Untitled 1
Hjem
Button Text Button Text
Button Text
Axel Hou
Forside
Grafik
Biografi
NHJ og Axel Hou
Bøger
Kirken
Deko


Harboøre Kirkes altertavle

Af forh. museumsleder Ellen Damgaard, Lemvig
Fotos: Erik Ring
Teksten er skrevet i forbindelse med foredrag holdt den 21. januar 2010


Harboøre Kirkes altertavle stammer fra 1605. Den gamle renæssancetavle blev flyttet fra den gamle kirke, der blev revet ned i 1909, og over til den nye, der stod færdig i 1910. Der er få altertavler, der rummer så mange fortællinger som Harboøres – om liv og død, tro og håb, fortabelse og frelse, konkret forankret i en lokal virkelighed. Og der er sikkert meget få altertavler, der har et budskab både på forsiden og på bagsiden. Alterbilledet er udført af kunstneren Axel Hou. Motivet er Jesus med de små børn, men børnene og deres forældre er iført tøj fra tiden omkring 1910 og ligner bonde- og fiskerfamilier fra Harboøre. I ”Kaldsbogen” fra Harboøre Kirke skrev præsten: ”Billedet, som har kostet 1440 kr., er langt mere værd og hører til de allerbedste i moderne dansk kirkelig kunst.”

Ved indvielsen af kirken den 11. sept. 1910 sagde pastor Bertelsen i sin prædiken: ”Nu ser jeg et dejligt Syn: Jeg ser mine de Smaa, de kommer op mod Alterbilledet, de er forbavsede og grebne af det, jeg ser dem nærme sig Alteret, det dejligste Syn at vore Unge kan gaa Offergangen om Herrens Alter, derfor blev det bygget saadan med Alter og Prædikestol helt nede, at vi kan føle Jesus midt iblandt os.”1


Det er fuldstændig rigtigt, at både altertavlen og prædikestolen er anbragt meget lavt - så lavt, at de der står foran alteret faktisk selv bliver en del af kredsen omkring Jesus på alterbilledet. Det må have virket meget stærkt, dengang da billedet var samtidigt – og gør det vel stadig. Man kommer til at tænke på afdøde Laust Bech, der sagde om sin egen generation på Harboøre: ”Vi er vækkelsens børnebørn” – og set i lyset af den formulering bliver personerne på alterbilledet jo Harboøreboernes bedsteforældre eller oldeforældre.



Maleren Axel Hou arbejdede ofte sammen med kirkearkitekten K.N. Varming. I 1902 byggede Varming en kirke i Bangsbostrand ved Frederikshavn, og hertil leverede Axel Hou i 1903 et alterbillede, der forestiller Jesus og de små børn – iført tøj fra samtiden. Motivet er tæt beskåret: Man ser Jesus i halvfigur, omgivet af syv børn, der holder sig nært ind til ham. Der er ingen voksne med på billedet. I 1910 kom turen til den ny kirke i Harboøre. Her blev der plads til en rigtig stor flok børn i alle aldre og til deres forældre. Der er grundigt redegjort for børnenes påklædning og frisurer – og for kropssproget. Det giver billedet en fantastisk fornemmelse af nutidighed, af virkelighed. Nogle af kvinderne har tørklæde på, og de skæggede mænd tager sig lidt forlegent til hagen eller kravetøjet. Det er i meget højere grad levende mennesker, end dem Axel Houe malede til Bangsbostrand Kirke.

I 1914 udførte Axel Houe endnu et alterbillede med Jesus og de små børn. Det var til Simeonskirken på Nørrebro i København. Det ligner meget alterbilledet fra Harboøre – og dog. Børnene er lidt finere i tøjet, selv om det er arbejderbørn, kvinderne har ikke tørklæde på, og der står et mørkklædt arbejderægtepar i billedets ene side. Og i baggrunden ser man ud over et nybyggerland med nogle opragende fabriksskorstene – det er den lokale fabrik, Galle & Jessens Chocoladefabrik. Også her er der syngende engle. Ifølge lokale kilder brugte Axel Hou sognets beboere som modeller, blandt andet elever fra den nærliggende kommuneskole.
Når man ser på alterbilledet i Harboøre Kirke, slår det én, at man på en eller anden måde genkender nogle af personerne – ikke fordi de er malet efter en bestemt model, men fordi ”typen” ligner noget man har set før. Mændene – ligner de ikke Peder og Stinus Lilleøre og et par af de andre, som druknede ved Redningsbådsulykken i 1897? Og som vi kender fra Niels Bjerres maleri ”Harboøre. Guds Børn” – eller ”Bønnemødet”, som det almindeligvis kaldes. Det maleri blev udstillet første gang på Den fri Udstilling i København i 1899. Det var de unge kunstneres egen udstilling, og det ville næsten være mærkeligt, hvis ikke Axel Hou havde besøgt den og kendte billedet. Kvinderne og de mange børn på alterbilledet – og mændene i baggrunden – får én til at tænke på ”Enkernes Land”, som man kaldte Harboøre efter de store ulykker i 1893 og 1897. På den måde indskriver altertavlen i Harboøre Kirke sig i ”de store fortællinger” fra ”Jernkysten”.

