15 SAXBO-nedtællingsfortællinger

Som noget helt nyt har Vejen Kunstmuseum på vej mod lukning af SAXBO-udstillingen opfundet en særlig slags nedtælling – som et omvendt kalenderlys.
Dag-for-dag fra den 1. til den 15. november følger her 15 små fortællinger om udvalgte værker og begivenheder forbundet med afholdelsen af SAXBO-udstillingen.
Her kommer beretninger om uventede oplysninger, særlige besøg og udvalgte indlån til SAXBO-udstillingen. Den har fået en fin modtagelse med helsidesomtaler i den nationale presse og overvældende respons fra gæsterne, hvoraf mange er rejst langvejsfra.

SE filmen som Mette Mærsk har lavet til SAXBO-udstillingen

Se billeder af SAXBO-udstillingen på Vejen Kunstmuseum

Klik her for at gå til databasen

Den 15. af 15 SAXBO-fortællinger:

Jens Jacob Bregnø – en billedhugger af en helt anden tid

Med et virke, der strakte sig fra 1929 til 1968 – over lige knap 40 år, kom SAXBO-produktionen til at gennemløbe forskellige tiders Zeitgeist/tidsånd. En udstilling om virksomhedens produktion kan skæres på mange måder, hvad angår fx udvalget af værker og præsentation af dem.

SAXBO mønstres på netop Vejen Kunstmuseum fordi SAXBO er et højdepunkt i den danske stentøjsproduktion set i forhold til museets hovedperson, billedhugger Niels Hansen Jacobsen, der i 1890’ernes Paris var blandt de første danske kunstnere, der afsøgte stentøjets muligheder.
Der er derfor i indsamlingen op til udstillingen og i præsentationen montre for montre fokuseret på at dokumentere de billedhuggere, der gjorde brug af SAXBO-værkstedet. Nogle af dem er der skrevet en del om såsom Axel Salto, Adam Fischer og Hugo Liisberg. Mindre kendte i den brede offentlighed er kunstnere som Erik Rahr og Henrik Starcke. Og Jens Jacob Bregnø (1877-1946) er der stort set intet at læse om. Og dog var der i 1930’erne og 40’erne stor interesse for hans dekorative statuetter, der stod rundt om i mange hjem.

Som det unge dekorative talent i Mogens Ballins værksted Gudmund Hentze, siges det, at J.J. Bregnø var blandt de kunstnere, der var lidt for interesseret i den nazistiske ideologi.
Efter krigen blev konsekvensen, at hverken den enes eller den andens produktion blev skrevet ind som en del af den danske kunsthistorie – ej heller deres tidlige værker, der på ingen måde kan siges at være nazistiske, men begge rummer de en levende interesse for materialers muligheder i den dekorative kunsts tjeneste.

Dagens billede er en skål, der i 2004 blev købt fra en privat samling. Værket er udansk i sin strømlinede form, som et barokt stykke internationalt art deco. Den er ikke dateret, men kan tidsfæstes til årene 1929-37, da SAXBO-værkstedets tidlige mærke, den flammende ovn var i brug. Mærket var et billede på, at netop den kulfyrede ovn var af afgørende betydning for udfaldet af SAXBOs omdrejningspunkt – Nathalie Krebs’ glasurer.

Skålen er formet som en grinende maske med en bred næse og skæve øjne – en snært af asiatisk djævel. Bagtil har skålen en hank udformet som en pigget spiralsnoet hale.
Mon skålen svarer til en omtale i Berlingske Tidende den 29. november 1933 af et stykke på Bregnøs udstilling i Kunstboden i Hyskenstræde? Anmelderen fremhævede blandt Bregnøs keramiske værker: ”Fantasifuldt Lune er der ogsaa i ”Nikotindjævlen”, Askebægeret som et grumt gabende hoved.” Knap et tiår senere viste Bregnø hos Aug.
Withs Eftf.s Kunsthandel i 1943, som katalog nummer 42, 56, 57 og 65 fire udgaver af ”Nikotintrold”. De er anført som ”SAXBO Stentøj Unica” til priser mellem 150 og 200 kr.
Hvis omtalen vitterligt er af denne skål, er den altså snarere et askebæger af en ganske anseelig størrelse!

J.J. Bregnøs omkring ½ meter høje lågkrukke med Den lille Havfrue på besøg hos Havheksen er fra 1930’erne. Den er i privateje.

