Af Teresa Nielsen, museumsinspektør

Udbyttet af seminarer kan være meget svingende. Lejlighedsvis er snakken i pauserne det mest berigende, andre gange dukker en foredragsholder op, der på det nærmeste kan ændre ens syn på verden. Nogle gange er man så heldig både at få gode kollegiale kontakter og en masse fagstof med hjem. Det var til fulde udfaldet af en rejse til Finland først i maj 2004 – finansieret med en del af de midler, som Vejen Kunstmuseum fik af Jydske Vestkysten i forbindelse med tildelingen af Kulturprisen, januar 2004.

Simryn  Gill  (født 1959)  er  fra  Singa-pore,  og  skabte  i  1998  værket Self-Seeds, der  samme   år  indgik  i  den fascinerende samling på KIAS-MA, det moderne kunstmuseum i Helsinki.

Målet for turen var primært ”Nodem 2004”, et vellykket og udbytterigt seminar om nordiske museers anvendelse af elektroniske medier (hjemmesider, audioguides m.m.). Det blev afholdt på KIASMA, Helsinkis museum for moderne kunst. Det spændende hus er en hel artikel for sig og absolut en rejse værd – her bliver det blot til en smagsprøve på et af samlingens værker. Det består af et mylder af mere eller mindre eksotiske frøkapsler, der alle er gjort mobile på små legetøjsbilhjul!

Listen var lang over de andre mål, der skulle nås på de seks dage i landet – heldigvis havde en del af hovedstadens samlinger aftenåbent, så med en nøje tidsplan kunne mest muligt ses. Et udenbys mål måtte nås: Visavuori, billedhuggeren Emil Wikströms hjem og værksted. Det var billedhuggeren Pontus Kjerrman (ham der i 1995 lavede Vejen Kunstmuseums første julekalenderudstilling), der havde gjort opmærksom på stedet. Han havde ’fundet’ det for år tilbage under sit flere måneder lange ophold i gæsteatelieret på Sveaborg.

Flere havde varslet, at turen ikke var helt ligetil. Ikke kun skulle man finde den rigtige bus, men også tjekke, at den pågældende afgang servicerede en særlig strækning. Alt lykkedes, og efter et par timers rumlen i bus stod jeg af in the middle of nowhere med bragende sol og overraskende 20-25 graders sommervarme. Med fuglekvidder og forårsblomster til adspredelse gik turen efter de telefoniske anvisninger.

Ved billethuset dukkede den vikarierende leder op. Vi talte lidt om ’vore’ museer og jeg særligt om Hansen Jacobsen. Hun spurgte: ”Hvor boede han så under de mange år i Paris?” Svaret var på Boulevard Arago, og da jeg nåede til nr. 65, sagde hun, at dér havde også Emil Wikström boet. I kataloget til Vejen Kunstmuseums udstilling om franske art nouveau keramik, 1999, kan det konstateres, at jeg havde opdaget det under studieophold i Paris, men havde ikke skænket det en tanke, da målet med den aktuelle rejse til Finland primært havde været seminaret.

En fransk kollega, der er bosat i Helsinki, havde kort forinden fortalt, at hun havde identificeret fransk keramik i Visavuori, der kun har haft en faglig leder de seneste fem år. Et håb spirede om måske også at finde spor af Hansen Jacobsen. Og sikke en overraskelse - der var straks bid! Udenpå atelieret - midt mellem de to vinduer på siden af observatorie-tårnet hang et eksemplar af den Hansen Jacobsen maske, som også Museum für Kunst und Gewerbe i Hamborg har et eksemplar af! Opdagelsen gav blod på tanden og turen gik ind i boligen, hvor en ene ovn/kamin var kronet af en rigtig flot Hansen Jacobsen krukke og dertil var der på en hylde en lysestage, der kendes fra fotos og findes i alt fald i ét dansk privathjem. Både masken og lysestagen er lavet i form mens krukken er et unikastykke.

Sikke opdagelser! Helt høj af fundene traf jeg min kollega, der ikke anede, hvem Hansen Jacobsen var og kunne fortælle, at der var en anekdote om at masken skulle være lavet af Wikström til en kollega, der havde lært ham nogle særlige teknikker. Lidt er der nok om snakken, for vi ved, at Hansen Jacobsen hjalp og underviste sin svenske kollega på Boulevard Arago, Agnes de Frumerie, med støbearbejde. Men at masken er Hansen Jacobsens værk hersker der ingen tvivl om.

Det viste sig, at de fagfolk, der kun nyligt havde fået adgang til ’godbiderne’, også arbejdede sig ind på et omfattende arkiv med korrespondance, fotos og andre notater. Også der var der bid: Et brev på formfuldendt fransk fra Hansen Jacobsens første hustru, Gabriele, til Wikströms hustru. I betragtning af, hvor få breve der findes vedrørende Hansen Jacobsens liv og levned, var det en lykke at kunne drage hjem til Vejen med en kopi af Gabrieles skrivelse. 

Som arbejdet i arkivet på Wikströms museum skrider frem, er der kommet endnu flere brevkopier og endog fotos, hvoraf det ene her viser Niels Hansen Jacobsen og hans Gabriele i de grønne områder, der ligger som bånd mellem de tre rækker af bolig/atelierer på 65, Boulevard Arago. Min franske kollega gjorde i anden sammenhæng endnu flere opdagelser.

På Universitetsbiblioteket viste det sig, at de lå inde med flere af de breve, som Hansen Jacobsen i tidens løb havde sendt til sin finske kollega. Så selv om størsteparten af den danske billedhuggers egne papirer blev brændt ved hans død, får vi alligevel gradvist mulighed for at sammenstykke et billede af hans liv og virke takket være det, som han har sendt til andre.

Genredigeret af Teresa Nielsen, december 2005