Introduktion ved mag.art. Christina Rauh

Familie baggrund
Jens Lund blev født i København sammen med tvillingesøsteren Martine den 18. november 1871, en fødsel, som medførte moderen Martine Theodora Thannings død i barselssengen[1]. Faderen Jens Gustav Lund (født 1814) var uddannet snedkermester og havde efterhånden arbejdet sig op til at have byens førende snedkerforretning[2]. I 1860 byggede han et nyt værksted på Gl. Kongevej nr. 11, hvor 100 ansatte arbejdede med den nyeste teknologi indenfor snedkerimaskiner, og J. G. Lund var således den første til at tage dampmaskiner i brug i forbindelse med snedkerarbejder herhjemme. Møblerne blev solgt gennem forretningen “J. G. Lunds  Meubel-magazin” beliggende på det repræsentable Kongens Nytorv i hjertet af København[3].

J. G. Lund opnåede i sin samtid stor anerkendelse for sine fine kvalitetsmøbler, som viste de nyeste tendenser indenfor kunsthåndværk og design. Han udfærdigede selv tegninger til møblerne, men arbejdede også sammen med en række af landets førende arkitekter om formgivningen. Blandt andre var Heinrich Hansen og arkitekten G. F. Hetsch tilknyttet foretagendet. Hetsch var kendt for sin rene, klassicistiske stil, men det var dog mest Heinrich Hansens tungere og mere dekorerede ny-renæssance, der prægede mange af møblerne fremstillet på Lunds snedkeri.

J. G. Lund deltog ivrigt på tidens ind- og udenlandske kunst- og industriudstillinger. Han var således med på Verdensudstilling i London 1862, samt Verdensudstillingen i Paris i 1867, hvor South Kensington Museet i London (det nuværende Victoria and Albert Museum) købte en række af Lunds møbler, der på udstillingen havde opnået bronzemedalje[4]. I 1868 blev han udnævnt til Kgl. Hofsnedker bl.a. efter at have udført et bestillingsarbejde på et bogskab rigt dekoreret med intarsiaarbejder til Prinsesse Dagmar, den senere storfyrstinde af Rusland[6]. Lund var en aktiv mand, der bestred flere tillidsposter. Han var således formand for “Snedkeres Tegneforening af 1837”, sad i Københavns Borgerrepræsentation, var medlem af Snedkerlavets bestyrelse, samt af Industriforeningens Repræsentantskab[7].

Det må have været et overordentligt velbjerget hjem, der dannede ramme om Jens og Martine Lunds barndomsår, men da den aldrende Jens Gustav Lund døde i 1882, gjorde det tvillingerne forældreløse i en alder af kun 11 år. Hvem der derefter varetog børnenes opdragelse, vides ikke med sikkerhed[8]. Først i 1891 dukkede Jens og Martine Lunds navne op med fælles adresse på Vesterbrogade 84. Jens boede her indtil han i 1893 blev viet til Ane Kirstine Bolette Redsted i den lille nordsjællandske landsby Esbønderup. Bolette, som hustruen altid kaldte sig, var datter af overlærer, kateket, og senere sognepræst Oluf Ansteen Redsted. Efter giftermålet flyttede det unge par til en lejlighed på Ny Kongensgade 20.

Den kunstneriske uddannelse
Den noget belastende barndom uden mor og med tabet af faderen i så ung en alder kan have været årsagen til, at Jens Lund var nødt til at forlade skolen som 15-årig på grund af nervesygdom, hvilket igen resulterede i, at der skulle komme til at gå et par år, før han kunne påbegynde en reel uddannelse[9]. Måske inspireret af faderens optagethed af design og formgivning overvejede Jens Lund flere gange at vælge kunsten som livsvej. Selv erindrer Jens Lunds sit første egentligt inspirerende møde med kunsten således:  

