Vejen Kunstmuseums bygningshistorie
Opførelsen 1924
Foto t.v.: Niels Hansen Jacobsens stuer står i dag stort set, som da han selv levede der. Malerierne er dog for størstepartens vedkommende fra den samling, der siden er opbygget.
Foto t.h.:Foråret/sommeren 1924 har fotografen foreviget rejsegildet på Vejen Kunstmuseum
Vejen Kunstmuseum opførtes i 1924 som en treleddet størrelse. Huset er tegnet af Niels Ebbesen Grue - deltids arkitekt/deltids sparekassedirektør. N. E. Grue fik dog meget dikteret af den bevidste bygherre, Niels Hansen Jacobsen, der var medlem af foreningen Bedre Byggeskik. Det afspejles i hans privatbolig, der blev bygget mod nord. Dørkarmene kopieredes efter de gamle i hans barndomshjen, og takket være forudseende slægtning står to af hans stuer fortsat med det oprindelige inventar. Det giver gæster en fornemmelse af tidens stil og siger en hel del om hans personlighed. Derfra har man en god indgang til datidens kunstværker. Stuerne er i 1999 ført tilbage til deres oprindelige form med assistance fra to ihærdige militærnægtere og lokale håndværkere.
Midtfor opførtes det egentlige museum, Skulptursalen, hvor Hansen Jacobsens omfattende livsværk endelig kunne få ro. Salen er en tro kopi af Skulptursalen på Den Frie i København. Den blev i 1905 opført af sammenslutningen De frie Billedhuggere, som Hansen Jacobsen var medstifter af. Grundformen benyttede billedhuggeren i 1913-14 ved opførelsen af sit atelier i Skibelund Krat, og altså igen i 1924 som det centrale rum på museet.
Slutteligt opførtes mod syd et rummeligt atelier med ovenlys, den nuværende, Malerisal. Den afvejede boligblokkens bygningsmasse mod nord, så der samlet opstod et symmetrisk anlæg med det nyopførte Troldespringvands øst-vest midtakse som rettesnor.
Skibelund-atelierets genopførelse i Vejen
Tilbage i 1905 stiftedes Kunstforeningen for Vejen og Omegn med det formål at få opført et kunstmuseum. Projektet strandede af forskellige årsager, og i 1913-14 opførte Niels Hansen Jacobsen sit kombinerede museum og atelier i svinget ved Skibelund Krat tæt ved Askov. Grundformen var den ottekantede sal, som J. F. Willumsen havde tegnet til De frie Billedhuggere. Til den føjedes et markant indgangsparti udført i en kombination af bindingsværk, munkesten og skulpturelle elementer. Direkte i den våde cement modellerede Hansen Jacobsen i relief en engel over indgangsdøren og ved de forreste hjørner to jætter, der foregiver at holde huset oppe. På kolde arbejdsdage har det lunet lidt med en kakkelovn. På en gammel optagelse viser det sig, at billedhuggerens portræt af Georg Brandes fik plads hvor der var allerhedest!
Takket være støtte fra Ny Carlsbergfondet blev det i 1937-38 muligt at flytte Skibelund atelieret sten for sten til Vejen, hvor det føjedes til museet mod syd. Frem til Hansen Jacobsens død i 1941 fungerede det som hans atelier, og blev siden en integreret del af udstillingspladsen. For en særbevilling fra Vejen Kommune blev det enestående indgangsparti, der kan studeres i Lindegade, i 1997 gennemgribende restaureret.
Gallerigangen
Yderst til højre ses Det gamle biblioteks store, enkle bygningsmasse, der mod venstre forbindes med den gamle museumsbygning af den lange, lave Gallerigang.
Museet levede en forholdsvis stille tilværelse frem til 1975, da Gallerigangen blev opført. Man havde fået lovning på lokaler i Det gamle Bibliotek. Det var i 1940 blevet færdigbygget på Museumspladsen - tæt ved det hjem, hvorfra Hansen Jacobsens anden hustru, Kaja (1882-1928), havde gjort så stor en indsats for at få startet læsekreds og siden et bibliotek i Vejen.
Formålet med byggeriet i 1975 var at få lavet en forbindelsesgang til de mange kvadratmeter, der skulle bruges til udstilling. Med inspiration i Louisianas bygninger tegnede kommunens ingeniør en lang, lav glasgang med udsyn til Museumspladsen - af Per Kirkeby karakteriseret som lignende "en provinsby møbelhusfacade". Modsat den gamle museumsbygning, hvor alle rum har ovenlys, og er indrettet på, at man skal samle sig om kunsten indenfor, er Gallerigangen orienteret mod pladsen udenfor - det i en sådan grad, at rummet er svært at udnytte. Der er alt for meget lys (konserveringshensyn), for lavt til loftet, et meget forstyrrende teglgulv og ikke dybde nok til at bruge andet end bagvæggen.
I år 2000 gik Gallerigangen fra at rumme skiftende særudstillinger til at blive inddraget til præsentation af den faste samling. Vinduerne blev blændet af. Dels for at skaffe flere kvadratmeter til ophæng, og dels for at nedsætte lysmængden, så det kunne blive muligt at kombinere ophæng af malerier, grafik og tegninger med skulpturer, møbler og keramik - alt sammen til perspektivering af Niels Hansen Jacobsens samtid.
Udvidelsen i 1983
I første omgang var anstrengelserne forgæves. Først i 1983 fik man adgang til lokaler i Det gamle Bibliotek. Og da var det kun et stort kælderlokale (til magasin) og salen ovenfor i den høje stue. Den øvrige bygning benyttedes som et slags aktivitetshus.
Udvidelsen i 1998
Det år fik museet råderum over den fulde kælder under Det gamle Bibliotek. I den forhenværende legestue blev der endelig et velfungerende malerimagasin, som en militærnægter indrettede. I de store pulterrum indrettedes værksted - en funktion, som man ikke havde forudset nødvendigheden af i 1924, lige så lidt som man havde haft anelser om alle de baglandsbehov et museum i dag har!
Det tidligere magasin blev omdannet til studiesamlingen for museets hastigt voksende samling af keramik. Den store samling af Niels Hansen Jacobsen Jacobsens værker kompletteres løbende, og dertil var en referencesamling ved at tage form.
Nye særudstillingslokaler og et publikumsrum
Gradvist fik museet overdraget hele Det gamle Bibliotek. År 2000 indviedes den gennemrenoverede høje stue. Arbejdet blev udført indenfor museets rammebevilling takket være opfindsomme løsninger, offervilje og ikke mindst en særlig indsats fra to dygtige militærnægtere. De havde fået lov til at bruge deres kunnen som henholdsvis elektriker og murer.
Her for enden af museumsrundgangen blev der etableret særudstillingslokaler, og det øvrige hus kunne vies til den faste samling. Samtidig blev et længe næret ønske opfyldt: Det midterste lokale blev indrettet til publikumsrum. Der er en læsekrog til de vokse, en reol med faglitteratur, en computer til gæster, der vil vide mere og samlingen og som det særlige clue - et børnehjørne, hvor alt er tænkt i deres højde. Pladsen er ikke stor, men at der er tænkt særligt på dem, har ført til at mange omtaler stedet som særlig børnevenligt koblet med de letforståelige skilte og skattejagtsgåderne gennem samlingen.