|
Snefald
af Mai Misfeldt
I Vejen har man valgt at holde fokus på den kunstner, der var hele udgangspunktet for museet: den særegne symbolistiske skulptør Niels Hansen Jacobsen (mange vil huske skulpturen Døden og Moderen, der ikke lader Kvium og Lemmertz noget efter, som engang stod foran Statens Museum) og hans samtid. På museet finder man et stort udvalg af Niels Hansen Jacobsens skulpturer, byster og tegninger, men man finder også fuldstændigt oversete værker, f.eks. af Jens Lund (1871-1924) som både malede og især tegnede i en i Danmark sjældent set jugendstil. Museet har også fine værker af Ejnar Nielsen, og mange fine ting af kvindelige kunstnere fra perioden omkring århundredskiftet. Heriblandt Henriette Hahn-Brinckmann (1862-1934), hvis farvetræsnit man bør lægge mærke til. I kælderen er der tillige en stor keramiksamling, både af ny og ældre keramik.
Snowfall er en meget seværdig udstilling, hvor der dels trækkes forbindelser mellem de nye værker og museets 100 år ældre arbejder, dels opstår forbindelser mellem de deltagende kunstnere. Det er tydeligt, at der arbejdes med det drømte, det underbevidste, det feminine, det skrøbelige, det symbolske og det poetiske lag i billedkunsten. Det er værket, der er i centrum, det enkelte værk får plads og rum, og jeg oplever, at den skrøbelighed, som mange af kunstnerne arbejder med, får ro til at folde sig ud.
Hoveddøren fører direkte ind i det runde skulpturrum. Det første rum, man træder ind i derfra, kaldes Malerisalen. Her hænger nogle af Jens Lunds vægtigste arbejder, heriblandt malerierne Herrens Herlighed og tegningerne Nattens Blomst og Dagens Blomst. På den modsatte væg finder vi Ejnar Nielsens tungt ladede malerier. Men i anledningen af udstillingen er alt ikke som det plejer; den første okseblodsrøde tapetvæg har nemlig åbnet sig, den er sprækket op i et utal af store og små femstjernede blomster, hvis kronblade rejser sig blodrødt ud i rummet, mens deres udskårne omrids blotter et blomstrende underlag. Overfladen slår sprækker, rum antydes bagved det foreliggende. I metaforisk forstand er det selvfølgelig billeder på gemte bevidsthedsrum. Det er Eva Steen Christensen, der står bag dette værk, der på fornem vis, via et enkelt greb, et køligt snit, der blotter underhuden, skærer lige præcis ind til det sted, hvor vi finder Jens Lund, optaget af Baudelaires Syndens Blomster, som blomstrer lige der ved siden af hende. Som anden borddame har Jens Lund fået Marianne Grønnow, og de klæder hinanden, han den lette, bliver pludselig tung i forhold til hendes transparente englesvæv. Hvor han er i sort og guld er hun i rødt, en rød lotusblomst der næsten sitrer under en hvid fedt opmalet mandala figur. Hvor Jens Lund er dæmoni eller ånd, etablerer hun et syngende rødt midtpunkt. På samme vis sættes en af Kirstine Vaabens tegninger i spil mod hans svungne tegninger, og hvor han er formfuldendt, elegant og samtidig også uden de fejl, som Baudelaire påpegede at det perfekte udtryk måtte rumme, står hun, med sin spontane streg, stærkt manifesteret i de tegninger (bl.a. kul og blyant), som også findes andetsteds i huset. Her vokser der også blomster frem, som af et overflødighedshorn, eller måske er det ikke blomster, men tegn, eller skrift, det handler om optællinger, ritualer måske, tilstanden lige før tegn bliver til mønstre, om begyndelser og afslutninger der bider hinanden i halen, om sære genetiske koder måske, om prøvende mentale landkort for et nyt århundrede. Om formdannelse og om skønhed. Hos Vaaben oplever man værket tegne sig frem, uden en bagvedliggende plan, som Jens Lund har arbejdet med, og dermed bevares det nærværende, følelsen af skabelsens samtidighed.
På den modsatte væg er det Ejnar Nielsen der breder sig, efterfulgt af tunge familiebyster fra Niels Hansen Jacobsen. Mellem to af disse, hans fader og moder, ligger Samling # 2. Det er Tina Maria Nielsens værk. En stor bunke hvide bøger, støbt i gips. Bøger støbt i gips! Bøger, der ligner bøger, men som man ikke kan slå op i. Bøger, der er bevaret for eftertiden som repræsentationer af bøger, men uden at man kan læse deres indhold. Som de mængder af bøger, jeg formoder ligger på Vejen Museums arkiv, bøger som rummer historier om tider, som med ét kan folde sig ud. Som titlen siger, er det også en samling, en ophobning, men samlinger og ophobninger er menneskeskabte, og altså netop samlede, bevidst ophobede, fordi de rummer en erindring, man finder bevaringsværdig. Tina Maria Nielsens værk er et billede på det, samtidig med at det er en refleksion over det at samle.
