P. V. Jensen-Klint og keramikken
 

Sidst på året 2005 modtog Vejen Kunstmuseum fra Lea Bentsen en mægtig lågkrukke. Omhyggeligt har P.V Jensen-Klint flere steder forsynet den med sit karakteristiske sammenslynget monogram. Dertil har han om mundingen anført, at den er fremstillet i 1893, og at det er sket i Valby – mer præscist hos G. A. Eifrig. I 1890’erne blev Jensen-Klint, som så mange andre kunstnere, fristet ud til Eifrigs værksted, hvor der må have været et frodigt miljø for eksperimentlystne unge kunstnere. Dér udførte Jensen-Klint en række barokke værker. En familieanekdote fortæller, at han gik på værkstedet samtidig med Th. Bindesbøll. En dag virkede denne ret deprimeret. Jensen-Klint spurgte, hvorfor han var så nedtrykt, hvortil ”Bølle” skal have svaret: ”Fordi det er sådan noget lort, du går og laver”!
Nu giver et hjørne af Bedre Byggeskik udstillingen i Vejen gæsterne mulighed for selv at dømme, om Bindesbøll havde ret i sin barske udtalelse. Med lån fra Kunstindustrimuseet, kunstnerens familie og fra John Hunovs privae samling har det været muligt at samle et lille udvalg af Jensen-Klints keramik – mestendels fra årene 1892-93. Det er suppleret med en række af hans originaltegninger til værker i ler. Tegningerne er udlånt fra samlingen af arkitekturtegninger på Kunstakademiets Bibliotek.

P. V. Jensen-Klints keramiske virke har ikke tidligere været særskilt belyst. Det er i dag uvist, hvor de måtte være de værker, som kan ses på gamle fotos og på de tegnede skitser. Skulle nogen ligge inde med viden om, hvor det måtte være muligt at låne værker, vil vi på museet meget gerne høre nærmere.

Teresa Nielsen, museumsinspektør

Klik her for at sende en mail til Vejen Kunstmuseum
 

Fra  samleren  John Hunov  har Vejen Kunstmuseum  fået  lov til  at  låne en potpurri-krukke samt et fad. Begge dele er dateret 1893.
Foto: Pernille Klemp

 

De  to keramiske  værker på dette gamle foto  fra  Danmarks Kunstbibliotek,  Samlingen  af  Arkitekturtegninger, knytter begge an til udstillingen på Vejen Kunstmuseum.   Fadet er venligst udlånt fra Kunstindustrimuseet,  mens lågkrukken er til stede i kraft af P. V. Jensen-Klints arbejdstegning, der også er stillet til rådighed af Samlingen af Arkitekturtegninger.
 

Her ser til venstre den firbenede  sokkel/base, som til  udstillingen er udlånt  fra  Kunstindustrimuseet  mens  dens skitse er på lån fra Samlingen af Arkitekturtegninger.   Til højre ses i rigtig stor størrelse  -  bedøm selv  i forhold til den  sorte  base, der står  i udstillingen - den gennembrudte lågkrukke, hvortil det  også har været muligt at låne et forarbejde i samlingen af Arkitekturtegninger.

Tilbage