En helt anden historie på altertavlens bagside
Bag på alteret er der en tavle med en malet gravskrift: Her under dette Alter og Kor, hviler i Række fra Syd til Nord, trende smaa Børn af Stedets Præster og så det fremmede Barn fra Manchester Herman Carl Moe f. 4/12 1878, d. 24/2 1879 Aage Olesen f. 20/6 1889, d. 10/7 1889 Theodor Hoffman Madsen f. 14/7 1893, d. 2/2 1894 Eliza Butterworth 2 Aar, druknede ved Arctics Stranding 4/10 1860. Lad de smaa Børn komme til mig, thi Guds Rige hører saadanne til.

Den nye kirke i Harboøre var længere end den gamle, og de små børnegrave, der havde ligget for østenden af den gamle kirkes kor, kom derfor til at ligge under den nye kirkes kor. Ved at male indskriften med deres navne bag på altertavlen tog man de fire små børn med i kredsen omkring Jesus. Bag navnet Eliza Butterworth gemmer sig en rædselsvækkende strandingshistorie.

Karen Thuborg fortæller: I 1860 strandede der i ét Døgn, den 4de Oktober, 16 Sejlskibe og en stor engelsk Damper for Harboøre… Det var paa den Tid, jeg som 10-11aarigt Pigebarn tjente hos Strandfoged Chr. Mærsk. Den første Dag, Dampskibet sank, kom Strandfogeden hjem med en tildækket Fjæl under sin ene Arm. Jeg husker, hvor nysgerrige vi var, da han kom ind ad Bryggersdøren, og hvor forbavsede vi saa til hinanden, da han lagde Fjælen paa Bryggersbordet og tog Dækket af. Der laa det nydeligste lille Barn paa to Aar med smukke, røde Kinder, som om det sov; men det var dødt. Det var klædt i Silke fra yderst til inderst, havde Laksko paa Fødderne og om Halsen en Perlekrans lukket med en Guldlaas.
Mellem de reddede var Barnets Morbroder; han var Anden-Styrmand paa Skibet; jeg husker, hvor han græd, da han kom ind til Barnet og saa det ligge, som det sov og smilede sødt. Det blev saa bragt til Præstegaarden, hvor Morbroderen blev indkvarteret, og derfra blev der sørget for Begravelsen paa Harboøre Kirkegaard.
Barnet kom til at ligge tæt Østen ind til Kirken, og der blev plantet Roser paa Graven, saa smukke og sjældne, som det knap kendtes før paa Harboøre.
Rundt om Graven blev der plantet Engelskgræs, og ved Siden af Barnets Grav blev der ogsaa plantet Engelskgræs, og det bestemtes, at hvis Moderen kom i Land, skulde hun begraves dér. Men hun kom aldrig.

2 Pastor Vaupel fortalte tilbage i 1860: ”Af de Frelste have vi hørt noget Nærmere om Skibet. Det var Dampskibet ”Arctic”, Kapitain John Brown, fra Hull, bestemt til St. Petersborg med Fragt og Passagerer. Da det begyndte at synke, blev Kahytten øieblikkelig fyldt af Vand, Damerne og Barnet blev trukne op paa Dækket, men i samme Øieblik skyllede overbord; Damperens Redningsbaad blev sat ud, men knustes i samme Øieblik, og i den værende 4 Mand styrtede i Havet.
I Søndags Eftermiddags blev Barnet Eliza Butterworth begravet paa Harboøre Kirkegaard. Det var en gribende Begravelse. Liget blev ledsaget af Kapitainen, Passagererne og Sømændene til Præstegaarden og bragt ind i Huset. Efterat vi havde sunget et Psalmevers, bar 4 Matroser Kisten til Kirkegaarden; Mandskab og Passagerer, Præstens Familie og flere af Bønderne fulgte Parviis. Efter Jordpaakastelsen bad Præsten en kort Bøn for Moderen, som endnu ikke var funden, for Faderen, som vistnok i denne Stund ventede at favne sin Hustru, og sluttede med en Takkebøn til ham, der havde frelst den lille Skare, der nu stod ved Barnets Grav. Skjøndt ingen af de Frelste forstod et Ord Dansk, har jeg aldrig seet saa bevægede Ansigter, ikke et Øie var tørt. Jeg ønskede at kunne læse, hvad der foregik i de Omstaaendes Hjerter, og kjende de Følelser, som besjælede dem. Eet stod vist klart for os alle, Skriftens Ord: ”Der er kun et Skridt mellem mig og Døden”. Jeg siger, at det var en gribende Begravelse, ikke ved Pomp og Pragt, vi havde hverken Bedemænd eller Kareter, hverken Ligvogn eller Sørgekapper; Passagerer og Søfolk mødte i deres daglige Dragt, nogle i Bøndernes Klæder, og en af Passagererne havde Trætøfler paa Fødderne, men alle som én vare de mødte for at vise deres lille Rejsefælle den sidste Kjærlighedstjeneste.”
3



1 Lemvig Avis 12. sept. 1902”

2 Karen Thuborg ”Fra det gamle Harboøre”, 1928”

3 Antagelig Ringkjøbing Avis okt. 1860, kopi i Lemvig Museums arkiv”