Fra privateje er til udstillingen lånt en mægtig blåglaseret lågkrukke, der er præget med SAXBOs ovnlogo både i låget og bunden. Det betyder, at den senest er fremstillet omkring 1936-37. Den var på udstillingen i 1943 sat til 900 kr. Under krukkens bund har Bregnø indridset sin mindre kendte signatur, der kan ligne et hjerte: Et liggende B med to J’er der skaber en trekant ud fra B’ets lodrette streg.

På låget har Bregnø virtuost modelleret en markaber scene: Havheksen er i færd med at skære den lille havfrues tunge ud – som billede på, at hun skulle have hendes stemme i bytte for at give hende ben. Den cylindriske krukke er i lavt relief smykket med stiliserede, tegneserieagtige gengivelser af tre vandmænd og havets dyr såsom lygtefisk, vandmænd, en blæksprutte og søheste. Den blå glasur trækker sig hvidt på kanten af reliefmodelleringerne og giver en flot tegning af de dekorative elementer.

Her ses J.J.Bregnø i sit atelier med Herkules-figuren, der blev opstillet i Nørrebroparken. En statuetteudgave tilhører Vejen Kunstmuseum.
Den måler 28,2 x 27,5 x 10,2 cm.


I billedsamlingen på Det kgl. Bibliotek findes det her gengivne sort-hvid foto af J.J. Bregnø i sit atelier – formodentlig det, som han havde på Haraldsgade 18 i København. Han er i færd med at modellere en atletisk ung mand med en kølle. I den klassiske græske kunst gengives helten Herkules med en kølle og som oftest også med skindet af en løve. I en statuetteudgave indgik figur i 2008 i museets samling som testamentarisk gave fra Per Andersen. Den er udført i en uglaseret grov stentøjsmasse. Fotografiet må være fra før efteråret 1936, da man i Nørrebroparken indviede Bregnøs skulpturgruppe ”Herkules på Skillevejen mellem Dyden og Lasten”, hvoraf her kun ses den midterste figur.

Fra privateje er lånt Bregnøs krukke med de græskmytologiske emner: Pandoras smykke og Menneskene raner ilden. Den måler lige knap 70 cm i højden.

På atelierfotografiet ses i baggrunden en opsats med et udvalg af Bregnøs statuetter og midt for troner en mægtig lågkrukke. Fra privateje har den trekvart meter høje turkisglaserede krukke været indlånt til SAXBO-udstilling i Vejen. Teknisk set er den et flot eksempel på værkstedets formåen.

Øverst afsluttes krukken med en lav krave med to vinkelrette hanke/ører. På kanten har Bregnø indridset overskrifter for reliefferne på de to sider. Det, der vender frem på fotografiet, hedder ”PANDORA SMYKKES”, mens han på den anden side har modelleret ”MENNESKENE RANER ILDEN”. På den ene side er en kvinde i centrum, på den anden en mand. Modelleringen vækker mindelser om englænderen William Blakes tegninger af heroiske figurer. Det fremgår i avisomtale, at Bregnø lavede en beslægtet Thorkrukke – altså i stedet med nordiskmytologisk motiv.

Af dette udvalg af J.J. Bregnø-værker tilhører den grinende maske-skål og kanden Vejen Kunstmuseum, mens de øvrige værker er lånt fra privateje. Foto: Pernille Klemp.

Ud over pragtværkerne indgik en del af Bregnøs statuetter i den løbende produktion med eksempelvis den lille faun, der lærer at slå kolbøtter. Hans emnekreds var især dekorativt legende kvinde- og mandsfigurer som den hvidglaserede statuette af det unge par, der i en lidt anderledes samstilling går igen på den blå lågkrukke. Mens den hvide figur er fremstillet i form, kan det se ud som om det blå par måske er unika sat på en meget enkelt drejet lågkrukke, der i sin form er understreger interessen for en strømlinet art deco. Den er fra en gang efter 1937, da SAXBO gik over til mærket med krebsens tegn. Under bunden ses også Bregnøs hyppigst forekomne signatur i en samstilling af hans initialer JJB.

J.J. Bregnøs hvidglaserede statuette er 19 cm høj, mens lågkrukken samlet når op på 22,8 cm. Begge er lånt fra privateje.

Som det ses med eksempelvis Jais Nielsen gjorde Bregnø over årene brug af flere forskellige værksteder – og samme figur blev fremstillet flere stede r i forskellige materialer. I Vejen Kunstmuseums samling er der eksempler på stentøj udført hos Hjorth i Rønne, samt porcelæn fra Dahl-Jensen. Hos Bing & Grøndahl modellerede Bregnø porcelænsstatuetter i samarbejde med Hans Tegner (1853-1932), der var virksomhedens kunstneriske leder. Det er vel tænkeligt, at Natalie Krebs kan have mødt Bregnø i det tiår, fra hun som ung nyuddannet kemiingeniør var ansat hos B&G.

