HALLOWEEN med Skelet-jagt, billedskole-fernisering og kreative værksteder   Af Teresa Nielsen, museumsleder     Lørdag den 31. oktober blev en af de rigtig livlige dage på Vejen Kunstmuseum. Hele dagen myldrede det ind og ud af huset. Fra museet åbnede kl. 11 stod børnefamilierne klar til at løse dagens Skelet-jagt opgaver. Netop denne lørdag var det Halloween, og hvad var mere nærliggende end at arrangere Skelet-jagt gennem en samling, som viser sig at rumme ret mange knoglefremstillinger. Vejen Kunstmuseum er specialsamling for dansk kunst omkring 1900, og særligt for symbolisterne, der var optaget af livets store spørgsmål, og ganske særligt af sorgen og døden. Som optakt til dagen havde billedhugger Sophus Ejler Jepsen lavet en flot plakat i sort, orange og gul med et skelet, der titter frem. Den blev ophængt i bymidten og dannede sammen med omtale i Vejen Avis og Ny Tirsdag optakt til dagen – suppleret med en omtale i Radio Syd hos Torben Ølholm.

Skelet-jagten

Inde i museets Skulptursal tog en af husets gode hjælpere, Grethe, imod og udleverede opgaveark. Hun havde fået selskab af et rigtig flot skelet i 1:1, som museet havde fået lov til at låne fra Østerbyskolen. Det var en flot og dramatisk optakt til Skelet-jagten! Under forberedelserne til dagen var sætningen ”Skeletter i skabet” flere gange dukket op. I den røde Malerisal står i hjørnet P.V. Jensen-Klints skab. En låge blev åbnet, og på hylden dansede et lille plastikskelet, så ordlyden for alvor fik mening!
 

Der var 13 punkter på Skelet-jagten. For at lette vejen til opgaverne havde Sophus Ejler Jepsen (assisteret af Stefan fra efterskolen i Andst) fremstillet 13 papirsskeletter, der var hængt op ved de respektive opgaver. Da Skelet-jagten startede udenfor ved tre af Niels Hansen Jacobsens skulpturer, havde Heidi Müller fået den gode idé, at vi dér kunne beskytte papirsskeletterne ved at sætte dem indeni en plasticpose, og ophænge den på skulpturerne. Tænk, i løbet af natten mellem lørdag og søndag lykkedes det skelettet i en af poserne at slippe fri! Søndag morgen var posen revet op og skelettet borte!

Den første post var ved Militarismen oppe i hovedgaden. Den er billedhuggerens største skulptur. I årene 1898-99 modellerede han i en kantet, aggressiv formgivning krigens grufulde væsen og plantede krigeren i en pyramide af hoveder, der gradvist forgår til tomme kranier. Moralen kan læses som: Lige meget hvor forskellige vi måtte synes på ansigternes ydre træk, er vi alle i bund og grund blot skeletter inden under. Opgaven rettede fokus mod krigeren, der midt på brystet har en markant korsform – måske et billede på troen i al almindelighed, der ofte har været årsag til krig. 

Anden post var ved Døden og Moderen. Her modellerede Hansen Jacobsen i 1892 med afsæt i H. C. Andersens Historien om en Moder kvinden, der i afmagt er sunket sammen mens døden stille og varsomt udfører sin opgave med at bringe hendes barn ind i de ukendtes land. I forlængelse af fortællingen har billedhuggeren gjort den traditionelle knokkelmand til en handlingens mand. Men for at gøre klart for os, at han ikke er noget helt almindeligt menneske, har Hansen Jacobsen modelleret ansigtet i en overgangsfase gradvist på vej til opløsning, hvor næsen er ved at blive et hul.

Samme modellering ses i billedhuggerens absolutte hovedværk, Skyggen, der var tredje post på ruten. Her er det lykkedes Hansen Jacobsen at give en overbevisende 3D form til den ellers ganske flade skygge – vi er atter i skyggelandet hos H.C. Andersen. Skulpturen er ikke en direkte illustration til den berømte forfatters fortælling om Skyggen, men kan næppe tænkes uden denne. Hansen Jacobsen bruger skyggen som et billede på vores egen forgængelighed, og udstyrer ham med en af de bedst kendte påmindelser om vores eget livs flygtighed, timeglasset, hvor sandet - som vores afmålte tid på jorden - løber igennem.

