Læs mere om kommende udstillinger her
– eller klik på DET SKER øverst på siden.

PALSHUS-keramik
1947-1972


Udstillingen kan ses fra den 14. marts 2026 til og med søndag den 20. september 2026.

Lørdag den14. marts kl. 15 inviteres alle til åbningen af udstillingen. Se mere på billedet til højre!

Med deres forbogstaver tilsat HUS navngav Per og Annelise Linnemann-Schmidt deres keramikproduktion, der stod på til 1972 i Sengeløse. Fra 1947 foregik den indledningsvis i ly af den relativt unge keramikvirksomhed Eslau, der blev grundlagt i 1944 af brødrene Esbern og Lauge Larsen. For ESLAU formgav Per Linnemann-Schmidt (PL-S) en kaffekande, kop og underkop – et mokkastel i lertøj med gul eller grøn glasur. Fra 1949 foregik PALSHUS-produktionen i egne lokaler.

Med Palshus-udstillingen præsenterer Vejen Kunstmuseum endnu et vigtigt kapitel i dansk stentøjshistorie i forlængelse af de store udstillinger om to andre højdepunkter med Arne Bang i 2011 og SAXBO i 2015. Set med mange års afstand har det tidlige Palshus-stentøj en karakteristisk strømlinet forenkling, der i forhold til produktionen hos SAXBO og Arne Bang er endnu mere moderne – et rationelt masseproduceret bud på dansk stentøj i storproduktion. Det var da også ægteparrets erklærede mål gennem denne forenkling at bringe stentøjet ned på en yderst overkommelig pris.

LERTØJSPRODUKTION

Palshus-produktionen indledtes med lertøjsvarer – en julerose-lysestage modelleret af Per Linnemann-Schmidt (PL-S) samt brugsting og reklameartikler i samarbejde med Jens H. Quistgaard (1919-2008). Lertøjet fik klare, ensfarvede glasurer – hvid, gul, grøn, turkis, violetblå og mørkeblå i toner, der minder meget om glaseringen af de steldele, som PL-S formgav for ESLAU.

STENTØJET

Snart var produktionen alene af stentøjsvarer. Der blev lavet brugsgenstande som vaser, kander og skåle, og der blev der gjort brug af harepelsglasur i seks toner: Middelhavsblå, dueblå, oliven, mosgrøn, karamel og elfenbenshvid. Palshus-keramikken blev blandt andet solgt gennem Den Permanente, hvor ægteparret havde deres andel i årene 1952-1971. PL-S sad i otte år i bestyrelsen, og siden blev også hans hustru, den driftige erhvervskvinde, Annelise Linnemann-Schmidt (AL-S, født Sprechler) valgt ind, og sad endnu i bestyrelsen ved sin pludselige død.

CHAMOTTEHOLDIG NYTÆNKNING

Hovedparten af de tidlige brugsgenstande med harepelsglasurer blev formgivet af PL-S, mens AL-S’ initialer dukkede op som medspiller, da den grove chamotteholdige lermasse og et nyt formsprog for alvor lanceredes i 1957 i forbindelse med PALSHUS’ store udstilling i Illums Bolighus. Der blev arbejdet med blanke, translucente glasurer i klare toner af gul, grøn, blå og brun på primært vaser, skåle og lampefødder. De var smykket med fordybet dekoration skabt ved tryk med forskellige reliefmotiver, stumpe redskaber og slyngen i rækker og skarpe felter – lejlighedsvis trukket op med en ramme ridset ind i den grove chamotteholdige lermasse. Glasuren fortættes på reliefafsatserne, hvor farverne bliver mere intense og glasuren ikke længere er gennemsigtig.

ANDRE KUNSTNERE

Senest fra deres udstilling i 1954 hos Studio Schrader i Kvindernes Bygning i Niels Hemmingsensgade i København var der også værker af både Frode Bahnsen (1923-1983), der formgav brugsting, og Kjeld Jordan, der har modelleret de attraktive samlerobjekter, statuetterne af pelikanen og dens unge, elefanten i to størrelser og de små fugle.
Sidst i 1950’erne udførte billedhuggerne Erik Cohrt (1902-70) og Billy Eberlein enkelte værker hos Palshus, og i årene 1962-1970 arbejdede den cubansk-amerikanske billedhugger og maler Hugo de Soto (født 1928) hos Palshus, hvor han blandt andet lavede figurer og kakkelborde.

DE SIDSTE ÅR

Efter AL-Ss alt for tidlige død ved en bilulykke i 1969 bevægede PL-S produktionen over i eksperimenter med askeglasurer på mørke og lyse lermasser – lejlighedsvis tilsat jernkorn, der træder frem som brune nister eller større udtræk.
I 1971 indledtes forhandlinger med Bjørn Wiinblad om overtagelse af værkstedet, og salget faldt på plads i 1972. Palshus-æraen sluttede tre år efter, at Nathalie Krebs valgte at lukke SAXBO.

BILLEDHUGGEREN

Per Ingvard Henrik Wulff Linnemann var søn af billedhugger Willie Wulff (1881-1962), der på Museumspladsen i Vejen er repræsenteret med sit portræt af en russisk digter. Ved navneskift som 6-årig fik PL-S også stedfaderens efternavn Schmidt. Efter studier på Emil Rannows tegne- og malerskole kom PL-S på Kunstakademiet 1932-35, hvor han fik sin uddannelse som billedhugger hos Einar Utzon-Frank. I tiåret forud gik dér en anden billedhugger med ganske særlig interesser for storproduktion af stentøj til overkommelige priser, Arne Bang (1901-1983).

Som billedhugger debuterede Per Linnemann-Schmidt på Kunstnernes Efterårsudstilling 1932. Op gennem 30’erne og 40’erne arbejdede han med atelier i Bredgade som billedhugger, særligt med portrætter. Blandt dem fremhæves hans portræt fra 1944 af professor Vilhelm Grønbech. Det tilhører Københavns Universitet. Portrætarbejdet vendte han tilbage til i 1980’erne.