Untitled 1

Kunsthåndværk

Af Teresa Nielsen, museumsleder, Vejen Kunstmuseum, redigeret 2012

For små 10 år siden, under de indledende forberedelser til disse tekster om Axel Hou, dukkede en oplysning op om, at han havde udført den skulpturelle model til midterstykket i brønden på Vandkunsten i København. Originalgipsen skulle være på Københavns Bymuseum, men dér kendte man intet til værket. Efter forgæves søgning syntes oplysningen kassabel, indtil Hous barnebarn fra Canada sendte fotokopier af gamle fotos af modellen. De var taget hos stenhuggeren og klæbet op sammen med et foto af brønden. Der var ingen tvivl, det var ingen fejloplysning, den var en del af hans værk.

I Weilbachs Kunstnerleksikons arkiv ligger et spørgeskema, hvor Hou har anført, at modellen skulle være ”på Bymuseet på Købehavns Rådhus”. Så gik det stærkt! Bymuseet havde i gamle dage til huse på loftet på Københavns Rådhus. En opringning til den kyndige Joyce Svensson gav straks pote: To af de tre dele af originalmodellen befandt sig fortsat på Københavns Rådhus, og var indgået som en del af Modelkammeret.[1]
Velvilligt kunne fontænedelene uden videre deponeres på Vejen Kunstmuseum, hvor de siden 2005 har givet rigtig god mening som en vigtig del af den faste præsentation af Axel Hous virke.[2]

I 1910 indviedes springvandet på Vandkunsten, og det havde været nogle år undervejs. Københavns Kommunes Kunstfond havde i 1907 givet bestillingen til arkitekt Johannes Magdahl-Nielsen. Oktober 1908 godkendtes forslaget, der skulle holdes indenfor rammen af 10.000 kr.[3] Johannes Magdahl-Nielsen var gift med en søster til Hous hustru, og det var formodentlig de nære familiebånd, der var årsag til af Hou blev inddraget i projektet. Selv om Hou primært var maler og grafiker lavede han over årene udkast til smykker og korpussølv, og har nok haft lyst til at prøve kræfter med så stor en skulpturel opgave.

Fontænens midterparti er modelleret som en stele, der nederst spyer vand fra fire dekora-tivt udformede fiskehoveder med store øjne og åbne munde. De er tænkt som en påmindelse om, at der en gang på Vandkunsten var fiskemarked. I den færdige fontæne står de hugget i stærk og vejrbestandig rød-sort granit. Over fiskene udvikler stelen sig til en blanding af arkitektoniske og dekorative elementer – indledningsvis med en kegleform smykket med et mønster, der i stærk stiliseret form minder om fiskeskæl. Op mod toppen skiftes fra hugget granit til modellerede kranse og bånd udført i bronze, der i dag står som en flot, irret overflade, og spiller op til de forgyldte snirklede flammer, der slikker op om højdepunktet, den blankpolerede, kraftigt røde stenkugle.

Fotografiet er muligvis fra brøndens indvielse. Fotograf Holger Damgaard. Foto: Bymuseet, København.

Det viste sig, at den midterste del af gipsopsatsen af uforklarlige årsager ikke var bevaret på Københavns Rådhus. Der gik derfor bud efter gipskonservator Jørgen Bau, der i løbet af sommeren 2005 afformede den del direkte fra granitten i springvandet. Det gik let og smertefrit takket være god og beredvillig hjælp fra Københavns Kommune. [4]

I Københavns Bymuseums fotoarkiv er det lykkes at finde et par gamle stemningsbilleder, der viser springvandet, som det tog sig ud dengang, da det var hestene, der skulle tankes op på byens pladser.

Andre dekorative opgaver

Dykker man ned i den beskedne litteratur om Axel Hou – suppleret med nogle få breve, ti-dens tidsskrifter, katalogernes lister over hans udstillede værker samt hans omhyggeligt udfyldte spørgeskema til Weilbachs Kunstnerleksikon – viser det sig, at han gennem livet har løst meget forskelligartede dekorative opgaver. Kigger man eksempelvis i kataloget til Landsudstillingen i Århus i 1909 var Hou repræsenteret med tre sider af sit virke – et par raderinger, nogle dekorative arbejder i smedejern samt bøger, hvor Hou til Weilbach angiver, at det drejede sig om stempler og forsatspapir – formodentlig nogle af hans smukt udstyrede bøger, der vises på 2012-udstillingen på Vejen Kunstmuseum.

