Allerede som ganske ung var Mogens Ballin (1871-1914) stærkt optaget af kunst. Tiltrukket af Frankrig og de impulser, der udgik der fra, tog han i slutningen af 1880’erne fransktimer hos Mette Gad, der var gift med Paul Gauguin. I hendes hjem fik han mulighed for at se malerier af denne karismatiske franskmand, værker af andre moderne franske malere og af van Gogh. Gennem Mette Gad blev der etableret kontakt til Gauguin i Paris, og i 1889 rejste Ballin dertil. I forbindelse med en afskedsfest, der blev holdt for Gauguin inden hans afrejse til Tahiti i 1891, mødte Mogens Ballin den unge hollandske maler, Jan Verkade (1868-1946). De rejste sammen til Bretagne, hvor de blev optaget i kunstnergruppen ”Les Nabis” (”Profeterne”), der var opstået omkring Gauguin, og malede billeder i den stil, de kaldte syntetisme. Tiltrukket af den folkelige udgave af den katolske tro, som de mødte blandt bretonerne, begav Ballin og Verkade sig på en rejse til Italien, hvor de begge fulgte det religiøse kald og konverterede. Ballin, der var jødisk født og opdraget, skulle derved have beredt sin mor, Ida Levy, ”sit Livs største Sorg”, idet hun mente at ”Saa har jeg da givet dig en daarlig jødisk Opdragelse”. Hvortil sønnen svarede: ”Nej, Mor, du har netop givet mig en god jødisk Opdragelse; thi da jeg forstod, at vor ventede Messias var kommen, og at det var Jesus, ja, saa maatte jeg blive Kristen.”[1]  Ligesom Verkade var Ballin stærkt tiltrukket af tanken om at vie sig helt til den nye tro. Mens Verkade valgte et liv i klosteret, foretrak Ballin dog alligevel en mere almindelig tilværelse og vendte hjem til København i 1896.  

Gennem den katolske menighed i København opstod forbindelsen til kontorchef i Tolddepartementet, Francois Louis D’Auchamp, og hans familie, som var af fransk adelig herkomst. I datteren Marguerite, kaldet Grit, (1872-1907), mødte Mogens Ballin sit livs store kærlighed. Det unge par giftede sig i januar 1899 og indrettede deres hjem i moderne stil med møbler, som Mogens Ballin selv tegnede, og udsmykkede det med afstøbninger efter antikke og ægyptiske værker og kunstnervenners malerier.[2]  Det var på dette tidspunkt, at Ballins tanker om et værksted for metalarbejder modnedes. Med kredit fra faderen, grosserer og fabrikant Hendrik Ballin, og lokalerne formidlet gennem ungdomsvennen, bryggeridirektør Benny Dessau, blev tanke gjort til virkelighed og grundlaget var skabt for en virksomhed, der skulle komme til at være af stor betydning for den kunstneriske og håndværksmæssige udvikling af metalvarer i Danmark. Kort efter årsskiftet 1900 indrettede Mogens Ballin sit værksted i det nedlagte glasværk på Tuborg Havn, og begyndte fremstillingen af metalvarer. [3]

Ballins målsætning for værkstedet var klar. I et brev skrevet omkring juletid 1899 forklarede han: ”Jeg vil lave Brugsgenstande – af smuk Form, udført i Bronce, Tin, poleret Kobber og andre billige Materialer; det er min Agt at lave Ting, som selv den allermindste Pung kan betale, Folkekunst – og ikke raffineret Kunst for rige Parvenuer. Som De ser, er det lidt engelske Ideer, jeg bygger på: William Morris, John Ruskin og deres Fæller har vist mig Vejen…”.[4]

Ved værkstedets etablering indgik Mogens Ballin i tæt samarbejde med Siegfried Wagner (1873-1963) i udviklingen af modeller og forretningens drift: ”Jeg beskæftiger også en ung Billedhugger; han tegner sammen med mig Modellerne og er meget dygtig – ogsaa til Ornamentik – og han er mig en god Raadgiver og Kritiker og deler med mig Ledelsen af Forretningen.”[5] Siegfried Wagner kom netop fra en stilling som J.F. Willumsens medhjælper både i atelieret og på Bing og Grøndahls Porcelænsfabrik. Han havde desuden undervist i modellering, drivning og cicelering ved Tegne – og Kunstskolen for Kvinder og kunne således bidrage med en kunstnerisk og teknisk viden, som Ballin ikke selv havde.[6] Ud over Wagner talte værkstedet på dette tidlige tidspunkt også et par guld- og sølvsmede, to arbejdsdrenge samt en medarbejder, der kunne forme, dreje og støbe, og som stod for den sidste færdiggørelse af genstandene.

Så snart værkstedet var indrettet, blev der arbejdet på at skabe et bredt varesortiment. Der skulle være tilstrækkeligt med genstande til at deltage på en udstilling det efterfølgende forår i 1901: ” – jeg har allerede 10 forskellige Bæltespænder, støbte, ciselerede og i Emalje, tre Modeller til Lysestager, en del Flaskebakker, Propper, stærkt ornamenterede Fotografirammer, mange Genstande med Messing indlagt i Tin og med Bly i Messing.”[7]

Samme år, som værkstedet blev etableret, åbnede Mogens Ballin sit udsalg i et butikslokale på Skoubogade nr. 1. Flankeret af N.J. Liebings blomsterbutik, det mondæne konditori ”La Glace” og Centralbanken hjemhørende på byg-ningens 1. etage, havde udsalget en synlig placering lige op og ned af Københavns hovedstrøg.
Mogens Ballins Værksteds udsalg i Skoubogade. I vinduet kunne man besigtige et bredt udvalg af genstande. I dag huser lokalerne Peter Beyers eksklusive chokoladebutik. Fotoet stammer fra Mogens Ballins private fotoalbum. 

