Akropolis

eg har mættet mine sanser og min Aand med dine Værkers Skønhed, Phidias! Jeg har set dem i det Land, under den Himmel, ved det Hav, omgærdet af de Bjerge, badet i den straalende sol, hvorunder de fødtes og hvor de hører hjemme. I Syden laa Jordens Paradis. Thi dér er Farver og Sol. Tindrende Lys, Bjerge af Bronze; Hav som Silke eller Krystaller eller Edelstene.

Paa en Klippe, højt over Byen, plantede du dine Templer, borte fra al Grimhed og al Smuds.
Hvor man aander frit og dybt! Hvor man ser op og inddrikker Salighed. Og du fyldte dem med store, vidunderlige Statuer af Marmor og elfenben og Guld. En verden kulminerer i dem.
Nu ligger Kongeborgen i Ruiner. Og under den en smudsig By og et skønhedsforladt Folk.
Ensom ligger Ruinen. Forladt af Guderne. Dog lever den. Skændet, sønderbrudt, i Undergang lever den. Thi dens indre Skønhed kan ikke dø, førend den sidste Marmorstump er ødelagt.
du mandagtige Parthenon. Den stolte Pallas Athenes Tempel! Og Erechteion! Det yndefulde, sammensatte. Karyatidernes lyse Palads.

En ung drømmerske staar yderst tilhøjre blandt Karyatiderne. Lys og slank ser hun ud over Havet. Jeg hilser dig, min fjerne Veninde! Din Skønhed er som den maaneklare Nats; naar alt forandres og Jorden forvandles og bliver en anden Klode; en skønnere, rigere, mere sælsom. Min Klode! Mit fjerne Rige! Mine Drømmes Land!
Hvor alt skælver. Hvor alle Former og Linjer, saa klart de end tegne sig, dog ikke er til at faa fat i. Som Toner stige de frem, brude voldsomt, tie, klinge atter dæmpet. En gaadefuld, dejlig Musik, der beruser min  Sjæl med sin evige, ufattelige Harmoni.

Tilbage