En tid sad Axel Hou i bestyrelsen for Selskabet for Dekorativ Kunst, og deltog eksempelvis i 1903 i deres udstilling, hvor han viste en serie ”Minderuder” og en akvarel af ”Ryegaard”. Akvarellen tilhørte ifølge kataloget den ovenfor omtalte arkitekt Magdahl-Nielsen, hvis hustrus søster Hou i 1903 ægtede. Den oplysning er væsentlig, for når man kigger nærmere på Hous dekorative opgaver, viser der sig et mønster, hvor han synes at være blevet inddraget i en del af opgaverne i kraft af nært venskab med mange jævnaldrende arkitekter, hvoraf han kom i familie med både Magdahl-Nielsen og ungdomsvennen, arkitekt Thorvald Jørgensen, der blev hans svoger.[5] I samspil med den sidstnævnte udførte Hou fx i tiden omkring 1920 forlæg til seks smedejernsgitre på Christiansborg. Dertil udførte Hou glasmalerier til to af Th. Jørgensens kirker - Brorsons Kirke i 1913-14 og til Mariendalskirken i 1925. Allerede i 1905 stod de i fællesskab for udstyret til Børge Janssens bog ”Kongelig Naade”, hvor Th. Jørgensens tegning af Christiansborg pryder forsiden.

De dekorative opgaver har formodentlig været afgivet, netop fordi de to arkitekter var fortrolige med Hous evner. Som det vil fremgå af det følgende, har han arbejdet i en del forskellige materialer og teknikker.

Sølv

I århundredeskiftets tidsskrifter med interesse for kunsthåndværk kan man finde en gengivelse af et par fine spænder efter forelæg af Axel Hou. Han er endog omtalt i et af tidens mest toneangivende engelske tidsskrifter, The Studio, der i 1902 bragte Georg Bröchners artikel om ”Modern Danish Jewellery”, hvor der afslutningsvis omtales: ”A silver clasp and brooch by Niels Dyrlund are distinguished by a quaint but well balanced intertwining of lines, the effect produced being decorative, and Einar Nielsen, the talented painter, Axel Hou, and Georg Jensen have also recently taken to the designing of clasps and such objects.” Her står Hou på linje med Georg Jensen som værende blandt de unge kunstnere, der er begyndt at tegne spænder og den slags brugssmykker. Der er dog i artiklen ingen gengivelse af de spænder Hou måtte have tegnet. Det er der til gengæld i en 1901-artikel i tidsskriftet KUNST med omtale af Kunstindustrimuseets efterårsudstilling med mønstring af det nye i danske kunstindustri.[6] I en af sine scrapbøger har Hou indklæbet samme gengivelse og derunder noteret, at de to spænder var udført hos tidens mester i forening af sølv og emalje, Anton Michelsen.

På linje med den dekorative stil hos Niels Hansen Jacobsens nabo i Paris, franskmanden Eugène Grasset (1845-1917) har Hou i en spejling om midteraksen elegant tegnet planterne op, så de understeger spændets form. I en middelalderlig tradition er emaljefladen mønstret omkring den farvestærke cyklamens blomster. Kløverspændet er langt enklere. Den kantede ovale grundform er trukket op bånd, der kunne minde om snoede stængler, der i begge sider føres op som fritstående stilke til de to kløverblade, hvis klare form un-derstreges af sølvindramningen af de grønne emaljefelter.

Oplysningen om, at de skulle være fremstillet hos A. Michelsen blev sendt til sølvkenderen Michael von Essen. Her skal lyde en stor tak til ham for beredvilligt straks at gennemgå firmaarkivet. Som en nål i en høstak lykkedes det ham at lokalisere de to spænder. De er indført den 20. april 1900 i ”Lagerbog for Guldvarer 1898-1910” side 31: 1) ”Lagerref. 2267-1391. 1 Spænde m/Cyclamen, Sølv, mindre skitse. 82 g. Metalværdi 8,20. Arbejdsløn 20,00. Udsalg 40,00.” 2) ”Lagerref. 2268-1392. 1 spænde m/Kløver, Sølv, mindre skitse. Metalværdi 7,60. Ar-bejdsløn 15,00. Udsalg 30,00.”

