Johan Rohde Francis Becketts venlige omtale af ”Moder Jord” fik et kraftigt modspil i de ord af kunstneren Johan Rohde[1], der i 1901 kunne læses i tidsskriftet ”Tilskueren”: ”Værket bestaar af en temmelig plump kvindelig Figur i meget overnaturlig Størrelse; hun sidder paa og er fastvokset til et Klippestykke eller en Jordknold. I hendes Skød ligger i grimme Stillinger to Mennesker af omtrent naturlig Størrelse. Medens disse sidste er udførte i en vis overfladisk Realisme fra Slutningen af det nittende Aarhundrede, er Hovedfiguren i sin stive, ubevægelige Stilling og med det stiliserede Ansigt et Udtryk for en hel modsat Kunstopfattelse hen imod orientalsk Kunst.”[2]  …. ”En stor, kæmpestor Kvindefigur af en dvask og daarlig Form, i en ualmindelig hæslig Stilling med vidtskrævende Ben og med et Par afklædte Modeller i Skødet. Hvorfra man end betragter Værket, er det umuligt at opdage en eller anden dekorativ eller plastisk smuk Virkning. Der findes i Bogladevinduerne i denne Tid et Fotografi efter Gruppen: gengivet for øvrigt i sidste Hæfte af Tidsskriftet ”Kunst”, saa det maa vel være taget fra den mest gunstige Side. Det gengiver særligt det centrale. Hovedfigurens Skød, hvor tolv arme og ben mødes! det beviser mere end mange Ord den ganske forvirrende Komposition. Men man kunde saa vente, at Kunstværket bød paa store tekniske Fuldkommenheder; dog heller ikke i denne Retning er der nogen Grund til Glæde. Der er ikke den Haand eller Fod eller noget andet Stykke af denne Lermasse, som man kan pege ud som noget, der er særlig godt gjort. Disse Lemmer rummer jo hverken Muskler eller Knogler, Fingrene er runde, oppustede som Handskefingre, Ler, kun Ler uden indvendig Liv. – Et Monument har man kaldt Kunstværket, men maatte tilføje ’som ikke er monumentalt’; thi Størrelsen alene gør det ikke. Saa har man fremhævet som noget ganske særlig genialt dette Træk, at Hovedfiguren ikke løsner sig helt fra Baggrunden. Hvad nu symbolikken heri angaar, saa er den dog yderst banal, og plastisk set synes Indfaldet mindre heldigt. Men man har fundet heri et højst moderne Træk, ja man har endog taget Anledning til en Sammenligning med Rodin. Det forholder sig nemlig saaledes, at i en Del af Rodins Skulpturer er Figurerne ikke frigjorte eller løsnede fra den Marmorblok, de er huggede ud af. Dette, der naturligvis med Hensyn til selve Arbejdets kunstneriske Indhold er noget ganske uvæsentligt, staar i nøjeste Forbindelse med denne Kunstners hele Arbejdsmaade, hans direkte Forhold til Marmoret. Skal Figuren hugges ud heraf, maa den jo ligesom afskalles udefra, Lag efter Lag maa tages af Stenblokken, inden figuren kommer helt frit frem. Stanser nu Kunstneren for tidligt, er han bleven træt, eller mener han maaske paa et givent Tidspunkt, at han har faaet Hovedsagen med, og at han ikke behøver at gaa videre, saa kommer disse ’sammenvoksninger’, der simpelthen ikke betyder andet end, at Figuren ikke er bleven færdig; Opfindelsen er meget langt fra at være ny, hos ingen er den blevet mere berømt end hos Michelangelo, der jo saa ofte i Mismod lod et Arbejde halvfærdigt. Den Billedhugger, der derimod arbejder med Leret, følger den modsatte fremgangsmaade, idet han bygger Figuren op indefra udeefter ved at lægge paa, Lerklump uden paa Lerklump. Sammenvoksninger imellem Lemmerne bliver her noget kunstigt, noget forlorent, noget man nemlig maa lave. – Ikke desto mindre er der adskillige Kunstnere, for hvem en vis ydre Chikhed er Hovedsagen, der i stor Udstrækning praktiserer dette, men derfor har man ikke Lov til at kalde det moderne – et ogsaa for en Kunstner i mange Henseender meget godt tillægsord – eller Rodinsk. Rodin har endda yderligere den Undskyldning, at en stor Del af de Figurer, der er udgaaet fra hans Værksted, og som der her formodentlig sigtes til, er gjorte i et ganske bestemt dekorativt Øjemed, nemlig til som bærende Led at indsættes i en Porthvælving i et fransk Museum; de store Marmorblokke, som Figurerne ikke helt løsner sig fra, have en konstruktiv Bestemmelse i Bygningen. Men de godtfolk har saamænd aldrig forstaaet virkelig moderne Kunst, om de har set den, endsige Rodin: ellers vilde de føle den Afstand, der er imellem Ophavsmanden til Moder Jord og den store Franskmand, mellem den tomme og overfladiske Publikumskunst uden nogen virkelig ny kunstnerisk Form eller Idé og saa Rodins sjælefulde, tanketunge, sære, for Publikum saa lidet tilgængelige Kunst, imellem Balzacmonumentets sublime Mester og den Mand, der lod Ibsen og Bjørnsons latterlige Statuer dreje op paa Maskine efter et Par Dukkemodeller. Det er ubegribeligt, hvorledes Mænd, der har paataget sig at skrive om Kunst, har kunnet faa det Indfald, at sammenligne disse Kunstnere. Men hvilke Dybsindigheder har man ikke kunnet hitte paa denne Gang, hvad har man ikke kunnet læse ud af denne Figur? Hele Kunstens Historie f. Eks. Men overfor et Stykke Skulptur er det første fornødne dette: at kunne se! – Og man undres over, hvad det egentlig er, der i denne ’Moder Jord’ har kunnet henrive alle de mange Mennesker, der til daglig Brug kan gaa ganske uberørte og interesseløse forbi den mest sjælfulde Kunst; thi det kan dog vel ikke alene være de ti Læs Blaaler, som Kunstneren egenhændigt, efter, hvad man omhyggeligt har noteret, skal have stablet op, der er Skyld i hele Sukces’en.”[3] Klik her for at læse et uddrag af Knud Søeborgs respons [1] Johan Rohde (1856-1935) var en af de markante unge kunstnere med fingeren på pulsen – i eftertiden måske allerbedst husket for sine udsøgte sølvarbejder fremstillet hos Georg Jensen, hvor han var værkstedets centrale person. Med fin sans for det vigtigste i samtidskunsten rejste han gennem Europa og sørgede i 1893 for i København at lave en stor udstilling af Paul Gauguin og Vincent van Goghs værker – vel at mærke inden de for alvor nåede deres verdensgennembrud! [2] Tidsskriftet Tilskueren, 1901 side 162. [3] Johan Rohde ”Skulptur – En Mindretalsbetænkning” i tidsskriftet Tilskueren 1901, uddrag af side 165-167.

Auguste Rodon (1840-1917), Marmorskulp-turen "Le Main de Dieu" (Guds hånd) 1898