Tissøs tilblivelse

Historien om Tissøs tilblivelse
Syd for Kalundborg på Vestsjælland i smukke omgivelser ligger en af Danmarks største søer, Tissø. Dette er historien om, hvorfor Tissø kom til at ligge netop her og ikke ved Kundby nær Holbæk, som egentlig planlagt.

Sagen var, at der boede utrolig mange trolde og underjordiske væsener ved Kundby, og de var alle overbeviste hedninger. De brød sig derfor ikke om menneskenes mange kirker og slet ikke kirkeklokkerne. Man kan faktisk godt sige, at troldene var klokkeringnings-allergiske. Heldigvis for troldene var der endnu ingen kirke ved Kundby, og det var årsagen til, at så mange havde samlet sig netop der. Imidlertid byggede beboerne i Kundby en kirke, som, til troldenes store utilfredshed, havde en meget kraftig klokke. Dette var for meget for dem, og de besluttede sig for at flytte til Fyn, hvor de havde hørt, at folk skulle være mere ugudelige. De slog sig ned på Nordfyn, men det er ingen hemmelighed, at de længtes meget efter den skønne hjemegn ved Kundby. Troldene ville frygtelig gerne vende tilbage, men kun hvis kirken og den kraftige klokke blev fjernet, så man igen kunne få ørenlyd. De måtte gøre noget.

En dag traf een af troldene en mand, som han kendte, fra Kundby. De to kom i snak, og trolden bad manden gøre ham den tjeneste at tage et brev med tilbage. Det eneste, manden skulle gøre, var at kaste det ind på kirkegården i Kundby. Han måtte endelig ikke åbne brevet undervejs for at se, hvad det indeholdt, for så ville der ske en ulykke. For at manden ikke skulle blive fristet til at åbne brevet alligevel, forsynede trolden brevet med et laksegl. Manden vendte næsen mod Sjælland, men undrede sig hele tiden over, at der dryppede vand fra en lille utæthed under lakseglet.

Nu er en del vestsjællændere kendt for at være meget nysgerrige, og denne mand var én af slagsen. Undervejs kunne han slet ikke lade være med at åbne brevet, da han ikke kunne begribe, hvorfra vanddråberne kom. Langsomt trak han i snippen under lakseglet, så brevet gik op, men i det samme væltede vandet ud i en rivende strøm. Det var aldeles ubegribeligt, hvordan så meget vand kunne være i så lille et brev. Overrasket opdagede manden pludselig, at han var omgivet af vand. Det steg hastigt og dannede en sø, som blev større og større. Heldigvis nåede han at springe ind på land, og så måtte han ellers løbe så hurtigt, han kunne, for der var store bølger lige bag ham. Til slut lå hele Tissø udbredt i lavningen for hans øjne. Således fortæller historien, at Tissø blev skabt syd for Kalundborg i stedet for nær Kundby. Mon brevet stadig ligger på bunden af søen?

Kilde: “Gode historier”, Gorm Benzon.

Til top

Kværkeby

Ca. 5 km øst for Ringsted

De pukkelryggede skræddere
I Ortved nær Kværkeby boede der en skrædder, som var pukkelrygget. Han benyttede en vaskekone som boede i Kværkeby. Ligeledes boede der en pukkelrygget skrædder i Kværkeby, som benyttede en vaskekone i Ortved.

En dag havde Ortved-skrædderen været til vaskekone, og nu var han på vej hjemad. Da kom han forbi Tvillinghøjene på Ruskus banken og så, hvordan en af højene stod på gloende pæle, fordi troldefamilien holdt en fest med dans og musik. Trolden, som boede i højen, kom ud og indbød skrædderen til at danse med sin trolde-datter. Da de to havde danset lidt, klagede datteren over, at skrædderen dansede for tungt. Da sagde trolden: “Det skal jeg nok ordne”, og så tog han puklen af skrædderen og hængte den op på en knag, og heldigvis hjalp det på dansen, og skrædderen kom af med sin pukkel.