Første Gang jeg modtog et Indtryk af fransk Nutidskunst var i 1888 som syttenaarig i det lille Kunstens Tempel fyldt med fransk Samtidskunst Brygger Jacobsen havde ladet rejse paa Raadhuspladsen under den store nordiske Udstilling i København. Hvor var jeg betaget, hvor jeg nød disse Værker, eksempelvis: Besnards gule Dame, Monets Marine og Falguières frække Parisertøs, som han kaldte Diana. Som Aabenbaringer virkede de paa min medtagne Sjæl i Modsætning til vore hjemlige Foraarsudstillinger...
Fra Jens Lunds upublicerede erindringer Mindet og Nuet

Dette tidlige møde med et udvalg af fransk samtidskunst har sandsynligvis været inciterende for Lunds valg af livsbeskæftigelse. Men ser man på hans uddannelsesforløb, finder man her i stedet for målrettethed et personligt og ungdommeligt vægelsind. Lunds uddannelsesmæssige søgen er beskrevet i de posthumt udgivne Udvalgte Tegninger:

Han vakler mellem at hellige sig Kunsten eller søge praktisk Livsstilling. ... han arbejder en kort tid for Aksel Hou, der dengang havde en Elevskole, beskæftiger sig så med Forstvæsen, er paa Kontoret hos sin Formynder Overretssagfører Jacob Damkier, der raader ham til at læse til dansk Jurist. Efter et Aars Studier bryder han pludselig af, da det staar ham klart, at Kunsten er hans rette Kald. Han tegner et Aarstid hos Maleren J. Jensen Egebjerg og rejser i 1896 til Paris, hvor han et halvt Aarstid besøger Académie Julian. [10]

Den kunstneriske uddannelse kan således ikke siges at have været særlig vedvarende eller grundig; det forekommer, at Jens Lund på det nærmeste har zappet rundt indtil det punkt, hvor han har fornemmet at have skabt sig en kunstnerisk niche med blandt andet arabeskformerne i sine tegninger.

Aksel Hou
På trods af, at Jens Lund kun var kort tid hos Aksel Hou (1860-1948) har mødet med denne person sandsynligvis været af større betydning for Jens Lunds videre kunstneriske færd. Hou bevægede sig hovedsageligt indenfor det grafiske felt, ligesom han havde kontakt til det symbolistiske miljø i Paris. Hou havde omkring 1892 besøgt sin gode ven og studiekammerat fra akademiet Niels Hansen Jacobsen, der på dette tidspunkt netop havde slået sig ned i Paris for en længere periode[11]. Hou har således kunnet formidle kontakten til Niels Hansen Jacobsen, da Lund tog til Paris i løbet af efteråret 1896[12]. Netop det tidlige bekendtskab med Niels Hansen-Jacobsen (1861-1941) har været betydningsfuld for den kunstneriske retning, som Jens Lund skulle komme til at tage, idet han her har mødt en del af de kulturpersonligheder og det kunstmiljø og kunstsyn, der skulle komme til at præge hans egen kunst i de kommende år. 

Som en kommentar til den venskabelige og kunstneriske udveksling Hou og Lund imellem kan man betragte deres fælles portræt af Lund. Selve ansigtet - gengivet i profil - er i denne radering traditionelt fremstillet, men Lund har suppleret portrættet med en lille akvatinte af en de for ham typiske arabesker, der her får virkning af en tanke, der viser sig for det indre blik[13].

