MARTIN MORTENSEN
 Teresa Nielsen  

»Det er næsten blevet en Mani blandt Kunstnere at lave ‘Keramik’. Enhver der kan faa fat i en Klump Ler og har Adgang til en Ovn, tror sig i Stand til at frembringe Værdier i denne Gren af Kunstindustrien. I Virkeligheden hører der et meget strengt og vedholdende Arbejde til for at kunne skabe noget nyt og ejendommeligt i denne saa stærkt misbrugte Kunstart[1] «.

Bevæger man sig gradvist ind på et område som dansk keramik omkring 1900, bliver man efterhånden fortrolig med den underskov af navne, der tilsammen tegner perioden. Nogle er nær ved at blive glemt, men dukker op, når samlere eller fagfolk begiver sig ud i det detektivarbejde, det er at kortlægge kunstnernes virke. Hvorfor den ene fremhæves, og den anden får lov til at stå i skyggen, er ikke altid til at forstå - ofte ser det ud til at handle mere om tilfældigheder end kunstneriske kvaliteter.


Tilfældigheder var det, der satte mig på sporet af Martin Mortensen (1874-1949), der i dag kun kendes i en meget snæver kreds af entusiaster. Det var ‘kærlighed ved første blik’, da hans vase fra 1937 dukkede op i et auktionskatalog. Hvem var han denne spændende kunstner? Weilbachs Kunstnerleksikon kunne hjælpe lidt på vej, men Martin Mortensens værker var der ingen af i offentlig eje[2] . Så var der heldigvis de mange private keramiksamlere og handlende at gå til.


Som med så mange andre gåder - vil man blive klogere, må man spørge og tale højt om det, man er interesseret i. Ved at snakke med kolleger og samlere, kom der gradvist flere og flere spor; det ene sted boede en samler med over 20 værker, det andet sted en med fire og så fremdeles. Gradvist tegnedes konturerne af et stort værk. For Martin Mortensens vedkommende er der nu dokumenteret lidt over 70 arbejder dateret mellem 1899 og 1937, dog med et stort  spring mellem 1919 og 1927, hvor jeg ved meget lidt om, hvad han lavede ud over at udstille på Charlottenborg m.m. Helt exceptionelt aktiv ser han ud til at have været i 1919 - et årstal, der er indridset i omkring 1/3 af de daterede værker, jeg har set.

[1] Et øjebliksbillede fra 1. maj 1906 i Ekstrabladet signeret G.C.
[2]Det Danske Kunstindustrimuseum, København, har dog siden fået to vaser af Martin Mortensen. De har siden 2000 været deponeret på Vejen Kunstmuseum.

Martin Mortensen (1874-1949)

Martin Mortensen har været ganske flink til at signere og datere sine arbejder. Hele vejen gennem produktionen gjorde han brug af et karakteristisk monogram bestående af initialerne - de to M’er - omdannet til en grafisk enkel række buer (se den indridset på siden af den lille vase med de to ‘spiralører’). Signaturen er nem at genkende, når man ser den.

Martin Mortensen var - som sin morfar Emil Blichfeldt - uddannet arkitekt med afgang 1905, men ser dog ud til kun at have tegnet ganske få huse. Fra 1899 var han hos datidens aktuelle værksted i Valby, »Københavns Lervare-fabrik«
[3].
Han nåede hurtigt tilfredsstillende resultater og debuterede i februar 1901 hos Kunsthandler Tryde med »en lille, men særdeles fin Udstilling af brændte Lerkrukker og Vaser[4]«. Han udstillede desuden på Kunstindustrimuseet i både 1901 og 1903. Dér var man dog ikke overbevidst om værkernes kvaliteter, så de blev ikke dengang indlemmet i samlingen.

