THOR er er søn af Odin og Jorden og bor sammen sin kone Sif i Trudvang på gården Bilskirner; det er verdens største hus – med 540 gulv!
Thor er den stærkeste af aserne, for det er ham, der med sin hammer Mjølner skal værne menneskene mod alle de farer, som truer fra jætter, riser og andet troldpak; og mens Odin mest interesserer sig for jarler og andre stormænd, så er Thor guden for alle frie bønder. Han er stor og kraftig med rødt hår og skæg, og når han kører ud i sin vogn, der trækkes af de to bukke Tandgnost og Tandgnisner, så glimter lynene fra fælgene, og tordenen rumler fra hjulene. Så skal alle jætter nok holde sig væk, for de har mange fædre og frænder, som har fået kvaset skallen af hammeren Mjølner, der er lige god til at slå med som til at kaste med og altid af sig selv vender tilbage til Thor, når den har ramt sit mål. Han har også et par jernhandsker og et særligt styrkebælte, som giver ham dobbelte kræfter.

Rejsen til Udgårdsloke

Engang da Thor ville på troldejagt ude østpå ad Udgård til, og han havde Loke med i bukkevognen, måtte de hen under aften tage ind hos en bondemand for at finde ly for natten.
Det kunne de roligt gøre, for Thor havde maden med selv; han slagtede nemlig bare sine to bukke, flåede dem og gav kødet til konen, så hun kunne komme det i gryden.
Bonden havde to børn, Tjalfe og Røskva, og da kødet var færdigt, bad Thor dem alle sammen spise med af den gode mad, men de skulle passe på ikke at knække nogen af knoglerne. Men drengen Tjalfe listede alligevel sin kniv frem, og uden at de andre så det, flækkede han et af benene for at komme ind til den fede marv.
Næste morgen stod Thor tidligt op, samlede alle benene på de to skind og svang sin hammer Mjølner over dem – og se! Straks blev bukkene levende igen. Men den ene var halt på bagbenet!
Thor blev så gal, at han rynkede sine øjenbryn længere og længere fremad og nedad, indtil man næsten ikke kunne skelne hans øjne, men den smule, der var at se af hans blik, var slemt nok, så vred han var. Bonden og hele hans familie græd og råbte op af skræk og bad om nåde, for i sin harme knugede Thor Mjølner så hårdt, at hans knoer var helt hvide.
Så måtte Tjalfe jo gå til bekendelse; og da bonden stadig græd og lovede hvad som helst for at gøre det godt igen, lod Thor sin vrede gå over, og han nøjedes med som bod at tage børnene med sig som tjenere.
Det var i virkeligheden en stor ære både for bonden og for børnene, så han hverken turde eller ville sige noget imod det. Og siden da har Tjalfe og Røskva fulgt Thor – men bukkene lod de stå hos bonden.
De måtte så fortsætte til fods ud østpå mod Jotunheim og til det dybe hav, som de måtte vade over alle fire, både Thor og Loke og Tjalfe og Røskva.
Da de var gået op på land på den anden side, kom de til en skov, der var så stor, at de gik hele dagen uden at komme ud af den. Tjalfe var nok den, som var lettest til bens, og det var da også ham, som bar mad posen – den kunne de ikke undvære, for der var ikke megen mad i den skov.
Da mørket faldt på, og de skulle finde et sted at være om natten, kom de til et hus, der var større end stort. Døren sad i gavlen og var lige så bred som hele huset. Dér gik de ind og lagde sig.
Ved midnat kom der et stort jordskælv, jorden bølgede, og huset rystede. Thor vågnede og kaldte på de andre, og de famlede så rundt i mørket, indtil de fandt et side hus midt på langvæggen til højre. De tre andre var bange og skyndte sig at krybe derind, men Thor satte sig i døråbningen og holdt fast på sin hammer. Men hele tiden buldrede og rumlede det.