Kunstnermiljøet omkring »La Cité Fleurie«
Hansen Jacobsen havde slået sig ned i Montparnasse-kvarteret på boulevard Arago 65, et husnummer, der dækkede over en ‘kunstnerby’ med godt tredive lejemål i et byggeri opført omkring 1880. Lejemålene kombinerede både bolig og atelier. Komplekset var opført som et tæt og lavt byggeri brudt af grønne gårde med lejligheder, der varierede fra et atelier med tilhørende køkken og kammer til større præsentable boliger. Hele komplekset eksisterer stadig og har bevaret sin oprindelige funktion som kunstneratelierer og –boliger. Den oprindelige karakter er bevaret med den tætte bebyggelse, de grønne gårde og den beskyttende mur omkring, som giver stedet en stemning af intimitet og nærhed. Bebyggelsen blev kaldt »La Cité fleurie« og husede igennem årene en lang række kunstnere af forskellig nationalitet. Danskerne må have været et betydeligt indslag i denne cité d’artistes i løbet af 1890’erne. Ud over Hansen Jacobsen, som boede her i hen ved ti år, boede også Axel Hou, billedhuggerne Rudolph Tegner og Carl Johan Bonnesen, Annemarie og Carl Nielsen samt maleren Oscar Mathiesen her - foruden Jens og Bolette Lund. Længden af de enkelte kunstneres ophold varierede meget og kunne strække sig fra et par måneder til flere år [14]. Også den senere tegner ved Politiken Johannes Holbek havde til huse på boulevard Arago 65, da han lånte Hansen Jacobsens atelier, efter at parret var vendt hjem til Danmark.

»Cité Fleurie« var dog ikke en ghetto af udelukkende danske kunstnere. Det øvrige Skandinavien var rigt repræsenteret og formede samtidig en integreret del af det parisiske kunstliv. Af de franske beboere kan nævnes malerprofessor Jean Paul Laurens, art nouveau-keramikerne Jean Carriès og Paul Jeanneny, sidstnævnte var i øvrigt en ivrig samler af japansk keramik, samt fotografen og bronze-patinøren Jean-Fronçoi Limet, der arbejdede sammen med bl.a. Rodin, Bourdelle og Aristide Maillol[15].  Ikke mindst bør man bemærke, at også den schweizisk fødte grafiker Eugene Grasset, der skulle blive berømt for sine mange udkast til boligtekstiler, plakater, udkast til smykker og andre emner indenfor den dekorative kunst i en periode i løbet af 1890’erne boede i »Cité Fleurie«. Grassets stil var meget markant og blev senere indbegrebet af art nouveau, ikke mindst på grund af hans plakater. Som en integreret del af den franske kunstverden spillede Grasset også en rolle i tidsskriftet Art et Decoration. Det var desuden Grasset, der skabte kontakten mellem Hansen Jacobsen og vennen Auguste Rodin. Jens Lund har derfor  haft rig mulighed for at have et indgående kendskab til Grasset [16], omend hans kunstneriske stil ligger langt fra Jens Lunds mere drømmende og abstrakte motiver. Andre beboere var J. P. Laurens og Daniel de Monfried, som blandt andet blev besøgt her af vennen Paul Gauguin[17].

Netop Hansen Jacobsens bolig og atelier dannede ofte rammen om det selskabelige samvær mellem en del af de danske symbolister[18], og det var netop ved en sådan anledning, at Jens Lund mødte Johannes Holbek (1872-1903): ”Det var i Paris, at undertegnede første gang så Johannes Holbek – den 10. september 1897 – jeg husker datoen, fordi det var hos en fælles bekendt, den danske billedhugger Hansen-Jacobsen, hvis fødselsdag det netop var. Fra den dag stammer mit og Holbeks venskab”[19]. Også Lunds livslange venskab med billedhuggeren Rudolph Tegner (1873-1965) blev grundlagt her.

Miljøet omkring »La Cité Fleurie« har været frugtbart gennem den komplekse sammensætning af kunstnere af forskellig nationalitet og med meget varierende arbejdsområder. Dertil kom den store mængde af andre kunstnere i Paris, som man har kunnet stifte bekendtskab med på saloner og gallerier, gennem samtaler og den ikke ubetydelige omtale i dags- og ugepressen[20].