Nogen tid senere skulle Kværkeby-skrædderen til vaskekone i Ortved, og i byen stødte han på Ortved-skrædderen og blev meget forbavset over at se, at hans pukkel var forsvundet. Han udbad sig en forklaring på underet og gik samme aften til Tvillinghøjene og mødte trolden. Skrædderen blev ligeledes budt indenfor til en dans med trolde-datteren, men inden længe klagede hun over, at skædderen dansede for let. “Det kan jeg ordne”, sagde trolden og tog den pukkel, han havde hængende på knagen og satte den på skrædderen. Endelig passede vægten og han dansede tilpas. Sådan gik det til, at skrædderen i Kværkeby måtte gå med to pukler resten af livet.

Kilde: “Gyldendals Egnsbeskrivelser”, Bent Rying.

Til top

Asnæs

Ca. 20 km nordøst for Holbæk

Den velhavende trold i Esterhøj
I mange år havde der boet en meget velhavende trold i Esterhøj. Han var venlig, og folk i byen satte pris på ham. Foruden en kone og mange troldeunger, havde trolden en stor skat i Esterhøj. Inde i højen glimtede det af guld, sølv og ædelstene. Trolde er kendt for at give en god belønning, hvis man hjælper dem, og det gjorde Esterhøj-trolden altid.

Hver morgen og aften red trolden en tur på sin hest i byen. Hesten havde guld sko under hovene og var meget fornem. På en af troldens rideture tabte hesten sin ene guld sko. En kvinde fandt den glitrende sko, som hun hængte op på en pæl i nærheden. Trolden fandt skoen på hjemvejen og red straks tilbage for at takke kvinden. Som belønning kastede han noget, der lignede sildeskæl, i hendes forklæde. Kvinden kiggede underligt på trolden og rystede skællene af. Da hun kom hjem, havde de skæl, som var blevet hængende, forvandlet sig til pure gulvpenge.

De fleste trolde er hedninge, og det var Esterhøj-trolden også. I stedet for at sige “Gud-aften”, som dengang var kotume, sagde trolden “god-aften” til folk, han mødte på gaden. Trolden var bange for den ny, kristne gud, fordi han var større og mægtigere end ham selv. Han kaldte ham “Den store mand”.

En dag kom trolden på besøg hos Peder Madsen, som var en af hans bedste venner. Trolden manglede øl og bad om en tønde. Da han så, at Madsen havde tegnet et kors på den, blev trolden urolig og fik vennen til at fjerne det. Selvom Madsen var kristen, var de to stadig venner. Da han fik sin tønde tilbage, var den fyldt til randen med ekstra godt hjemmebrygget øl.

Senere på året var troldens hø sluppet op, og han bad igen Madsen om hjælp. Da Trolden nogen tid efter kom for at levere det lånte hø tilbage, tabte han en lille smule ved portindgangen. Madsen gik hen for at rive høet op, men måtte kalde på sin familie, for høbunken voksede og voksede. Den lille klat hø var blevet til tre store læs.

En nat bankede det på døren hos familien Madsen. Det var trolden, som kom for at hente konen på gården, da hans trolde-hustru skulle føde. Det var ikke første gang, konen skulle hjælpe med at bringe en trolde-unge til verden. Under fødslen holdt hun trold-konen i hånden, og så efter de andre trold-unger. Da den lille var født, så hun efter, om ørerne var spidse, og om halen var lang og lige. Hun vaskede ungen, viklede den i en varm pels og kogte suppe til den nybagte mor og barn. For sin store hjælp fik Fru Madsen fine og dyre gaver.

Kristendommen begyndte nu for alvor at blive populær i Danmark, og der blev ivrigt bygget nye kirker. Trolde er som sagt hedninge og kan ikke udstå lyden af kirkeklokker. Derfor var Esterhøj-trolden meget utilfreds, da han kunne se, at man ville bygge en kirke i Asnæs, tæt ved Esterhøj. Kirken blev bygget, og klokkerne ringede hver dag. Det blev trolden for meget, og en dag greb han en stor sten, som han kastede efter kirken men ramte ved siden af. Bedrøvet satte han sig ned i sin hule med hænderne for ørerne. Folk i byen så ikke noget til trolden i lang tid, men en dag bekendtgjorde han, at han ville rejse til Bornholm for at være fri for kirkeklokkerne.