Døbefont og tinbøsse
Allerede det første år var der travlhed på værkstedet. Ud over arbejdet med at udvikle modeller var man også beskæftiget med en stor opgave formidlet gennem Siegfried Wagner, der havde fået bestilling på en døbefont til Hellerup Kirke. I oktober 1900 skrev Mogens Ballin i et brev: ”Endnu er vi ikke langt over Forsøgenes Stade, og dog har vi lige afsluttet et stort Arbejde, som sikkert vil bringe os mere Ære end Guld: min Billedhugger fik Bestilling paa at tegne en Døbefont til en luthersk Kirke, han foreslog mig at gøre det, og det er det, vi nu er færdige med; Fonten er støbt i Tin og Messing, Kummen i Tin og Foden dels i Tin, dels Messing, Kanden er i Tin med Indskrift og tre Fisk Indlagt i Messing. Virkningen af dette Arbejde, som har beskæftiget hele Værkstedet i halvanden Maaned, er saare god og original – men selvfølgelig taber jeg penge paa det, for man giver mig kun 400 Kr. for Fonten og 80 for Kanden – saa maa jeg (som sagt) haabe paa Æren: at man taler om den, Aviserne skriver om den – altsaa god Reklame.” [8]

God reklame fik Ballin da Tidsskriftet Kunst samme år bragte en omtale af den udførte opgave: ”den karakteristiske Døbefont og Kande (…) er af stor malerisk Virkning med de enkle Former, de fantastiske orientalske Ornamenter og de tre Fisk som eneste dekorative Motiv. Som første Resultater af en paabegyndt virksomhed med kunstneriske Metalarbejder som Endemål er de meget lovende”.[9] Selve døbefontens udformning kan tilskrives Wagner, da en signeret skitse med dateringen ”Juni 1900” findes hos hans efterkommere. [10]

I foråret 1901 var der travlhed med endnu en bestilling: ”Jeg er ret optaget paa mit Værksted, hvor jeg netop udfører en stor Bestilling: 500 tinbøsser til en velgørende Forening”.[11] Bestilleren af de mange indsamlingsbøsser var Sygeplejeselskabet, en forening der gav økonomisk støtte til uformuende syge medlemmer af det jødiske samfund. Wagner udformede indsamlingsbøssen med en soliditet og tyngde, der svarede godt til bestillerens seriøse formål. På siderne fik bøssen indskrift på både dansk og hebræisk, der gengav Salme 41, vers 2: ”Held den som med Forstand tager sig af Svage”.[12]

Eksperimenter
Mogens Ballin var en person med fingeren på pulsen og med interesse i tidens æstetiske og filosofiske tendenser. Forfatteren Johannes Jørgensen mødte Mogens Ballin i 1891, og huskede deres fbeskrev han efterfølgende Ballin som: ”Meget talende, med Fingrene gule af at ryge Cigaretter, docerende Symbolisme, Rosenkreuzer-visdom og Swedenborgianisme, forevisende Tegninger af Forain, Plakater af Chéret, Tapeter, Lersager, japanske Farvetryk, Fotografier efter ægyptiske Tøjer”. Interessen for det nye og lysten til at eksperimentere slog også igennem i værkstedet, og Ballins tilgang til materialer og formgivning var ukonventionel. Han undersøgte blandt andet de dekorative virkninger i kombinationen af forskellige metaller, og der blev udført arbejder med messing indlagt i tin eller bly i messing. Sågar virkningen af guld lagt på det ydmyge tin blev afprøvet som i vaserne med varenumrene T140 og T142. Hvis eksperimenterne krævede særligt udstyr, var det ingen hindring. ”Jeg vil strax have en Smælteovn og en Emaljeovn … Behøver jeg at sige, at jeg ikke laver dette for at tjene Penge – jeg vil gerne kunne leve af det, men jeg vil tjene menneskene”. ”Jeg venter mig meget af den i Danmark næsten ukendte Emalje, som jeg vil lægge paa ordinære Metaller: Kobber, Tambak – men Genstandene maa være helt haandgjorte, før Emajlen lægges paa, ellers springer den. Jeg vil ogsaa prøve med Galvanoplastik.”[13] Fremstillingen af smykker og brugsgenstande med emalje var i Danmark en næsten ukendt teknik, som kun få beherskede. I 1898-99 havde Harald Slott-Møller tegnet smykker, som af hofjuveler A. Michelsen blev udført i emalje, men smykkerne var unikaarbejder og dyre.[14] Mogens Ballin, derimod, havde til hensigt at benytte emaljeringsteknikken i seriefremstillede smykker med en bred aftagergruppe for øje.

Inden værkstedet endnu var blevet en realitet, havde Ballin haft diskussioner med vennen, arkitekten Carl Brummer, om værkstedets form og ikke mindst om inspirationskilderne og deres fortolkning. ”Ogsaa med Hensyn til Formen er vi uenige – og endnu mere – for han vil ikke vide af Matematik, han holder af det ægyptiske, men paa Godtfolks sentimentale Vis; han vil hugge en Form hær og en Form dær hos dem, men han vil ikke ydmyg sætte sig som Discipel ved deres Fødder.”[15] Ballins opfattelse var, at skulle man hente inspiration i en anden tids kunst eller stilart, måtte man ydmygt lære de grundlæggende principper, inden man kunne kastede sig ud i nyfortolkninger. Det måtte for alt i verden ikke være ren stilkopiering eller forloren imitation. 