Den kunstneriske uddannelse i Paris - Académie Julian
I Paris lod Jens Lund sig indskrive som tegner og maler på Académie Julian på rue Faubourg St. Denis under Tony Robert-Fleury (1837-1911)[21].  Det var i 1890’erne ikke nemt for udenlandske kunstnere at blive optaget på det officielle franske kunstakademi, École des Beaux-Arts. For at komme ind der som udlænding var det nødvendigt med forbindelser og anbefalinger fra akademi og professorer, og ikke kun fra en “ubetydelig” privatlærer[22]. Istedet havde kunstnerne mulighed for at søge ind på Académie Julian - det største private kunstakademi i Paris med afdelinger flere steder i byen[23]. Dette var en mulighed, som mange benyttede sig af: i midten af 1880’erne var over 400 elever indtegnede [24].

Kendetegnende for Jens Lunds tre lærere, J. Jensen Egebjerg, Axel Hou og Robert-Fleury, var at de arbejdede i en forholdsvis traditionel akademisk naturalisme. Robert-Fleury (1837-1912) debuterede på Salonen i 1864 og holdt sig primært til historie- og genremotiver og enkelte af hans værker blev erhvervet til Palais du Luxembourg og rådhuset i Paris. Robert-Fleury underviste - ligesom de tre andre professorer på stedet; Bougereau, Boulanger og Lefèvre - også på Ecole des Beaux Arts, og de var desuden alle medlemmer af Salonens jury. Undervisningen på Académie Julian forløb efter traditionelle fremgangsmåder, hvor man først tegnede efter afstøbninger, inden man avancerede til modelklassen. Julian selv varetog den daglige drift af ateliererne og hyrede modeller, mens Robert-Fleury hver lørdag kom for at evaluere elevernes arbejder, fra tid til anden suppleret af “de førende kunstnere i Paris”, der kom “for at rådgive os”, som en tidligere elev har noteret[25].

Jens Lund fulgte undervisningen i godt et halvt år, hvilket ikke var meget, hvis man ønskede at sikre sig en relativt grundig, traditionel akademisk uddannelse[26], et ønske, som Lund ikke må have næret. Alligevel kan undervisningen på Académie Julian indirekte have været meget givende, idet han her har kunnet hente inspirationen og udveksle erfaringer  med  andre elever, som også har repræsenteret alternative orienteringer i det parisiske kunstliv[27].

I 1898 fik Jens Lund mulighed for at deltage på Salon de Societé Nationale des Beaux-Arts (SNBA) med nogle enkelte dekorative tegninger. SNBA var en progressiv og reformvenlig sammenslutning dannet i 1890 i opposition til den traditionstyngede Salon de l’Union Centrale des Artistes Française, der udstillede på Champs Elysses[28]. SNBA udstillede derimod på Champ de Mars, og havde blandt andet det erklærede formål at nedbryde grænserne mellem den dekorative og den finere kunst[29]. Jens Lund var repræsenteret med to udkast til gitterporte i afdelingen for arkitektur[30]. Bidrag af Hansen Jacobsen, som havde udstillet her siden 1892, var at finde i afdelingerne for skulptur, arkitektur og objets d’art, hvor også Rudolf Tegner var repræsenteret med en af sine store kandelabre[31].

Udstillinger og udgivelser
Jens Lunds ophold i Paris strakte sig frem til 1899. Hans hjemkomst til København blev bemærket gennem udgivelsen af »Forvandlede Blomster«, der blev mødt med såvel forundring som skepsis af den danske offentlighed. Samme år deltog Jens Lund med enkelte bidrag på et par udstillinger. I 1899 udstillede bogbinder Karl Køster et lille udvalg af unge kunstneres bogbind, herunder også Lunds bogomslag til »Forvandlede Blomster« samt til det klassiske værk »Hero og Leandros«[32]. Udstillingen var en optakt til  Verdensudstillingen i 1900 i Paris, hvor dansk bogbinderkunst foruden Lund også var repræsenteret ved Thorvald Bindesbøll, Joakim Skovgaard, August Jerndorff, Gerhard Heilmann, Hans Tegner og Alfred Larsen. Også Kunstindustrimuseet havde udstillet en lille samling af de genstande, der senere på året skulle sendes til den franske hovedstad, herunder også Lunds bøger.  