Folk var nysgerrige for at få at vide, hvad der skulle ske med troldhøjen og de store skatte, som var gemt der inde. Under en stor sten ved højens indgang lagde trolden sin guldnøgle til Esterhøj og skattene. Da trolden var klar til afrejse, fik han øje på en smuk pige med langt, gyldent hår og store blå øjne. Han kaldte hende til sig og sagde: “Guldnøglen til Esterhøj ligger under denne sten. Åbner du højen, skal du huske at være meget stille.” Pigen takkede og tog afsked med trolden. Hun fandt hurtigt nøglen, og højen åbnede sig. Måbende udbrød pigen: “Der ligger skatten!” I det samme faldt indgangsstenen tilbage, og hun kunne ikke rokke den ud af stedet. Hun havde glemt, hun skulle tie stille.

Mange år gik, og det blev 1920, året for Danmarks genforening. Man besluttede at rejse mange mindesten rundt om i landet, og troldens indgangssten blev valgt til at blive udhugget og sat op på Esterhøj. Folk på egnen vidste, at man skulle være stille omkring stenen, ellers ville man miste skatten for evigt. Men stenen var stadig meget svær at rokke, og man fik brug for hjælp af Hr. Falck fra København. Da Falck lagde sin hånd på stenen, udbrød han: “Om du vil det eller ej, så skal du nok blive rokket!” Der hørtes en buldren under stenen, og alle blev klar over, at nøglen var sunket dybt ned i jorden og skatten tabt. Men stenen blev rokket og gravet fri. I dag står den på toppen af Esterhøj til minde om Danmarks genforening 1920.

Kilde: “Sagn fra Odsherred” af Adelheid Knaup.

“Danske sten fra sagn og tro” af Mads Lidegaard

Til top

Bøgebjerg

Bøgebjerg er en bakke, som ligger i nærheden af Reerslev på Sjælland. I bakken boede en trold, som godt kunne lide at blande sig lidt med folkene på egnen.
Engang lavede en bonde og en herremand den aftale, at de skulle dele høsten på en mark efter, hvad de hver især kunne høste. Den dag, hvor der skulle høstes, mødte herremanden op med en hel flok hovbønder, som skulle høste for ham. Da bonden kun var sig selv, siger det sig selv, at han sakkede bagud og kun fik en lille del i forhold til herremanden.

Så kom trolden forbi og så, hvad der foregik. Han spurgte bonden, om han ikke skulle hjælpe ham. ”Jo”, sagde bonden, ”men hvad skal du have for det?”. ”Du skal bare stille rigeligt med mad og drikke frem til mig, så skal jeg ikke have andet”, sagde trolden. Det gjorde bonden så, og trolden tog for sig af retterne. Han tog sig også god tid, og bonden så nervøst, hvor langt herremandens folk var med høsten.
Endelig var trolden mæt, og han gik så hen til herremanden og hans forvalter og spurgte, om de ikke skulle høste om kap. Det lod herremanden og forvalteren sig ikke sige to gange, de var med på et væddemål, og så gik de i gang.

Trolden havde en ganske speciel le, mon ikke det var det var en trolde-le, for han høstede med en sådan fart, at herremanden og forvalteren slet ikke kunne følge med, men blev til grin over for hovbønderne. Til sidst kunne de ikke holde til mere, de var mere døde end levende, og bonden fik langt den største del af høsten.
Der står seks bautasten på bakken, og til dem er der også knyttet et sagn. Det var seks mænd, der havde været i retten sammen med en skrædder i en sag om markskel. De svor falsk i retten for at vinde, men da de på hjemvejen kom forbi marken, blev de alle seks forvandlet til sten. Hvorvidt skrædderen også havde svoret falsk, vides ikke, men han står i hvert fald lidt fra de andre sten, som en skrutrygget, skæv sten.

Kilde: Morten Lidegaard: Danske høje fra sagn og tro

Til top

Pandekagestenen

Stenen er en stor sten, som ligger i skoven Bredevang i nærheden af Bro Mølle.

En trold fra Tissø kastede stenen mod Regstrup Kirke, fordi han var træt af at høre på kirkeklokkerne. Der var dog slet ikke kraft nok i kastet, for stenen landede i skoven.