Til gengæld har Bregnø længe før Nathalie Krebs været fortrolig med det værksted i Islev, hvor hun og Gunnar Nylund startede deres produktion i foråret 1929. Grundet sygdom havde de fået mulighed for at leje sig ind i det værksted, som stentøjsmesteren Patrick Nordström (1870-1929) havde i sin have. Hos Nordström fik Bregnø allerede i årene 1907-11 brændt sine keramiske figurer. Da Nathalie Krebs overtog værkstedet, har Bregnø vel fundet det ligetil at søge deres glasurmæssige ekspertise til sine keramiske værker.

En lille krølle på forbindelserne er det, at Den kgl. Porcelainsfabrik i 1950 – altså efter Bregnøs død – fik støbt et antal eksemplarer af hans statuetteportræt af Patrick Nordström. Figurerne blev lavet til medlemmerne af Patrick Nordström Selskabet. Det blev samme år oprettet af den fagligt dybt engagerede direktør Christian Christensen, der i sin ungdom havde arbejdet i Paris. Formålet med selskabet var ifølge Leif Lautrup Larsen ”at gøre Den kgl. Porcelainsfabriks stentøj mere kendt i den brede offentlighed”.

Ja, alt godt stentøj fortjener at blive godt kendt – nu har knap 1300 stykker fra SAXBO-værkstedet fået en fin eksponering fra april til november 2015 på Vejen Kunstmuseum, hvor denne historie bliver til som den sidste op til udstillingens lukning den 15. november. Måske det med tiden også bliver muligt at lave en bred mønstring af det tidlige danske stentøj med Patrick Nordström som en af f lere brikker sammen med bl.a. H.A. Hjorth, Cathinca Olsen og J.F. Willumsen.

Skulle der være læsere med mere viden om Jens Jacob Bregnøs tilknytning til SAXBO og de værker, han der fik brændt, må de meget gerne kontakte Vejen Kunstmuseum på museum@vejen.dk eller tlf. 79966940.

Teresa Nielsen, museumsleder, 15.11.2015

SAXBO-udstillingen slutter 15.11.15




Jens Jacob Bregnøs dekorative skål tilhører Vejen Kunstmuseum. Den måler 12,1 x 16,8 x 20,7 cm.

I 1950 lavede Den kgl. Porcelainsfabrik en produktion af J.J. Bregnøs statuetteportræt af Patrick Nordström. Denne tilhører Vejen Kunstmuseum, hvortil den er købt fra John Hunovs samling.
Foto: Pernille Klemp.



Den 14. af 15 SAXBO-fortællinger:

Lillian Binderup Jensen – sidste skud på stammen

Til trods for at SAXBO-værkstedet lukkede tilbage i 1968, var to af værkstedets kunstnere til stede ved åbningen af SAXBO-udstillingen den 25. april 2015 – Kirsten Weeke (født 1932) og Lillian Binderup Jensen (født 1943). De fortalte om SAXBO i henholdsvis 1950’erne og i 1960’erne – for Lillian Binderup Jensens vedkommende mere præcist i årene 1964-1966. Dem omtaler hun som de to mest betydningsfulde år.
Aftalen blev, at de to kvinder ville vende tilbage til Vejen. Til SAXBO-databasen var målet at få lavet en nøje gennemgang af deres udstillede værker. Oplysningerne vil fremover være tilgængelige på www.vejenkunstmuseum.dk.

Kirsten Weeke, der siden 1960 har været bosat i San Francisco, kom atter til Vejen i slutningen af oktober og Lillian Binderup Jensen (LBJ) kom forbi til en gennemgang af sine værker og en snak om SAXBO i dagene den 8.-9. november. Med en overnatning blev tiden godt udnyttet. Her følger fortællingen om nogle af de greb, som hun gjorde brug af, mens hun arbejdede på SAXBO. LBJ er en dygtig drejer og hendes SAXBO-værker er alle unika, som hun selv har drejet. I Herlev- værkstedet havde hun plads på 1. sal, hvor også Edith Sonne og Kirsten Weeke h avde haft deres arbejdsplads.