I 1901 gæstede Jens Lund Den frie Udstilling med maleriet »Herrens Herlighed« (1900) - oprindeligt tænkt som et udkast til et kirkevindue, samt en række andre tegninger. Dertil kommer ikke mindst en broderet kakkelovnsskærm udført efter kunstnerens tegning af hustruen Bolette Lund[33]. 

Rejserne
Efter en kortere periode at have været hjemme i København fulgte der på den anden side af 1900 en række år med stor rejseaktivitet. Han tog således sammen med vennen Rudolph Tegner af sted med Grækenland som mål. Et indtryk af rejsen får man gennem Tegner memoirer Mod Lyset, at han mødtes med Jens Lund i Athen. Et brev fra Johannes Holbek til Frejlif Olsen dateret d. 27. november 1901 fortæller dog, at de to allerede befandt sig sammen i Firenze. Holbek giver dertil en vurdering af deres kunstneriske gøren og laden:

... Maa jeg helst have skrevet til Tegner og Lund, som  stadig er i Florens, hvor  de  begge  maler og  tegner, som de kan bedst, efter Naturen og Antiken. Lund beklager sig meget over ikke at have gaaet  nogen Tegneskole igennem; men jeg tror, at han ved at slide i det, vilde faa en Bunke nye Former  og  Indtryk at  tære paa. Han er jo indenfor sin Ramme næsten virtuos, men Rammen er jo saa lille.
... og Aand mangler han (Tegner), ligesaalidt  som Lund, omend de to Aander er  meget begrænsede  ikke i receptiv men  i  produktiv  Forstand. Tænk dem  Lund  male  en rigtig lyslevende Tigger  paa Nørrebrogade, Baghus D IV, og Tegner male en Sylfide eller blot en Selskabsherre i Lakstøvler!
... Nu  skal jeg til  at skrive til  Lund og Tegner for  at faa dem til  at arbejde efter  de Ideer, jeg i min uendelige Stor-snudethed har for. Begge to er de rendt rigtig godt tør! [34]

Tegner erindrer en del af rejsen sådan her:

En Ven af mig, Tegneren Jens Lund, var nu ankommet til Athen, og sammen gik vi ad den hellige Vej over Klostret “Daphnis” til Eleusis.Tiden havde taget haardt paa “Mysteriernes” ældgamle Templer, hvortil det aarlige Festtog drog ud for at fejre Dionysos og beruse sig i Orgie og Ekstase. I Hovedsagen saa man kun de antikke Bygningers Grundris, men ude i Bugten rejste Øen Salamis sin Profil i Havet, hvor vor Kulturs Skæbne blev afgjort for snart 2500 Aar siden. Desværre begyndte min Ven at føle sig syg, da vi kom tilbage til Athenes Stad. Det vil sige, snart var han i straalende Humør, snart havde han høj Feber. En Nat blev jeg vækket af Lund, der stod ved min Seng. I afbrudte Sætninger bad han mig hente en Læge, medens Sveden perlede paa hans Pande. Jeg fik ham i Seng igen og skulde til at gaa, da han begyndte at raabe: »Jeg dør, jeg dør! Men skriv min sidste Vilje, nu straks, nu straks, før det er for sent!« Da dette betroede Hverv var fuldbragt, hældte jeg flere Kininpulvere i ham og forsvandt ud i Athens bælgmørke Gader. I den anden Ende af Byen ringede jeg paa hos Kong Georgs danske Dyrlæge, der havde Tilsyn med de kongelige Stalde. Han sov vist trygt, for længe maatte jeg raabe op til hans Vinduer, før han endelig viste sig og elskværdigt fulgte min Anmodning om at følge med for at redde den døende Kammerat. Da vi hen ad Morgenen stod ved Lunds Seng, hvor jeg havde forberedt mig paa at finde hans Lig, laa han smilende og tog imod os, forklarede at han var fuldstændig rask og veltilpas! Dyrlægen følte hans Puls, som han fandt normal. Men da jeg nødig ville være udsat for disse bestandigt voldsommere Udslag i hans Sindstilstand, der svingede mellem Himmel og Helved, blev det besluttet at indlægge ham paa Dronning Olgas Hospital. Her tog danske Sygeplejersker sig moderligt af ham, og det var godt, for han led af en begyndende Tyfus.
Fra Rudolph Tegners Mod Lyset  side 92-93.