I 1903 skrev en anmelder om hans keramik, at den »udmærker sig ved ejendommelige Former og Farver[5]«. Det passer godt med de værker, vi kender i dag. Det tidligste stykke jeg har haft i hænderne, er fra 1899 og yderst moderne - en simpel, drejet form med en spændende, spættet skærv og derover med tydelige strøg, en med løs hånd påført mere eller mindre gennemsigtig matgrøn glasur. Resultatet ligger ikke så langt fra et moderne maleri, men må i datiden have været påfaldende ‘råt’ sammenlignet med porcelænsfabrikkernes masseproducerede perfektionisme. Den tidlige karakteristik om de ejendommelige former og farver er rammende for denne udanske kunstners alsidige, springende produktion af værker, der med udgangspunkt i det gode, traditionelle håndværk bliver stilistisk ‘vilde’, ofte voluminøse og en anelse vulgære - ikke rigtig noget for ‘den gode smag’! Selvom han var flink til at datere sin produktion, tegner der sig ikke umiddelbart nogen klar udviklingslinie. På skiftende tider arbejdede han eksempelvis med de karakteristiske, dreje korpus’er med påsatte hanke/ører (som oftest to eller fire), ligesom de reliefdekorerede værker - nært beslægtede med P. V. Jensen Klints og senere Møller & Bøgelys arbejder - dukker op på forskellige tider. Markant er det, at der kun er tale om et eneste figurativt værk - en lille grønlænder siddende på en klippeblok, 1919 (findes mindst to steder i privateje).  
 

[3] Fremgår af artiklen »Ung Kunstner« i Ekstrabladet 1.5.1906, signeret G. C.
[4] En unavngiven avis, februar 1901, kopieret fra kunstnerens skrapbog - ejer i dag ukendt.

[5] Vort Land 15.9.1903.

I 1904 skrev den legendariske kunstkritiker Jens Pedersen i en ikke navn-givet tidsskriftsartikel en flot hyldest til Martin Mortensen:

»Denne moderne Pottemager har fremstillet alle mulige Brugs- og Nyttegenstande, som hører til dette Haandværk: Kummer, Krukker, Vaser, Fade, Lampeopstandere, Kandelabre, Lysestager, Urtepotter, Askebægre, Paraplystativer og saa videre.
  
Det, der giver hans Keramik Ejendommelighed, er både Formen og Farven.
Der er noget gammeldansk - kraftigt, oprindeligt og enkelt, som særpræger hans Form. Der er ikke mange Svinkekrøller eller fantastiske Vildskud. Hver Form svarer naturligt og nøje til sin Brug og sit Formaal. En er rank og slank, en anden rund og yppig.... han kan ændre en Linje, og han har skabt en ny Form - og det er alt.  /.../
Det er lykkedes Martin Mortensen at fremstille mangfoldige Glasurer, blanke og matte - grønne Metalfarver, ligesom gammelt Kobber, violette og orangegule Farver, Træfarver, Farver som japansk Bronce, og han har skabt Arbejder, som baade er sjældne og dekorative.
I ham har Keramikken fundet en Dyrker, som skaber Leret Skønhed i Lød og Linjer, i Form og Farve, fordi han er en Kunstner, som forstaar at præge det med sin Personlighed, sit Stempel af et oprindeligt og kraftigt og farverigt Temperament.«

Jens Pedersens hyldest kan synes noget af en konstrast til Emil Hannovers omtale af Martin Mortensens værker på Kunstnernes Efterårsudstilling 1904, hvor han kort konstaterede, at det »endnu [ikke] er lykkedes ham at skabe sig en selvstændig Genre i Glasurerne eller en selvstændig Form for Dekoration[6]«.

Martin Mortensen fortsatte dog ufortrødent arbejdet frem mod et godt resultat. I en avisomtale fra 1905 tegnedes portrættet af en søgende, indsatsvillig kunstner, der sad og kæmpede i sit atelier oppe i et »Taarn paa en af de store Ejendomme ved Ørstedsparken«. Stemningsskabende var journalistens malende billede af arbejdsbordet:

»Dødningehovedet, som Kunstneren bruger til Brevpresser, og som han har givet en knaldrød Fez paa for at gøre lidt Løjer med dets mugne og kummerlige Udtryk, er hans eneste Selskab, medens han søger - søger - søger[7]«.