Dagens første værk er en kande fra 1965. Den er udført i SAXBOs mørke, jernholdige stentøjsmasse tilsat chamotte (knust brændtler). LBJ tog et godt greb i den drejede form, pressede ind og trak hanken ud af grundformen – derfor fremtræder de som én organisk helhed. På modsat side har hun skåret en rids, trukket leret frem og tilført lidt mere ler for at forme tuden. Kanden hælder perfekt og var tænkt til fx fløde til en portion friske jordbær.

For at undgå, at de friskdrejede værker blev skubbet eller vredet, som det let kan ske, når de skæres af drejeskiven, drejede LBJs og værkstedets drejere deres værker på gipsringe, som fulgte med keramikken til leret var tørt nok til at skilles fra gipsen. Når keramikken var læderhård, skulle den afdrejes. Det vil sige, at den blev skilt fra gipsbunden og sat på hovedet på drejeskiven – ofte i en fordybning i en tilpasset gipsform. Dernæst blev den brede bund skåret ind og formen blev forfinet med en omhyggeligt svungen standring. På kanden ses tydeligt, at den er afdrejet fra maven og nedefter, for chamotten bliver revet op, når slyngens metalløkke rammer de hårde korn under afdrejningen.
Det giver en levende stoflighed, der fremhæves af, at glasuren samler sig i fordybningerne og giver nuancespil.

Med Nathalie Krebs’ brune begitning, B6, har LBJ lavet en filering omkring kandens åbning i toppen. Filering er en cirkulær påmaling, der laves på drejeskiven med en pensel mens stykket kører rundt.


Krukken måler 11,5 cm i højden og 14 cm i diameter.

I løbet af udstillingsperioden er montren med Lillian Binderup Jensens værker blevet udvidet i to omgange og sluttede med at rumme 51-værker, heriblandt en meget enkel næsten kuglerund krukke. Den er drejet op, og med en enkel beslutsom bevægelse har LBJ med to fingre trukket mundingen til en aflang oval. Krukken har fået Mus-glasuren, der bliver rødlig på kanten, hvor den er tyndt glaseret. Ligesom Kirsten Weeke glaserede LBJ sine egne værker.

Den grønne stentøjsrangle måler 6,1 x 5 x 4,7 cm, mens den lave, brede måler 6,3 i højden og 8 cm i bredden. I bunden er der efter glasurbrændingen indridset to parallelle streger, der angiver II-sortering. Kunstneren var ikke tilfreds med glaseringen, mens der i dag er andre beskuere, der finder dens spættede overflade smukkere end den grønlige.

Blandt samlere er Edith Sonne Bruuns ”nødder”, de helt små krukker, en eftertragtet vare. Lidt på samme måde er det med LBJs ”rangler” eller ”rasler” – drejede former, hvor hun samler dem i toppen og laver en gennembrydning. I hullet lægger hun efterfølgende nogle små keramiske sten, der giver en fin lyd, når man ryster formen. De to, der ses her, er begge drejet op i SAXBOs karakteristiske lyse, næsten hvide stentøjsmasse. Den slanke, spidse med top bærer en af værkstedets grønlige glasurer. Dem var der flere af, og LBJ kan i dag ikke slå fast hvilken. Den brede buttede er glaseret med Mus-glasuren som også krukken ovenfor. LBJ er ikke selv ret tilfreds med udfaldet, hvor den lille rangles korpus er ret spættet – et resultat, som andre sætter pris på. Moralen er, at kunstnerens og andre beskueres dom ikke nødvendigvis er samstemmende, og at kunstneren måske ikke er sin egen bedste dommer...

De udstillede LBJ-værker er stort set alle drejet. Hun fortæller, at drejeskiven er et sted, hvor man har en rigtig god arbejdsplads. Opgaven kan indstilles. Vil man dreje en lille ting, kan man sætte flere gipsringe under hinanden og dermed komme på øjenhøjde med det, som man er i gang med. I montren står en turkisglaseret tøndeform, der er skåret vandret over på langs. Når man får det at vide, er fremstillingsmåden ganske enkel: I afsøgning af lerets enkle muligheder har LBJ i værkstedets mørke, chamotteholdige stentøjsmasse drejet en cylindrisk krukke, skåret den lodret igennem og samlet de to halvrunde overkanter, hvorefter den nye form har fået SAXBOs karakteristiske gennemskinnelige lyseblå-turkise i-glasur.


Den 7 cm høje og knap 6 cm brede lille krukke er fra 1965. Den bærer en udsøgt dekoration med begitning påført med kohorn.