Hjemrejsen førte dem over Kreta, forbi Catania og Messina på Sicilien og op til Napoli, hvor de ankom i april. Her forlod Tegner Lunds selskab for at tage hjem til Danmark[35]. Lund blev dog under de sydlige himmelstrøg, hvor han mødtes med sin kone og søsteren Martine, der havde holdt “Fru L. ved Selskab, medens Gemalen morer sig fjernt fra hendes trinde Side”, som vennen Holbek udtrykte det i et brev[36]. Tegninger i skitsebøgerne fortæller om besøg i blandt andet Firenze, Siena og Subiaco i løbet af foråret og sommeren. Præcist hvor længe Jens Lund blev i det italienske, vides ikke. Men da Johannes Holbek efter kort tids sygdom i maj 1903 døde, befandt Lund sig igen i Firenze, hvorfra han dog straks brød op ved nyheden om vennens bortgang.

Rudolph Tegner blev igen Jens Lunds følgesvend da rejsen i begyndelsen af 1905 gik til Spanien med start i Burgos. På deres vej så de blandt andet Cartuja de Miraflores, det monumentale kongeslot og kloster El Escorial, de kørte med skramlende tog over sletterne til Madrid, videre til Toledo, Alcazar, Cordoba og Granada, hvor de fascineredes af Nasrid-sultanens palads Alhambra:

Vi gaar ind i Maurernes tusindaarige Tempel, det største i Europa - holder alle Jordens Søjler Generalforsamling herinde? Smaragdgrønne, porfyrrøde og gule, brune, japisfarvede. En Skov af Søjler i lange Alléer danner Perspektiver, der fylder og bærer det udstrakte, kryptagtige Rum.

Arabesker og Mønstre af Marmor og Stuk dækker Lofter og Mure i Farver og Guld. Det glimter og lyner fra slebne Sten.
Et religionens uvirkelige Drømmeland, hvor Madonnaen hygger sig inde i dunkle Nicher, som Allah for længst har forladt.
                                                                Fra Tegners Mod Lyset side 113

Tegner og Lund fortsatte ad Spaniens sydkyst mod Sevilla over Ronda til Algeciras og Gibraltar, hvorfra de med damperen tog på dagsudflugt til Tanger i Marokko. En stor kontrast til briternes fornemme luksushoteller i imperialstil og torpedobådene i Gibraltars havn mødte Rudolph Tegner og Jens Lund på den arabiske side af strædet:

Foran os ligger en mægtig Plads fyldt med et Kaos af Mennesker, Dyr og Varer, indhyllet i  Skyer  af Støv og Snavs, hvorover Solen bager.
Stank  af  levende  og  døde  Substanser snuses i Næsen.  En Grød  af  skrigende,  talende, brølende, brægende, skrydende,  levende  Væsener:   Arabere, Negre, Kabyler, Hottentotter, klædt i Burnusser, Turbaner, Sække, Fåre-skind og ingenting. Heste, Æsler, Kameler, Okser, Faar, Hunde, Aber, Papegøjer, Hyæneunger, alt faldbydes.

