Legatmodtageren er billedhugger Tine Hecht-Pedersen

Lørdag den 1. september 2007 udspillede der sig en spændende begivenhed på Vejen Kunstmuseum. Hvert andet år er stedet rammen om uddelingen af det store legat, der - takket være maleren Valdemar Petersen og hans hustru, Esther Moesmann Petersen - siden 1989 har været knyttet til museet. Sidst var modtageren i 2005 Annette Holdensen, og i 2003 var det Inge Bjørn, der blev hædret. I år går legatet på de 30.000 kr. til billedhugger Tine Hecht-Pedersen (født 1958), der samtidig – som alle tidligere modtagere – er blevet omdrejningspunkt for en separatudstilling. Hun bliver den 14. modtager, og den syvende kvinde i rækken. Set i lyset af den aktuelle diskussion om kvindernes rolle i dansk kunstliv, er det godt at se, at det har været uproblematisk at finde kandidater med en 50-50 fordeling mellem kønnene.

Legatet kan ikke søges, men tildeles af de tre bestyrelsesmedlemmer. Hver gang bestræber de sig på i Valdemar Petersens ånd at finde en kunstner, for hvem Legatet forhåbentlig virkelig kan gøre en forskel. Samtidig er det et ønske, at udstillingen kommer til at knytte an til kernen i museets samling – billedhuggeren Niels Hansen Jacobsen (1861-1941).

Med Tine Hecht-Pedersen kan vi vise en nulevende billedhugger, der - som han - har gjort sine eksperimenter over i skulpturens farverige verden takket være stentøjsleret og glasurernes muligheder. Faktisk viser det sig, at den gamle billedhugger har betydet meget for Tine Hecht-Pedersen fra hun i 1980 for alvor mødte hans skulpturer, da hun kom til at sne inde i Vejen. Helt konkret var han ”med” ved hendes debut på Kunstnerens Efterårsudstilling i Den Frie i 1987.

Hun præsenterede tre værker i gips og træ, hvoraf det midterste, stolen, var en hilsen til Niels Hansen Jacobsens skulptur – ”Morgenrøden” – den knælende kvinde med de udstrakte vinger. Oplevelsen af hans værker giver hun også videre i sine undervisningsopgaver på værkstedsafdelingen på Statens Museum for Kunst, hvor hun har mulighed for at inddrage tre af hans skulpturer. ”Døden og Moderen”, ”Skyggen” og ”Dryaden” står alle fremme i Sølvgade.

Over de sidste par år – og senest ved sommerbilledskolen i uge 32 - er Tine Hecht-Pedersen flere gange blevet kaldt til Vejen Billedskole samt kunstmuseet for at lede værkstedsdage om gips – et materiale, der ellers sjældent undervises i, men som har mange muligheder, og er yderst relevant i en by hvis kulturelle hovedattraktion er bygget op omkring Niels Hansen Jacobsens livsværk med skulpturerne i den skrøbelige gips.

Tine Hecht-Pedersens hverdag er delt mellem hendes virke som blændende dygtig kunstformidler og et eget virke, der ofte kommer til at stå i skyggen af hendes mange opgaver rundt om på landets skoler og museer. Hendes værker på denne udstilling vil dog gøre det klart, at der bør være flere timer i døgnet, så kunstneren – ud over sin formidling - også kan få et passende antal timer til det videre arbejde med sin egen produktion.

Kunstneruddannelsen startede på Billedskolen i København og fortsatte over Kunstakademiet med gode lærer som Peter Louis Jensen og Torben Ebbesen samt hos både professor Hein Heinsen og Bjørn Nørgaard – hvor især den sidstnævnte har sat sig dybe spor både i Tine Hecht-Pedersens tilgang til materialer, men især til det sociale arbejdet omkring den kreative proces. Fra et projekt starter op er hun straks opmærksom på, at resultatet afhænger af, at der er skabt en god gruppe, et velfungerende fællesskab. Det lykkedes til fulde i år i uge 32 under sommerbilledskolen på Vejen Kunstmuseum. En af de vakse elever har fanget Tine Hecht-Pedersen på billedskoleloftet under arbejdet med hendes yndede ’haletudseteknik’ – lerpølserne er blevet til ringe, og venter på at blive til vilde netkonstruktioner.

De tidlige værker er ofte skabt til særlige udstillingssammenhænge i letforgængelige materialer som strå, ubrændt ler, gips og pinde. Men hurtigt viser der sig en tendens til at arbejde med billedhugger fagets traditionelle materialer – ler, gips og bronze. Hun arbejder i et formsprog af genkendelige figurer; kvinder, mænd, grise, hunde, men altid med en tankevækkende drejning af sære hoveder eller deforme kroppe. Enkeltværker viser, at hun til fingerspidserne mestrer den præcise gengivelse af fx grise- og kokraniet, så det bliver klart, at hun vil noget med de mere deforme figurer – hun kommenterer vores tilgang til os selv om omverden. Ofte sker det med afsæt i hendes egen krop, som i de tre gipsbuster, som hun i 1995 viste på Museet for Samtidskunst i Roskilde.

Eller den sære grå masse, der bevæger sig af sted i hendes kønsløse gruppe af papmachéfigurer.

Billedhuggere arbejder naturligt tredimensionelt, men for Tine Hecht-Pedersens vedkommende synes der at være et særligt nedarvet forhold til rum – som en indirekte påvirkning fra bedstefaderen, arkitekt C. F. Møller. Det ses i det flotte rum, som hun i 1993 skabte til Galleri Hummeluhre i Århus.

I spejlinger over og under fladen leger hun dér med vores oplevelser af arkitekturen i mange forskellige formater. Og to år senere går hun i sin udstilling i Hvidovre Bibliotek helt ned til arkitekttegnede grundplaner, men trukket op og ud i rummet i form af skulpturelle elementer svævende over gulvet og op langs væggene.

Udviklingen i hendes værker viser en løbende nysgerrighed overfor at udvide sit virkeområde både i forhold til nye teknikker og materialer. Eksempelvis kommer svejsede jernskulpturer til i 2003 efter et teknisk kursus, og keramikken, som hun løbende har arbejdet med fylder nu for alvor i hendes produktion takket være keramikovnen, der nu er kører i værkstedet – måske også påvirket af det gode naboskab der altid har været på Gadevangen med dygtige ’keramikbrugere’ som Richard Kjærgaard, Bent Sørensen og Sigrid Lütken.

Med keramikken ser hun ud til at følge en udvikling, der ligner Niels Hansen Jacobsens. Jo længer han kom hen i livet, jo mere af hans skabende energi blev der lagt i det galserede stentøjsler. Det ses gennem de seneste år, og sommeren 2007 er det udelukkende keramikken, som Tine Hecht-Pedersen har arbejdet med. Det sker i en ’haletudseteknik’, hvor hun opbygger lette, luftige konstruktioner af lerpølseringe – en teknik som hun fra slutningen af 1990’erne har forfinet ud fra sine netkonstruktioner af gips.
 

Her er en stribe billeder, der giver indtryk af Tine Hecht-Pedersens værker i særudstillingens første sal.

Disse billeder viser, hvordan hendes værker tager sig ud i den bagerste udstillingssal.

Ved ferniseringen spillede komponist Dan Marmorstein, København, på museets flygel.

Museet var vært ved en mindre forfriskning.

Udstillingen kan ses til og med den 18. november.

Med venlig hilsen
 

Teresa Nielsen

museumsinspektør