Untitled 1
Hjem
Button Text Button Text
Button Text
Axel Hou
Forside
Grafik
Biografi
NHJ og Axel Hou
Bøger
Kirken
Deko


AXEL HOU
En yndet model -
Hous portrætter af billedhugger Niels Hansen Jacobsen

Af Teresa Nielsen, museumsleder


”Jeg mindes Dig saa tydeligt fra den Gang, da vi tegnede Gipsafstøbninger hos Vermehren paa Akademiet. Du lignede ikke de andre Elever, og det var ikke alene fordi du var i Soldateruniform. Jeg husker, at Vermehren syntes svært godt om Dine Tegninger, og en Aften sagde han, at Du vistnok skulde være Maler.” … ”Du har været min allerbedste Model de mange Gange jeg har malet, tegnet og raderet Dig. Dersom jeg var en rig Mand og havde Raad til at gøre hvad jeg vilde, saa tror jeg, at jeg ikke vilde gøre andet end stadig at male Dig, forfra og bagfra, til alle Døgnets Tider, dog navnlig naar Du som Troldmand roder med dine Pottemagerovn og graver Dine Skatte ud af den.”

Brev fra Axel Hou til Niels Hansen Jacobsen den 8. september 1931 i anledning af billedhuggerens 70 års fødselsdag

1892
Selv om Hou næppe blev voldsom rig som portrætmaler, brugte han alligevel med jævne mellemrum en del tid på at studere Niels Hansen Jacobsens fysiognomi. Det er tydeligt, at billedhuggeren i hele sit væsen har gjort et dybt indtryk på Hou, der trofast fulgte ham igennem livet. Det tidligste Hansen Jacobsen portræt, som vi på nuværende tidspunkt har kendskab til, er fra 1892. Det er et stort maleri, som Hou udførte mens de begge var i Paris. Billedet er holdt i nuancer af brun, grøn og grå, og tyder ikke på, at Hou på det tidspunkt havde hang til stærke farver. I næsten fuld figur sidder billedhuggeren på en beskeden stol iført rødbrune sutsko og arbejdskittel, hvorunder man ved halsåbningen aner skjorte og slips. På den ene finger ses hans nye vielsesring – han og Anna Gabriele (født Rohde, 1862-1902) giftede sig i København den 12. august 1891. Under det korte, viltre hår er blikket tænksomt, afventende rettet ud mod beskueren. Solidt plantet på gulvet bag Hansen Jacobsen ses en kavalet mægtige træbjælker. På den ses i den hvide gips en del af den skulptur, som i 1893 blev hans gennembrudsværk på salonen i Paris, ”Døden og Moderen” frit efter H. C. Andersens ”Historien om en Moder”.

Hou har valgt at beskære motivet, så man kun ser den nederste del af skulpturen, moderen, der ligger sammenkrøbet på jorden. Modellen var Hansen Jacobsens hustru. Med denne oplysning kan maleriet læses som et ’hemmeligt’ dobbeltportræt – kun erkendt af dem, der har hørt om Anna Gabrieles hverv som model. Nærliggende er det at gætte på, at fortællingen om tabet af et barn, kan være noget, som ægteparret har gennemlevet. Der er ingen bevarede oplysninger, men billedhuggeren fik ingen direkte arvinger, hverken i første ægteskab med Anna Gabriele eller i det andet med Kaja, født Jørgensen (1882-1928).

1899
Syv år senere, i 1899, var Axel Hou atter i Paris. Det har muligvis været om sommeren, for en bevaret studieportræt af Niels Hansen Jacobsen er dateret 17.-19. juli. Hou benyttede lejligheden til at portrættere en del af kredsen omkring Hansen Jacobsens atelier på Boulevard Arago nr. 65 – billedhuggeren Carl Johan Bonnesen, tegneren og maleren Jens Lund og formodentlig også Anna Gabriele. I samme forløb fik Hou lavet et af sine allerflotteste raderinger, det stærkt symbolistiske portræt af Niels Hansen Jacobsen. Det ganske store tryk måler 310 x 250 mm. Centralt har Hou anbragt billedhuggeren, der bærer en løs kittel og en mægtig kunstnersløjfe i stedet for det forrige portræts beskedne slipseknude. Hans blik er nu indadvendt og fjernt. En høj pande understreges af det lange hår, der er redt godt tilbage – en moderne ’Beethoven-pande og -manke’, som vi også ser i Rudolph Tegners stort set samtidige portræt af Jens Lund. Tæt ved ansigtet fanges blikket af Hansen Jacobsens venstre hånd, der er knyttet som til et slag, men nok snare for i spændtheden at antyde den vilje, der ligger bag skabelsen af billedhuggerens værker. Med psykologisk indsigt har Hou valgt at karakterisere sin nære ven med to af dennes mest markante skulpturer – på det tidspunkt helt nye og moderne værker.
Bag Hansen Jacobsens hoved anes trækkene af hans stærkt politiske ”Friheden i Aarhundredets Slutning”. Skulpturen stod i billedhuggerens levetid i Skulptursalen i gips som en pendant til ”Døden og Moderen”. Symmetrisk var de anbragt på hver sin side af ”Militarismen”. I dag står skulpturen i bronze i anlægget udenfor Vejen Kunstmuseum. ”Friheden i Aarhundredets Slutning” kan læses som kunstnerens politiske kommentar til den situation, som Estrup bragte Danmark i – et land, hvor denne for en tid fik sat demokratiet ud af spil. I den udslidte mands potentielle styrt får billedhuggeren i et symbolistisk formsprog signaleret, at friheden har haft det meget skidt. (Klik her for at læse mere om ”Friheden i Aarhundredets Slutning”.)
Nederst i raderingen - som en altertavles underfelt (predella’en) – har Hou, med klart blik for billedhuggerens evner, valgt at indsætte Hansen Jacobsens absolutte hovedværk, den på det tidspunkt kun få år gamle skulptur, ”Skyggen” fra 1897-98. Værket sammenkæder på enestående vis det symbolistiske indhold, det evigt aktuelle forgængelighedstema, med tidens dekorative stil, den slyngede art nouveau. Skulpturerne bruges her som fortællende dekorative elementer, som også Edv. Munch og Max Klinger gjorde i deres samtidige raderede portrætter.
Gennem foreningen af de tre elementer – portrættet og de to skulpturer - bliver raderingen Hous stærke hyldest til sin gode vens store evner.

