Ribe Amt

Her er vi i Ribe Amt, og her kan du læse nogle troldehistorier fra amtet ved at ned og klikke på teksterne. De står opført nedenfor, og har du lyst til at se, hvor i amtet der ellers er steder, hvortil der knytter sig sagn om trolde, så klik på Oversigter.

Kvie Sø
TIRSLUNDSTENEN
LØNNE TROLDEN

Kvie Sø

Ca. 3 km nord for Ansager

Søtrolden ved

Trolde holder ikke bare til i høje, også i søer og vandløb findes trolde, de såkaldte nøkker og søtrolde. En trold der boede i en sø, følte sig helt naturligt som konge af søen, og han forlangte ofte ofre af menneskene på egnen for at holde sig i ro og ikke øve trolddom hos dem .

Sådan en troldkonge boede også i Kvie Sø. Han var sådan set en venlig trold, der ikke generede bønderne på egnen, men han krævede et årligt offer, nemlig en kvie. Hvis ikke han fik sin kvie, tog han selv en. Sådan skete det engang, at et par kvier gik ud i søen, og trolden prøvede at trække den ene til sig med en bådshage. Det mislykkedes imidlertid, kvien stak af og trak bådshagen med sig. Bønderne syntes, at bådshagen var speciel og satte den op ved kirken som dekoration.

Det syntes trolden bestemt ikke om, al den stund at trolde ikke kan fordrage kirker. Så den følgende dag troppede trolden op ved kirken og forlangte sin bådshage igen. Det gik nok ikke så let endda, for han truede med at forlade søen, hvis ikke han fik vilje. Han fik til sidst bådshagen igen, men da var han blevet så vred at han slog den ind i kirkemuren, som revnede derved, - og så fløj han i øvrigt væk og er ikke siden blevet set ved søen.    

Kilde: ”Danske søer og vandløb fra sagn og tro” af Mads Lidegaard

Til top
 

Tirslundstenen

Stenen er Danmarks næststørste sten. Den ligger i nærheden af Brørup i Tirslund krat og er en kastesten.

I Vorbasse boede en trold, som af en eller anden grund havde set sig gal på Føvling kirke og ville knuse den. Han fandt da den kæmpestore sten og ville kaste den mod kirken. Nu er der temmelig langt fra Vorbasse til Føvling, men trolden må jo også have været en kæmpe, når han kunne kaste med så stor en sten. Så skete der det, at troldens bror kom, lige i det øjeblik, hvor han stod med stenen i hånden og skulle til at kaste. Broderen fortalte, at deres bedstemor var død og at der var en stor arv til dem. Det blev trolden glad over, men han mistede samtidig koncentrationen, så stenkastet mod Føvling fik ikke nær den kraft, som det skulle have haft. Derfor havnede stenen i Tirslund, næsten kun halvvejs.

Det fortælles desuden, at Harald Blaatand havde udset sig denne store sten som gravmæle for sin mor, dronning Thyra. Han bestilte så flytning af stenen til Jelling, men det voldte store problemer. Der blev lavet en jernslæde til at bære stenen, men troldene eller kæmperne, der skulle flytte stenen kørte fast med den og den blev stående, hvor den står. Det siges, at jernslæden endnu befinder sig under stenen.

Mange har også ment, at der befandt sig store skatte under stenen, og der har været forsøgt at grave efter den, men ifølge sagnene lykkedes det aldrig, derimod blev gravrøverne bagefter helt forstyrrede.

Kilde: Mads Lidegaard: Danske Sten fra Sagn og Tro

Evald Tang Kristensen: Danske sagn bind III 291 og 192

Til top
 

Lønne Trolden

Denne historie har vi fra Lønne Højskole, og det er en helt anden slags troldehistorie end eventyr og sagn, for den fortæller om den barske virkelighed, som resulterede i at folk fra Lønne fik deres egen præst brændt og kaldte ham Lønne Trolden.

Naturen ændrer menneskers livsvilkår. Regnen udebliver. Høsten slår fejl. Folk går fra gården. I gammel tid endte de som husmænd, landarbejdere eller på fattighuset.
Vi ved, at havet har ændret voldsomt på livsvilkårene langs hele Jyllands vestkyst. I Lønne, hvor denne historie udspinder sig, har havet vist sin magt igen og igen. I slutningen af 1500-tallet og første halvdel af 1600-tallet gik stormfloder ind over hele Vestjylland. Ved den værste omkom der alene i Ribe mere end tre tusind mennesker – og endnu flere køer og får.

I Lønne og nabosognene sydpå førte stormfloderne en sandflugt med sig. Gennem to hundrede år lagde sandet sig som et liglagen ind over markerne. Steen Steensen Blicher skrev om Lønne sogn, at det var som Sahara, - sand så langt øjet rakte. Sandet medførte straks den største fattigdom, sult og nød for folkene i Lønne. Livet var med eet slag lavet om for dem. 

