Ursula Munch-Petersen DUKKESTEL
Rødhætte og Ulven går til bords
Vejen Kunstmuseum Fra Palmesøndag den 13. april til 1. juni 2003

Endnu en appelsin er faldet i Vejen Kunstmuseums turban! Midt i marts åbnede det internationalt anerkendte danske keramik kunstner, Ursula Munch-Petersen, sin seneste udstilling. Det skete i Clausens Kunsthandel og handler om dukkestel. Det er lykkedes at overtale kunstneren til at lade hovedværket - et stort dukkehus, hvor Rødhætte og Ulven sidder til bords - komme på visit i 'børnehjørnet' på Vejen Kunstmuseum. Da servicet og alle de flotte, håndgjorte skueretter (bemalet ler) er lovet væk til kunstneres barnebarn, kan udlånet kun blive kort.

Foråret 1997 præsenteredes på Vejen Kunstmuseum et bredt udvalg af Ursula Munch-Petersens keramiske arbejder. Det år tildeltes hun Valdemar Petersen og hustru Esther Moesmann Petersens Legat, der er knyttet til museet. Anerkendelser har hun jævnligt modtaget livet igennem - helt tilbage fra studietiden på Kunsthåndværkerskolen i København har hendes talent været iøjefaldende. Med fajancestellet URSULA, til det nuværende Royal Scandinavia, fik også udlandet øjnene op for hendes helt særlige formgivning.

Tydeligt forløber hendes produktion fra mangfoldighed til funktionel forenkling set både i forhold til brug og rationel produktion. Et retrospektivt blik på hendes virke afspejler en fortløbende bearbejdelse af tidligt afstukne retningslinier - såsom arbejdet med forædling af udvalgte brugsgenstande (særligt kruset og kanden), utraditionelle bud på urtepotter og dertil hele hendes mere aktionsorienterede arbejde med fagligt ladede udstillinger, artikler, bogen »Lerformning«, deltagelse i debatter m.m. Løbende har Ursula Munch-Petersen gennem markante udstillinger prøvet sine ideer af på omverdenen. I 1972 satte hun ved koordinering af gruppeudstillingen »At være keramiker« spørgsmålstegn ved produkterne, deres brugere og keramikernes rolle i samfundet. På 16+ udstillingerne (Kunstindustrimuseet 1981 og 1984) blev der med værker fra Skolen for Brugskunsts lærerstab og udvalgte gæster sammensat eksempler på gennemarbejdede produkter til boligen - i 1984 havde endog maden taget plads med Camilla Plum ved gryderne. Siden er nye spørgsmål dukket op ved hver udstilling, der altid flytter ens opfattelse af brugskeramikkens formgivning og muligheder.

Hurra for børnebørn, der kan give talentfulde formgivere lyst til at udforske det lille format. Den samme udfordring tog Gutte Eriksen op omtrent samme sted i livet. At Ursula Munch-Petersen gør det nu kan både ses som en udfordring af egne evner og en optakt til at hun nu vender sig fra arbejdet hos Royal Scandinavia til produktion fra værkstedet hjemme på Møn.

På eget værksted er kopperne, tallerkenerne, fade og kander udført i porcelænsler, lavtbrændt i en iltende atmosfære. Derfor kommer de i tonen til at minde lidt om fajance. De brune arbejdsfade er udført i stentøjsler, ligesom de hånddrejede tekander og lågkrukker.

Teresa Nielsen Museumsleder