Da LBJ blev ansat på SAXBO, kom hun direkte fra Kunsthåndværkerskolen. Med sig havde hun et grundigt kendskab til pottemagerens teknikker og værktøjer – bl.a. et rigtigt kohorn med gåsefjer som tud. Det gjorde hun flittigt brug af i dekorering af eksempelvis den lille krukke, der trods sin lidenhed er omhyggeligt gennemarbejdet.
Hvor hornet sættes til med den brune B6-begitning opstår en lille klat og derfra trækkes linjen henholdsvis opad og nedad med et mødepunkt, der gradvis forskydes diagonalt rundt om krukken. Den er også glaseret med Mus.

Den brede, trompetformede skål er drejet op i den mørke chamotteholdige stentøjsmasse.
De syv parallelt satte stregpar er ligeledes smykket med brun B6-begitning udad på fanen med en vinkling, der giver en dynamisk fornemmelse af at dreje rundt. Ned mod bunden er skålen fileret (penslet under omdrejning) med den blålige K1-begitning.
Allernederst er der en ring af begitning sat med kohorn. Helheden bærer lysklar glasur.

Op til åbningen i april fotograferede Pernille Klemp et udvalg af Lillian Binderups værker. De meget enkle begittede dekorationer er udført med pensel og kohorn.
Til højre ses en af de få ikke drejede Lillian Binderup-Jensen-værker. Relieffet måler 2,5 x 31 x 32,2 cm og er fra 1965.


Som det fremgår af gruppeopstillingen arbejder LBJ meget med stregdekoration udført med pensel eller/og kohorn, der giver henholdsvis en bred eller en smal stribe. En fin dekorativ karakteristik ved brug af kohornet er det, at stregen går fra at være tyk til at klinge ud som en fin lille ”tråd”.
Relieffet er det eneste af de udstillede LBJ-værker, der ikke er drejet op! Udgangspunktet har været en plade af den mørke, jernholdige stentøjsmasse, hvorefter der er ridset væk indeni bladene, omkring stænglerne og mellem motivdelene. Derefter er bladformerne undermalet med kobber stænglerne med jernoxyd, der er fæstnet med shellak inden helheden blev dække med Lysklar-glasur. På stænglerne se, hvor stor en effekt det har at ridse hen over den chamotteholdige overflade – jernet samler sig i de fordybninger, der opstår, når brændtlerskornene skubbes. Ved hvert bladfæste er der en lille fordybning med en dråbe lys glasur.



Det dekorative fad fra 1966 måler 21,8 cm på tværs. På det sort-hvide foto ses fra venstre Nathalie Krebs, Lillian Binderup Jensen og Eva Stæhr-Nielsen.

Det dekorative fad, der er drejet i den mørke jern- og chamotteholdige lermasse, er fra 1966 – mens alle de øvrigt her gengivne værker er fra 1965. Det har en helt særlig historie, som LBJ den 9. november 2015 fortalte i Vejen. Hvad ingen nok ellers ville gætte, er afsættet bunden af en ret stor krukke, der ikke ville som hun ville. Den blev skåret ned og på den rå bund hældte hun den mørke begitning og ”legede” dernæst med mere eller mindre kontrollerede løb, der med pensel blev trukket op med en kontrasterende paralleltegning i den lysegrønne i-glasur.


På det sort-hvide foto ses til venstre Nathalie Krebs, dernæst Lillian Binderup Jensen og med ryggen til er den mørkhårede kvinde Eva Stæhr-Nielsen. Jette Hoffmeyer fortæller, at fotografiet er taget i London marts 1966 på udstillingen ”Modern European Potter”.


I et udateret interview med Nathalie Krebs i Herlevbladet – det må være fra 1968, da der tales om et hektisk sidste-salg, der er ved at ebbe ud, og det fortælles, at virksomhed samt privatbolig skal ryddes inden den 1. juli – fremgår det, at Lillian Binderup Jensens værker var svære at sælge i de år, da hun var ansat på SAXBO. Til gengæld vendte det kort efter, at hun var blevet an¬sat hos Bing & Grøndahl.

I ansættelsen af LBJ havde Nathalie Krebs, måske lidt som i den tidlige ansættelse af Edith Sonne, været på forkant med smagen. I 1964-66 var kunderne endnu ikke klar til at købe LBJs værker, der til gengæld er typisk for meget at det, der siden blev lavet op gennem 1970’erne. Da salget satte ind, stod det dog klart for Nathalie Krebs, at det ville være forkert at kalde LBJ tilbage til SAXBO.
Værkstedets tid var afmålt – ejendommen var eksproprieret til parkering (huset blev dog heldigvis aldrig nedrevet og står potentielt klar til at rumme Danmarks SAXBO-museum), den nye gasovn gav et hestearbejde med at tilpasse glasurerne og Nathalie Krebs var nået en alder, hvor hendes jævnaldrende var gået på pension.

