»En Trold, der vejrer Kristenkød«

Teresa Nielsen, Museumsinspektør, Vejen Kunstmuseum

Det hele begyndte sensommeren 1922, da formanden for Vejen Elektricitetsværk, snedkermester Søren Willadsen, fostrede idéen om i bymidten at forene det nyttige med det skønne: Da der til det nyopførte elværk skulle laves et kølebassin til det vand, der skulle bruges til nedkøling af turbinerne, kunne dette samtidig være et fontæneanlæg. Der førtes forhandlinger med bysbarnet, billedhuggeren Niels Hansen Jacobsen (1861-1941). Det kunne »for en overkommelig Pris lade sig gøre at faa et kunstnerisk udført Springvands-Anlæg etableret«.
 »Den lille Havfrue« versus »Trold, der vejrer Kristenkød«
Men hvordan skulle fontænen se ud? Et udvalg var på besøg hos byens mægtige mand, direktøren for Alfa Margarine, Olav Vang-Lauridsen for at se »Den lille Havfrue« fra 1901. Siden gik udflugten til billedhuggerens atelier i Skibelund Krat for at se »En Trold, der vejrer Kristenkød«. Meningerne var stærkt delte. I sidste ende var der regulær afstemning om to væsensforskellige værker. I betragtning af fontænens centrale sagde Olav Vang-Lauridsen: »Jeg ser helst, at der paa denne Plads opstilles noget, der er mere yndefuldt.. - Trolden giver jo absolut intet Skønhedsindtryk. Det er rigtig nok, at dette Arbejde er karakteristisk for Kunstneren, men der er andre hensyn at tage.« Helt anderledes stemt var fortaleren, realskolebestyrer Peter Hauge, der på det afgørende sognerådsmøde hævdede, at »Hansen Jacobsens Arbejder frem i Tiden vilde blive anerkendt … Vælger vi Trolden, saa vil Vejen komme i alle Landets Blade.« Han tog ikke fejl! Året efter kunne man læse om indvielsen i samtlige danske aviser. 
Seks sognerådsmedlemmer stemte for trolden, og fire valgte ikke at stemme, heriblandt Olav Vang-Lauridsen. Selv konstaterede billedhuggeren formildende under arbejdet med fontænen:
 »Man kan da ikke hælde en skikkelig Havfrue over med varmt Vand! En arg Trold maa derimod finde sig i at være udsat for lidt af hvert!«
Det var et godt valg at følge kunstnerens indstilling. Dermed fik Vejen - frem til springvandet holdt op med at være kølebassin - et i skandinaviske sammenhænge enestående springvand. Takket være det brandvarme vand fra elværket, kunne det springe året rundt. Netop her havde kunstneren på fornem vis set mulighederne i opgaven. Kom man til springvandet en frostkold vinterdag, ville Trolden stå i sit rette element, i dampen fra det brandvarme vand. Med frosten forstærkedes det kunstneriske udtryk - Trolden fik »Vinterpels«
- et islag, der understregede Hansen Jacobsens kantede formsprog.

Arbejdet udføres
Helhedsvirkningen ridsede billedhuggeren op i maj 1923: »I midten den arge Trold, der kommer listende, vejrende Menneskeblod. Forsigtigt sniger han sig fremad, holdende lidt igen i sin egen Hale. Uden om findes saa de otte Drager, der dukker op af Vandet og oversprøjter Trolden med Vand. Frænde er Frænde værst, siger man jo, og det bliver et Billede paa, at Hund og Kat ikke kan forliges.«
I midteraksen fra Elværket lagde billedhuggeren et aflagt ottekantet bassin med Trolden som midtpunkt. Skulpturens orientering har en særlig pointe, som ingen steder er omtalt. Hvis Trolden fik lov til at forlade sin sokkel og gå i lige linie frem efter næsen, ville han ende ved Vejen Kirke, hvor han - i alt fald om søndagen - kunne være sikker på at få bid!
I løbet af vinteren fremstillede Hansen Jacobsen små modeller af springvandets figurer. En enkelt findes i dag på museet - en turkisglaseret stentøjsmodel. Ser man på Axel Hous portræt af billedhuggeren fra 1906 afslører vasen på billedet, at kravlende øgler allerede da (og formodentlig modelleret tilbage i 1890’ernes anden halvdel) var et motiv Hansen Jacobsen havde arbejdet med.