Næste morgen gik Thor ud og fik øje på en kæmpe, som lå og snorkede mellem træerne. Så var Thor jo nok klar over, hvor den torden stammede fra, som de havde hørt om natten. Han spændte sit styrkebælte og iførte sig sin dobbelte asekraft, Asmagin.
Men i det samme vågnede den anden og sprang op! Og efter hvad man siger, så var det den eneste gang, Thor ikke brugte hammeren med det samme.
Det blev ikke til andet, end at han spurgte den fremmede om hans navn. Han sagde, at han hed Skrymer ”- men dig behøver jeg ikke at spørge, hvem er; du må være Asa-Thor, det kan jeg nok se. Men sig mig; er det dig, der har taget min handske?” Og så bøjede han sig ned og samlede den op, og da så Tor, at den var det hus, de havde sovet i om natten, og at side huset var tommelen på handsken.
Skrymer spurgte, om de skulle følges ad, og det sagde Thor ja til. Men først ville Skrymer have sig noget morgenmad; de andre ville det samme – men de satte sig et stykke fra ham.
De enedes om at være fælles om maden på rejsen, så Skrymer kom det hele ned i sin mad pose, bandt solidt for den, tog posen på ryggen og gik så af sted i spidsen for de andre. Det gjorde han hele dagen – og det var nogle lange skridt, han tog.
Om aftenen slog de sig ned under et stort egetræ. Skrymer ville sove med det sammen, men sagde, at de andre jo kunne tage mad posen og spise til aften – og så lagde han sig til at snorke, så det rungede i hele skoven. Men da Thor ville åbne for posen, skete det utrolige, at han ikke kunne få en eneste af knuderne op, og alle remmene satte sig fast.
Da Thor blev klar over, at det ikke hjalp spor, blev han så vred, at han tog hammeren med begge hænder, gik hen til kæmpen og huggede ham i hovedet. Skrymer vågnede bare og sagde, at det vist var et blad, som var faldet ned på ham; han spurgte, om de var færdige med at spise, og om de ikke snart lagde sig.
Thor sagde, at de skulle lige til det; og så gik de alle fire hen og lagde sig under et andet træ – men de var ikke rigtig trygge ved det.
Ved midnat snorkede Skrymer så højt, at træerne stod og ruskede med grenene. Så rejste Tor sig, gik hen til Skrymer, svang hammeren og huggede den af al magt ned midt i nakkehvirvelen, så hårdt at han kunne se, at næbbet gik dybt ned i hovedet på ham.
”Nå, nå!” mumlede Skrymer, ”det var nok et agern, der faldt ned i hovedet på mig. Men hvad laver du her, Thor?”
Thor skyndte sig hen til sit eget træ og sagde, at han lige var vågnet, og at det kun var midnat, så de kunne sove længe endnu. Men han tænkte, at kunne han bare få givet ham et tredje slag, så skulle den karl aldrig få ham at se mere.
Han lå nu længe og lyttede efter, om Skrymer faldt i søvn igen, og lidt før daggry kunne han høre, at han sov fast. Så stod Thor op og løb hen til ham, han svang hammeren med sin fulde styrke og huggede den ned i tindingen, som vendte opad. Mjølner sank i til skaftet.
Skrymer vågnede og strøg sig over panden – mon det var nogle kviste, som var faldet ned fra træet? Men da han nu så, at Thor også var vågen, syntes han, at det var på tide at komme op og få tøj på.
Han fortalte dem også, at de ikke var ret langt fra den borg, som hedder Udgård. Han havde nok hørt dem hviske om, at han selv ikke var af de mindste; men når de kom til Udgård, ville de få nogle at se, som var større. Han ville ellers give dem det gode råd ikke at være for pralende; det brød hirdmændene hos Udgårdsloke sig ikke om, og da slet ikke fra sådan nogle småkravl som dem.
Det bedste, de kunne gøre, var vel for resten at tage hjem igen, men hvis de endelig ville, så gik vejen mod øst. Selv skulle han nordpå op over fjeldene; og så tog han mad posen på nakken og skråede ind gennem skoven.
