Niels Hansen Jacobsen, Døden og moderen og H. C. Andersen I kataloget til Charlottenborgs forårsudstilling 1894 kunne man ved Hansen Jacobsens skulptur Døden og Moderen  læse teksten: Hun bøjede sit Hoved ned i sit Skjød, og Døden gik med hendes Barn ind i det ubekjendte Land. Det er en let omskrivning af den sidste linie i H. C. Andersens stærke eventyr for voksne om kærlighed, sorg, savn og erkendelse. Konkret handler det om moderen, der mister sit barn. Da døden henter det, sætter hun efter for at vriste det fra ham. Alt vil hun give for at få sit barn igen, men til sidst erkender hun, at Guds vilje er den største - større end hendes egen smerte. Ved som billedhugger at vælge at gengive det øjeblik, da Døden drager af sted, har Hansen Jacobsen lagt vægt på moderens smerte frem for hendes religiøse trøst. Han viser hende sammensunket på gulvet mens Døden stryger af sted bag hende. Skulpturen var første gang udstillet i 1893 i Paris på Société Nationale des Beaux-Arts udstilling. Den indbragte straks billedhuggeren fast medlemskab af udstillingsfællesskabet og samtidig den fine anerkendelse hvert år at måtte vise et værk af eget valg ’hors concours’ (uden censur). Men hvad var det, der fængede hos udstillingskomitéen? Hansen Jacobsen havde kort og godt ramt centralt ned i tidens behov for andet og mere end den skinbarlige virkelighed, som naturalismen havde præsenteret. Nu skulle man ind til følelserne og stemningerne. Her viste han for alvor, at han kunne tage livtag med noget så uhåndgribeligt som Døden. Fænomenet blev bragt i 3-dimensionel form ved at trække på den ældgamle tradition for knokkelmanden – her forfinet ved at spille i krydsfeltet mellem død og levende. Benene er senede men stærke, kroppen udslidt, men kunne have levet. Ved ansigtet sker der for alvor noget: Her står vi midt mellem liv og død – fra ansigt til kranie. Se, Døden han gør sin pligt, ikke brutalt men med en varsomhed, så barnet trygt kan sove videre. Det sker, at folk tror, at leen er hans våben, men nej. Den er sin tids plæneklipper, og viser ham som medarbejder i Vorherres Urtegaard. Tænk, om Hansen Jacobsen i dag skulle modellere en gartner på flugt med plæneklipperen på ryggen! Det fortælles, at modellen til Moderen var Hansen Jacobsens egen hustru, Gabriele. Hun var uddannet malerinde, men efter ægteskabet valgte hun at vie sin tid til at hjælpe sin mand. Hun blev en slags manager for ham. Hun fik dog også mulighed for at udfolde sig som keramiker. De to portrætrelieffer af Hansen Jacobsen, som hænger i stuerne på museet, er modelleret af Gabriele men formodentlig glaseret af hendes mand, der også har signeret værkerne. Hun omtales som en kvinde med udsøgt smag og var en stor støtte for Hansen Jacobsen som arbejdskammerat og kritiker. Han sørgede dybt over hende, da hun døde allerede som 40-årig i 1902. På skulpturen er hun gengivet i samtidens dragt. I lighed med plæneklipperen, der har afløst leen, kunne en moderne version af skulpturen i dag være en ung mor i lårkort nederdel, gamacher og et par udslidte Converse sportssko! Bag H. C. Andersens skildring af moderens livtag med døden fortælles det, at arbejdet kan have været påvirket af samtaler med vennerne Eduard og Henriette Collin, der i 1843 mistede deres datter Mimi. På samme måde kan man med historiens bagklogskab gætte på, at Historien om en Moder måske har haft særlige toner for Gabriele og hendes mand. Hansen Jacobsen fik ingen børn, hverken i første eller andet ægteskab. Døden og Moderen købt af brygger Jacobsen Efter Hansen Jacobsens store separatudstilling i 1901 tilbød billedhuggeren brygger Carl Jacobsen, at han kunne købe alle skulpturerne til halv pris, hvis han ville lade dem udstille offentligt. Carl Jacobsen købte dog i stedet to markante værker:  En Trold, der vejrer Kristenkød som blev opstillet ved Jesuskirken, samt Døden og Moderen. Resten af værkerne blev opmagasineret i kældrene under Christiansborg Slot, København. Døden og Moderen blev støbt i bronze med midler fra Albertinalegatet og opstillet ved Helligåndskirken. I 1966 måtte skulpturen flyttes, fordi Menighedsrådet ved kirken fandt den »dybt deprimerende«, og den blev i stedet opstillet i urtegården ved Petri Kirke.