Susanne Whittingham
Trylleri med pakkebånd

Susanne Whittingham gæstede i august 2002 Vejen Kunstmuseum i forbindelse med open-by-night. Museet købte den fine kurv, der siden har stået i Publikumsrummet, og bestilte ved samme lejlighed de to sidepudder, som Susanne Whittingham har specialfremstillet til stedet.
Over en lang årrække har hun arbejdet med og perfektioneret sin teknik med udnyttelse af plastpakkebånd. Selv fortæller hun: "Møjsommeligt selvlært har jeg flettet og flettet og flettet, år ud og ind. Høje forvoksede kurve eller søjler, skulpturelle kurve eller opbevaringsskulpturer og rent dekorative ting. Alt sammen flettet i plastikstrimler eller omsnøringsbånd, det ækle stads, som man kender fra pakker. Det er en udfordring og fornøjelse at forvandle sådan et ydmygt hademateriale til æstetik. Ved hjælp af forskellige teknikker og mønstre er det muligt at skabe stor variation og skønhed."
På museet i Vejen er hun inviteret til at stå for årets julekender 2006. I billedhugger Niels Hansen Jacobsens ånd udforsker hun på helt uventet vis materialernes muligheder. Han gik som selvlært til keramikken og aflurede den nogle uforudsigelige muligheder. På samme måde har Susanne Whittingham afluret plastpakkebåndede nogle muligheder, som kun de færreste ville have øje for.

Det er håbet, at Susanne Whittinghams 'leg' kan være med til at åbne folks øjne for form og materiale. I den anledning inddrages et par lærere, der har påtaget sig at sætte 'matematik-ord' på Susanne Whittinghams værker. Med deres indgange til hendes arbejde vil det blive muligt at lære matematik på en helt uventet måde: Gennem grundige studier, der kan aflure hendes flettede former.
I udstillingsperioden vil der blive afholdt et par værkstedsdage med mulighed for at følge Susanne Whittinghams arbejde med fletteriet.

Tilbage