Omkring Æventyrfortællere og Slangebesværgere sluttes Kres. Over trækul  steges  og  koges,  saa  den  hede, osende  Luft  brænder  i Struben.
Ungerne  vræler og slaas, løfter en stumpet Las og sender en gylden Straale ud i det glødende Sand.
Vi  tager  skitsebogen  op og  kradser  i  den.  Hvad er det? En Sten slaar ned lige ved, og saa rasler Stenene mod os og vore Tegninger. Vi maa fortrække. Rasende Fjæs og knyttede Næver omgiver os, og vi kommer op paa et fladt Tag. Hele  Pladsen kan overses herfra. Et Orgie i Farver og Sol.
Lidt af det, vi saa, kom alligevel paa Papir.
Fra Rudolph Tegners Mod Lyset, p. 117-118

Med fragtdamper gik det fra Gibraltar tilbage op langs den spanske kyst over Mallorca for at slutte den fælles færd i Genova på Italiens kyst, hvor de var ventet af Bolette Lund[37]. I 1906-7  rejste Jens Lund igen til Italien, mens han i 1909 besøgte Brügge - måske som optakt til oversættelsen samt udarbejdelse af illustrationer til Georg Rodenbachs “Det Døde Brügge” - samt Paris.

Tilbage i Danmark
Vel tilbage efter en del år med stor rejseaktivitet - i alt otte år havde han opholdt sig dels i Frankrig, dels i Italien - slog Jens Lund sig i 1907 ned på Strandvejen 157 i Hellerup, ikke langt fra Rudolph Tegners atelier på Lemchesvej. Rejselysten kom i de følgende år til udtryk i kortere ture til blandt andet Sverige, Frankrig og Belgien, hvor Jens Lund i 1909 udførte en række tegninger i Brügge - måske som optakt til udgivelsen af den symbolistiske kultroman "Det døde Brügge" af Georg Rodenbach, som udkom i 1912 i Jens og Bolette Lunds oversættelse og med illustrationer af Jens Lund.

Første Verdenskrig betød et afbrud i de næsten årlige udenlandsrejser, og i stedet fandt ægteparret Lund deres faste tilholdssted om sommeren på ‘Hotel Danmark’ i Marstal, hvor Jens Lund hentede motiver ved havnen og skibsværftet.

Separatudstillingen i 1909
Med undtagelse af de små gæsteoptrædener i forbindelse med Verdensudstillingen i 1900 og den på Den Frie i 1901 havde Lund ikke gjort meget i udstillinger herhjemme. Men i 1909 var tiden inde til en stor mønstring af hans kunstneriske produktion ved en separatudstilling i Den Fries udstillingsbygninger. Ophængningen var ordnet efter temaer med de drømmeagtige kompositioner adskilt fra de mere naturalistiske ”Studier efter Naturen”. Også Lunds bogbind var kommet med på udstillingen ligesom en enkelt pude med broderi udført af Bolette Lund. Udstillingen vakte stor opsigt i pressen.

Ekstrabladet var med fra første færd med foromtale af udstillingen og fulgte dernæst op med notitser, anmeldelser eller karikaturtegninger flere gange om ugen i hele udstillingsperioden, der varede en lille måneds tid. Anmeldelserne havde siden Lunds hjemlige debut i 1899 ofte fremstillet ham som lidt af en særling, ligesom hans kunst blev anset for speciel. Men i modsætning til anmeldelserne af Lunds bogværk ”Forvandlede Blomster” var stemningen dog efterhånden vendt fra det kritiske og meget skeptiske i forhold til hans mærkelige ”kruseduller” til generelt at være positive. På udstillingens næst sidste dag kunne Ekstrabladet oplyse, at over 5000 mennesker var gået gennem tælleapparatet til udstillingen.

Se karikaturerne fra Ekstrabladet i afsnittet Karikaturer fra dagbladene

Andre udstillinger og opgaver
Igen i maj 1910 vistes et udvalg af Lunds arbejder på en separatudstilling, som denne gang fandt sted i Winkel og Magnussens lokaler på Højbro Plads. Det drejede sig fortrinsvist om nye arbejder med motiver fra Brügge og Paris. Et enkelt maleri med motiv fra Paris’ gader kom desuden med på Charlottenborgs forårsudstilling. Den begejstring og iver, som man havde fornemmet i anmeldelserne af udstillingen året før, fortog sig efterhånden en smule, om end anmeldelserne generelt forblev anerkendende. Måske havde Lunds kunst efter den store mønstring på separatudstillingen i 1909 ikke længere nyhedens interesse. Men hans maleriske stil begyndte også at ændre sig. Fra at arbejde abstrakt i de tidligste arbejder i Paris begyndte naturalistiske elementer efterhånden at dukke op, og omkring 1910 begyndte de for alvor at slå igennem i hans kompositioner.