I løbet af foråret 1923 fortalte han: »Nogen egentlig Model har jeg ikke haft at gaa efter med Hensyn til disse Drager. Jeg har nøjedes med en løselig Skitse. Og hvad Tudserne angaar, er det samme Tilfælde.« At han har haft glæde af at studere gotikkens fabelvæsener er ingen hemmelighed, dertil er hans øgler lidt i slægt med dragerne på kanten af Joakim Skovgaards og Th. Bindesbølls springvand på Rådhuspladsen i København.

Allerede oktober 1922 var Hansen Jacobsen ved at gøre klar til støbningen af Trolden. Han har formodentlig, i stil med Gustav Vigelands Frognerparken i Oslo, Rudolph Tegners Finsenmonument og Anders Bundgaards Gefionspringvand, forestillet sig bronze-trolden i samspil med en kumme af granit. Det har budgettet ikke kunnet bære. I stedet udførte han bassinkanternes skulpturer direkte i våd cement. »Jeg har fået konstateret, at det er langt lettere og ulige mere behageligt at arbejde med plastisk Ler end med Cement. Leret slider da i alt fald ikke Huller paa Fingrene!«
Desværre har ‘tidens tand og andre tænder’ slidt hårdt på cementkummen. Den står nu overfor en storstilet renovering. Skal dette enestående anlæg - om hvilket Asger Jorn i 1964 sagde: »Jeg anser disse figurer for noget af det betydeligste, der er lavet i europæisk skulptur i denne periode« - bevares for eftertiden, skal det genskabes i granit, en opgave til 3-4 millioner kroner.

Afsløringen i 1923
Afsløringen fandt sted fredag den 13. juli kl. 19, »saa alle kan være med«. Der blev trængsel blandt de 3000 fremmødte - en blanding af byens borgere, udenbys gæster, samt lærere og elever fra Askov Højskole og Skibelund Efterskole. Sognerådsformanden Jens Kr. Madsen sagde bl.a. i indvielsestalen: »Det Kunstværk vi her staar overfor, og meget mere af det Hansen Jacobsen har skabt, synes mig i mangt og meget en Legemeliggørelse af det Fantasien saa i Tællelysets Skær [da taleren selv var barn], og nu som da gribes man af det og stirrer ind i en Verden af noget overnaturligt, ind i noget, der giver Tanken Flugt, bort fra Dagliglivets ofte haarde og slidsomme Virkelighed. Vi trænger til dette og ikke mindst i Stationsbyens graa Ensformighed. … Naar nu Dækket falder, saa tror jeg at turde sige, at vi alle staar med Følelsen af, at det, vi her ser, vil bidrage til at gøre vort Liv rigere og at det med sin stille Tale Slægt efter Slægt vil fortælle om den Fantasiverden, der hørte svundne Slægtled til.« Sognerådsformanden lod dækket falde og vandet springe. Derefter fik Jeppe Aakjær ordet.
Med en klar parallel til Vejen roste Aakjær fortidens sydlandske byer, »hvor en djærv Kunstner i Forbindelse med en forstaaende og formaaende Borgerstand af sønlig Kærlighed til sin Fødeby skaber noget storladent og skønt for alle Tider, der sætter just denne by en Fjer i Hatten.« Aakjær nåede frem til Troldespringvandet og udbrød: »Hvor er det ikke en prægtig Idé, hvem der saa har undfanget den, at lade en Vandstraale, der har ligget og aset sig skoldhed mellem oljet Metal og rasende roterende Staalhjul, pludselig under en ret Vinkel bryde ud af Væggen og gøre Kunster paa Plænen. Vi raaber til den stakkels sydende Djævel, og straks kommer han op af sit Gemme og begynder at oversprøjte den lumskende Trold med sin koghede Straale; som et Lyn er han atter indenfor at udrette sit haarde Pligtslæb. Man kommer til at tænke paa den blinde Samson, der snart maatte trække Grynkværnen, snart spille paa Harpe for de strenge Herrer, der havde lagt ham i Lænker. Mens vi ynkes over Samson, saa frydes vi over den Naturkraft, der er lænket her, frydes over den morsomme og geniale Forening af Nytte og Skønhed, der her er statueret.« Endvidere sagde Aakjær: »Det maa være en stolt Følelse at vide, at dette Kunstværk helt er skabt af Byen selv; først og fremmest af dens egen særprægede og geniale Søn, Hansen Jacobsen, der har givet sin Fødeby en stor og sjælden Attraktion. Men vi maa ogsaa tage Hatten af for de Købmænd og Haandværkere i den By, alle dem, der med pekuniære Ofre har bidraget til det sjældne Værk. … Gid da alle maa faa megen Glæde af dette Værk! Lad dets kaade Kaskade gaa op i Dagen med Straaler af Kækhed og Sundhed og Vovemod!«