Ved dem begge er anført: ”Kjøber Pariserudstilling. Salgsdato 11.1.1901.” Så langt så godt. Det er nu slået fast, at Hou år 1900 fik udført et par dekorative spænder i sølv og emalje hos Anton Michelsen. Blev de måske vist på dennes stand på Verdensudstillingen 1900? Takket være de gamle s/h fotos kan de oplysninger, som Michael von Essen har fremdraget nu kobles med en form. Tilbage står spørgsmålet: Hvem ejer mon i dag de to fine spænder?

Axel Hous gipsmodel til midterstykket i brønden på ”Vandkunsten” i København er fotograferet hos stenhuggeren. Scanning fra kunstnerens fotoalbum, der er kommet til Vejen Kunstmuseum som gave fra hans barnebarn.

Midterstykket står i en kombination af rødlig granit, irret kobber, forgyldning og højpoleret sten.

Før bilernes tid var det hestene, der fyldte op. Foto: Bymuseet, København.

I Axel Hous fotoalbum er fastholdt et lidt andet liv omkring brønden.

Hos Hous efterkommere i Canada findes en lille dekorativ rude, der måske kan give indtryk af, hvad han udstillede i 1903. 20 x 18,8 cm.

Hous svoger, arkitekt Thorvald Jørgensen, der har tegnet det nuværende Christians-borg, har leveret midter-vignetten til ”Kongelig Naade”.

År 1900 er disse to spænder i sølv og emalje udført på A. Michelsens værksted i København. Museet hører meget gerne nyt om, hvor de måtte være.

Mindst fem år tidligere havde Hou arbejdet med forlæg til korpusarbejder i sølv. Som gave ved sin gode ven og mæcen, Vilhelm Lotz’ datter, Ebba Rønne-Lotz’ barnedåb den 13. april 1895 forærede Hou hende et sølvbæger med en frise af blomster. Værket er som en illustration til de oplysninger, som Hou i 1944 omhyggeligt nedfældede i spørgeskemaet til Weilbachs Kunstnerleksikon: ”Har tidligere selv arbejdet med at drive i Sølv (Daabsbægre til Børnene og til Venner).”


Den 13. april 1895 blev Hous ven, Valdemar Lotz’ datter Ebba døbt. Hou forærede hende dette dåbsbæger.		I 1904 udførte Axel Hou et dåbsbæger til sin datter Anna Birgitte, kaldet Bitten. Kommer til Hou-udstillingen i Vejen primo juni 2012.		Sønnen Jørgens dåbsbæger fra 1905 er formet som en lille pokal på fod. Højde 9,4 cm, dia. 7,9 cm.

Hos Hous børnebørn findes endnu et par dåbsbægre, som han udførte til sin to børn. Datterens er en enkel, let udadbuende bægerform, der for neden afsluttes i en fod af blomster. For oven løber et tekstbånd med hendes navn: Anna Birgitte (kaldet Bitten) og årstallet 1904. Sønnen Jørgens dåbsbæger er formet som en lille pokal med perlestukken talje på blomstrende fod.

Hos kunstnerens efterkommere findes også ægteparret Axel og Miska Hous servietringe, som han udførte i 1903. Stilistisk knytter han an til en tradition fra 17-1800-tallet med en konkav buet grundform, der for oven og for neden genbrydes af et jævnt bånd af skiftevis kors og hjerter. Derimellem er sat en simpel punkteret dekoration, der på den ene side består af ægteparrets fornavne i kapitæler og på den anden side en dekorativ blomsterform i stil med tidligere tiders broderiforlæg og fx de dekorationer, som Hou siden satte i fx Oluf Thomsens bog ”Et Livsforløb”, 1922 – se dem i afsnittet om Hous bogarbejde.

Hous servietringe fra 1903 er bevaret hos hans børnebørn. De kommer til udstil-lingen i Vejen primo juni 2012.

I det album, som Hou førte med fotos af sine værker, er der to billeder af et sølvbæger/pokal, der for neden er smykket med dekorative vinbjergsnegle om vinens stok, der udgør stilken. Bægeret er dekoreret med stiliserede saftspændte druer og blade. En del af teksten kan læses og afslører, at der er tale om et venskabsbæger fra 1903. Hvem, der har modtaget det, er dog uvist.

Af de få, spredte spor ser det altså ud til, at Hou særligt ved århundredeskiftets begyndelse har været optaget af at afsøge mulighederne indenfor arbejdet med sølv.

