Jens Lunds bogværker

 

Af kunsthistoriker Christina Rauh Oxbøll

 

Forvandlede Blomster 1899

I ”Forvandlede Blomster”, den første af Jens Lunds bogudgivelser, inviteres beskueren ind i et univers af sære gestalter og arabesker, skabt gennem pennens lette leg henover papiret. Med deres svungne og suggestive former appellerer de til beskuerens fantasi og intuition. Blomsterne ledsages af titler og enkelte tekststykker, der underbygger deres karakterer og stemninger. En ledetråd til indlevelse i illustrationerne gives med et lille citat af vennen Johannes Holbek: “Der gives Musik for Øjet som for Øret”, hvorpå betragteren inviteres gennem en smuk smedejernsport til at betræde Jens Lunds have med de Forvandlede Blomster. Blomsterne, der her møder os, repræsenterer alle sider af det menneskelige væsen, med dets følelser, dets drifter i kærlighed og længsel.

Her finder man den runde, svulmende, letlevende, og let anløbne “Skøgeblomst” med myriader af små tilbedere for sine fødder. Man møder “Snedigheden”, der ligesom slangen dukker frem af sit skjul og viser sin tvespaltede tunge. “Sørgende Blomster” viser sorgens indadvendte men alligevel forskelligartede karakter hos de to køn. Kvindens sorg er fortolket som noget opad rettet men skrøbeligt og transparent, mens den hos manden er skildret som voldsomt svulmende, i markant sort-hvid effekt. Enkelte blomster viser en vis humoristisk sans, som i den dynamiske “Cyklende Blomst”, men bag dette fornemmes tydeligt en mere alvorlig og dybsindig stemning, der holder sig til værkets grundtone i mol. En sådan alvorlig stemt figur finder man i ”Helligt Hovmod” fra 1897, der har tydelige fællestræk med Niels Hansen Jacobsens monumentale skulptur ”Militarismen”, der stod færdig i 1899.

 

Livets skove 1901

”Livets Skove” udgav Jens Lund kun to år efter det første bogværk. Hvor ”Forvandlede Blomster” virkede som en samling mere eller mindre vilkårlige og individuelle tegninger og stemninger, er der i ”Livets Skove” tale om et sammenhængende, narrativt forløb.

Bogværket består af femten tuschtegninger, der alle beskriver forskellige situationer eller stadier i den menneskelige bevidstheds udvikling. Denne udvikling har såvel et personligt, individuelt aspekt som et bredere socialt sigte, hvilket fremgår af titler som ”Barndommens Skov”, ”Hjemmets Skov”, ”Slægtens Skov” og ”Samfundets Skov”. Drivkraften til at komme igennem disse områder kommer fra det personlige, fra ”Drifternes Skov” og ”Viljens skov”, men rejsen dertil er ikke uproblematisk, idet den også fører igennem skove eller stadier med kamp, fortvivlelse, vanvid, syner og dødsrædsel, for endelig at nå frem til forløsning i ”Opstandelsens Skov”.

 

I modsætning til ”Forvandlede Blomster”, som med sine figurer arbejdede indenfor et abstrakt felt, benyttede Jens Lund i ”Livets Skove” et genkendeligt motivisk forlæg – træet med sin stamme, sine grene og rødder - igennem hele bogværket. Han forholdt sig dog ikke mimetisk til motivet men personligt og ekspressivt. Træerne fremstår som symboler på menneskene, hvor psykologiske aspekter gengives ved den dynamiske, nærmest voldsomme linjeføring i opbygningen af træerne og de omgivende landskaber. En dynamik og voldsomhed som ligger langt fra den legende lette stil i de ”Forvandlede Blomster”. Eksempel herpå finder man bl.a. i ”Slægtens Skov”. Her er der fokuseret på stammerne, der er presset op mod hinanden, og som med deres grene er tæt sammenvævede til en uadskillelig enhed med defensive torne rettet ud mod omgivelserne. Da vejen fører forbi ”Fortvivlelsens Skov”, panoreres der ind mellem træerne i et fladt skovlandskab med et tykt bølgende skydække; et billede der ledsages af følgende ord:

 

Som Orme vride vi os, indviklede i hverandre, hæmmende hverandre, indfiltrerede i Haabløshedens tunge Skyvæv.

 

Ekspressiviteten drives til det yderste i bogværkets sidste blad, da den rejsende endelig er nået frem til ”Opstandelsens Skov”. Her kan der knapt tales om nogen form for motivisk genkendelighed, da træstammerne her er så forvredne, infiltrerede og samtidig opløste, at der stort set er tale om en ren abstraktion. Voldsomme strøg med pennen over papiret har skabt et væld af dynamiske bevægelser, der understøttes af nervøse og hurtige skraveringer, der dog forsvinder for at give plads til opstandelsens immaterialitet, som røgen, der stiger fra en cigaret. Tegningen følges af et bibelcitat:

 

Uden Nogen bliver født paany, kan han ikke se Guds Rige.

Johannes Evangeliet 3. 3.

 

Drømmerens bog

Med dette værk, som Jens Lund udgav i 1915, er der igen tale om publikation af en række individuelle tegninger og tekststykker, hvis tilblivelse spreder sig over en lang årrække. Der er således en ”Akropolis”-tegning fra 1906, en vignet med bjerg-motiv fra 1904, små citater dateret ”Paris 1898” og ”Rom 1902”, mens der også er eksempler på nyere ting, som teksten om kimæren (dateret 1914), dette stenuhyre, som skuer ud over Paris’ tage fra Notre Dame-kirkens spir. Et uhyre som her nærmest bliver synonym med Jens Lund og hans skæbne som den misforståede skabning, seeren, der har muligheden for at betragte verden og virkeligheden fra en anden vinkel end den gængse.

 

Temaerne for tegningerne og teksterne i dette bogværk er karakteriseret ved det drømmende og fantasifulde samt dyrkelsen af sagnfigurer fra myter og eventyr. Eventyrstemningen slås an med et citat fra den romantiske lyriker Holger Drachmanns digt om den indiske sagnfigur Kong Dushjanta og den smukke Sakuntala. En eksotisk historie, hvorfra Jens Lund flere gange hentede inspiration til sine tegninger, ligesom også den tyske romantiske digter J. W. Goethe havde beskæftiget sig med den.* Andre eventyr blev af Jens Lund behandlet i tegninger som ”Tornerose”, ”Den lille Havfrue” samt ”Agnete og Havmanden”.

 

*Jens Lund henviser i flere af sine værker til Goethe, som han angiveligt har været meget optaget af. Ved boopgørelsen udgjorde 37 bind af Goethes samlede værker (på originalsprog) størstedelen af Lunds bogsamling.