Troldens tilblivelse
At Hansen Jacobsen pegede på Trolden som midterfigur, viser ikke kun hans evner til at se mulighederne i opgaven, men også hans trofasthed overfor sine egne værker. Gang på gang gik han 20-30 år tilbage i sit skitsemateriale, når en opgave skulle løses. Trolden blev oprindelig modelleret i sommeren 1896, da han var på et længere ophold i Danmark. Han havde ellers slået sig ned i datidens kunst-Mekka, Paris, hvor han var bosat i hen ved ti år fra 1892 til 1902.
Opførelsen af arkitekt Vilhelm Dahlerups Statens Museum for Kunst blev afsluttet samme år. Der var masser af plads i de højloftede, rummelige kældre, hvor kunstnerne kunne leje atelierplads. Hansen Jacobsen har fortalt, at Trolden blev til »i en Kælder under Kunstmuseet … og Arbejdet gik let fra Haanden, husker jeg. Først lavede jeg en Skitse, som desværre er bleven borte for mig, og dernæst fulgte saa Modelleringen i Ler.«

Inspirationen
Det er som om man hører billedhuggerens egne ord i kunsthistorikeren Francis Becketts beskrivelse af Trolden i en artikel fra 1901: Han er »det hornede Uhyre, der kommer fra Ødemarken, hvor Egepurrene kæmper med Lyngen og Hugormen holder til, lokket af Duften, ravende usikkert som en fæl Nattedrøm i Morgenlyset, plump og klodset, ond og Glubsk i sin Dumhed.«
Om baggrunden for arbejdet med Trolden erindrede billedhuggeren i 1923: »Allerede som ganske ung satte jeg mig som Maal at skabe en Trold. Det kom vel noget af den Tid, jeg voksede op i. Folk var mere overtroiske dengang, og Tale om Spøgelser og Trolde hørte med til det daglige. Jeg kaldte dengang mit Værk for »Trold, der vejrer Kristenkød«, men nu er jeg mere kommen til at nøjes med at sige »Trold«; thi det kunde i og for sig lige saa godt være Trolden Grendel, der gaar løs mod de gæve Kæmper. At vælge en Trold som Emne for sit Arbejde er der ikke noget særligt i. Der tales jo saa meget om Trolde i vores Folkepoesi. Tænk blot på Trolden Find, der staar med Viv og Barn i Lund Domkirkes Krypt, og de gotiske Kirker er meget ofte udsmykket med allehaande fantasifulde Figurer. Jeg husker en Trold i Relief, der fandtes paa den gamle Kirke i Holsted - ‘Bjøvlund Trold’ blev den kaldt.« Netop troldene i Lunds Domkirke var også blandt inspirationskilderne for Niels Skovgaard, da han i 1887-89 udførte sine otte illustrationer til Povl Martin Møllers »St. Laurentius« - originalerne i blyant, pen og tusch har tilhørt Hansen Jacobsen, og er siden blevet en del af samlingen på Vejen Kunstmuseum.

En Trold, der vejrer Kristenkød
Hansen Jacobsen var vendt tilbage til Paris, da man i 1897 på Charlottenborgs forårsudstilling i afdelingen for »Dekorativ Kunst« kunne se »En Trold, der vejrer Kristenkød«. Skulpturen blev bemærket, men ikke solgt. Der har været mange gisninger om, hvorfor værket optrådte som dekorativ kunst og ikke blandt skulpturerne. Det har ført til ideer om, at man i samtiden ikke kunne anerkende den som skulptur. Det er dog næppe tænkeligt, al den stund man rubricerede gotikkens fabelvæsner som skulptur. Løsningen ligger lige for. Hansen Jacobsen var som ægte symbolistisk kunstner opfyldt af tanken om, at al god kunst er dekorativ, og valgte derfor meget bevidst at placere Trolden - hans opgør med naturalismen - i den afdeling.
Ser man nærmere på dette ved første øjekast lidt bistre væsen, viser det sig, at alt er omhyggeligt modelleret og ‘pyntet’ - som maven, der har dekorative folder og en navle, der synes som en fin, lille knap midt i det slyngede mønster.