Når der bliver bagt pandekager i kroen, der ligger ved møllen, vender stenen sig, for den kan så godt lide pandekager.

Kilde: Mads Lidegaard: Danske Sten fra Sagn og Tro

Til top

Trolden som skabte Sjællands Odde

På Høve Museum kan man oppe under loftet se kunstneren Birgit Krogh´s tolkning af trolden, der i sin tid huserede på egnen, og var med til at give det omliggende landskab sin form.

Til top

Grængebjerg

Grængebjerg ligger ca. 12 km øst for Skælskør i det nordvestlige hjørne af Kirkeskov, 2 km nordvest for Holsteinborg. I dag er det blot en bakke, men den var engang meget stor med 2 bronzealderhøje, som kunne ses langvejs fra. Når den i dag ikke er så høj, skyldes det, at der på nordsiden har været gravet grus i så store mængder, at højene en skønne dag faldt sammen. Kirkeskoven findes dog endnu på bakken.

I højen boede engang en trold. Det var en arrig trold, og han vogtede nidkær over skoven. Hvis han opdagede nogen, der stjal træ, sørgede han ved trolderi for, at de ikke fik træet med hjem. Vognen, som træet blev transporteret på, sank simpelthen ned i mudder og var umulig for hestene at trække fri, uanset hvor meget tyven piskede og råbte ad dem. Først når træet var lodset af igen, kunne vognen pludselig trækkes fri.

Trolden stjal bøndernes dyr, når det lod sig gøre. Når bønderne så kom ud i skoven for at lede efter dyrene, kunne de se Grængebjergtrolden komme riden på deres dyr, alt imens han hujede og skreg, og hvis bønderne ikke flyttede sig hurtigt nok, blev de simpelthen redet ned.

Alt i alt kan man ikke sige, at trolden ligefrem var afholdt på egnen. Han havde desuden den last, at han var umådelig dameglad, og han holdt sig ikke tilbage for at røve en smuk ung pige og føre hende hjem i højen. Der beholdt han hende i reglen en tid, hvorefter hun blev løsladt og kunne gå hjem, men pigen var som oftest helt ør og fortumlet i hovedet og kunne hverken sanse eller samle. Nogle af pigerne blev med tiden normale igen, men flere kom sig aldrig over det, men blev ved med at være underlige.

Skytten på Holsteinborg havde en køn kæreste, som boede i Bøgelunde. En aften, hvor han havde besøgt hende og skulle hjem igen, fulgte pigen ham på vej. De skiltes midtvejs og gik hver sin vej. Pludselig hørte skytten et lille skrig, og da han vendte sig om, så han Grængebjergtrolden slæbe af sted med kæresten. Nu var gode råd dyre. Skytten tog sit gevær, men han vidste godt, at kuglerne prellede af på trolden. Derfor rev han en sølvknap af sin vest og skød trolden med den. Sølv kan troldene nemlig ikke modstå. Trolden blev ramt og trak sig hylende bort fra pigen.

Pigen besvimede, men kom sig hurtigt igen. Værre var det, at hendes tøj lugtede så grimt af trold, at hun ikke kunne holde ud at have det på, og det hjalp ikke at vaske det, lugten hængte ved. Til sidst forærede hun tøjet til en gammel kone, hvis lugtesans ikke var så god, og hun var meget glad for de gode klæder, som hun gerne bar.

En aften var den gamle kone ude at spadsere, og i det samme kom trolden, som kunne lugte tøjet, og overfaldt hende. Han slæbte hende med sig til højen, men da månelyset et øjeblik faldt på den gamles ansigt, så han at det ikke var den pige, som han tidligere havde måttet give afkald på, og som han havde afsat duftspor på. Derover blev han så rasende, at han slængte den gamle kone fra sig, hun trimlede ned ad bakken, hvor hun blev liggende øm og forslået, lige til næste morgen.

Trolden havde en kæreste, en troldkvinde som boede i Hindhøj. Han havde imidlertid også en rival, nemlig trolden i Rolfshøj, og han var meget stærk. Rolfshøj trolden var meget jaloux, og en aften da Grængebjerg trolden ville besøge sin kæreste, lagde Rolfshøj trolden sig på lur og slog Grængebjerg trolden ihjel.

