RAFAEL OG MICHELANGELO

Der er Dage, mørkere end Natten, hvor Livets rædsel gør mig syg, ulykkelig og hjælpeæøs.
En saadan Dag er Michelangelos Kunst.

En fast Flade laa foran ham. Jordskælv splinterer den. Hans Fødder vakler. Han styrter til jorden og presser Hænderne mod sine Øjne. ukendte stemmer hvisker og raaber til ham. Han føler sig slynget langt bort. Hans hænder bliver revet fra hans Ansigt. En vrimmel af Mennesker omgiver ham, og han stirrer paa dem uden at kende nogen eller noget igen.

Der, hvor han før saa' Tillid, føler han nu Mistro, Venskab, ser han, rummer troløshed; indtagende Smil, ser han, skjuler hvislende Bagtalelse; Lykke, ser han, betyder Ulykke. Hans Sjæl væmmes, og hans Legeme ryster som i Krampe.
Ensom, indesluttet i sig selv saa' han ud over Jorden som fra et Bjerg. I mægtige Syner drager Tiderne ham forbi. Han ser det ørkesløst larmende Menneskehav, hvorover en enkelt Skikkelse rager op, uformelig, forvreden, i Lidelse. og de runde Bølger søger forgæves at udglatte giganternes haarde Konturer. Han hører Profeter raabe i Ørkenen og ser Daarer blive kronede. Dissonans dynget paa Dissonans. I et lynmættet Nu gennemlever han Dommens tilintetgørende Gru. Og dog det hele én stor, uudgrundelig Harmoni.

Det er hændet mig, at Solen skinnede, som skinnede den for første Gang. Saa sydlandsk straalende, saa jublende, varm. Da strækker jeg mine Lemmer som en ung Tiger, og favner Himlen og Jorden. da er jeg Konge. Og mit Rige er Skønhedens Land.
Hvor Rosen vokser, den mørkerøde, livssvulmende, duftrige.
Hvor alt er Lys. og Sang og Vellyst og Farver. En saadan Morgen er Rafaels Kunst.

som Lyset i slebne Diamanter spiller, skifter og brydes Livets Mangfoldighed i disse Tvendes Kunst.
En Kunst, der er ophøjet, mægtig som deres Navne, Ærkeenglene, hvis Vingefang ingen har maalt. 

(Roma 1902)

Tilbage