Viborg Amt

Her er vi i Viborg Amt, og her kan du læse nogle troldehistorier fra amtet ved at ned og klikke på teksterne. De står opført nedenfor, og har du lyst til at se, hvor i amtet der ellers er steder, hvortil der knytter sig sagn om trolde, så klik på Oversigter.

Lovns
BAUTAER I HØJSTRUP
Bulbjerg
BARSELSGILDET I JEBJERG
TROLDENS HAT
STEJLHØJ
DAUGBJERG DÅS

Lovns


Ca. 17 km nordøst for Skive

De usynlige tyve
Trolde og underjordiske er to vidt forskellige begreber. Trolde er naturvæsener, mens underjordiske er døde mennesker, som er blevet gravsat i høje. Det, de har til fælles er, at begge parter foretrækker at bo i høje. De ser helst, at højen er en naturlig høj, men hvis der ikke findes sådan en i området, kan en opkastet gravhøj også komme på tale.

I Lovns i udkanten af en plantage boede for mange år siden en flok trolde i nogle høje. Når hyrdedrengene var ude med dyrene, kunne de nogle gange se de små trolde stå på toppen af højene og spejde. Disse trolde var ikke de venligste af slagsen. Bønderne fik ofte uventet besøg på gårdene, hvor troldene hentede mad. Ved sådanne besøg, var de usynlige, og folk undrede sig over, hvordan det kunne være, at det altid svandt så hurtigt i madvarerne. Siden fandt de ud af, at det måtte være trolde, som var på spil.

En klog mand i byen foreslog, hvordan problemet kunne løses. Han fortalte, at trolde ikke kan passere korsets tegn. Han rådede gårdmændene til at låse al mad og værdigenstande inde og på døren tegne et kors. Troldene kunne nu ikke længere komme til maden, og blev meget gale. Som hævn tog de hyrdedrengenes dyr, som græssede ved højene. Andre gange pudsede de en hund på dyrene, så hyrdedrengene måtte fare rundt for at få samling på flokkene.

Derfor måtte man opgive al modstand, viske korsene væk og lade troldene tage, hvad de ønskede. Ingen ved, om bøndernes overgang til kvægløst landbrug var et modangreb!

Kilde: ”Gode historier”, Gorm Benzon.


Til top
 

Bautaer i Højstrup

Højstrup
Ca. 20 km nordøst for Thisted

Det forstenede brudetog
Der findes to forklaringer på, hvorfor der står en mængde oprejste sten ved Højstrup i Nordjylland. Den ene forklaring er, at det er en stensætning fra oldtiden. En anden forklaring er, at det drejer sig om et brudetog: For mange år siden levede en troldkvinde på egnen, og hun var blevet bestilt til at forhindre et bryllup. Mod god betaling lovede hun at klare sagerne. Da det unge par, sammen med familie, kom gående i brudetoget på vej mod Vesløs kirke, koglede troldkvinden over sagerne. Det endte med, at både brud, gom og de øvrige gæster sprang i sten. Altså, hvis man tror på denne forklaring, er stenene ved Højstrup ikke blot sten, men forsteninger af mennesker.

Kilde: ”Gode historier”, Gorm Benzon

”Danske sten fra sagn og tro”, Mads Lidegaard


Til top
 

Bulbjerg

Ca. 30 km nordøst for Thisted

Helhesten
Vendsyssel-trolde var kendt for at være vældigt hidsige og havde meget let ved at ryge i totterne på hinanden. Derfor havde de oprettet et Troldeting på en bakke, Bulbjerg. Trolde kom fra nær og fjern for at få drøftet alt fra alvorlige uoverensstemmelser til små bagateller. Førhen havde der boet trolde i bakken, som ofte blev hørt af menneskene, når de festede og sang. Et sagn fortæller, hvordan en trold, bosat i Bulbjerg, en juleaften bortførte en dreng:
 

En smuk karet standsede på gårdspladsen foran drengen, som var dybt optaget af sit arbejde. Nysgerrig spurgte drengen, om han måtte få en tur. Han hoppede ind i kareten, og den kørte væk. Først mange år senere vendte drengen tilbage, hvor han fortalte, at han havde opholdt sig i Bulbjerg. Her var han blevet sat til at passe troldens dyr og havde ikke kunnet slippe fri. Det havde været ensformigt, og han havde savnet at være sammen med mennesker. En dag, havde han fået en lys idé og havde stjålet en af troldens trebenede heste. Den kendte vejen ud af bjerget, og sådan gik det til, at den nu unge mand blev reddet ud af bakken af en hest.
 