Karakteristisk for Hansen Jacobsen har han sat sig for at skildre det uhåndgribelige - et fabelvæsen, som ingen har mødt. I stil med gotikens ‘fantasifulde Figurer’ indkredser han det ukendte ved at skabe en uventet sammenkobling af en række  kendte elementer. Udgangspunktet er en bredskuldret, muskuløs, ludende menneskekrop, hvortil knyttes dyretræk som svømmehudsagtig udformning ved hænder og fødder, torskefipskæg under hagen og fugleagtige klør på hænderne. Kigger man i detaljen er ansigt og krop bygget op som den organiske arkitektur, der i 1890’erne blev skabt af f.eks. Gaudi i Barcelona og Guimard i Paris. Symmetrien er vigtig, men ikke altdominerende. Der er eksempelvis stor forskel på Troldens fødder. Hvor den højre er stramt modelleret og ved tæer og negle er bygget op som en slags missilagtige våben, er den venstre fod mere ‘rokokoagtig’ med en levende modellering, der endog giver plads til at lade lilletåneglen få en lidt deform, skæv drejning. 

Bryggeren og billedhuggeren
I 1901 afholdt Hansen Jacobsen sin store separatudstilling i Den frie Udstillings bygning i København. Samtlige rum havde han lejet for at vise skulpturer og keramik fra de mange arbejdsår i Paris. Kritikerne skrev fyldigt og anerkendende om kunstneren, og var enige om, at han præsenterede noget nyt og helt anderledes. Salgsmæssigt gik det dog helt galt. Mange år senere erindrede billedhuggeren, at der kun blev solgt en skål til 35 kroner! Der måtte gøres noget. Næste skridt kan studeres i arkiverne på Ny Carlsberg Glyptotek.
Der blev taget kontakt til datidens skulpturmæcen, brygger Carl Jacobsen. I respons på en forespørgsel fra bryggeren, sendte Hansen Jacobsen sidst på året 1901 et brev til ham, »en af de faa Mænd, vi skylder Tak for, hvad der er gjort for Sculptur … en af de faa, der her har vist virkelig Interesse for moderne Kunst«. Hansen Jacobsen havde tænkt over sagen: »Jeg tilbyder Dem derfor alle mine Figurer; og hvis mit Forslag forskrækker Dem med Hensyn til Betalingen, kan jeg i den Henseende læmpe mig ganske overordentlig. Hovedsagen for mig vil være, at Figurerne bliver tilgængelige for Publikum.« Lykkeligvis for hans fødeby Vejen gennemførtes ikke det radikale forslag om overdragelse af samtlige udstillede skulpturer.
Sagen fik et noget andet udfald, muligvis påvirket af ‘råd’ fra Th. Oppermann (1862-1940), der fra 1897-1915 var inspektør på Ny Carlsberg Glyptotek. I et brev til Carl Jacobsen slog han fast: »Da jeg var paa Hansen Jacobsens Udstilling, kom jeg til det bestemte Resultat, at der ikke var noget, som jeg kunde ønske Glyptoteket ejede.« Han lagde ikke fingrene imellem i sit syn på billedhuggeren: »Selv kan jeg ikke se andet end, at Hansen Jacobsen i sine Arbejder er inde paa en helt fejl Vej. Hans »Militarismen« og »Skyggen« staar for mig som Forsøg (velsagtens ubevidste) paa at lave Reklamekunst, lidet paaskyndelsesværdige Forsøg paa at henlede Opmærksomheden paa sig, ikke ved sin rige, vægtige Tanker og Ideer eller ved sin smukke Naturopfattelse eller ved sit grundige og gode Arbejde, men ved umulige Paradoxer, ved Arbejder lige blottede for Skjønhed og Aand, og som mest af alt ville tjene til at forvirre de bredere Lags Begavelse.« Hård kost på et tidspunkt, hvor en del anmeldere havde fremhævet Hansen Jacobsens særkende. Heldigvis for Hansen Jacobsen lyttede Carl Jacobsen ikke til ‘gode’ råd. I 1902 bestilte han »Døden og Moderen« i bronze på en udsøgt, blankpoleret, sort granitsokkel. Han fik den centralt placeret på Amagertorv ved Helligåndskirken. Derfra blev skulpturen i 1960’erne flyttet til haven ved Petri Kirke, hvor den stadig står.