Men aserne ønskede ham ikke på glædeligt gensyn.
Thor og hans venner gik ligeud efter næsen indtil middag. Da så de en stor borg ude på sletten; og den var så høj, at de måtte lægge nakken godt tilbage for at se det øverste af den.
De gik videre og kom til borge leddet; det var lukket med en låge med lås for. Thor tog fat i lågen, men han kunne ikke få den op. Men ind ville de, og så kantede de sig ind mellem tremmerne.
Nu så de en stor hal, og dér gik de ind.
Døren stod åben, og de gik ind og så en mængde folk sidde på langbænkene – de var rigelig store, de fleste af dem!
De gik nu frem for kongen dér, Udgårdsloke hed han, og hilste ham. Han hilste dårlig nok på dem, trak bare på smilebåndet og sagde: ”Det er gamle nyheder, som har været længe undervejs. Men det havde jeg nu aldrig troet; den lille fyr dér – skal det være Vogn-Thor? Men de er måske mere værd, end du ser ud til? Fortæl os, om der er nogle færdigheder, I er dygtig til, du og dine kammerater. For her hos os får ingen lov at være, som ikke kan et eller andet – og kan det bedre end andre!”
Loke gik bagest, og han sagde så, at han var parat til at spise om kap med hvem som helst her i hallen. Det mente Udgårdsloke nok også kunne være en idræt, hvis han da magtede det. Men nu skulle det komme an på en prøve! Han råbte ned til en, som hed Loge og sad i den anden ende af hallen, at han skulle komme frem og prøve kræfter med Loke.
Så blev der sat et stort trug med sulemad frem midt på gulvet; Loke satte sig ved den ene ende og Loge ved den anden, og så åd de løs, så hurtigt de kunne, indtil de mødtes på midten. Da havde Loke spist alt kødet ind til benene, men Loge havde ædt både kød og knogler og truget med. Så alle kunne se, at Loke havde tabt i den leg.
Udgårdsloke ville så vide, hvad den unge mand var god til. Tjalfe svarede, at han var klar til at løbe om kap med hvem, der end blev udpeget som hans modstander. Udgårdsloke syntes, at det var en fin idræt, men sagde også, at Tjalfe skulle være meget hurtig, hvis han skulle klare sig til den prøve. Men det kunne de få afgjort med det samme.
Han gik så udenfor, hvor der var en god, flad mark at løbe på, kaldte på en lille fyr, som hed Huge, og gav ham besked på at løbe om kap med Tjalfe.
De løb så første omgang, og Huge kom kun så meget foran Tjalfe, at han lige nåede at vende sig om mod Tjalfe i målet. Udgårdsloke sagde: ”Du bliver nok nødt til at gøre dig mere umage, Tjalfe, hvis du vil vinde den leg; men sandt at sige er der aldrig kommet nogen her før, som var hurtigere til bens, end du er!” De tog så banen én gang til, men denne gang var Huge så meget foran som et langt pileskud. Udgårdsloke sagde: ”Han er god til at løbe, den Tjalfe, men jeg tror alligevel ikke, at han vinder. Men lad os nu se, når de løber tredje gang.” De løb så igen, men da Huge denne gang var kommet i mål og vendte sig om, var Tjalfe næppe nået halvvejen. Så syntes alle, at den leg var prøvet grundigt nok.
Udgårdsloke spurgte så Thor, om han ikke ville vise dem nogle af sine færdigheder, når man nu talte så meget om hans bedrifter. Thor sagde, at han helst ville drikke om kap med en eller anden. ”Det kan nok lade sig gøre,” mente Udgårdsloke og råbte til mundskænken, at han skulle bringe det drikkehorn, som hirdmændene plejede at bruge, når de var blevet dømt til at drikke.