Mogens Ballins forestillinger om moderne smykkekunst fik man en prøvesmag på, da han skabte et bæltespænde til hustruen Marguerite i anledning af deres første barns fødsel i 1900. Spændet findes i to varianter: Et i messing, hvor der i den let bukkede plade er indgraveret motivet af et foster og med antydningen af inskription i siderne.[16] Dette spænde, som er i privateje, har sandsynligvis været et forarbejde til det andet spænde i sølv med lapis lazuli, der befinder sig på Kunstindustrimuseet. Her dannes spændets midte af livmoderen, hvori det lille, færdigskabte barn ligger beskyttet. Alle detaljer er med; et lille øre, en knyttet hånd og den snoede navlestreng. På spændets kant står indskriften: ”Til Grit. Ni maaneder du bar vor elskede dreng, dig minde dette smykke om alle dem. 9VI MCM 19 III”. Spændets livagtighed har uden tvivl vagt opmærksomhed og ”forskrækket forargelse i menigheden”, som Schindler skriver i Mogens Ballin-biografien.[17]   

Ved præsentationen af nyt dansk kunsthåndværk på Kunstindustrimuseets årlige udstilling i 1901 var Mogens Ballins Værksted godt repræsenteret. Allerede som optakt til udstillingen blev der bragt en fyldig omtale i Kunst, og Tidsskrift for Industri fulgte trop med en lang beskrivelse og mange gengivelser af værkstedets arbejder.[18]  Forsøget med at frembringe gode, smukt formede brugsgenstande af billige materialer som tin, bronze og messing så ud til at falde i god smag blandt udstillingens anmeldere. Særligt genstandene i tin bemærkede Sophus Michaelis for deres ”enkle, karakterfulde Former”, der ”virker velgørende afpasset efter det milde og stilfulde Materiale. Ornamentikken er ikke smaalig og naturalistisk (…), men stilistisk virkelig underkastet Stofkarakteren”.[19]

Selv om det var udstillingens formål at vise et repræsentativt udsnit af ny kunsthåndværk, var Mogens Ballins Værksted langt det mest synlige alene i kraft af de mange genstande, der blev udstillet. Dette var tilsyneladende en konsekvens af, at Mogens Ballin havde krævet at få lov til at vise et ucensureret udvalg eller slet intet. Som forberedelse til udstillingen havde kunsthistorikeren og Kunstindustrimuseets bibliotekar, Emil Hannover, set de første arbejder fremstillet på ”Metalvarefabrikken”, som han kaldte værkstedet. Han var ikke ovenud begejstret, selvom han bemærkede, at der blandt de ”mindre elegante ting også er elegante ting”. Han nærede en vis bekymring for om de mindre, billigere genstande var umiddelbart egnede til udstilling.[20]  Det kan derfor ikke undre, at Emil Hannover, der var kendt for sin noget direkte facon, i sin anmeldelse af udstillingen bragt i Illustreret Tidende var mindre entusiastisk end Sophus Michaëlis. Han syntes ikke om den monumentale form, der kendetegnede mange af genstandene, og som han generelt tilskrev Wagner. ”Medens Wagner tænker som en arkitekt, fornemmer Ballin mere som en Maler.” ”… det er ikke Ballin, der har taget Livet af Sommerfuglen paa Spændet af Messing; det er Wagner”!

Alligevel mente Hannover, at de to kunstnere ville kunne udvikle værkstedet i positiv retning og hilste deres bidrag til fornyelse af kunstindustrien velkommen: ”De har chancer for at supplere hinanden udmærket, naar de faar et naturligere Greb paa de Ting, de tilvirker, d.v.s. naar de faar luftet Højtideligheden ud af deres Værksted eller gemmer den til en passende Lejlighed. Ingen af dem vil mistænke mig for at det er Pjankeri, jeg ønsker i Stedet. Der er ved ingen af dem Fare i saa Henseende. Foruden over mangen god Ævne raader de tilfælles over en Vilje til det Gode, som ikke er almindelig.”[21]  

I løbet af foråret 1901 var man på værkstedet begyndt at fremstille sølvgenstande, og Ballin havde med tilfredshed bemærket de første resultater: ”Jeg har i den senere tid ogsaa lavet fine Sølvsager – de er blevet meget smukke”.[22] Samme år blev Georg Jensen (1866-1935) ansat på værkstedet som mestersvend. Han var uddannet sølvsmed og havde været ind på Kunstakademiets billedhuggerskole, hvor han blev undervist af Th. Stein og Vilhelm Bissen. Han havde i Bissens atelier lært Siegfried Wagner at kende, ligesom de to unge billedhuggere begge havde været ansat ved Bing og Grøndahls Porcelænsfabrik i samme periode[23. Med ansættelsen af Georg Jensen fik Mogens Ballin til sit værksted knyttet endnu en personlighed, der forenede kunstnerens formsans med håndværkerens tekniske kunnen.

I Bissens atelier, 1893. Bagerst ses Georg Jensen, dernæst Johan Einar Otto og forrest Siegfried Wagner.