Livet igennem engagerede Lund sig i arbejdet med sin egen og sine venners kunst. I 1898 modtog Politiken en artikel fra Jens Lund omhandlende Niels Hansen Jacobsen - en artikel, der i høj grad også belyser Jens Lunds eget kunstneriske ståsted ved udgangen af det 19. århundrede. Da Johannes Holbek døde i 1903 arrangerede Lund i samarbejde med Niels Hansen Jacobsen en mindeudstilling på Den Frie med alt, hvad de kunne finde af Holbeks efterladte arbejder. Da Rudolph Tegner i 1905 præsenterede sit monumentale forslag til et mindesmærke over videnskabsmanden og nobelpristageren Niels Finsen, tegnede Lund vignetter til præsentationen. I 1918 skrev Jens Lund en kronik om Holbek med kraftige opfordringer til at genoptrykke Holbeks bogværker "Omkring Midlet" og "Tama Rex", som i starten af århundredet var udkommet med betydelig økonomisk støtte fra Jens og søsteren Martine Lund.

Under krigen begyndte Jens Lund at deltage i Grafisk Kunstnersamfunds ophængninger på Kunstindustrimuseet, og fra 1918 blev han valgt ind i foreningens bestyrelse, hvor han bestred posten som formand indtil sin død den 10. juni 1924.

Jens Lunds værker på Vejen Kunstmuseum
Trods sin deltagelse på udstillinger og enkelte udgivelser virker det ikke som om Jens Lund har levet af sin kunst - arven efter forældrene har sandsynligvis betydet, at han ikke var afhængig af salg. Ved hans død stod størsteparten af hans livsværk i hjemmet, og han har derfor kunnet efterlade hustruen en væsentlig del af sin produktion. På trods af en auktion efter Jens Lunds død fremgår det af hans enkes testamente fra 1939 (hun døde den 30. juni 1941) at hun ville testamentere mange af hans værker til Vejen Kunstmuseum, samt et pengebeløb “beregnet til Dækning ved Indrettelsen af fornøden Plads i eller ved Vejen Kunstmuseum til en formålstjenlig Anbringelse af Jens Lunds Arbejder”[38]. En del af denne plan var allerede realiseret, idet 30 tegninger og et maleri, samt tre keramik masker (sandsynligvis af Niels Hansen Jacobsen) var overdraget til Vejen Kunstmuseum[39]. Den største del af samlingen kom dog først til museet efter behandlingen af Bolette Lunds dødsbo først på året 1942, det vil sige efter Niels Hansen Jacobsens død. Og enkelte værker igen kom efter søsteren Martines død i 1953, f.eks. Rudolph Tegners bronzebuste af Jens Lund, modelleret i Paris i 1900.

Jens Gustav Lund
Fra Adolf Bauers "Snedkeres Tegne-forening af 1883" Kbh. 1887



















 

Ungdomsfoto af Bolette Lund, 1883 
Tönnies fotografiske Atelier Aalborg




















 

Axel Hou og Jens Lund: Tegneren Jens Lund. 1899

















 

Rudolph Tegner: Jens Lund og Johannes Holbek. 1900
Tilhører Tegners Museum.
Foto: Pernille Klemp



















 

Jens Lund og Rudoph Tegner i Tegners atelier på Lemchesvej
Foto: Rudolph Tegners arkiv



















 

Indgangen til Alhambra. Fra Jens Lunds skitsebog. Spanien 1905



















 

En Hottentotdreng, Tanger d. 22. 4. 1905
Fra Jens Lunds skitsebog




















 

Bolette Lund
Foto fra Niels Hansen Jacobsens foto-album