Nu fortalte Udgårdsloke, at det regnedes for godt drukket, hvis nogen tømte hornet i ét drag. Thor syntes ikke, at hornet var så stort endda; det var ganske vist lidt langt, men har var da også selv godt tørstig, så han drak løs og tog nogle gode slurke, så han tænkte, at han næppe ville have nødig at prøve en gang til. Men da han ikke orkede mere og tog hornet fra munden, så han, at det næsten ikke var svundet i det.
”Godt drukket,” sagde Udgårdsloke, ”Men det kunne have været bedre. At Asa-Thor ikke er bedre til at drikke, det ville jeg ikke have troet, hvis nogen kom og sagde det. Men det er vel din mening at drikke ud i næste drag?”
Thor svarede ikke; i stedet satte han hornet for munden og drak alt, hvad han kunne, og tænkte, at denne gang skulle det blive en større tår end før. Men han syntes, at han ikke kunne løfte den anden ende af hornet så højt, som han gerne ville, og da han så ned i det, var der ikke svundet mere, end at man kunne gå med det uden at spilde.
Nu sagde Udgårdsloke: ”Hvad er nu det, Thor? Mon du virkelig kan klare sidste omgang med alt det, du har levnet? Hvis du skal have drukket ud i tredje drag, så ser det ud til, at du har gemt det meste til sidst. Og hvis du ikke er bedre i de andre lege, så får du aldrig det samme ry her hos os, som du har hos aserne.”
Nu blev Thor vred for alvor; han satte hornet for munden og drak af alle kræfter og blev ved, så længe han kunne. Da han nu for tredje gang kiggede i hornet, var der da også en forskel fra før, men den var ikke ret stor. Så satte Thor hornet fra sig og ville ikke drikke mere.
”Det er let at se,” sagde Udgårdsloke, ”at du ikke er nær så stærk, som vi troede. Men der er vel andre idrætter, du vil prøve i? For denne her har du ikke fået ære af; det er tydeligt nok.”
Thor svarede, at han nok ville prøve noget andet, men han troede nu ikke, at det hjemme hos aserne ville blive kaldt for småt, det han havde drukket.
Udgårdsloke sagde: ”De unge mennesker her har en leg, som kan synes ringe nok: de løfter min kat fra gulvet. Det ville jeg slet ikke være bekendt at nævne over for Asa-Thor, hvis jeg ikke havde set, at du er meget ringere, end jeg troede.”
I det samme sprang en kat, som var ret så stor, ud på gulvet, og Thor gik hen og tog den under bugen og begyndte at løfte på den; men hvor meget han end løftede, blev katten ved med at skyde ryg. Til sidst måtte den dog lette på den ene pote, men da havde Thor også rakt sig, så meget han kunne; så nu måtte han opgive den leg. Udgårdsloke sagde: ”Det gik nøjagtigt, som jeg ventede; katten er stor, og Tor er lav og lille mod de velvoksne folk, vi har hos os her!”
Da sagde Thor: ”Så lille I end kalder mig, så kom nu frem, hvem der har lyst til at brydes med mig! For nu er jeg vred!” Udgårdsloke så sig om i salen og mente, at der nok ikke var nogen, som ville være bekendt at brydes med Thor; men til sidst kaldte han på sin fostermoder Elle. Hende kunne Tor brydes med, hvis han turde, men hun havde ellers kastet mange, der var større end han.
Nu kom en gammel kælling ind i hallen, og Udgårdsloke sagde, at hun skulle tage livtag med Thor.
Resten er snart fortalt, for i denne leg gik det sådan, at jo hårdere Thor tog fat, des fastere stod Elle. Så begyndte kællingen på sine kneb, og Tor vaklede og blev kastet hid og did med hårde tag, og ret snart måtte han ned at røre gulvet med det ene knæ. Så trådte Udgårdsloke til og bad dem holde op og sagde, at nu havde Thor vel ikke lyst til at brydes med flere af hans hirdmænd.