Ind på det tyske marked
Værkstedets vej ind på det tyske marked gik gennem tidsskriftet Dekorative Kunst, som i april 1902 i en artikel præsenterede det for det tyske publikum. Mogens Ballin kan have trukket på sine forbindelser og selv sørget for omtalen. Artiklen var skrevet af Ballins gode ven, forfatteren og trosfællen Johannes Jørgensen, som Ballin havde haft et tæt samarbejde med omkring det danske tidsskrift Taarnet, der i 1890’erne var organ for den nye, symbolistiske kunstretning. [24] Ballin kendte desuden tidsskriftets chefredaktør Bruchmann: ” – jeg kender ham godt, han er yderst elskværdig, hans hus er Samlingssted for de Moderne; selv er han meget radikal, men tillige meget eklektisk…”.[25]
Med en indledning, der beskrev de nyeste tendenser indenfor kunstindustrien i Danmark bevægede Johannes Jørgensen sig over til fremstillingen af Mogens Ballin og Sigfried Wagners bestræbelser med det nystartede værksted: ”De var blevet opmærksomme på, hvor lidt den nye renæssance indenfor kunsthåndværk havde haft af indvirkning på en enkelt af dens afgreninger: metalindustrien. Betydningsfulde kunstnere som Bindesbøll, Slott-Møller og Willumsen havde arbejdet for guld og sølvsmede – men de mere demokratiske metaller, bronze, messing, tin, manglede stadig kunstnerisk omsorg. Her åbnede der sig et vidt felt, og med dristigt vovemod begyndte de to unge kunstnere deres kulturelle virksomhed.”

Johannes Jørgensen langede ublidt ud efter samtidens forkærlighed for, hvad han anså som materialer og motiver, der skulle tage sig ud for mere og andet, end de var; ” – hele denne salonrædsel, denne forlorne elegance af ”stilfulde” værelsesindretninger for uuddannede parvenuer! Denne kun på skin og bedrag og øjenlyst beregnede ”kunstindustri”. Johannes Jørgensen mente, at Ballins værksted til gengæld havde en nobel og ganske betydelig opgave at tage på sig: ”Mod denne fornedrelse af et ædelt og for folkeopdragelsen vigtigt håndværk har Ballin og hans tro væbner startet et korstog. Af godt, solidt metal, mest af tin, vil han i ædle, enkle Former skabe service og redskaber til det daglige liv. Han vil give folket sin arveandel i skønheden tilbage.” Han sluttede med citatet fra den engelske digter John Keats, som fra Arts and Crafts bevægelsen i England havde bredt sig som et credo til kunsthåndværkets fortalere i resten af Europa med Agnes og Harald Slott-Møller som dens fremmeste stedfortrædere herhjemme: ”A Thing of Beauty is a Joy Forever”.[26]

Johannes Jørgensens artikel blev bragt omkring samme tid, som der i Berlin vistes en udstilling af Mogens Ballin arbejder i det toneangivende galleri ”Keller und Reiner”. Udstillingen blev rosende omtalt i Die Welt, hvor anmelderen i særlig grad hæftede sig ved værkstedets bud på nyfortolkninger indenfor kirkelige genstande.[27] Eksponeringen af Mogens Ballins Værksted i Tyskland skete på et meget velvalgt tidspunkt. Værkstedet har nærmest været uundgåeligt på den store præsentation af ung skandinavisk kunst på Nordische Kunstausstellung på Kaiser Wilhelm-Museum i Krefeld, der løb af stablen i efteråret 1902. Foruden malerier viste udstillingen også et bredt udvalg af kunsthåndværk, blandt andet sølvarbejder af Harald Slott-Møller og Thorvald Bindesbøll, udført af hofjuveler Michelsen. Direktøren for Kaiser Wilhelm museet, Friedrich Deneken, bemærkede det nye danske metalværksted: ”Særligt Mogens Ballins Værksted var interessant for det gedigne i bearbejdning af materialerne, udkastenes originalitet og for arbejdernes generelle nordiske karakter. Udkastene stammer dels fra ham selv, dels fra S. Wagner. I de fleste tilfælde er tin anvendt som materiale. Men også gode sølv- og guldsmedearbejder er udført i det nævnte værksted. I alle arbejder er materialets karakter gjort gældende i en sådan grad, at man kan sige, at kunstneren tænker i det materiale, han arbejder i”.[28]

I omtalen af udstillingen i Die Kunst, hed det blandt andet: ”Det danske metalarbejde har fået en ny forbundsfælle i de to unge danske kunstnere Mogens Ballin og Siegfried Wagner, som i eget værksted lader arbejder i sølv, tin, bronze og messing udføre. Deres smykker og brugsgenstande er til dels massive og tunge, og til dels er de præget af en velgørende enkelhed. Med ros skal nævnes, at de aldrig gør vold mod materialet; særligt forstår de at fremhæve den stoflige charme i tinnet, som øjensynligt er deres yndlingsmetal.”[29]

Brevene til Willumsen
Det var Mogens Ballins ønske at flere kunstnere skulle tilknyttes værkstedet og give tegninger til arbejder. På Kunstindustrimuseets udstilling i 1901 var hver genstand forsynet med et lille skilt, der oplyste, hvem formgiveren var. Ved siden af Wagner og Ballin, optrådte nogle få arbejder under maleren Gudmund Hentzes navn. Han skulle de kommende år komme til at tegne hen ved 100 genstande for Ballin og var dermed i høj grad med til at præge værkstedets kunstneriske udtryk. Mogens Ballin havde ligeledes forsøgt at få J.F. Willumsen (1863-1958) til at tegne modeller til udførelse på værkstedet. Imidlertid blev det tilsyneladende kun til en enkelt genstand, en vase med varenummeret T10. Det lave varenummer tyder på, at vasen er udført ret tidligt, måske allerede omkring 1900/1901, da den i værkstedsmapperne er indført side om side med de arbejder af Wagner og Ballin, som blev udstillet i 1901. 

