Drikkebrønd
Tegnet i maj 1931, masken udstillet 1938

Sandsten, mursten, munkesten og granit
Midterfeltet i de rekonstruerede bænkanlæg: H 211, B 156 cm. Sidefelterne: H 115/118, B 211 cm
Det oprindelige sandstens maskefelt med kumme: H 111, B 77, D 57 cm.
Det hviler på en sandstensblok: H 42, B 46, D 42 cm
Sandstensdelene har inventarnummer VKV 0193


I forbindelse med 2013-14 omlægning af Museumspladsen genopstod i det nordvestre hjørne det bænkanlæg, hvis skulpturelle del billedhugger Niels Hansen Jacobsen omkring 1931 udførte til opstilling på Banegårdspladsen i Vejen. Den groteske sandstensmaske med kumme, har i mange år været muret ind i museets facade i det sydøstlige hjørne af Museumspladsen. Forhenværende vejformand Niels Johansen har fortalt, at han fandt sandstensstykkerne på kommunens materialegård i Vejen, og fik dem sat på Museumspladsen, hvor der endog blev indlagt vand. Der er i sommerhalvåret nu også vand i den nye opsætning, men det er IKKE drikkevand. Masken er koblet til det system, der cirkulerer vandet i Troldespringvandet. Museets formidler, billedhugger Sophus Ejler Jepsen, har tegnet et specialfremstillet skilt, der fortæller, at vandet ikke må drikkes. Her er kraniet indbygget som et memento mori – et minde om døden/det farlige i at man ikke må drikke det algebehandlede vand.
  I 1914 opførtes Niels Hansen Jacobsens atelier-museum i svinget ved indkørslen til Skibelund Krat. Bygningen blev i 1938 sten for sten ført til Vejen, hvor den i dag står som museets sydlige kuppelsal.


Gesamtkunstwerk’et – Skibelund atelieret
I tiden omkring 1900 førte dyrkelsen af kunstens dekorative aspekter til nære samspil mellem arkitektur og billedkunst. Idealet var, at møblementer eller skulpturel udsmykning inklusiv tekstiler, malerier m.m. blev integrerede dele af arkitekturen, så bygningen blev et ”Gesamtkunstwerk” (samlet kunstværk). Et af de mest helstøbte danske eksempler er arkitekt Martin Nyrops rådhus i København, som blev opført 1892-1905. Dér stod Hansen Jacobsens gode ven, Anders Bundgaard, for den skulpturelle udsmykning, der spiller tæt sammen med arkitekturen.

I sommeren 1914 indviedes i svinget ved Skibelund Krat en størrelsesmæssig langt mindre, men i udtrykket lige så monumental bygning i samme ånd – Hansen Jacobsens atelier-museum, der i dag står som Vejen Kunstmuseum sydlige kuppelsal med det oprindelige indgangsparti ud mod Lindegade. Det indre ottekantede rum er en kopi af skulptursalen på Den frie Udstilling i København. Den var Hansen Jacobsen i 1905 med til at opføre som medstifter af sammenslutningen De frie Billedhuggere, der ud over ham selv og Anders Bundgaard også var Rudolph Tegner og Viggo Jarl. Bygningen i København blev opført i træ. Den i Skibelund blev grundmuret med et enestående indgangsparti i en kombination af bindingsværk, munkesten og relieffer. Over indgangen ses billedhuggerkunstens skytsengel flankeret af hammer og mejsel, og på hjørnerne modellerede Hansen Jacobsen et par jætter direkte i fugtig beton.

  I den nordøstlige side af Banegårdspladsen i Vejen stod Niels Hansen Jacobsens drikkebrønd. Her kunne rejsende og forbipasserende slå sig ned. Anlægget blev etableret en gang efter maj 1931og blev nedtaget i midten af 1960’erne. Gengivet fra glaspladenegativ.

Bænkanlægget og den næsten symmetriske maske
Bænkanlægget er skabt i samme ånd, omend i mindre målestok. Bænkene er genopført i lys granit, men var muligvis trukket i beton. De ses sammen med en kombination af munkesten, pudsede flader og det skulpturelle midterfelt i den usædvanlig fine brogede sandsten. I ganske højt relief er hugget en næsten symmetrisk, maskeform med en slags stråle-horn i panden – i stil med dem, som Moses ofte skildres med. Under den kraftige pande og øjenbryn kigger et par fremtrædende kugleøjne frem over munden med fyldige læber. Derunder glider kæbe og hage over i ornamentbånd, der afslutter relieffet ned mod vandkummen. Undervejs brydes den strenge symmetri. Munden trækker lidt skævt og ornamentspidserne under munden er forskellige. Venstresidens lille og større S-former er til højre blevet til selvvoksende ornamenter uden for den overordnede symmetri. Kunstneren har bevidst brudt spejlingen for at ”tirre” beskuerens øje og for at undgå monotoni. Et tilsvarende greb ses i den nære ven, tegneren Jens Lunds 1898-hovedværk ”Nattens Blomst”, hvor den overordnede strenge symmetri brydes af en spirende form midt i kvindefigurens underliv – et billede på forplantning.