Den trebenede hest, også kaldet ”helhesten”, er i folketroen tilknyttet dødsriget. Var det i virkeligheden hér, drengen havde opholdt sig i alle årene?
 

Kilde: ”Gode historier”, Gorm Benzo
”Danske høje fra sagn og tro


Til top
 

Barselsgildet i Jebjerg

Denne historie er fortalt af Henrik Kjærgaard. Han har i forbindelse med et Eu-projekt: ”Den Eventyrlige Blå Kuffert”, nedskrevet en række troldehistorier for børn, og vi takker for tilladelsen til at gengive historien.

Jebjerg
Ved Langå i Viborg amt


Barselsgildet
På en gård i Jebjerg ved Langå kom en trold en dag ind i stuen hos en kone, som sad og spandt.

Trolden står og ser lidt på konen, nikker og siger så:
”Du må følge med mig! Min kone ligger til sengs og skal føde. Hun kan ikke klare det selv, og jeg er ikke til megen nytte, så du må hjælpe til!”

Konen vil sådan set godt hjælpe, men hun er bange for at gå med trolden ind i højen. Hun har hørt om folk, der aldrig er kommet ud igen. Hun prøver at snakke udenom, men trolden virker så stærkt på hende, at hun til sidst går med.

Da de kommer til højen, åbner den sig, og de træder ind i en stue, hvor troldkonen ganske rigtigt ligger i sengen og skal føde. Konen har prøvet at hjælpe til ved fødsler før, så det varer ikke længe, før hun har hjulpet et lille troldbarn til verden.

Trolden følger hende nu hjem, og da de kommer til gården takker han hende og giver hende en sæk høvlspåner. Hun tager imod sækken og smider den hen i brændekurven.

Hun er så glad og lettet over at være hjemme igen, så hun ikke tænker videre over det med den værdiløse sæk, men næste morgen, da hun står op, ser hun, at høvlspånerne er forvandlet til guldstykker.

Nogen tid efter har konen selv født et barn, og der skal være barselsgilde på gården.

Manden synes, han er nødt til at invitere trolden med, fordi han betalte konen så godt, dengang hun hjalp troldkonen med at føde. Han vil godt nok helst være fri for trolden. Han er ikke tryg ved ham.

Manden begiver sig dog ud til højen og fortæller trolden om barnet og barselsgildet.

”Det lyder godt! Det vil jeg gerne være med til!” siger trolden. ”Men hvad skal der ske?”

”Ja, der skal være musik med trompeter og trommer!” fortæller manden.
”Trommer, det er lige som tordenvejr! Det er ikke så godt!” siger trolden og spørger:

”Men hvem kommer så med?”

Manden fortæller om alle gæsterne.

”Og så kommer præsten også!” siger han.

”Kommer den sorte med?” spørger trolden, ”ja, så kommer jeg ikke, men du skal få en barselsgave alligevel.”

Manden er lettet og glad over troldens beslutning, og på dagen for gildet går han ud til højen og giver trolden festmad, og manden får en pose sølvpenge i barselsgave.

Og siden hen levede de fredeligt med troldfolkene, og der var aldrig nød på den gård.

 Kilde: www.etek.dk/etekster/id0016.htm


Til top
 

Troldens hat

Denne historie er fortalt af Henrik Kjærgaard. Han har i forbindelse med et Eu-projekt: Den Eventyrlige Blå Kuffert, nedskrevet en række troldehistorier for børn, og vi takker for tilladelsen til at gengive historien.

Troldens hat
I Bjerring mellem Randers og Viborg skulle der være bryllup i en af højene. Der var inviteret trolde, elverfolk og nisser fra hele omegnen til fest.