Ovenpå vises resten af udstillingen, uden mellemkomst af museets øvrige værker. Rasmus Bjørn er den mest direkte narrative, altså fortællende, billedkunstner af de medvirkede. Hvor han tidligere har været meget optaget af specifikke subkulturer, centrerer hans nye malerier sig omkring det fortællende. Faktisk etablerer de sig som små storyboards eller synopser til skæbnesvangre film, hvor gamle sorte bakelittelefoner ringer en sen aften, hvor skoven sortner, og en kvinde måske begiver sig ud på en vandring efter en uåbnet pakke. Der er suspense og leg over hans malerier, som samtidig er lækre i deres velkomponerede finish med afrundende hjørner. Peter Callesen er fingerspidsernes og det enkles
mester. Ud af simple A-4 ark rejser han med sin spidse skalpel små på én gang
smukke og på samme tid uhyggelige universer. På papiret er skitset en
blyantsblød halv mandskrop frem, men fra underlivet og op rejser manden sig i
sin inderste væren, et nøgternt skelet forlader sit udskårne menneskeomrids. Et
memento mori, en påmindelse om, at ”som du er, var jeg, som jeg er, skal du
blive”. Af et andet ark folder sig en buket af middelalderskræmmende væsener
frem, mens der fra et opfoldet skab, i midten af det kors udklippet danner,
formeligt vælter skeletter frem. Vi er ikke herre over vores dæmoner, når som
helst kan de vælte ud af skabet. Måske er det dæmonerne, der holder de to
personer i Callesens tredje værk på så stor afstand af hinanden: Mellem et
centimetersmåt menneskepar vokser et krakeleret landskab frem, som synes umuligt
at forcere. Ved nærmere eftersyn er der dog tale om en labyrint, én mulig vej
til forening. Det er så nøgternt, men samtidig delikat spiddende lige ind i
hjertekulen. Rene Schmidt har fået lov at fylde meget, og hans værker går på mange måder i direkte dialog med Niels Hansen Jacobsens uhyggelige visioner af død og grusomhed. Blot arbejder Schmidt naturligvis med sin tids teknik, dvs. computeren, hvilket har gjort ham i stand til at fremstille uhyggelige fremtidsvisioner som landskabet med de små togbanetræer, hvor den grusomme, potente og forvrængede Titanfigur hersker. Fra et fremmed univers virker også Jesper Dalgaard, som har arbejdet intenst med at skabe fiktive universer, i hvad jeg ville betegne som nærmest en materiel og konkret romanskrivning. Her viser han noget, der kunne være en detalje fra sådant et univers, i form af en mindre arkitekturmodel, som det er umuligt at blive klar over, om er ruinøs eller under opbygning. Det er brændt blåglaseret keramik, som er modelleret op, hvorved der også trækkes en linje til museets store keramiske samling. De enkelte sten er dekoreret med små piktogramplakater, nogle kendte, andre ikke. Det havde været dejligt om Dalgaard havde fået lidt flere værker med. Hvem der bor i det tomme rum vides ikke, men det kunne jo være en lille udgave af Taskmgr. Taskmgr er en af Rene Schmidts besynderlige avatarer, en væmmelig lommemand, nedsunket i en plasticstol. Hans krop er orange bevokset, mens hans ansigt er et foldet foto, med ubehageligt stærkt stirrende øjne. I Taskmgr er et computerudtryk, mgr er en forkortelse for manager. Taskmgr er ”joblisten”, den der kommer når man trykker Ctrl, Alt, Del, dvs. den hemmelige ånd bag det hele! Nu ved du, hvem der i virkeligheden sidder inde i din computer! Skønheden og dekadencen findes indefrosset i Schmidts kitschede objekt Lady of Stars, som tilsyneladende er en hyldest til en afrikansk NGO kvinde. Værket spiller op til Marianne Grønnows transparente blomster, som lyser gennem rummet. Anna Sørensen viser både maleri og tryk, der kredser omkring det at skabe en dynamisk billedflade eller et dynamisk rum. Hvor Grønnows blomster er statiske, eller blot svagt sitrende, er der en energi hos Anna Sørensen, der skaber en forbindelse til både Vangsgaard og Vaaben, selv om Sørensens univers er langt mere afgrænset. Hendes værker er udforskninger af, hvordan man danner bevægelige dynamiske rum via geometriske figurer på flade, hvordan altså farve og form kan spille sammen om at åbne for andre rumoplevelser. Bodil Nielsen medvirker med et enkelt maleri, kaldet Orange, White, Silver, Blue. Med sine skinnende, lidt glitrende farveformationer fordelt over en trefløjet mindre lækker, nærmest lidt møbelagtig baggrund, sender Bodil Nielsen tankerne tilbage til Malerisalen, hvor der(midt i salen) troner et tungt møblement af P. V. Jensen-Klint, tegnet til den nygifte Ejnar Nielsen. Bodil Nielsens på én gang sarte og solide værk synes at forbinde sig til netop et møblement, hvor der både bruges grove materialer og samtidig arbejdes med at give designet en skinnende finish. Når vi er ved inventar og møbler, så er det lidt ærgerligt at årets julekalender (som er 24 bokse, med et udvalg af kunstnernes værker, hvor der hver dag i december er blevet afsløret en) , efter december er ovre, ikke er blevet åbnet, så de lidt indeklemte værker kunne komme ud. Her tænker jeg især på at Tina Maria Nielsens to øvrige Samle- værker, støbt i bronze og voks, kunne slippes løs fra de snævre montrer. museet. Samling #1 er en stikdåse og en forlængerledning i bronze, der former et sluttet, men meningsløst kredsløb, en inerti-tilstand, hvor intet kan bryde ind i samlingens lukkede strøm. Derudover virker julekalenderens små bokse som en slags stikord til udstillingen, som en lille sjov og anderledes sammenfatning.
Mai Misfeldt |