Der synes at være et spring på lidt over et tiår til han i 1916 atter indgik i et topprofessionelt samarbejde på sølvfronten. Da udførte Hou forlæg til et dåbsfad til Herning Kirke. Ifølge hans egne oplysninger er det: ”udført af Georg Jensen efter min Tegning og under mit Tilsyn”. Det cirkulære fad er i midten præget med en relieffremstilling af det emne, som Hou meget ofte gjorde brug af til alterbilleder: Børnene, der flokkes om Jesus. Tekstbåndet om dem lyder da også: LADER DE SMAA BØRN KOMME TIL MIG OG FORMENER DEM DET IKKE THI GUDS RIGE HØRER SAADANNE TIL. Omkring Jesus er sat dekorativt slyngede ranker og hans bare tæer hviler i frodigt græs med blomster så stiliserede som bladene på rankerne. I overgangen til fadets kant er der vinge ved vinge sat en sammenhængende række af serafer. Dernæst følger et ciseleret bånd med en jævnt bugtet ranke med dekorativt indpassede blade. Yderst afsluttes fadet med en perlerække af henholdsvis lange og cirkelrunde former.

Christiansborg Slot - smedejernsgitre

Mon nogle af de dekorative arbejder i smedejern, som Hou i 1909 viste på Landsudstillingen i Århus kan have været tidlige tegn på hans samarbejde med svogeren Thorvald Jør-gensen om smedejernsgitre til Christiansborg? Den dekorative udfoldelsesmulighed, som en lågeopgave giver, synes Hou klart at have været moden til. Allerede i 1904 har han på en af de første sider af Astrid Ehrencrone-Kiddes Lille Fru Elsebeth – Et Requiem tegnet en låge som rammen om en sort-hvid gengivelse af Arnold Böchlins berømte maleri Tot-en-insel. Nederst starter han med traditionelt svunget mønsterværk og slutter for oven med at lade de to sider gå op i blomstrende liljeformer.

Axel Hou leverede forlæg til fire lange gitre til Dronningeporten – den indgang, som der køres igennem, når gæster ankommer til selskaber på Christiansborg. I hver sin markante del af det hvælvede rum står på mellemafsatsen fire marmorskulpturer af Thyra Danebod, Dagmar, Margrethe I og Philippa hugget af H. Pedersen-Dans efter H.W. Bissens gips-skulpturer. Foran hver af dronningerne er sat et smedejernsrækværk med en fast grund-inddeling med små sidefelter og et stort midterfelt med krydsende ranke. Hver af dem har midtfor et monogram, der består af en spejling af dronningernes navnes begyndelsesbog-staver. I Hous scrapbog, der er kommet til museet som gave fra kunstnerens barnebarn, findes en skitse til gitrene. Den er tydeligeligt oplæg til diskussion. I højre side ses den endelige løsning, hvor hvert af de smalle sidefelter blev forsynet med en individuel blomsterbuket og i venstre side er gjort helt andre dekorative tanker. Nederst ses to forskellige bud på, hvordan det dekorative felt skulle knyttes an til den vandrette afslutning.

I Hous scrapbog er bevaret en tegning, der i hver ende viser to forskellige dekorationsforslag til Christians-borg-gitrene.

På stedet kan man i hjørnet for neden til venstre på smedejernsgitret foran dronning Mar-grethe I se mindet om, at arbejdet blev fuldført i 1920 af Axel Hou i samspil med smedemester J. P. Chr. Jensen og Sønner, Sct. Pederstræde.

Gitteret foran Dronning Margrethe I er omhyggeligt signeret og dateret 1920.

Til de kongelige repræsentationslokaler på 1. sal tegnede Hou to smedejernsrækværk til endevæggen i den lange Taffelsal. De var bestilt og skænket af danske musikere, og det er netop de levende musikere, der har plads oppe bag de to balkongitre, hvorfra musikken toner under de repræsentative middage. Midt for gitrene er der en laurbærklædt harpe-form, der indrammer kong Christian X’s spejlet C om et strengt symmetrisk X. Indtrykket af de to gitre er samlet lidt mere kantet end dem til Dronningeporten. De minder mere om Hous tidlige bud i tegningen på 1904-bogsiden. De to balkongitre til Taffelsalen er udført af smedemester Christensen.

Et par opslag fra Hous scrapbog viser, hvor omhyggeligt han foprberedte sig ved at leve sig ind i den danske tradition for låger og gitre.