Så gik turen ind på museet og gennem Skulptursalen til den røde Malerisal, hvor der står en lille udgave af Døden og Moderen. Bagved hænger på væggen Axel Hous 1892 portræt af Niels Hansen Jacobsen. Raffineret har maleren gjort det til et dobbeltportræt ved bag kunstneren at male den nederste del af Døden og Moderen, kvindefiguren, som Hansen Jacobsens egen hustru, Anna Gabriele, lå model til. Så her ses de faktisk begge sammen!

Lidt længere fremme i gangen hænger på højre hånd Ejnar Nielsens tegning af Dødedansen. Nederst går en trist procession, og for oven er der et omhyggeligt tegnet smedejernsrækværk. De dekorative elementer er sammenslyngede skeletter. Inklusiv de to, der er sat i mønsteret i begge ender, er der 14 kranier.

For enden af gangen står Peter Carlsens skulptur af Bellerophone i kamp med kimæren. Nederst ligger et flot knoglemat kranie – en af de uheldige, der ikke klarede uhyret, der består af en kombination af en løve med guldmanke og gedehoved i ryggen samt en slangehale!

Helt for enden af gangen før en trappe op og en ned i Keramikkælderen.Dér var den næste post ved Hans Adolph Hjorths to lysestager – den ene med flot, broget glasur, den anden i sort terrakotta. Den stod vendt med bagsiden udad, så man kunne se kraniet, der grinede nederst. Stearinlys er som timeglasset et ældgammelt billede på livets forgængelighed, så her har kunstneren med kraniet blot understreget symbolikken.

Den 11. post var i dagens anledning sat frem i Publikumsrummet: Peter Callesens papirklip kaldet Closet, det engelske ord for skab. Og se, her var ikke kun skeletter i skabet, men også et spøgelse, en slange, en vred sørøver og en ulv! Her vælder alle eventyrenes fæle skikkelser ud af skabet. Papirklippet købte museet i forlængelse af julekalender-udstillingen 2007-2008, Snowfall. Det viser sig, at Vejen Kunstmuseum er det første museum, der har erhvervet en af Peter Callesens raffinerede papirklip, der næsten alle i sig bærer tanker om det forgængelige, hvad papiret i høj grad også er. Kunstneren har dog garanteret, at klippet så vidt muligt er fremtidssikret ved at være udført i syrefrit papir – det vil sige papir, der ikke er fremstillet af træ.

Til den tolvte og trettende post skulle man en sal tilbage, til den første særudstillingssal, hvor Elof Risebye er leveringsdygtig i masser af skeletter. Den næstsidste post var ved et lille maleri, der er lånt fra privateje. I 1928 gjorde maleren studier i Lund, hvor man formodentlig har været i gang med at udgrave en kirkegård. Side ved side har han malet skeletterne, og i dette ene studie er han gået ganske tæt på et par kranier, der med hængende kæber synes at ligge og grine. Tænk hjemme på stuevæggen at have et maleri af et par kranier, der skraldler!

Det var oplagt, at målet for Skelet-jagten blev ved Elof Risebyes fantastiske mosaik Dødedansen fra 1923. Det er udført efter Michael Wolgemuts træsnit, der i 1493 i Nürnberg blev trykt i Schedels Historie mundi. Omhyggeligt er de små stenstykker, tesseræ, passet til og efterfølgende poleret på overfladen med et levende spil, dér hvor nogle sten ikke når helt op til den fælles blanke, kolde overflade. Yderst til højre står en dansende figur med et rødt båndornament, der viser sig at være hans slyngede tarme!