Det var nu også blevet aften, og Thor og hans venner blev budt til bords; de blev der natten over og havde ingen grund til klage – beværtningen var den bedste.
Næste morgen stod Thor og hans folk tidligt op, klædte sig på og ville af sted. Men så kom Udgårdsloke og lod dække op for dem – og det skortede ikke på noget, hverken på mad eller drikke.
Da de havde spist, fulgte Udgårdsloke dem ud og gik med dem uden for borgen. Da de skulle skilles, vendte han sig om mod Thor og spurgte, hvad han havde fået ud af sin rejse, og om han nogen sinde havde mødt en, som var mægtigere end han.
Thor ville ikke nægte, at han kun havde høstet liden ære af sit besøg dér. ”Jeg ved nok, at I vil sige, at jeg ikke duer til ret meget, og det huer mig ikke!” svarede han.
Men så sagde Udgårdsloke: ”Nu skal jeg sige dig sandheden, nu da du er vel ude af borgen, og så sandt jeg lever, skal du aldrig oftere komme herind med min gode vilje. Og du var min tro heller ikke sluppet ind, hvis jeg på forhånd havde vidst, hvor store kræfter du ejer. Det var nær ved, at du havde bragt os i den største ulykke.
Jeg har brugt trolddomskunster imod dig! Det var mig, du mødte først i skoven. Da du skulle åbne mad posen, havde jeg snøret den med troldejern; det var derfor, du ikke kunne få den op. Så slog du mig tre gange med hammeren, og det første hug var nok det mindste, men hårdt nok til, at det var blevet min død, hvis det havde ramt mig. Så du bjerget lige ved min borg og de tre firkantede dale i toppen af det? Det er mærkerne af din hammer! Jeg skød bjerget imellem for dine hug, men det så du ikke.
På samme måde er det med de lege, som I prøvede imod mine hirdmænd. Først den, som Loke var med i; og han var sulten og spiste godt, men han, som hedder Loge, var lue, ilden, og han brændte truget lige så hurtigt som kødet. Tjalfe løb om kap med Huge, men det var min hu, min tanke, og det var vel ikke rimeligt, at han kunne klare sig mod den i hurtighed.
Du drak af hornet og syntes ikke, at det sank i det; men det var min tro et under, jeg ikke havde forestillet mig kunne ske, for den anden ende af hornet var i verdenshavet. Det så du ikke, men når du nu kommer til kysten, kan du se, hvor meget du har drukket tørt!” – Det er det, vi kalder forstranden – ”Det var ikke mindre mærkeligt, da du løftede katten; og sandt at sige blev alle sammen bange, da de så, at du løftede dens ene pote fra jorden, for den kat var ikke, hvad du troede – det var Midgårdsormen, som ligger rundt om hele Jorden, og alligevel var den kun lige netop lang nok til, at dens hoved og hale kunne røre Jorden, og du selv løftede den så højt, at du næsten nåede himlen. I brydekampen var det også et stort under, at du stod imod så længe og kun fik det ene knæ i gulvet, da du brødes med Elle, for der har aldrig været nogen og bliver heller aldrig nogen, som ælde ikke får til at falde, når han bliver så gammel, at alderen trykker.
Men jeg vil sige det, som det er. Når vi nu skilles, vil det være bedst for begge parter, at du aldrig kommer og gæster mig igen. En anden gang skal jeg vide at værge min borg med samme slags kunster eller andre, så du aldrig skal få magt over mig.
Da Thor hørte alt det, greb han sin hammer og løftede den højt i vejret, men da han skulle til at slå, kunne han ikke se Udgårdsloke nogen steder. Derpå vendte han sig mod borgen og ville knuse den, men dér var kun en stor, smuk slette og ingen borg.
Så vendte Tor dig om og gik hjem til Trudvang.

Kilde: ”Nordiske Gude- og Heltesagn”, Fortalt af Niels Saxtorph s. 20-21 og 31-39

Tilbage