I en af Axel Hous scrapbøger er der en del sider fyldt med studier af ældre tiders smede-jernsgitre, hvor kunstneren især synes at have været optaget af Caspar Fincke (ca. 1584-1655). Det står klart, at Hou har følt et ansvar for, at de gitre han leverede, omhyggeligt knyttede an til den danske tradition. I scrapbogen er der desuden et fotografi af et støbt(?) gitter, der står under prøveopstilling midt i et stort byggeri med betonstøbt fundament og etageadskillelse samt en muret væg i baggrunden.

I Hous scrapbog er indklæbet et foto af et gitter under prøveopstilling, men hvor er det mon? Lågen ligner ingen af dem, som han har udført til Christiansborg.

I Hous fotoalbum er bevaret optagelser af en venskabspokal fra 1903. Museet hører genre nyt om, hvor den måtte være i dag.

I 1916 leverede Hou tegning til dåbsfadet til Herning Kirke. Det er udført af Georg Jensen og er venligst udlånt fra Herning Kirke i udstillingsperioden takket være guldsmed Boy Johansen, der har sat det gamle dåbsfad i stand til brug i mellemtiden – tak!

Hou har i 1904 tegnet gitterornament på titelbladet til ”Lille Fru Elisabeth – Et Requiem”. 16a-d. Hou har udført fire gitre til Dronningeporten på Christiansborg. Grund-formen er fælles, men med forskellige monogrammer og blomster. Dronningerne er Margrethe I, Philippa, Thyra Danebod og Dagmar.

Dronning Margrethe i Dronningeporten. Foto: Pernille Klemp.

Til Taffelsalen i repræsentationslokalerne på Christiansborg leverede Hou gitre til musikerbalkonerne.

Gravsted – Vestre Kirkegård

Ud over midtergruppen til springvandet på Vandkunsten er der endnu et eksempel på, at Hou fulgt i Niels Hansen Jacobsens fodspor med en kirkegårdsopgave. Om projektet skrev han i 1931 til sin gode ven: ”..skal jeg betro Dig, at jeg paa mine ældre Dage har slaaet mig paa Billedhuggerprofessionen og har lige fuldført Modellen til en Bronzelaage (til en Grav). Jeg sender Dig hermed et Fotografi efter Modellen i Plastelina, se paa den med milde Øjne og put den saa ned i en Skuffe.” [7]

I 1931 sendte Hou dette foto af gravstedslågen til Hansen Jacobsen.

Med indsigt i, hvor mange dekorative opgaver Hou løste, er det tankevækkende, at han over for Hansen Jacobsen i den grad underspillede sit plastiske virke. Lågen og dertil gravstenen udførte Hou til sin ven, ingeniør Poul Larsens familiegravsted på Vestre Kirkegård. Dennes hustru, Emilie – der var søster af Hous ungdomsmæcen Vilhelm Lotz og dennes bror Valdemar, som Hou også fik meget at gøre med – blev begravet i februar 1925, og Poul Larsen blev gravlagt ved hendes side i maj 1935. Det fotografi, som Hou sendte, er heldigvis bevaret, og gengives her. Med en streng symmetriakse har Hou prydet lågen med to knælende engle samlet om det midterstillet kors. Omkring figurerne samles lågen af dekorative planteornamenter. Gravstedet findes fortsat i dag på Vestre Kirkegård. Lågen er sat mellem to solide kvadratiske piller, der øverst er prydet med et par blomsterkranse støbt i bronze. Selve gravstenen er en helt enkel rødlig sandstensstele kun dekoreret med de gravsattes navne og datoer, der er sirligt påsat med bronzebogstaver. [8]

Ingeniør Poul Larsen, der var blandt grundlæggerne af F.L. Smidth, har gennem sin hustru stået Hou nær. Helt tilbage i 1906-kataloget til Forårsudstillingen på Charlottenborg kan man læse, at Hou – samtidig med at han præsenterede sit 1906-portræt af Hansen Jacobsen - også viste ”Kristus og Nikodemus. Tilh. Ingeniør Poul Larsen”.[9] Modellen til Nikodemus var Hansen Jacobsen.

