Gårdejer Søren Alkærsig (1868-1943)
1934

Gips
40 x 32,5 x 25,5 cm
Inv. VKV 0175
Skænket til museet af Niels Hansen Jacobsen

Udstillinger
Den frie Udstilling 1935

Billedhuggeren og hjemstavnshistorikeren
De var nogenlunde jævnaldrende, de to vejen-personligheder, billedhuggeren Niels Hansen Jacobsen og hjemstavnshistorikeren Søren Alkærsig. Deres veje krydsedes jævnligt. I 1934 modellerede Hansen Jacobsen portrættet af Søren Alkærsig, der året efter skrev Vejen Kunstmuseums første katalog.

Ser De vi til kunstens hyldning
slagtet har en hanekylling
mægtig stor
- når vi nu skal ofret æde
bydes også De til sæde
ved vort bord.

Ser vi Dem ved aftentide
munter ind ad Døren skride
får De tak!
siden, efter mavens fyldning,
glemmes krise, kunst og kylling
for vor skak.


Udateret invitation fra Søren Alkærsig til Niels Hansen Jacobsen

At deres venskab var nært og hjerteligt fremgår af middagsinvitationen på vers. Den dukkede op i en kasse i Lokalhistorisk arkiv i Vejen. Billedhuggerens privatarkiv er desværre ikke bevaret, men det er hans fotosamling. Der findes gode billeder af de to personligheder både sammen og hver for sig.

1a-d. På denne stribe billeder ses Søren Alkærsig med sine kalve og køer på sin gård, Esmark, som han købte i 1920. Fotografierne er nok fra før 1928, året hvor Niels Hansen Jacobsens hustru Kaja døde – hun er formodentlig fotografen, hvis skygge ses på græsset i forgrunden af det ene foto.
 

2a+b. Her ses Alkærsig med åg og vandspande. Han og Hansen Jacobsen står foran ”Højhuset” i Hammer Bakker, billedhuggerens sommerhus. Da der ikke var indlagt vand, måtte de skiftes til at hente forsyninger. Disse fotos er formodentlig fra 1920’erne.

3. Her ses Hansen Jacobsen stående yderst til højre og Alkærsig ved hans venstre side. Forrest til venstre sidder billedhuggerens hustru Kaja og til højre Fru Brasen, Alkærsigs svigermor.
ny scanning fra frederik af 2-19

I Dansk biografisk Leksikon står følgende skudsmål om Søren Alkærsig:

”… en meget særpræget mand med et rigt jysk lune og noget idealistisk indstillet, men dertil urolig og ret stædig og stejl så samarbejdet med ham ikke altid var let. Af udseende, sprog og væsen var han bonde, og bøndernes fortidsforhold optog hans hovedinteresse så han levede sig ind i dem og skildrede dem i kernefuldt bondesprog. Han har vel ikke skabt nogen større produktion, men det er gode arbejder der foreligger fra hans hånd.”

Søren Alkærsig blev født på et lille vestjysk hedebrug, i Faster ved Skjern. Allerede som 7-årig måtte han ud at som hjorddreng. Hans søn, sportsjournalisten Søren Alkærsig nedfældede nogle af faderens barndomsminder i en artikel i Jydske Vestkysten den 26.5.1987: ” Ofte frøs vi ganske forfærdeligt, fordi vi ikke var klædt ordentlig på om efteråret, når storm og regn slog ned over markerne. Vi hjordedrenge søgte da i videst mulig grad at bjærge os ved at krybe ned i en plovfure på den nærmeste mark for dog at finde en smule læ for storm og regn. Men vi tjente da til et par træsko og vi fik jo da kosten, hvor end beskeden den så en var.” Som 17-årig kom han til at tjene på Melvanggård ved Askov. I samme artikel anføres: ”Gårdejeren dér, Niels Hansen, var en retsindig og klog mand. Han kunne godt se, at hans nye tjenestekarl, trods sine kun 17 år, var en klør, der ikke alene kunne tage sin tørn i den daglige bedrift, men også havde overskud til de mere åndelige værdier af livet. Han sørgede for, at Søren kom i forbindelse med Askov Højskole, hvor han erhvervede sine førte boglige kundskaber. Ikke ved et højskoleophold, men ved at anskaffe sig bøger på skolen og studere dem.”


  
Alkærsig kom på Vejstrup Højskole og siden også et par vintre på Askov Højskole. Efter en uddannelsesperiode var han friskolelærer i Højby på Sjælland i årene 1892–94, 1896–1901 var han lærer på Mellerup Højskole og 1903–09 på Vinding Højskole. I årene 1909–13 var han forstander for Kerteminde Højskole, som han selv bekostede og stod for at opføre. Senere virkede han i kortere perioder som lærer ved Krabbesholm Højskole og på Store Restrup.  

1915-20 havde Alkærsig en landejendom ved Bjert syd for Kolding, som han byttede for den lidt større Esmark ved Vejen. Slutteligt var han fra 1939 bosat som husejer i Brørup, hvor han døde. Søren Alkærsig gravsten kunne Hansen Jacobsen ikke udføre, da han allerede døde i 1941. Han huggede dog den, der i 1939 blev rejst over Alkærsigs førte hustru, Anna Elisabeth. Den står endnu på kirkegården i Vejen – den kan ses her på hjemmesiden i databasen over NHJs grav- og mindesten.

Ud over sine mange undervisningsopgaver var Søren Alkærsig forfatter og hjemstavnshistoriker. I årene 1927-31 var han formand for Ribe Amt Historisk Samfund. 1931-1938 var han redaktør af dets årbog. I Samlinger til jysk historie og topografi har han skrevet om dansk studehandel i det 18. årh. (1903) og om toldgrænsen mellem Nørre- og Sønderjylland (1904–05). Han leverede en del artikler til Højskolebladet, der blev trykt hos Konrad Jørgensen i Kolding.

Søren Alkærsigs hovedværker er Esbjerg Havn og By I-II (1909-14), Askov i Malt Herred (1934) og Vejen Sogn i Malt Herred I-III (1936-41).

Søren Alkærsig var gift to gange: Første gang den 14. april 1905 med Anna Elisabeth Brasen, født 15.6.1879 i Århus, død 25.3.1939 i Vejen, datter af intendant, senere stabsintendant, etatsråd Christian Emil Brasen (1841–1922) og Jenny Hedevig Charlotte Byberg (1849–1934). Anden gang blev han borgerligt viet den 30. september 1939 i Brørup med lærer Sørine Nielsen, født 13.2.1885 på Viborg-egnen, død 17.1.1967 i Randers. Hun var datter af teglbrænder Martin Nielsen (født 1853) og Ane Kathrine Johansen (født 1850).

Søren Alkærsig udarbejdede i 1935 sammen med Hansen Jacobsens en vejledning for besøgende til Vejen Kunstmuseum. Den indeholdte en artikel om billedhuggeren samt en gennemgang af museets samling. Klik her for at læse Alkærsigs tekst.

Alkærsigs levned er beskrevet af Salomon J. Frifelt i Fra Ribe amt, 1944, side 134-140, af Chr. Axel Jensen i Fortid og nutid XV, 1943–44, side 144, samt af Marius Kristensen i Højskolebladet 1938, side 504 etc. Hans søns erindringsartikel fra 1987 er angivet ovenfor. I dag har Alkærsig også en længere biografi på netudgaven af Dansk biografisk Leksikon.

Søren Alkærsig på sin gård Esmark i Vejen i 1920’erne



2a

2b


Anna Elisabeth Alkærsigs gravsten på Vejen Kirkegård, hugget efter hendes død den 25. marts 1939