Trolden, der skal giftes, er gået ud af højen et øjeblik. Han har lagt sin hat fra sig og sidder og kæmmer sit hår. Det er noget, som trolde meget sjældent gør, men han skal jo giftes, og derfor skal han være fin.

En mand kommer tilfældigvis gående forbi. Han standser op, idet han ser trolden, samler hatten op og spørger:

”Hvem er du?”

Trolden, der har sine tanker andre steder, bliver forskrækket, farer op og vil tage sin hat tilbage. Men manden vil først vide, hvem han er og tager for sjov skyld hatten på hovedet.

Han ser nu lige ind i først den ene høj, så den anden og ser, at troldene har travlt med alle mulige forberedelser til en stor fest. Han ser sale pyntet op og borde fyldt med mad. Han ser også en lille kraftig brud pyntet med smykker af guld og ædle stene.

Trolden forklarer, at han skal giftes og har travlt. Han trygler: ”Giv mig nu den hat, så jeg kan komme hjem og blive gift!”

Det vil manden ikke høre tale om, han har fået en bedre idé. ”Sådan en starut skal andre også ha’ at se!” tænker han.

Han har jo hatten, så han lokker trolden til at følge med til landsbyen.
Da de kommer til mandens gård, binder han trolden til en stolpe, og folk kommer for at se på ham. De morer sig over hans korte lodne krop på de små ben og hans kolossale hoved med den store næse og de store ører. De håner den lille mand og taler om, hvad de kan bruge ham til.

Da det har stået på en tid, kommer naboen forbi. Han har ondt af trolden og beder manden om at slippe ham fri.

Da det alligevel ikke morer manden mere at have ham stående på gårdspladsen, løser han troldens reb.

Trolden er nu fri og kan tage hjem og fejre sit bryllup. Han får sin hat, men inden han går siger han til naboen:
”I den gård, hvor jeg var fanget, skal der aldrig komme rigdom. Men i din gård skal der aldrig komme fattigdom!”

 Den spådom gik i opfyldelse.

Kilde: www.etek.dk/etekster/id0016.htm


Til top
 

Stejlhøj

Historien om Stejlhøj

Stejlhøj er en meget høj bakke, som ligger 1,5 km nordøst for Skive kirke og nord for Brudedale.

I højen boede en bjergtrold, som ustandselig forstyrrede kirkebyggeriet, medens det stod på. Han ville kun holde op med det, hvis han fik den første brud, der blev viet i kirken, når den var færdig.

Det fik han så lovning på, og som man kunne vente, kom han da også og røvede bruden ved brudegildet og hentede hende ned i højen.

Da der var gået et år, skulle den unge kone føde sit første barn. Trolden gik derfor til Brudedalgård for at hente hjælp. Brudens mor tog med ham og fik forløst sin datter i troldhøjen. Da moderen skulle hjem rådede datteren sin moder til at nægte at tage imod penge, for de ville dagen efter være forvandlet til ingenting uden for højen. Derimod skulle hun bede om at få nogle høvlspåner, som lå i en krog. Det gjorde hun, og det viste sig ganske rigtigt, at de dagen efter var forvandlet til guldpenge. Datteren fortalte også moderen, hvordan hun skulle slippe fri for trolden, når han havde kørt hende hjem.

Pigen kom aldrig ud af højen igen, men det fortælles, at trolden stillede hendes kiste i kirken, da hun var død. Det havde han lovet, da han fik lovning på pigen.

Kilde: Mads Lidegaard: Danske høje fra sagn og tro  

Kilde: Søndagsbladet 1908, Svend P. Jensen. “Efter folkemunde”. Her citeret fra Hans Helge    Madsens bog “Ejnar Nielsen eller Eventyret om Gjern”, Kbh. 1974, p. 37 - 38.

 

Mads Lidegaard: Danske høje fra sagn og tro


Til top
 

Daugbjerg Dås

Denne historie er frit fortalt efter Jeppe Aakjærs bog Po fir glowend Pæl

Færgefarten til Fur
Daugbjerg Dås, - dås er jysk og betyder høj - , ligger i nærheden af Kongenshus Mindepark, sydvest for Viborg.