Sikke mange spor der krydser, for det viser sig, at Poul Larsen siden købte en del keramik af netop Hansen Jacobsen. På forårsudstillingen 1912 tilhørte to af de billeder, som Hou var repræsenteret med - katalog nr. 243 Udsigt over Salten Langsø og nr. 244 Jydsk Bon-degaard. Sommeraften - ingeniør Poul Larsen. Hou havde i 1911 været på et længere op-hold i Jylland netop for at male det store landskab ved Salten Langsø.

Lågen blev støbt hos Carl Rasmussen (1863-1936), hvis store støberi lå på Rådmandsga-de i København. På Forårsudstillingen 1933 på Charlottenborg viste Hou som katalog nr. 144 ”Portræt af Brocestøber Rasmussen. 90 x 68. Tilhører Gørtlerlauget”, hvor han var ol-dermand fra 1905 til sin død. Det er her gengivet efter Hous album med gamle s/h fotos. Bronzestøberens navn støder man på rigtig mange steder, for han støbte langt de fleste af tidens markante danske billedhuggerværker. I Simeonskirken, hvor Hou har malet det store alterbillede, har Carl Rasmussen og hustru skænket bronzebalustraden rundt om knæfaldet – læs og se mere i afsnittet om Hous kirkelige opgaver.

I 1932 portrætterede Hou bronzestøber Carl Rasmussen (1863-1936). Maleriet kom i 11. time til udstillingen i Vejen takket være godt samspil med Dansk Industri, der i dag tager vare på Gørtlerlaugets ejendele. Dér var Carl Rasmussen oldermand fra 1905 til sin død.

Tekstiler

I det spørgeskema, som Hou i efteråret 1944 indsendte til Weilbachs Kunstnerleksikon skrev han: ”En Mængde Forarbejder til Vævning, vævet af Else og Bodil Magdahl-Nielsen og andre. Tegnet nogle Altertæpper og Alterduge.” Når vævearbejderne skulle udføres, viser det sig også, at familieskabet spillede ind. De to kvinder var Miska Hous niecer ved at være døtre af hendes søster Anna Birgitte og den ovenfor omtalte arkitekt Johs. Magdahl-Nielsen (Else født 1897, Bodil født 1903). Det samspil minder eksempelvis om den måde maleren Elise Konstantin-Hansen i tiden omkring 1900 leverede forlæg til sin søster, væveren Kristiane Konstantin-Hansen - mens dennes kompagnon, Johanne Bindesbøll, modtog dekorative tegninger fra bl.a. faderen og broderen – M.G. og Thorvald Bindesbøll.

Når Hou har skrevet: ”Tegnet nogle Altertæpper og Alterduge” er der mindst et par spor at gå efter. I Arkiv for Dansk Design på Designmuseum Danmark er der en altertæppe-tegning i blyant tusch og vandfarve, som Hou har dateret juni 1901.[10] Nederst ligger det halvcirkulære grålige tæppe smykket med et taktfast mønster af hvide prikker og lyserøde nellikeagtige blomster. Dernæst er der redegjort for et par trin med ranker med helt symmetrisk sat lilla blomster. Slutteligt ses trinnet foran alteret(?) med stiliserede bånd og et par fugle. Desværre er der ingen oplysninger om, hvilken kirke tæppet var tænkt til.

Den næste konkrete oplysning er fra 1944: ”Nu i denne Tid broderer ca. 20 Damer paa et stort Altertæppe til Brorsonskirken efter mine Tegninger og Forarbejder.”[11] Denne gang er det muligt at tage ud på Rantzausgade og se tæppet. På en beige bund ligger et symmetrisk mønster af stiliserede vildrose-ranker, der midt for danner et præcist kors. Ude langs med kanten løber en bort af vindrueklaser og blade – grundformen genfindes i en lille blyindfattet kirkerude, som Hou i 1926 havde udført til samme kirke. Tæppet er i forbavsende god stand.

I en lille siderude i Brorsons Kirke findes et glasmaleri af Hou. Kanten rundt har det en dekorativ bort, der er i nær familie med den på altertæppet. 28. Fra Den gamle By i Århus har det været muligt at låne Hous 1934-portræt af farver Hansen fra Vejle. Mon det er ham,d er har leveret garn til nogle af Hous altertæpper?

