|
11 Astral Jeg længes undertiden saa
heftigt bort fra denne Klode, at det er, som var jeg fjernet Jorden. For
mit indre Øje hæver sig da en Verden, hvor Himlen altid er blaa, hvor
Løvet altid er lysegrønt og hvor min Dronnings Slot altid er lysende
hvidt. Du høje Dronning! Selv skinner du hvidest! Selv er du Lyset, Livet,
Kronen! Uendelige Skønhedsriger! Eders Pragt er sjelden som Nattens
skjulte Rigdom, der fødes, formes og forvandles i bølgende Uro. O evige
Ungdom og Sommer!
|
.gif){kind=small}
.gif){kind=small}