Enkelte resultater var i maj 1906 udstillet hos kunsthandler Winkel & Magnussen[8], og i 1908 udstillede han på Magasin du Nords juleudstilling[9].

Køb af Taastrup Lervare Fabrik
At Martin Mortensen mente ‘legen’ med leret alvorligt, bevidner det skridt, han i 1907 tog, da han valgte at købe Taastrup Lervare Fabrik. Nu var han endelig herre i eget hus. Det fremgår, at han i 1919 havde fået bygget ny ovn
[10] , og formodentlig netop derfor var exceptionel produktiv det år. Til trods for købet - eller måske netop derfor - måtte han i  februar 1923 afhænde fabrikken på auktion. Den fortsatte øjensynlig under navnet Taastrup Keramik Fabrik med ham selv og en ingeniør Jørgensen som ledelse[11]. Fra 1934 lejede Lars Syberg sig ind i lokaler på fabrikken, og i 1942 overtog Elisabeth Loholt den, hvorefter varerne gik under navnet Loholt Keramik, Taastrup[12]

Af en artikel fra 1908 fremgår det, at han på fabrikken fortsatte  »Fabrika-tionen af ganske almindelige Syltekrukker, Lerfade og Urtepotter«, men også at han med særlig lidenskab havde kastet sig over urtepotten:

»Det er hans Ærgerrighed at skaffe os en Afløsning for de gamle kedelige Lerpotter, der for deres Grimheds Skyld maa dækkes af med Papir eller Urtepotteskjulere[13]«.

[6] Tidsskrift for Industri, 1904 p. 230.
[7] Dagens Nyheder, 5.4.1905, signeret Haagen. En akvarel af kraniet og andet på kunstnerens arbejdsbord findes i privateje, udført af Martin Mortensen.
[8] Ekstrabladet 1.5.1906, signeret G. C.
[9] »Udstillinger m.v. i Danmark, hvor Martin Mortensen har deltaget ned sie værker« i Taastrup Byhistorisk Samling og Arkivs kompendie »Martin Mortensen - en verdensberømt keramiker fra Taastrup«, december 1999.
[10] Dagens Ekko, 7.4.1919.
[11] Note 34 og 35 i Taastrup Byhistorisk Samling og Arkivs kompendie »Martin Mortensen - en verdensberømt keramiker fra Taastrup«, december 1999.
[12] Op. cit. upagineret.
[13] Ekstrabladet 3.12.1908.  

I maj 1925 var der på Krematoriet i Aarhus en udstilling af hans urner[15]. Og året efter berettede inspektør Bjørn fra Bispebjerg Krematorium:


»Vi har en smuk 26 cm høj Type paa en billig Urne i brændt Terracotta, der leveres i to Typer til henholdsvis 10 og 15 Kroner, der er udført af Keramikeren, Arkitekt Martin Mortensen, der ogsaa leverer Urner i Størrelse 46 cm. belagt med Emalje - men de er naturligvis for en mere velspækket Tegnebog
[16]«.

Martin Mortensens engagement på feltet var markant; i en omtale af »Den 2. nordiske Kongres angaaende Ligbrænding« noteredes han blandt de få prominente gæster, der stod ved navns nævnelse[17].

Som Martin Mortensen fandt en niche med urneproduktionen, afsøgte han også andre arbejdsfelter for sin virksomhed. I et spørgeskema til Weilbachs Kunstnerleksikon (april 1947) nævnte han at have udført »glasserede Gulvfliser til Kronborg«. Det har dog umiddelbart været vanskeligt at fastslå, hvilke gulve det kan dreje sig om[18]. Et andet spændende projekt kom for dagens lys i Thorvladsens Museums arkiv. Dér har museumsinspektør William Gelius fundet en gammel kladde, hvor Sigurd Schultz undskyldende afviser at lade Martin Mortensen reproducere Thorvaldsens stautetter i brændt ler[19]. Særlig svært faldt det Schultz at sige nej, »efter at De havde forelagt Deres overordentlig nydelige Gengivelser af Bissens Skitser fra Glyptoteket«. Af brevet fremgår det ikke, om de små brændtlersfigurer var sat i en egentlig produktion.