På Forårsudstillingen 1935 på Charlottenborg, viste Hou som katalog nr. 194 Portræt af L. P. Hansen fra Vejle, 62 x 53. Ved et lykketræf viste det sig, at maleriet tilhører Den gamle By i Århus, hvorfra det har været muligt at låne til 2012-Hou-udstillingen i Vejen. Smilende ser han frem for sig og varmt trænger lyset ind fra højre. Hans erhverv ses klart i kraft af det garn han holder mod stolen – formodentlig farvet råuld. Farver Lars Peter Hansen (1854-1940) var en fremsynet herre, der i 1888 var med til at oprette Dansk Farverforening. Allerede i 1881 etablerede han sig i Nørregade i Vejle og over en årrække moderniseredes farvearbejdet frem mod maskinalisering og brug af syntetiske farver. I 1918 overtog sønnen Ejnar Hansen (1885-1958), der skabte møbelstoffer i samspil med folk som Kaare Klint og Lis Ahlmann, der eksempelvis står bag det græskinspirerede stribet stof, der ses på Vejen Kunstmuseums to Kaare Klint sofaer, der blev ombetrukket i 2004.

Ejnar Hansen udførte alle arbejdsgange selv og trykte lette bomuldsgardiner i trans-parente farver. På verdensudstillingen i Paris 1925 modtog han en guldmedalje for dem.[12] Kan det tænkes, at den sølvmedalje, som Hou modtog sammesteds kan have været for resultater af samarbejde med Ejnar Hansen? Var det mon det firma, der i 40’erne leverede garn til det broderede tæppe i Brorsons Kirke?

Da Emilie Larsen, som Hou havde kendt siden ungdommen, døde i 1925 var det ham, der blev bedt om at udføre familiegravstedet. Det stod færdigt omkring 1931. Ud over lågen har han modelleret de bronzestøbte blomster-kranse og har givet tegning til den enkle gravsten. Fotos: Pernille Klemp.

Af gamle kataloger fremgår det, at ingeniør Poul Larsen ejede en version af Hous billede af Kristus i natlig samtale med Nikodemus. Kan det tænkes at have været denne kul/pastel(?) udgave, der kun kendes fra Hous fotoalbum? Hansen Jacobsen sad model til Nikodemus figuren.

Det er Carl Rasmussen og hans hustru, der har skænket balustraden til knæfaldet i Simeonskirken.

I Arkiv for Dansk Design på Designmuseum Danmark er bevaret et enkelt af Hous udkast til altertæpper, juni 1901.

I 1944 broderede en gruppe kvinder efter Hous forlæg altertæppet til Brorsons Kirke i Købehavn.

Fra Den Gamle By i Århus er venligst udlånt Hous 1934-portræt af farver Hansen fra Vejle.

Glasmalerier

I et vindue på kontoret på Nordisk Kollegium i København hænger et lille glasmaleri. Et skib ses midt i en cirkel hvorom ordene: HANS OVE LANGE 20. marts 1901-1926. Her er tale om et 25 års jubilæum for Nordisk Fjer a/s, som H.D. Lange (ellers omtalt som Hans Otto Lange) grundlagde i 1901 i Svendborg. Starten var en fabrik til forarbejdning af fjer og dun. Over årene udviklede det sig til et internationalt firma i handel med dyner, sengetøj og lignende. I 1942 stiftede H.D. Lange Nordisk Kollegium, der blev understøttet af Nordisk Fjer frem til firmaet gik i betalingsstandsning i 1990.


På Nordisk Kollegiums kontor hænger til hverdag et lille glasmaleri, der viser sig at være lavet i anledning af Hans Ove Langes 25-års jubilæum for Nordisk Fjer. Det er venligst udlånt til 2012-udstillingen i Vejen.		Blandt Hous skitser, der 2011-12 kom til Vejen Kunstmuseum som gave, findes et studie meget som den lille blyrude, men tilpasset til Nordisk Kollegium – måske oprindelig tænkt til opsætning over en af indgangsdørene?		Hou har også arbejdet med en lidt anderledes udform-ning af motivet.

Den lille glasrude har nederst et malet bånd med valgsproget: SE DIG UD og det sammenslyngede monogram HAH for Hans Axel Hou. Blandt kunstnerens bevarede skitsemateriale, der i dec. 2011 blev overdraget til Vejen Kunstmuseum fra kunstnerens barnebarn, ligger en række gennemtegninger af bomærket. Der er dog en markant forandring. Navnet i cirkelslaget omkring skibet er udskiftet med ordene: Nordisk Kollegium. Tegningerne er dateret 1941 – året inden Nordisk Kollegium blev indviet, og samtidig et 40 års-jubilæum for grundlæggelsen af Nordisk Fjer. Det ser ud til, at disse tegninger har dannet afsæt for det støbte relief, der sidder over hovedindgangen til kollegiet. I givet fald ligger relieffet fint i forlængelse af Hous arbejde i slutningen af 1920’erne med gitterlåger til Christiansborg Slot.