Derefter manede han ham ned i et hul, hvorfra der efter sigende den dag i dag siver en rødlig væske, og det siges at Grængebjerg troldens genfærd nu spøger på højen.

Da grusgraven bevirkede, at højene styrtede ned, fandt man adskillige skeletter inde i højene. Man mente selvfølgelig, at det var fra de mange mennesker, som trolden havde lokket ind i højen, og som blev der. Et af skeletterne bar en kostbar ring, og man antog, at det havde været en fornem jomfru fra en herregård i nærheden.

Kilde: Morten Lidegaard: Danske høje fra sagn og tro

Gorm Benzen: Gode historier

Til top

Skellerød og Englerup

Ca. 5 km syd for Ringsted

Skynd dig Kirsten!
“Kirstens Bjerg” ligger på en mark mellem to små byer, Skellerød og Englerup, syd for Ringsted. Inde i højen boede i gammel tid en trold kaldet Skynd. Han havde stjålet tre koner fra en mand i Englerup.

En dag kom manden ridende forbi højen, hvor han så en mængde dansende trolde. Pludselig fik han øje på sine tre koner i blandt troldene og råbte til sin yndling: “Kirsten, kom her hen!”. Trolden ville gerne vide, hvorfor manden ville tale med Kirsten. “Dette er min kæreste kone”, sagde manden, “jeg beder dig inderligt, at jeg må få hende tilbage”. Trolden føjede sig til sidst men kun på den betingelse, at manden aldrig ville skynde på Kirsten. Manden indvilgede og passede i lang tid på med, hvad han sagde. En aften, da konen var på loftet for at hente noget, syntes manden, det tog for lang tid, og han brød sit løfte til trolden, da han hvæste:
“Kirsten, skynd dig!” Idet han havde sagt disse ord, forsvandt konen. Hun måtte igen vende tilbage til troldhøjen, og denne fik derfor navnet “Kirstens bjerg”.

Kilde: www.sagn.subnet.dk
Mads Lidegaard: Danske høje fra sagn og tro

Til top

Boeslunde

Troldhøj eller Maglehøj (den store høj) ligger i Troldehoved skov, ca. 5 km nordvest for Skælskør. Engang lå der også i nærheden en Lillehøj, som nu er helt væk. Dengang var skoven befolket af mange trolde, som boede i højene. En fragtmand, Palle, som kørte varer mellem Korsør og Skelskør, har tit set trolde løbe omkring ved højene, når han kom der forbi ved nattetide.

En aften, da han kom forbi, så han en masse troldebørn lege på stranden. På højen sad trolden og hans kone og passede på de små. Palle hilste, og trolden spurgte om ikke børnene måtte få en køretur i vognen. Det havde Palle ikke noget imod, - det skal hertil siges, at Palle efterhånden var fortrolig med troldfolket, så han var ikke bange for dem.

Børnene kom op i vognen og Palle kørte af sted med dem. På et tidspunkt råbte troldefar til børnene, at de skulle hoppe af, for nu skulle Palle videre. Palle ville imidlertid gerne glæde børnene, så han vendte i stedet vognen og kørte dem tilbage, hvor de kom fra. Trolden blev rørt over det og sagde tak til Palle, og før Palle kørte videre, stak han en mønt i hånden på ham som tak. Da Palle senere kom hjem, så han at det var en guldmønt, som han senere solgte for ti dalere. Trolden sagde endvidere til Palle, at hvis han kom til at mangle en ny hest, så skulle han blot stille ved højen og banke tre gange på den store sten, som lå ved højen.

Så gik der nogle år, og på et tidspunkt kunne Palle se, at hans fjermerhest skulle udskiftes, da den var blevet for gammel og udslidt. Fjermerhesten er den hest, der går på højre side i et to-spand. Han kom så i tanke om troldens løfte og tænkte, at det var et forsøg værd. Han kørte derfor en aften ud til højen, gik hen til stenen og bankede tre gange på den.