Af et brev fra Ballin fremgår det, at han kunne overtage nogle af Willumsens møbler, som kunne anvendes i værkstedet, og han benyttede anledningen til at bede om nogle tegninger: ”Jeg havde tænkt paa jeg kunde vist egentlig bruge mangt og meget af Deres Studier, om De ellers har lyst til at blive dem kvit, Tegninger til Vaser, Ornamentstudier el. lign. Læg lidt til Side til mig, naar De gør Orden i Sagerne”[30]. Willumsen må have givet tilsagn om tegninger til flere ting, da Ballin skriver: ”Nu ved jeg, at De nok vil Tegne de omtalte Ting, men at De er bange, De er kommet for langt bort fra Ornamentik. – Saa ved jeg altsaa ikke om De gør det, og det maa jeg vide, for naar De ikke vil, maa jeg; jeg tror at have Brug for navnlig Brødbakke og Frugtskaal. Skal vi sige, at jeg i alt Fald faar Tegning til de 2 Ting inden Juli Maaneds Udgang. Tag ikke Ornamentikken for højtidelig den maa helst være ganske simpel; jeg arbejder stærkt paa at komme bort fra det overlæssede til simple Former meget lidt ornamentale.”

Ballin måtte presse på, for at få det lovede. I et brev af 23. juni 1903 skriver han: ”Nu har jeg virkelig gaaet og været taalmodig længe, maa jeg gi’ et Bjæf, som betyder, at jeg længes efter de Tegninger – De har da ikke opgivet at lave mig dem? Nu er netop Tiden til at lave nye Modeller og til Efteraaret skal der atter være Udst. af Kunstindustri i Museet dér vilde jeg gærne ha’ noget af Dem. Mælkekander har jeg maattet gøre og Fotographirammen kan De nemt blive fri for, hvis den ikke er tegnet, men det andet, det længes jeg som sagt efter.”

Gruppebillede af værkstedets medarbejdere, ca. 1903. Det har været muligt at sætte navne på følgende:  1: Gravør Baruch Griegst. 2: Gravør Alba Lykke. 3: Sølvsmed Thabita Nielsen, senere gift Schwenn. 4. Ciselør Wilhelmine Oppenheim, der senere blev gift med Jais Nielsen. 5. Mogens Ballin selv og som nr. 6: sølvsmedelærling Georg Thylstrup. Oplysningen stammer fra Mogens Ballins barnebarn.

I alt har der på værkstedet været omkring 16 sølvsmede og gravører med lærlinge samt 12 smede, smedelærlinge og arbejdsdrenge ansat. Mellem ciselørerne finder man bl.a. maleren og billedhuggeren Vilhelmine Oppenheim, senere gift med kunstneren Jais Nielsen, og Alba Lykke, der senere blev gift med billedhuggeren og sølvsmeden Just Andersen. Til de kvindelige ansatte hørte desuden sølvsmed Thabita Nielsen, der under giftenavnet Schwenn etablerede eget sølvværksted. Også Georg Thylstrup startede som sølvsmedelærling på Mogens Ballins Værksted inden han fortsatte hos Georg Jensen og endelig etablerede sig med egen forretning. [34]      

Siegfried Wagner forlod værkstedet i maj 1902 til fordel for en stilling som kunstnerisk leder ved metalvarefabrikken Tvermoes og Abrahamson. Han havde i de to år, han arbejdede sammen med Mogens Ballin, nået at formgive omkring 65 genstande og havde sat sit klare præg på værkstedets stil. På udstillingen arrangeret af ”Selskabet for Dekorativ Kunst” på i Nikolaj Plads i februar 1903 var Wagner repræsenteret med 12 genstande for Mogens Ballins Værksted, Gudmund Hentze med samme antal, mens Ballin selv havde givet tegning til 20 genstande.

Gudmund Hentze (1875-1948) var oprindelig maler og tegner og havde en helt anden tilgang til formgivning end Wagner, der havde et nært materialekendskab og som indlysende nok arbejdede skulpturelt og monumentalt, både når det drejede sig om korpusarbejder og smykker. Hentze, derimod, havde en fabulerende stil, ofte med dyremotiver som snegle, ugler eller duer. På et barnebæger, hvor skitser og kalke har overlevet hos et barnebarn, ses naivt tegnede afrikanske dyr, og det legende viser sig også, hvor små hjerter indgår i udsmykningen som på bonbonniere T27 I eller kaffeservicet T46. Her har knoppen på kaffekandens låg fået hjerteform. Om Hentzes stil blev bl.a. bemærket, at den var ”ikke sjældent noget bizar, til tider barok, mens hans arbejder har altid en udpræget dekorativ virkning”.[35]

Georg Jensen

Også Georg Jensen fik lejlighed til at tegne enkelte genstande til værkstedet. Bemærkelsesværdigt nok er der ikke noget, der tyder på, at han har givet udkast til smykker eller andre arbejder i sølv. Han har stået for udformningen af enkelte ting i tin og bronze, blandt andet en nøddeknækker med to egern til at ’bide’ nødden over. Udført i tin må det dog konstateres, at det er så som så med nøddeknækkerens funktionalitet, da det bløde metal giver efter ved brug.