En skitse fra 1899
Det viser sig, at både ”Nattens Blomst” og en skitse til bænkanlæggets maske er fra samme tid. Masken blev første gang gengivet i 1899 i en tysk artikel om Niels Hansen Jacobsen skrevet af Julius Meier-Graefe, der i 1890’ernes Paris etablerede den toneangivende art nouveau-forretning ”La Maison Moderne”.[1]

Bænkanlægget i Vejen blev dog opført langt senere, men maskedelen blev siden hugget med afsæt i den gamle skitse fra 1899. I samlingen på Lokalhistorisk arkiv i Vejen findes en blyantstegning af bænkanlægget. Den er signeret i maj 1931 af arkitekt Frands Dahl-Nielsen (1902-1984). Det var ham, der et lille tiår senere tegnede byens dengang topmoderne bibliotek – bygningen, der i dag huser museets særudstillingssale.[2] Med afsæt i den målfaste tegning kan drikkebrønden tænkes at være opført i sommeren 1931. Nogle år senere viste Niels Hansen Jacobsen på Den frie Udstilling i København i 1938 som katalog nr. 185 ”Maske til en Fontæne”.[3]

Lokale borgere har givet et konkret bud på, hvornår bænkanlægget blev nedtaget. Birthe Klockmann, der arbejder med lokalhistorien, voksede op i Jernbanegade – en ikke længere eksisterende skrågade, der førte op til Vejen station (tegnet af Heinrich Wenck). Gaden forsvandt i midten af 1960’erne i en omfattende omlægning, hvor Torvegade blev til og Banegårdspladsen blev beskåret dér, hvor bænkanlægget stod. Masken og kummen må da være blevet stillet ud på materialegården.


Året er 1954. Fra venstre ses: Anna Skøtt, Helga Klockmann og Dagny Hansen med børnene: Egon Skøtt, Birthe Klockmann, Finn Hansen og Kirsten Hansen. De boede alle i Jernbanegade. Birthe Klockmann mindes, at børnene havde været til eksamen, eller sidste skoledag, og var derfor særlig fint klædt på.

Keramisk maske – ”Monstre de Mer”
II Skulptursalen på Vejen Kunstmuseum hænger en keramisk maske, der minder meget om drikkebrøndens maske. Begge er symmetrisk bygget op og har ”horn” i panden, men den keramiske maske er i lavere relief og har for neden en mere ansigtslignende form. Et hul ved munden antyder, at den også var tænkt til at kunne monteres med en vandspyer. Det fremgår af udstillingens katalog, at Hansen Jacobsen i 1898 på Salon Nationale des Beaux Arts i Paris udstillede gipsrelieffet ”Monstre de Mer” – et havuhyre. Det er tænkeligt, at det var den samme model, der blev gengivet i 1899 i den tyske artikel. Samme foto går igen i 1901 i kataloget til hans separatudstilling i Den frie Udstillings bygning, nr. 38: ”Havuhyre – Dekorativ Maske i Keramik til en Fontæne”. Hansen Jacobsens tanke har altså været at udføre drikkebrøndsmasken i stentøj – helt i tråd med århundredeskiftets glæde ved bygningsintegrerede keramiske relieffer. Men måske for at drikkebrønden bedre skulle kunne klare det danske vintervejr, blev den udført i sandsten. Den er dog også skrøbelig, og uhyrets underlæbe er da også væk – nok sprængt af frosten.

Teresa Nielsen, museumsleder, juli 2015, tilrettet december 2016 Kernen i teksten er trykt i Vejen Kunstmuseums blad ”Kunst omkring Trolden”, nr. 3, 2013




[1] Julius Meier-Graefe: ”Niels Hansen-Jacobsen” in Dekorative Kunst 1899 side 234-235. Tidsskriftet grundlagde han selv og var en tid med til at drive det. På side 261 er masken gengivet som: ”Architektonisch verwertete Trollfigur”. Det er ikke til at fastslå, om det sort-hvide foto er af et modelleret relief i ler eller gips – hugget i sten er det dog næppe.




[2] Blyantstegningen i Lokalhistorisk arkiv i Vejen af drikkebrønden er for oven betegnet: SKITSE AF BÆNK / MAAL 1:10. Den er for neden til højre betegnet: VEJEN I MAJ 1931 / F. DAHL NIELSEN. / KOMMUNE ASS.




[3] På Den Frie viste Hansen Jacobsen i 1938 en række ældre værker, så det betyder ikke, at masken dengang var ny. Men det synes sært, at han ikke noterede, at den var udført til opstilling på Banegårdspladsen i Vejen.

 



I forbindelse med nytænkningen af Museumspladsen i Vejen rekonstruerede murer Ove Andersen i det nordvestlige hjørne Niels Hansen Jacobsens drikke-brønd med munkestensrammen. Foto: Pernille Klemp  





Museumspladsens skilte om, at det springende vand ikke må drikkes, er specialtegnet af museets formidler, billed-hugger Sophus Ejler Jepsen.























Jens Lund “Nattens Blomst”, 1898.
Tilhører Vejen Kunstmuseum.






























I 1890’erne modellerede Hansen Jacobsen denne glaserede stentøjsmaske, der har mange træk til fælles med fontæne-masken. Tilhører Vejen Kunstmuseum, inv. VKV 0832.