Keramisk relief til flæskehallen og Genforeningsplatte

Det følgende år var han travlt optaget af at forberede en meget stor opgave - et keramisk relief til Flæskehallen i København (tegnet af stads-arkitekt Wright og siden nedrevet). Det var udført i samme materiale som bygningens matrøde mursten og forestillede Københavns våben, som det så ud på Frederik den III’s tid. Relieffet målte ifølge pressens oplysninger 11 x 12 fod og var modelleret i 500 stykker. Den rapporterende journalist endte med at konstatere, at »der er ingen Tvivl om, at Lermosaiken i Fremtiden oftere vil blive anvendt til Prydelse af større Bygningsværker[14]«. Martin Mortensen ser dog ikke ud til siden at have fået tilsvarende opgaver.
Ud over den løbende produktion og udstillingsvirksomhed kom der en del ekstra omtale i 1920 i anledning af en Genforeningsplatte, som Martin Mortensen fremstillede. Stor kunst er den ikke, men han håbede nok at ramme et behov i tiden.
 

 


En produktion af gravurner m.m.

Et nyt og voksende behov, som Martin Mortensen havde særlig sans for, var urner. I 1921 kunne man i Politiken læse, at han

»arbejder for Tiden paa dekorative Aske-Urner til Kolumbariet; enkelte af disse er paalagte farvede Emailler og udmærker sig ved deres stemningsvækkende og stilfulde Tegninger. Disse Urner er tegnet og brændt af Kunstneren selv, og hver af dem er Unicum; desuden har han afleveret 400 almindelige Urner, som er bestilt af Begravelsesvæsenet«
.

En aktiv udstiller
Martin Mortensen var en ivrig udstiller. På Kunstnernes Efterårsudstilling kunne man se hans arbejder i 1904, 1907, 1910-13 og 1920 ifølge katalogerne 1-2 stykker årligt. Charlottenborgs forårsudstilling var han repræsenteret på i 1914, 1917-24 samt 1927. Slutteligt udstillede han med Dyrehavemalerne i 1926 og 1927. Ifølge katalogerne fremgår det, at han viste lysestager (ofte til tre lys), skåle, krukker, lampefødder m.m. De mere tekniske specifikationer er f.eks. ved Landsudstillingen i Århus, 1909, at værkerne var i terrakotta, majolika og keramik. I Charlottenborg-kataloget 1917 er en krukke betegnet ‘craquelé’, sammesteds vistes i 1921 en stentøjskrukke med feldspatglasur, ligesom han i 1924 udstillede en skål med krystalglasur. I en omtale fra 1905 fremgår det, at et af hans værker »de første 36 Timer, den har staaet derinde [i ovnen], har den været udsat for en varme paa 900-1000 Grader…[20]« - i 1909 fremgår det, at forholdene er noget forandrede. Delene til relieffet til Flæskehallen blev ifølge en udateret, unavngiven avisartikel brændt ved 1200 grader - altså omkring stentøjstemperatur, hvilket ville gøre dem vejrbestandige.

[14] Aftenposten 21.4.1910.
[15] Politiken 3.5.1926.
[16] Ekstrabladet 25.1.1926.
[17] Ekstrabladet 7.9.1928.
[18]
April 2001 har Lars Holst, Kronborg, velvilligt set på sagen. De glaserede fliser, der i dag findes på slottet menes at være opsat inden 1900 og skyldes formodentlig ikke Martin Mortensen.
[19]
Kladde af 19.4.1933. Fremdraget af William Gelius juni 2001 - mange tak for det!
[20] Dagens Nyheder 5.4.1905.