Hvorfor Georg Jensen tilsyneladende ikke har tegnet smykker eller andre sølvvarer for Mogens Ballin, kan måske forklares ved, at han sideløbende med arbejdet for Ballins værksted tegnede og udførte smykker i eget navn, som han sammen med skulpturer blandt andet udstillede i Kleis’ Kunsthandel i 1901 og på Den frie Udstilling i 1902.[36] Georg Jensen fik på Mogens Ballins Værksted lejlighed til at arbejde i flere forskellige metaller, ”og han syntes, at det var spændende”, skriver Georg Jensens søn Ib og tilføjer: ”man kan se på hans arbejder fra den periode, at han var billedhugger, han satte sit præg på Mogens Ballins produkter, selv om det var Mogens Ballin, der havde tegnet tingene, så var det den måde Georg Jensen sørgede for, at ciselørerne bearbejdede overfladerne på, der gav blandt andet Mogens Ballins store sølvbrocher den gode form og fine overflade.”[37]

I sin Georg Jensen biografi har Walter Schwartz skrevet følgende om Mogens Ballin: ”En stor kunstner var han. Hans smykker forarbejdet frit og naturligt med anvendelse af rav, koraller og halvædelsten nedbrød megen daarlig overtro med hensyn til, hvordan tingene burde laves.”[38] Her har der været rum og mulighed for at afprøve nye teknikker, hvor man i færdiggørelsen af sølvets overflade med ciselering og oxydering kunne fremhæve smykkets motiver. Ved ikke at polere sølvets overflade helt blankt og fremhæve sporene af hammerslagene fik sølvet en levende virkning, der samtidig vidnede om den håndværksmæssige udførelse i modsætning til de massefremstillede smykker, der var støbt eller maskinpresset. Teknikken svarede fint overens med Mogens Ballins ønske om at fremstille ærlige ting, og hvad Sophus Michaelis havde betegnet som ”i nøje overensstemmelse med Materialets Karakter”. Sammen med Mogens Ballins egne, uortodokse tilgang til smykkernes tilvirkning og udformning var det med til at bringe fornyelse ind i den danske sølvtradition.

Sølvsmedene ved arbejdsbordet.

Andre tilknyttede kunstnere
Ludvig Find og Johan Rohde udførte ligeledes tegninger til Mogens Ballins Værksted. De havde ligesom Ballin eksperimenteret med maleri i 1890’erne og bevægede sig snart over i formgivningen af brugsgenstande. Da Johan Rohde (1856-1935) i anledning af sit bryllup i 1903 manglede et sølvbestik, henvendte han sig til Mogens Ballin med tegningerne. I slutningen af 1890’erne var Rohde begyndt at tegne møbler, men han havde endnu ikke forsøgt sig med sølv. Det første udkast til gafler viste sig ikke at være gode nok i anvendelsen, og han lod udføre nogle andre efter en forbedret tegning. I alt fik han fremstillet ti gafler og seks skeer hos Ballin. Johan Rohdes første spæde forsøg med sølv er beskrevet af Sigurd Schultz, der kommenterede bestikkets håndgribelige tyngde og udførelsen, der er ”uden nogen maskinmæssig Korrekthed, men bred og kraftig, med Mærker af Værktøjet og med de smaa Uregelmæssigheder, som giver Liv, akkurat som ved gamle haandsmedede Spisebestik, saaledes at man kan se, at det drejer sig om Haandarbejde – kun med den Forskel, at der ligger en bevidst Tanke deri, og det derfor virker saa meget kraftigere”. [39] Rohde tegnede nogle enkelte ting for værkstedet; nogle dørgreb, to lamper udført i bronze og krystal samt blækhus og sukkerbøsse i tin.

Ludvig Find (1869-1945) havde siden ungdomstiden været venskabeligt knyttet til Ballin. Hans bidrag til Mogens Ballins Værksted var blandt andet en række genstande som vaser, skåle, opsatser og bonbonniere, alle dekoreret med en frejdig lillepigeskikkelse. Ludvig Find, der sammen med hustruen fik 12 børn, var meget optaget af barneskikkelsen, som han kredsede om i en række tegninger og portrætmalerier. En række af hans illustrationer med lillepige-figuren Hanne blev udgivet i L.C. Nielsens bog af samme navn i 1909.[40]  

Blandt genstandene i Mogens Ballins Værkstedsmapper, finder man to ting, der er tegnede af ”Frk. Constantin-Hansen”, sandsynligvis med fornavnet Elise. Elise Konstantin-Hansen (1858-1946) havde arbejdet med maleri, tegnet broderiforlæg sammen med Thorvald Bindesbøll og beskæftiget sig med keramik, hvor hun nåede fine resultater med planter- og dyremotiver. Hendes indsats indenfor kunsthåndværket var med til at skabe den opblomstrende interesse for kunsthåndværkets og kunstindustriens udvikling, som Mogens Ballins Værksted også var et udtryk for: At skabe smukke, anvendelige ting til de almindelige hjem, formgivet af kunstnere og udført med håndværksmæssig kvalitet. Til værkstedet tegnede ”Frk. Constantin-Hansen” en proptrækker med fisk som håndtag (varenummer T190 og B75) samt en brevpresse udformet som to brydende harer (varenummer T196). En enkelt genstand, et håndspejl med varenummer T136, er angivet tegnet af "Frk. Hofmann". Med stor sandsynlighed er der tale om maler og billedhugger Hanna Hoffmann (1858-1917), der ligesom Georg Jensen var elev af professor Th. Stein. Hun havde ligesom Elise Konstantin Hansen taget undervisning på Vilhelm Kyhns Malerskole for Kvinder. I 1904 deltog Hanna Hoffmann med egne  sølvgenstande på udstillingen Moderne Dansk Kunsthaandværk på Kunstindustrimuseet, hvilket blev omtalt af Emil Hannover i Tidsskrift for Kunstindustri.

I de nye lokaler på Nordrefrihavnsvej, hvor Mogens Ballins Værksted flyttede til omkring 1903, blev arbejdspladserne indrettede med det nyeste indenfor maskiner og installationer. Her står medarbejderne ved trykbænkene.