I 1930 indsattes i Garnisons Kirke denne blyindfattede rude med bebudelsen efter forlæg fra Axel Hou.

I afsnittet om Axel Hous kirkelige arbejder kan man læse om hans blyindfattede glasma-lerier i Brorsons Kirke (både 1913-14 og 1926), Skjern Kirke (1915-16), Mariendalskirken (1925), Garnisons Kirke (1930) og Vindeby Kirke på Lolland (1937-38). Dertil kommer enkelte mindre, dekorative felter som de ”Minderuder”, som Hou i 1903 udstillede hos Selskabet for Dekorativ Kunst og et lille blyindfattet billede, der findes hos en af hans børnebørn i Canada – formodentlig en bibelsk figur indrammet af en gul perlerække.

Kigger man i hans scrapbøger, er der tætpakkede sider med studier af europæiske glasmalerier. Måske påvirket af apotekerstudiets krav om omhyggelig grundighed satte Hou sig også ved kunstneriske opgaver omhyggeligt ind i den kontekst, som opgaven hørte til i.

I Hous scrapbog er der talrige opslag, hvor man kan se, hvordan han omhyggeligt har gennemarbejdet studier af europæiske blyindfattede ruder i arbejdet med at leve sig ind i en tradition.

Denne gennemgang af udvalgte sider af Hous arbejde med dekorative opgaver viser, at have har været en alsidig begavelse – en af periodens stille, men meget flittige kunstnere.

Kigger man ind til Nordisk Kollegium i København ser man over hovedindgangen et cirkulært bronzefelt, som muligvis er udført efter forlæg af Axel Hou.

Axel Hou leverede 1913-14 tegninger til Brorsons Kirkens trefløjede kirkevinduer.

[1] I modelkammeret opbevares gipsmodellerne til en stor del af rådhusets skulpturelle udsmykning.

[2] I gipsversionen er kunstnerens signatur omhyggeligt indridset.

[3] Jens Peter Munk: Skulpturer i København, 1999, side 121. Her nævnes kun Johannes Magdahl-Nielsen som ophavsmand.

[4] En mail blev afsendt til Københavns Kommune, og indenfor to dage var der telefonisk kontakt med de ansvarlige for vandforsyningen. Efter aftale slukkede de, så Jørgen Bau kunne arbejde i fred – tak for en meget hurtig reaktion!

[5] I et brev af 5.4.1902 til Gertrud, gift Rung, står det klart, at Thorvald Jørgensen allerede da var en af Hous nære venner. Det kgl. Bibliotek, NKS 4250, 4.

[6] De to spænder blev vist på udstillingen ”Ny dansk Kunstindustri”, 19. okt.-1. dec. 1902 på Kunstindustrimuseet i København.

[7] Brev til billedhugger Niels Hansen Jacobsen dateret 8. september 1931 – et af billedhuggerens få bevarede arkivalier på Vejen Kunstmuseum. Og fotografiet lagde han omhyggeligt i en skuffe og gemte, så vi siden har kunnet scanne det til denne artikel.

[8] Poul Larsens familiegravsted har koordinaterne F-06-005 på Vestre Kirkegård, hvor der også er mange andre spændende kunstnerisk udførte gravsten at gå på opdagelse i.

[9] Kan det tænkes, at ordene dækker over den store kultegning af samme emne, som museet låner fra privateje til 2012-Hou-udstillingen på Vejen Kunstmuseum? Den er dateret 1905 og dermed en eftertanke i forhold til 1904-alterbillederne til Gåser og Sct. Olai Kirke.

[10] Tegningen ligger i skuffe 232 og er påført målstokken 1:8.

[11] Oplysningen har Axel Hou noteret i spørgeskemabesvarelse til Weilbachs Kunstnerleksikon. Følgebrevet er dateret 11. oktober 1944. Deraf kan udledes, at Brorsons Kirkens altertæppe er blevet til under anden verdenskrig.

[12] Oplysninger om de to generationer af farvere er hentet på Vejleegens Museers hjemmeside.