I højen boede Daugbjerg trolden eller Daugbjerg bjergmanden, som han også kaldtes på egnen. Han boede der sammen med hele sin store familie og slægt, og det var både trolde, bjergmænd og gårdnisser. Det var venlige trolde og stod på god fod med folkene på egnen, men på et tidspunkt blev de trætte af egnen, det var ikke til at være der for kirkeklokker, kors og meget andet som kristendommen havde bragt med sig. Så bestemte Daugbjerg trolden sig til at flytte dem alle sammen til Fur, hvor de havde en gammel slægtning i højen Rødsten. Men hvordan skulle det gå til, for trolde kan jo ikke selv krydse vand. Jo hør nu her:

På samme tid gik der i København en lillejuleaftensdag en Sallingbo. Han trissede rundt i gaderne og var ked af det, for han længtes hjem til Salling – og specielt her til jul ville han så gerne være hjemme. På den tid var det en umulig sag at komme så langt på så kort tid, så den gode sallingmand måtte se i øjnene, at han skulle tilbringe juleaften i København, langt væk fra sine kære i Salling.

Så står der pludselig foran ham en mand, - det var næsten mørkt, så man kunne ikke se hans ansigt. Han spurgte sallingmanden, hvorfor han så så trist ud, og det forklarede han så manden. ”Nå ja, det er jo trist”, sagde manden ”men jeg kunne nu godt hjælpe dig med det, hvis du vil hjælpe mig med noget andet”. – ”Top”, sagde Sallingboen, som var parat til at gøre alt for at komme hjem til jul.

”Det kan ikke blive i aften, men hvis du vil være parat ude ved Vesterport i morgen aften ved samme tid, så skal jeg se, hvad jeg kan gøre”.

Næste aften stod manden fra Salling ved Vesterport og ventede, og se! den mystiske mand kom med to heste. De satte sig op på hver en, og så red de alt, hvad remmer og tøj kunne holde ud af København. Pludselig opdagede Sallingboen, at de ikke mere red på jorden, men oppe i luften. De red og red et par timer, uden at sig et ord til hinanden. Pludselig var Sallingboens hest lige ved at styrte, men kom på ret køl igen. ”Hvad var dog det” spurgte han. ”Tag dig ikke af det”, sagde Daugbjerg trolden (for ham var det nemlig) ”det som hesten slog sit ben imod, var bare det pjask til Viborg Domkirke”.

I løbet af en halv time var de hjemme til stor glæde for sallingmanden og hans familie, som nu kunne fejre julen sammen.

”Hvad er det så, jeg skal gøre til gengæld?” spurgte sallingmanden trolden. ”Jeg kommer tilbage en nat ved midnatstid, og så siger jeg dig, hvad du skal gøre” sagde trolden.

Sallingboen boede ikke ret langt fra nordfjorden, hvor der gik en færge over til den lille ø, Fur. En aften blev han vækket af en banken på ruden, og han tænkte straks: ”Her har vi nok manden”, og ganske rigtigt så stod Daugbjerg trolden foran døren, ja sallingmanden kunne jo ikke se ham, for det var så mørkt, men han genkendte ham på stemmen.

”Gå ind og tag tøj på og følg med mig ned til din båd”, sagde trolden. De gik ned til båden og trolden bad så om, at manden ville ro, det bedste han havde lært. Han gjorde som han blev bedt om, men undrede sig, for der var intet at ro med. Godt nok syntes båden at være tung at ro, men af last havde han ikke noget. Han roede frem og tilbage adskillige gange fra Salling til Fur, indtil trolden var tilfreds.

”Nå, nu vil du vel gerne se, hvad du har fragtet for mig i aften”, sagde trolden. Det kunne manden ikke nægte, for han var blevet ret så nysgerrig. ”Tag så din kasket af og tag min hue på”, sagde trolden, og da manden gjorde det, kunne han se et mylder af små nisser og trolde overalt. Det var hele bjergtroldens slægt, der var fragtet over til Fur, og der skulle de sidde og kukkelure den dag i dag. De fornærmer ingen og ingen fornærmer dem.

Til top

Tilbage