Ciselørerne på værkstedet, ca. 1903.

Et par uidentificerede navne er der også blandt kunstnerne, som Mogens Ballin knyttede til værkstedet. En del genstande er tegnede af en ”Frk. Ni.”, mens en lampe med egernmotiv og blomsterskål med flagermus på kanten i sikker Jugendstil er af Løvgren, måske en svensk tegner?

"For god at lade gaa – og ikke god nok til at gaa"
Mogens Ballins Værksted var kommet godt fra start, der var pæne omtaler i både de danske og tyske kunsttidsskrifter, og publikum tog godt imod de moderne genstande på udstillingerne og fra butikken i Skoubogade. Gennem forhandlere i Jylland var det blevet muligt også at købe Ballin arbejder i provinsen: På den Jyske Industri- og Landbrugsudstilling i Horsens i 1905 præsenterede Chr. Henrichsen, Bog og Kunsthandel, et udvalg af ”Metalarbejder fra Mogens Ballins Værksted. Kunstindustrielle Sølv-, Tin- og Metalarbejder, efter danske Kunstneres Tegninger”.[41] I Aalborg var det kunsthandler Carl Dyhr, der solgte Ballin-genstande.[42]

Der var en pæn afsætning i de seriefremstillede genstande og efterspørgsel på bestillingsarbejder, om end Ballin havde håbet på flere kirkelige opgaver. Han havde tilsyneladende haft det sydtyske kloster i Beuron i tankerne. Det havde han gode kontakter til gennem et personligt ophold der i midten af 1890’erne og gennem vennen Jan Verkade, der havde viet sit liv til klosteret. Døbefonten og dåbskanden til Hellerup Kirke forblev dog den største bestilling af denne art. Værkstedet udførte endvidere to andre dåbsfade og kander, hvor det ene sæt var ”til en katolsk præst”.[43] På udstillingen i Galleri Keller & Reiner i 1902 kunne man se et fad og to messekander drevet i en messinglegering med højt kobberindhold, kaldet tombak. Sættet blev også gengivet i artiklen i Die Welt.[44] Peter Schindler nævner ligeledes ”et lille, af Beuron paavirket Krucifix, der vandt megen Yndest og ofte blev kopieret; det var dog intet personligt Arbejde af Ballin.”[45] Krucifikset var faktisk tegnet af den jødiske Siegfried Wagner, der heller ikke selv var tilfreds med det. Han havde i privat eksemplar af artiklen i Die Welt kommenteret det afbildede kors med ordene: ”Dette Krucifix er noget Lort, desværre lavet af undertegnede SW!”[46]

Da Wagner forlod værkstedet, kom Ballin til at stå alene med det forretningsmæssige ansvar, hvilket han nok aldrig havde næret den store interesse for. Som brevene til J.F. Willumsen fortæller, var det desuden en stadig kamp at få økonomien til at hænge sammen med produktion og salg. En stigende træthed over opgaverne i værkstedet og forretningen fornemmer man gennem brevvekslingen med Jan Verkade, hvor Ballin i vinteren 1904 skrev: ”Jeg længes efter mit Malerliv, og jeg brænder af længsel efter at begynde igen … jeg har aldrig haft megen Energi, og nu er jeg optaget af saa Mangt og Meget i Forretningen og i Familien, at min Aand kun har liden Frihed – og dog faar jeg ikke meget udrettet; jeg maa løbe fra Værkstedet til Butiken og jeg maa ustandseligt konferere med Værkføreren, saa jeg faar ikke tegnet meget – jeg duer ikke til meget for Tiden; Forretningen gaar betydeligt frem, men Fortjenesten ligger stadig langt borte. Stadig den samme Vise: Forretningen er for god at lade gaa – og ikke god nok til at gaa. Det er ogsaa vanskeligt; Kunstindustri begynder at kede mig, og jeg afskyr den købmandsmæssige Side”.[47]

Samme år havde Georg Jensen forladt Mogens Ballins Værksted for at etablere egen forretning. Georg Jensen sølvsmedje startede småt ud med kun få ansatte. En af dem var ciseløren Georg Nilsson, som han selv havde været med til at udlære hos Ballin.[48] Om end Mogens Ballin må have støttet op omkring Georg Jensens realisering af sine drømme, har tabet af gode medarbejdere nok ikke været befordrende for hans egen glæde ved arbejdet på værkstedet. På hjemmefronten stødte der også problemer til. Mogens Ballins kone havde fra 1900 til 1905 været igennem 5 fødsler, som havde tæret på hendes helbred. I løbet af 1906 havde hun og Mogens Ballin i længere tid opholdt sig i Italien på rekonvalescens, men hendes situation forværredes og i april 1907 døde hun. Mogens Ballin, der nu stod alene med børnene, følte ikke længere nogen interesse for værkstedet, og afhændede det.