1906
Yderligere syv år senere skrev Hou 1906 med sort maling på en rød bogryg, der ses yderst til højre i en reol, som danner baggrund i endnu et Hansen Jacobsen portræt. Det maleri skænkede Hou i 1920 som en del af Kunstnergaven til Sønderjylland, og det har i de seneste mange år været deponeret på Vejen Kunstmuseum. Portrættet blev i 1906 vist på Forårsudstillingen, Charlottenborg. Det må være ankommet i 11. time, for det står i tillægget som katalog nr. 680 Portræt af Billedhuggeren Niels Hansen-Jacobsen, Lampelys. Den sidstnævnte oplysning forklarer det varme skær, der er over billedet.
Hou har valgt at vise Hansen Jacobsen som han sad i sin stue foran bogreolen. Stolen er lidt finere end den, som han i 1892 sad på i atelieret - og øjet fanges først og fremmest af bogreolens indhold. Iført den lyse arbejdskittel kunne modellen teoretisk set lige vel have været en mejerist eller dyrlæge, der havde valgt at tage et hvil i privat’en. Intet afslører modellens profession som billedhugger. Til gengæld viser bøgerne Hansen Jacobsens interesse for litteraturen, der ofte var inspirationskilde til hans skulpturer.
På reolen ses prøver på en anden meget vigtig side af Hansen Jacobsens virke, keramikken. Der står to keramiske krukker. Det ene er en lille vase, som synes at være kommet i Axel Hous eje – måske som gave fra Hansen Jacobsen i forbindelse med udførelsen af portrættet? Den ses i alt fald på et andet maleri, som Hou også har dateret 1906 - en opstilling med bøger, en kludedukke, en abefigur og forrest den lille vase, hvori der står en orkidé. På bogreolen i portrættet står ved siden af den lille vase en stor én med en skulpturel øgle - et motiv Hansen Jacobsen altså bearbejdede længe inden han i 1923 lavede øglerne til Troldespringvandet! Vender man vasen om, har den på den anden side ugletræk - dyret var symbol på visdom og fulgte f.eks. Athene/Minerva, visdommens gudinde hos de gamle grækere. Selvfølgelig står den her ved reolen og suger til sig af bøgernes visdom!
Hansen Jacobsen sidder med noget i hånden – absolut ikke et hvilket som helst hæfte. Det karakteristiske dekorative element viser sig at være titelbladet til det toneangivende tidsskrift ”Tilskueren”. Dér skrev Georg Brandes i 1889 om Fr. Nietzsche under overskriften aristokratiske radikalisme. Han var optaget af de store enere som bærere af vores kultur – en tanke som kunstnerne fint kunne identificere sig med! Og en række år senere, i forbindelse med Niels Hansen Jacobsens separatudstilling på Den Frie i 1901, trykte ”Tilskueren” Francis Becketts artikel om billedhuggeren. Det er en tekst, som kunstneren med rette kunne være stolt af. Det er meget tænkeligt, at det er netop det hæfte, som han sidder med på portrættet.
Ud over disse tre centrale portrætter, der er blevet til med syv års intervaller, vides Hou at have portrætteret Hansen Jacobsen i 1904. Det årstal står på en pastel samt et oliemaleri bag på hvilket, der er hæftet en lap, der fortæller, at Hou brugte Hansen Jacobsen som ”Studiehoved til Altertavle i Sct. Olaikirken i Hjørring som Apostlen Nikodemus”. Og der i kirken kan man – i dag ophængt på en sidevæg - se maleriet, hvor billedhuggeren sidder intenst lyttende i samtale med Jesus. Det samme motiv, gjorde Hou i 1941 brug af på sin årlige grafiske julehilsen – den kan ses i grafikdatabasen.
Man kan med rette sige, at Hansen Jacobsen har været en af Hous mest yndede modeller – næst efter dennes nærmeste familie.


1Den hænger i dag på Vejen Kunstmuseum i billedhuggerens stuer i den nordlige ende af museet, inv. nr. 628. På museet er kun bevaret ganske få af billedhuggerens private papirer. Et af dem er et brev fra Axel Hou dateret 8. september 1931. Af det fremgår, at han som fødselsdagsgave har tilsendt Hansen Jacobsen det tegnede forlæg til 1899 raderingen, altså den her omtalte tegning.

2En hastig skitse i kul på papir til portrætdelen hænger i dag i billedhuggerens stuer i den nordlige ende af museet, inv. VKV 840. Den kom til museet i 1993 som gave fra hans efterkommere, og er dateret 5. april 1906. Det store portræt var allerede klar til Forårsudstillingen samme år, så kultegningen må næsten være en slags eftertanke, eller måske er dateringen påført senere?

3Maleriets nuværende ejer kendes ikke. Det findes om sort-hvid gengivelse i billedsamlingen under Danmarks Kunstbibliotek. Det skulle måle 45x38 cm og bærer titlen: Bøger, Dukke og Blomst.

Portræt NHJ