Med andre bundne midler - penge fra Jesuskirkens Fond (til opførelse af ‘familiemindet’ på Valby Bakke) - bestilte Carl Jacobsen »En Trold, der vejrer Kristenkød«. Den blev i 1903 udstillet i bronze på Charlottenborg. Bryggerens tanke var at Trolden skulle opstilles i dialog med Jerichaus store krucifiks foran kirken. Det var sognepræsten og formodentlig en god del af menigheden for meget. Bryggeren kom dog tæt på ved at opstille Trolden på en tilstødende grund, hvor den lurede fra et buskads. Trods utilfredshed var Bryggerens ord lov, og selv efter hans død i 1914 blev Trolden stående, indtil grunden blev solgt fra til boligbyggeri. I 1926 konstaterede Hansen Jacobsen tilfreds, at Trolden var kommet til at stå i anlægget ved Glyptoteket. Først stod den for gavlen af museet, ud mod Tietgensgade. Siden fik den sin nuværende plads i anlægget bag museet, hvor den går i fornem dialog med tidens absolutte hovedperson, den franske billedhugger Auguste Rodins »Tænkeren«.

Den tredje Trold
Med tiden skifter stil, smag og folks grænser. I løbet af 1990’erne var der borgere i Valbykvarteret, der talte om, at det ville være spændende atter at få Hansen Jacobsens Trold tilbage til sin plads ved kirken. Januar 1999 måtte Valbys bydelsråds kulturudvalg konstatere, at Ny Carlsberg Glyptotek ikke ville stille sit eksemplar til rådighed. Trolden fra springvandet i Vejen stod heller ikke til at flytte. Løsningen blev en anmodning til Ny Carlsbergfondet om en tredie afstøbning af Trolden. Svaret faldt positivt ud, og den 22. januar 2002 fandt afsløringen sted - indledningen til et år med festligheder i anledning af Ny Carlsbergfondets 100-års fødselsdag.  

   

 

Omkring 1900 blev Niels Hansen Jacobsen og hans første hustru Anna Gabriele fotograferet i deres fælles atelier/hjem i Paris. Billedhuggeren er ved at lægge sidste hånd på sin tolkning af hovedpersonen i H.C. Andersens fortælling »Den Lille Havfrue«. Skulpturen står i dag i Skulptursalen på Vejen Kunstmuseum.

 

På fotograf Kocks gamle optagelse ses trolden med »Vinterpels«, for det varme vand fra elværket sprang året rundt.

 



 

Her ses begge sider af Niels Hansen Jacobsens »Uglevase«. Det er et tidligt værk, muligvis fra 1898. På den ene side ses de markante, stiliserede ugletræk. På den anden side er modelleret en flot drage, der synes som en forløber for dem, som Hansen Jacobsen modellerede i cement til springvandets kumme. Vasen tilhører Vejen Kunstmuseum.

 

Direkte i den våde cement modellerede Niels Hansen Jacobsen tudserne og dragerne på Troldespringvandets kummekanter. Når solen blev for stærk, blev der opstillet skyggende anordninger, så cementen ikke tørrede for hurtigt. Foto tilhører Lokal-historisk Arkiv, Vejen.

 

Den 13. juli 1923 indviedes Trolde-springvandet med Niels Hansen Jacobsens ungdomsven, forfatteren Jeppe Aakjær, som hovedtaler. Foto tilhører Lokalhistorisk Arkiv, Vejen.

 

I løbet af 1896 lejede Hansen   Jacobsen sig ind i et kælderrum  under det netop ny-åbnede Statens Museum for Kunst, og skabte dér »En Trold, der vejrer Kristen-kød«. Billedet tilhører Kort og Billedsam-lingen på Det kgl. Bibliotek.

 

I 1926 skrev Hansen Jacobsen til en be-kendt, at Trolden var blevet opstillet ved Glyptoteket. Her ses den i gavlen ud mod Tietgensgade, men fik snart sin gode pla-cering i anlægget bag museet.

 

Niels Hansen Jacobsens skulptur »Døden og Moderen« fra 1892 kan i København beses  i anlægget ved Petri Kirke, Nørre-gade, eller - som her gengivet - på pladsen foran Vejen Kunstmuseum.

Til top

 
Tilbage