Som en votivgave, og som bøn for hustruens liv, havde Mogens Ballin i begyndelsen af året i 1907 udført en evighedslampe til klosterkirken San Domenico i Fiesole efter tegninger af Guiseppe Castellucci, akitekten, som netop på det tidspunkt forestod en restaurering af kirken. Det var i denne kirke, Mogens Ballin havde mødt sin endelige tro og havde bekendt sig til katolicismen gennem dåben. Lampen blev udstillet i butiksvinduet i Skoubogade i februar måned, inden den blev sendt til klosterkirken.[49]

Hertz og Ballin
Da Hans Peter Hertz i 1908 overtog Mogens Ballins forretning var han netop året før udlært som guldsmed i familiefirmaet, der hørte til blandt de gamle, traditionsrige juvelerer. Hvor produktionen fra Mogens Ballins Værksted ind til da var forsynede med stemplet MB, blev det nu ændret en smule til HB – ser men nøje efter, kan man se H for Hertz, P for Peter og B for Ballin. Hans Peter Hertz overtog både værkstedet på Nordrefrihavnsgade 19 og udsalget i Skoubogade, ligesom værkstedsmapperne med fotografier og beskrivelser af modellerne overgik til den nye ejer.[50] Værkstedet ser ud til at have fungeret indtil 1920 fra Nordrefrihavnsgade, hvorefter det flyttede til Frederiksberggade 14. Udsalget i Skoubogade må være flyttet senest i 1916, hvor M. Ballins Eftf. annoncerer i tidsskriftet Skønvirke med adressen Frederiksberggade 14. [51] De fleste af modellerne blev videreført, andre udgik, mens der også kom nye til. Både Hans Peter Hertz og hans kone, Märtha Ahrensberg-Hertz, tegnede nye modeller, ligesom nye kunstnere gav udkast til enkelte genstande. Man finder blandt andet den unge billedhugger og sølvsmed Just Andersen nævnt, men der optræder også ukendte navne som ”Frk. Kajert”, der blandt andet udførte nogle figurer og et spejl med H.C. Andersen motiv, eller E. Gross, ligesom arkitekterne Sæbye og Madvig har formgivet korpusarbejder i sølv for Mogens Ballins Eftf. På 1910-udstillingen af Skønvirke udstillede arkitekt Carl Brummer et lille sølvgarniture bestående af bæger, sennepskrukke, peberbøsse, saltkar og sukkerskål, fremstillet på værkstedet. [52]

H. P. Hertz’ fornyelsen af sortimentet skete primært indenfor sølvet, som blev udvidet med hen ved 200 nye varenumre, men også udvalget indenfor tin blev suppleret. Men væksten skete ikke med samme hast som under Ballin, ligesom der heller ikke fornemmes samme lyst og formåen til kunstneriske eksperimenter i genstandenes udformning og udsmykning. Hans Peter Hertz valgte i 1920 at gå ind i familieforetagendet, hvor han blev direktør i Bernhard Hertz, der var en større smykkegrossist- og fabriksvirksomhed.[53] Ballins Eftf. var registreret i Kraks Erhvervsregister frem til 1926 mens firmaet stod opført hos Ædelmetalkontrollen helt frem til 1937. 

Ringen sluttes
Just Andersen (1884-1943) var uddannet dekorationsbilledhugger, havde gået på Kunstakademiets Malerskole og blev  i 1912 optaget på Skolen for Dansk Kunsthåndværk [54] Fra samme år stammer hans tegning til en vase med punslede blomster, som blev udført af Mogens Ballin Eftf.. Tegningen befinder sig i dag på Kunstindustrimuseet, mens et eksemplar af vasen er udstillet på Vejen Kunstmuseum.[55] Hvordan forbindelsen mellem Just Andersen og Mogens Ballin opstod, vides ikke med sikkerhed. Måske havde Ballin øje for nye talenter, når de dukkede op, og sørgede for at formidle kontakter og opgaver. Just Andersen kom således til at stå for to opgaver, som Mogens Ballin havde taget initiativ til, og som gav ham rig mulighed for at demonstrere sine evner for formgivning i metal.

Allerede tilbage i 1900, mens Marguerit Ballin ventede deres første barn, havde Mogens Ballin lovet at skænke en betydelig gave til den kirke, som den katolske menighed i 1900 samlede ind til med biskop von Euch i spidsen. Gaven skulle være et alter drevet i kobber i stil med de middelalderlige gyldne altre. Kirken blev først påbegyndt i 1914, samme år som Mogens Ballin døde. Hans mor, den jødisk troende Ida Ballin, sørgede dog for, at hans løfte blev holdt. Just Andersen påbegyndte alteret i samme år som kirkens opførelse. Det var et stort arbejde med 400 drevne kobberplader, der efterhånden, som de blev færdige, blev udstillet på Charlottenborg. Da Sakramentskirken på Nørrebro blev indviet i 1917, stod alteret færdigt med gyldne relieffer på front og sider af alterbordet og tro mod de middelalderlige forbilleder også med retabel og retabelbue. Just Andersen fik blandt andet hjælp til arbejdet af ciselør Alba Lykke, der også havde arbejdet på Mogens Ballins Værksted. Samarbejde bar frugt i mere end én forstand, da de blev gift i 1915. Selve alteret i dag desværre splittet ad og dele anbragt forskellige steder i kirken.

Biskop von Euch virkede fra den katolske kirke i Bredgade, og i anledning af hans 80 års fødselsdag i 1914, nåede Mogens Ballin at samle ind til en rigt udsmykket bispestav udført i sølv og elfenben. Med denne bispestav blev ringen så at sige sluttet, da Just Andersen kom til at stå for sølvarbejdet, mens mandorlaen i elfenben blev skåret af Jean René Gauguin (1881-1961), søn af Mette Gad og Paul Gauguin[56]. Gennem dette dansk-franske par havde Ballin lært den moderne franske kunst at kende; de var indgangen til den kunstforståelse, som Ballin identificerede sig med og virkede ud fra, og som blev bevæggrunden for at etablere et værksted for metalarbejder. Paul Gauguins ytring om sit eget forhold til kunsthåndværket passer da i høj grad også på Ballin: ”Strengt sagt ligger mit sande talent i langt højere grad dér end i maleriet.”[57]