Billedskolens fernisering og efterfølgende værksteder   Klokken 15 var der indbudt til fernisering på et udvalg af dette semesters resultater. Da vi gik i gang kl. 15.15 var salen propfyldt med spændte børn samt lyttende forældre og bedsteforældre. Det var dejligt at se, at omkring halvdelen af billedskolens aktuelle 80 ugentlige elever havde haft mulighed for at sætte eftermiddagen af til at være med.

Som noget helt nyt blev der denne eftermiddag for første gang uddelt diplomer til alle de elever, der har været med til at gennemføre billedskolens 9. halvår. Idéen kom fra en af billedskolens lærere, Jette Löwén Dall, og den blev straks grebet af alle i lærerflokken og bestyrelsen. Tanken blev også straks videreudviklet til, at diplomet skulle følges af en særlig bagde. Billedhugger Sophus Ejler Jepsen, der de sidste mange år har tegnet skolens grafiske linie, har stået for diplomet – et rundt felt, der går igen på badgen. I suset af en strøm af efterårsblade står den lyserøde Magenta figur sammen med det lille, strittende pindsvin kaldet Graf. Sammen symboliserer de henholdsvis farvernes og stregernes verden, og tænkes på sigt at føre os på vej ind i en forståelse af teknikkerne og materialerne i en del af kunstværkerne på Vejen Kunstmuseum.

Lene Kersting præsenterede sine mandagselever

Sophus Ejler Jepsen og Beata Fabricius præsenterede deres tirsdagselever

Sophus Ejler Jepsen præsenterede sine to onsdagshold

Jette Löwén Dall præsenterede sine torsdagselever

Beata Fabricius præsenterede sine fredagselever

Sophus Ejler Jepsen præsenterede sine lørdagselever
 

Så blev der mulighed for at komme rundt mellem skillevægge og staværer og få set på et udvalg af alt det, som børnene i de forgangne uger har lavet. Her var tegninger, tryk, flotte keramiske blomster glaseret med knust, smeltet glas, tegninger med opstillinger af slik, vandfarvebilleder, drømmehus/slotte og skeletter.

Efterfølgende var der mulighed for at fortsætte ud på Museumspladsen, hvor der under Henning Ranums kyndige ledelse blev lavet avispapirsbrænding og var tændt op i bålbækkener, hvor små konservesdåser fyldt med savsmuld og perler blev varmet op til glødende temperaturer – ca. 800-900 grader! Dåserne var klemt sammen for oven og bukket en gang, så de var lufttætte. Efterhånden som savsmulden forglødede fjernedes ilten fra leret – og på forunderlig vis ændrede perlerne farve fra hvid til sort. På samme måde som jydepottekonerne fremstillede deres sorte lertøj.

Samtidigt blev der lavet et stort bål over en omvendt gryde. Under gryden var der anbragt savsmuld, perler og amuletter. Her skete det samme. Varmen trængte fra bålet ind gennem gryden til perler og savsmuld. Savsmulden forglødede og brugte ilten, leret blev reduceret og fik sin sorte farve. I løbet af ca. 2 timer brændte avisovnen (bestående af ca 120 sammenrullede aviser) ned og perlerne, der var anbragt inde i midten kunne fiskes ud med tænger. Deres farve var mere grålig – her var der ilt hele tiden. Det var fascinerende at se de ”brændte dåser” blive åbnet og afsløre de dybsorte perler og amuletter.
 

Alternativt kunne man gå op på billedskoleloftet, hvor Sophus Ejler Jepsen havde gjort klar med skabeloner, så man kunne skære og folde flotte æsker til at lægge sine bålbrændte perler i. Sjovt var det at se, hvordan deltagerne i det uendelige varierede mulighederne for at klippe gennem æskens form og skabe figurer, der trådte frem, når karton af en anden farve blev sat på bagsiden. I skyggen af Halloween-dagen blev en del af de orange æsker til græskarformer med skæve øjne og munde med hugtænder!

Takket være gode hjælpere, der var trådt til med dejlig kage, kunne man under teltet på Museumspladsen købe kaffe, te, saft og kage for beskedne summer – alt overskud går til Billedskolens arbejde

Tak til alle billedskolens dygtige lærere og vores gode hjælpere for en rigtig fin dag!

Tilbage