Trolden kom ud og spurgte, hvad han kunne gøre for Palle. Palle mindede ham og det løfte, han havde givet om en ny hest, og trolden sagde, at det nok skulle komme i orden og bad Palle altid at være god ved hesten. Først ville han dog gerne, at Palle skulle hilse på hans kone. Hun kom ud til ham og takkede for de mange gange, Palle havde taget hende med til skoven ved Korsør, når hun havde besøgt sine slægtninge der. ”Det kan jeg ikke huske, at jeg har”, sagde Palle. Troldkvinden smilede og sagde, at hun naturligvis havde gjort sig usynlig, men at hun dog var med. Hun bød ham på kage og et bæger med noget at drikke. Det var skik på egnen at slå kors over brød, som trolde bød på, men det gjorde Palle ikke, fordi han syntes, at det kunne opfattes som en fornærmelse overfor troldkonen. Han spiste og drak og følte sig veltilpas herved.

Troldene gik ind i højen igen, men Palle havde ikke fået sig en ny hest. Han regnede med, at trolden havde glemt det, men syntes ikke han kunne være bekendt at banke igen på stenen, så han besluttede sig til at tage hjem med uforrettet sag. Da han kom hen til vognen, så han dog, at fjermerhesten var udskiftet med en ny, og den hest blev den bedste hest, han havde haft.

Nu gik der igen nogle år, men en aften, hvor Palle kørte ad Korsør til, traf han på trolden og troldkonen ved Maglehøj. De spurgte, om han ville tage dem med til Korsør skov og tilbage igen inden morgengry. Det ville Palle godt, og troldene fortalte, at de var meget utilfredse med menneskene der på stedet. De gravede i højene og havde næsten udgravet Lillehøj, hvor trolden havde sine stalde. De var kede af det og overvejede at flytte fra stedet. Da Palle senere havde sat dem af igen ved højen, gav trolden ham ti guldmønter.

Trolden roste ham i øvrigt, fordi han passede sin hest så godt, og han kunne se, at han havde været god ved hesten, som han havde givet Palle. Trolden sagde desuden, at han gerne ville have, at Palle afleverede hesten til ham igen, når han ikke havde brug for den mere. Han ville gerne være sikker på, , at den ikke kom til andre mennesker, som måske ikke var god ved den. Det lovede Palle.

Som årene gik, kom det tidspunkt, hvor Palle ville holde med fragtkørslen. Han kørte så igen ud til højene og bankede på stenen. Der kom ingen ud denne gang. Han tænkte på, at troldene havde snakket om at flytte, og at de måske slet ikke boede der mere. Han kunne altså ikke aflevere hesten, men da han kom tilbage til vognen, var fjermerhesten væk. Han så aldrig mere til troldene.

Kilde: Morten Lidegaard: Danske høje fra sagn og tro

Gorm Benzen: Gode historier

Til top

Terløse stenene

På Tersløse Mark på Sjælland kan man se to store sten. Der er i begge sten huller og fordybninger.

Sagnet fortæller, at trolden i Søbjerg Banke elskede troldkvinden i Tjørnetved Banke, og at der var et årelangt kærlighedsforhold mellem de to. Det holdt imidlertid ikke, de blev uvenner i en sådan grad, at de i stedet for at elske hinanden, nu hadede hinanden og bekrigede hinanden ved at smide sten imod hinanden. To store sten ramte hinanden i luften og faldt ned på engen på Tersløse Mark.

Hullerne i stenen svarer til troldenes fingre, og i den ene sten er der også en fordybning, der tyder på at stenen har været slynget i troldkvindens strømpebånd, sådan som troldkvinder ofte gjorde.

Det var kendt på egnen, at stenene ifølge overleveringer ikke måtte flyttes, så ville der ske noget ulykkeligt. Da kommunen i 1980 ønskede at lave en branddam, og den med fordel kunne ligge netop der, hvor stenene lå, fik de ejendommens ejer til at gå med at flytte stenene. Kort tid efter, at manden havde fjernet stenene, døde han. Stenene blev anbragt ved alderdomshjemmet, og branddammen blev gravet, men fik aldrig vand nok til at kunne fungere.

Kilde: Mads Lidegaard: Danske Sten fra Sagn og Tro

Til top

Tilbage