En opsummering

Martin Mortensen arbejdede - med sit værkstedshold - som oftest udfra en symmetrisk, drejet form. Han arbejdede ikke med bemalet dekoration. Mønster opstod i relief eller ved det farvespil, der var resultatet af hans eksperimenteren med glasurens muligheder. Hans baggrund som arkitekt fornægter sig ikke. De til tider ganske aparte, monumentale hanke og ofte symmetrisk påsatte ornamenter - som han muligvis støbte - minder om fine volutter og andre ‘gesvejsninger’, som pryder ældre byggerier. Indenfor pottemagerværksteds traditionelle rammer, er det lykkedes at få skabt et stærkt individuelt formsprog. Nogle af Martin Mortensens resultater synes i dag ganske radikale i forhold til datidens industrialiseret fabriksproduktion. Alligevel er de langt fra så vildt eksperimenterende som Niels Hansen Jacobsen.

Afsluttende bemærkninger
Ovenstående er indledende forsøg på at kortlægge Martin Mortensens liv og virke. At så meget har kunnet lade sig gøre skyldes mange personers hjælp. Her skal lyde en varm tak til: Jørgen Schou-Christensen, Kunstindustrimuseet; Gwen Nielsen; Ib Sandahl, Taastrup Byhistorisk Samling og Arkiv; Hanne Bang, Weilbachs Kunstnerleksikon; William Gelius, Thorvaldsens Museum og talrige private ejere af Martin Mortensen keramik samt enkelte handlende.

 

 
Denne utraditionelle opsatslignende vase udførte Martin Mortensen i 1919. Det er en usædvanlig sam-menstilling med den sære kontrast mellem den buttede, pæreformede bund og den halvcirkelformede overdel. Som arkitektoniske volut-udsmykninger har den to deko-rative hanke. Vasen tilhører samle-ren John Hunov, højde 18 cm.

Foto: Pernille Klemp





De to Martin Mortensen kander tilhører samleren John Hunov. Begge er signeret, og den ene dateret 1900. De er henholdsvis 19 og 22,5 cm høje. Vasen er udateret. Den tilhører samleren Erik Veistrup.

Foto: Pernille Klemp





MM 1937 er indridset under den 23 cm. høje vase, der tilhører Vejen Kunstmuseum




Disse to vaser/skåle af Martin Mortensen tilhører Kunstindustri-museet, der modtog dem som gave i 1998. De har siden 2001 været deponeret på Vejen Kunstmuseum.

Foto: Pernille Klemp





Vasen til venstre har Martin Mortensen signeret og dateret 1899 - ind til videre det tidligst kendte af hans værker. Vasen, der er i privateje, er 18,3 cm høj. Hans høje vase til højre er fra 1910. Den tilhører samleren John Hunov, og er 22 cm høj. 
 
Foto: Pernille Klemp





Disse fire små vaser har Martin Mortensen muligvis brugt som grundlag for glasur-prøver. En enkelt - den rosa med tre volutter - er dateret 1935.
De kom alle fire i november 1998 til Vejen Kunstmuseum som gave fra samleren John Hunov. Inv. VKV 1225-1228. De er mellem 6,5 og 8,4 cm høje.

Foto: Pernille Klemp




Disse enkle, drejede former har som dekoration kun de arkitek-toniske ornamenter for oven. Vasen til venstre har fået to flade, mørkeblå ‘ører’ med indridset slyngornamentik, mens vasen til højre har fået fire hanke med abstrakte skyagtige ornamenter. Havde det været et værk fra renaissancen havde pyntet nok snarere været slyngede blomster-ranker eller sære fabeldyr. Vasen til venstre er 30 cm høj og dateret 1912. Den tilhører privatsamleren John Hunov. Vasen til højre er fra 1919. Den er 22 cm høj og i privateje.

Foto: Pernille Klemp




Der er et spændende samspil mel-lem den ensfarvede, tragtformede overdel og korpus, der er bemalet, som var det marmor. Den matte overflade har formodentlig i brænd-ingen fået tilført de spændende buler, der kan være ovnens ‘gave’ til værket - en vilkårlig udvikling, som f.eks. keramikeren Gutte Eriksen sætter stor pris på. Vasen, der er 19 cm. høj, har Martin Mortensen udført i 1919. Den er i privateje.

Foto: Pernille Klemp