ERIK HEIDE Skulptur udstilling Erik Heide er i 1934 født på Mors, hvor han voksede op. For at få den ønskede uddannelse som maler og grafiker gik turen til København, hvor han var indskrevet på Det kgl. danske Kunstakademi fra 1951-54. Han var dér elev af maleren Kræsten Iversen og grafikeren Holger J. Jensen - som billedhugger er han autodidakt. Men man kan vel hævde, at en del af det praktiske arbejde må være gået ind 'med modermælken' under ophold i faderens smedeværksted i Øster Jølby, som Heide fortsat benytter. Efter endt uddannelse flyttede han nemlig siden tilbage til Mors, til omgivelser, der i høj grad afspejles i hans værker - direkte genkendeligt i den tidlige grafiske produktion og siden i skulpturernes rå enkelthed. Fra 1958 har Heide udelukkende beskæftiget sig med skulptur, en mere end lovende grafisk produktion til trods. Hans materialer er ofte voldsomme og enkle - foretrukne er støbejern, træ og granit, men også bronzen finder ofte indpas. Netop støbejern som materiale er på sin vis næsten en tilfældighed - det startede med eksperimenter sammen med Richard Winther, fortsatte siden på Morssø Jernstøberi, og efter lukningen dér har han fundet andre hjælpere. Udsmykningsopgaver Listen over tillidshverv, der har været betroet Erik Heide er lang. Han har blandt meget andet flere gange fungeret som udstillingscensor, var en tid formand for Den frie Udstilling, har i 20 år siddet i bestyrelsen for landets fremmeste billedhuggermuseum, Thorvaldsens Museum og i årene 1971-74 var han medlem af Statens Kunstfonds udsmykningsudvalg. Ser man i dag på Heides produktion, synes han at have været et rigtig godt valg til posten i Statens Kunstfond. Bag sig har han nu talrige store udsmykningsopgaver. Det startede allerede i 1969 med et prisbelønnet værk i Odder, men tog for alvor fat omkring slutningen af 80'erne. Ikke så langt fra Vejen kan man bl.a. se hans værker på torvet i Haderslev, Horsens og Varde samt ved Kolding Fjord. Men skulptur er ikke kun det enkelte, fritstående værk. For Vejdirektoratet har han løst forskellige opgaver. På det seneste er det blevet til formgivningsløsninger på broer og voldpassager ved den store ringvej i Randers. Et andet vigtigt aspekt omkring Heides arbejde i det offentlige rum er hans aktive deltagelse i diskussionen om den moderne kunsts plads i kirkeinteriøret. Han sidder i det udvalg under Akademirådet, der inddrages som konsulenter i forbindelse med kirkeudsmykninger. Selv har han skabt markante udsmykninger til både nye og gamle kirkerum (bl.a. Kvaglund Kirke ved Esbjerg), og ved Roskilde Domkirke står hans gravsten for Frederik IX. Erik Heide er i et interview fra 1984 citeret for at skulle have sagt: »Jeg begyndte at arbejde med kunst i skolen ligesom andre børn gør det - men modsat de fleste er jeg bare aldrig holdt op med det.« Arbejdet med kunsten er uden videre blevet en integreret del af hans liv. Alle steder lurer og venter motiverne - det er blot et spørgsmål om at være åben. Mægtige værker vokser ud af et lille bitte 'fund' i naturen eller blot en undseligt flamingorest, andre værker udspringer af mønstre og former 'opsnappet' i forbifarten - i et værksted eller på gaden. Set med det rette øje indeholder selv de mest banale sager en kerne, der bliver spændende, når den ophøjes på rette vis. Julekalenderen Udstillingen af Erik Heides var - som de tre foregående udstillinger af nulevende danske billedhuggere; Pontus Kjerrman, Niels Guttormsen og Bjørn Nørgaard - rumme en afdeling, der er særlig udformet som julekalender. Det vil sige, at der i Vestsalen stod 24 kasser med hvert sit 'hemmelige' indhold, der gradvist afsløredes i løbet af december måned. Hver dag kommer skoleklasser og er med til at åbne dagens låge og få sig en snak om netop det værk, billedhuggerens øvrige produktion samt skulptur og kunst i al almindelighed. Heide har fortalt, at det var netop julekalenderaspektet af udstillingen på Vejen Kunstmuseum, der fik ham til at sige ja. Det er en anderledes måde at vise kunsten, og i forlængelse af succesen med de tidligere kalendere kan vi sige, at denne særlige form for skulpturformidling har været alvorlig mange til glæde. Allerede på 4. år synes der at tegne sig et mønster i valget af kunstnere til vinterens skulpturudstillinger; hvor Pontus Kjerrman og Bjørn Nørgaard arbejder meget direkte med fortællingen, arbejder Niels Guttormsen og Erik Heide konstruktivt eksperimenterende med materialernes muligheder - tankevækkende er det, at de begge blev uddannet som malere!