I 1611 sætter Ribe-bøddelen, mester Mikkel, den 1. februar, ild på et bål. Der står et menneske på bålet. Det er en mand. Han er 72 år. Det er Jens Hansen Rusk, præst ved Lønne kirke. Bålet er ikke tændt som et glædesblus – for at holde troldene fra livet, men i dyb alvor. Det var ikke præsten, de brændte, det var Troldmanden fra Lønne.

Jens Hansen Rusk var kommet til Lønne som 30-årig i 1580. Måske har han glædet sig til at arbejde der som præst, men han måtte hurtigt se i øjnene, at han aldrig ville kunne skaffe føden ved at være præst i det sandhærgede sogn. Selv om han senere også får tildelt korn-tiende fra nabosognet Nørre Nebel, er heller ikke det til at leve eller dø af.

Derfor tog Lønne-præsten fat på at optræde som klog mand. Vi ved, at han optrådte som klog mand på markederne i Ribe, den store handelsby og markedsby. Og bønderne vidt omkring Lønne opsøgte ham, når de var syge. Han ”skrev noget for deres sygdom”, formentlig urtemedicin.

Det er sandsynligvis gået godt i de fleste tilfælde. Lønne-præstens medicin hjalp, og han lavede også små amuletter, som de syge skulle bære, - og de har nok også hjulpet!
Den dag i dag er der folk, der bliver hjulpet af kobber-armringe mod gigt – eller får fjernet kløe i knæleddet med en ulden snor om anklen.

Men der var dengang som nu en fare ved at tage sig af folks sygdomme. Det er ikke alle, der bliver raske. De fejlslagne behandlinger har for nogle folk gjort ham til en farlig mand, en troldkarl. Derfor var det heller ikke kun godsindede rygter, der gik om præsten Jens Hansen Rusk i Lønne, og det endte med, at han blev angivet som heks.
En kvinde, som hed Gunder Brixes, og som selv blev brændt som heks året før, havde sagt at hun i sin trolddom havde brugt en voksdukke, som hun havde fået Jens Hansen Rusk til at døbe, for at den kunne have mere trolddomskraft.

Vi undrer os i dag, men for datiden var det blodig alvor. Lønne-præsten var pludselig under alvorlig anklage, præste-kaldet blev taget fra ham og han blev stillet for retten.
Først blev Lønne-præsten stævnet til flere tingstævner i selve Lenet, det vil sige Vester Horne Herreds ting, som stadig ligger der i hel stand med tingsten, - tyvesten og kæmpehøj som dengang, lige ud til landevejen mellem Lønne og Varde. Sagen blev endda yderligere behandlet to gange i Viborg landsting, og hele retssagen tog hårdt på Lønne-præsten.

Han var nu over halvfjerds år gammel, hvad der dengang var en høj alder, og han var nedbrudt efter det lange fængselsophold.

Han blev spurgt, om han havde ”skrevet noget for deres sygdom” – det vil sige brugt magi til helbredelse. Om han havde brugt skrevne formularer, amuletter osv.
Jens Hansen Rusk var dog endnu ved mod. ”Jeg er en gammel mand og kan intet huske” sagde han. ”Jeg vil kun indrømme, hvis man kan fremlægge noget med min skrift”.

Et par bønder fra egnen var tingsvidner – men Hansen Rusk kunne intet huske. Det ville da også på det tidspunkt være mindst 15 år siden, han havde behandlet dem. Den ene af bønderne, Kristen Højbjerg fra Farup, kunne imidlertid for retten fremlægge en amulet, som han havde gået med om halsen. Han sagde, at han havde fået den af Hansen Rusk i Lønne.
Han aflagde desuden ed på en anden hændelse, som afgjorde sagen til ugunst for præsten.

Han fortalte, at han ved midsommertid engang i midten af 1590’erne mente sig forgjort (altså forhekset) fordi han havde ondt i ben og lemmer, så han ingen ro havde på sig.
En af hans bekendte, havde forelagt sagen for Lønne-præsten, som sagde, at han roligt kunne tage hjem, for Kristen Højbjerg skulle nok blive rask igen. Den syge skulle blot opsøge Lønne-præsten, når han Sankt Hans dag var i Ribe. Det gjorde han, og præsten gav ham en seddel med skrifttegn på. Sedlen skulle den syge bære på sig, så ville han få det bedre. Det gik også sådan. Så længe bonden bar sedlen på sig, fejlede han ikke noget, men sygdommen kom igen, da han en dag tabte sedlen. Han gik igen til Lønne-præsten, som skrev ham en ny seddel, som han siden havde båret, og i den tid havde sygdommen ikke plaget ham. Han viste sedlen frem og Hansen Rusk blev dømt for trolddom og til at lide døden på bålet.

I Lønne kirke findes stadig en prædikestol, som Hansen Rusk har skænket kirken, og som skulle være betalt med trolddomspenge.

Man sagde desuden, at den gamle kirke var kullet, fordi en trold blev gal på kirken og klokkerne og sparkede tårnet ud i Vesterhavet, hvor man grangivelig stadig kan høre klokkerne ringe ved aftenstid.

Kilde: Lønne Højskole

Til top

Tilbage