væggene!

I kælderens udstillingsrum præsenteres værker af tre kvindelige kunstnere. For første gang er værker skabt af Gabriele Jacobsen udstillet – fra privateje og med et enkelt indlån fra Museum für Kunst und Gewerbe i Hamborg! Hun var Niels Hansen Jacobsens første hustru, der døde alt for ung i 1902. Hun var på det første hold af kvindelige kunstnere, der i 1888 fik adgang til den statsstøttede uddannelse. Ved siden af præsenteres Cathinca Olsen, en af Bing & Grøndahls medarbejdere i stentøjsafdelingen – og gennem fredssagen en personlig bekendt af Mahatma Gandhi! Dertil er der et rum om Birgit Bjerre, der har skabt en bogserie om Skovtrolden i Lerbjergskoven, og hvis børnevenlige trolde ses i Troldeparken i Vejen Anlæg, 300 meter fra museet.

Samlingen og et ”hemmeligt” maleri
Mens byggeriet har stået på, har museets store samling været pakket ned og flyttet ud. Den har været i kyndige hænder på fællesmagasinet i tilknytning til Konserveringscenter Vejle. En del af museets malerisamling har samtidig været under behandling hos Kunstkonserveringen i Silkeborg. En ganske særlig opgave har været Cilius Andersens En Barnebegravelse – et anseeligt lærred på 202 x 301 cm. I mands minde har ingen kendt det som andet end et oprullet lærred på museets magasin. Dets ankomst til samlingen fortaber sig i en ikke registreret fjern fortid. Det er endog uvist, om det nogensinde har hængt fremme på museet! Nu kan museets gæster – måske for første gang nogensinde – se maleriet, der er spændt på en ny blændramme. Når de nødvendige midler er fundet, vil museets gæster kunne følge den endelige retouchering af det store lærred.

På gensyn på museet!