Efter gensidig aftale forlod Lillian Binderup Jensen i 1966 SAXBO til fordel for en ansættelse på Bing & Grøndahl. Dér havde Edith Sonne Bruun arbejdet siden 1962 – og Sigurd Kjær kom dertil kort efter, da SAXBO lukkede. Lillian Binderup Jensen var ansat på B & G frem til 1972, hvorefter hun etablerede eget værksted. Hun er fortsat aktiv med fremstilling af egne værker og med undervisning – en vital berigelse, for ”Jeg har ingen fabrikshemmeligheder.” Tværtom er det hende en glæde at dele sin viden og erfaringer med andre. Det har SAXBO-udstillingen og Vejen Kunstmuseum i højeste grad haft glæde af – TAK for det!

Teresa Nielsen, museumsleder, 14.11.2015

Den 12 cm høje kande har Lillian Binderup Jensen lavet på SAXBO i 1965.

Den halvtøndeformede skål er fra 1965. Den måler 7 x 20,5 x 16,2 cm Den store, brede trompetformede skål er ligeledes fra 1965. Den er også hornbegittet og måler 26,7 cm i diameter.



Den 13. af 15 SAXBO-fortællinger:

Jais Nielsen – jævnlig gæsteoptræden

Dagens SAXBO-nedtællingsfortælling handler om Jais Nielsen (1885-1961), der var uddannet maler og debuterede som sådan i 1907, men fra 1910-ernes midte arbejdede han mindst lige så meget med keramikken som med maleriet.
Han blev for alvor grebet af lerets muligheder, da han i tiden 1911-14 var bosat i Paris, hvor han på Cluny-museet så ældre asiatisk og persisk keramik – grove, stærke værker.
Lertøj tog Jais Nielsen i 1915 fat på hos Eifrig i Valby, periodisk hos Søholm på Bornholm bl.a.
i 1919, samt 1923-24, hos Kähler i 1918 og på Lillerød Lervarefabrik lejlighedsvis over årene 1921 og helt frem til 1942.

I 1920 blev Jais Nielsen ansat på Den kgl. Porcelainsfabrik, og fik til opgave at arbejde frem mod no get helt særligt til dens stand på Verdensudstillingen-1925 i Paris. På fabrikken fik han adgang til en verden af faglig ekspertise og nye muligheder – særlig optaget blev han af stentøjet. Jais Nielsen var ikke keramiker. Han drejede ikke selv og skabte ikke selv nye glasurer.
Hans tilgang til leret blev gennem og sammen med de dygtige håndværkere.
Det skulpturelle højdepunkt blev Pottemageren i legemstørrelse. For at sikre et perfekt eksemplar til Verdensudstillingen blev den lavet i flere udgaver, hvoraf én kan ses på kunstmuseet i Vejle, en anden på Designmuseum Danmark i København.
Skulpturen står som Jais Nielsens hyldest til et materiale og et arbejdsfolk. Det har været en imponerende bedrift, at fabrikken kunne fremstille Pottemageren som én stor skulptur. Med rette tildeltes værket i 1925 Grand Prix i Paris.



Det er uvist præcis hvornår Jais Nielsen for første gang arbejdede sammen med Nathalie Krebs, men med sikkerhed skete det i månederne op til SAXBOs udstilling i oktober 1933 på Nationalmuseum, Stockholm.
Der var brug for nogle iøjefaldende pragtstykker, der kunne vise værkstedets formåen. Han udførte nogle meterhøje hankkrukker, der blev udstillingens hovedattraktion.

Kanden, der i relief er smykket med et par markarbejdere, er fra SAXBO-produktionen i årene 1937-51. Den måler 17,6 x 17,3 x 15,2 cm og er lånt fra privateje.

Mange af Jais Nielsens værker og især hans udsmykninger har ofte religiøse motiver. Dagens SAXBO-stykker er bevidst valgt for at vise andre verdener. Kort efter april-åbningen af SAXBO-udstillingen erhvervede Vejen Kunstmuseum kanden, hvor hanken er modelleret som et leddelt øglevæsen – måske Midgårsormen? Den har en meget smuk brun glasur, der har været regnet for et godt eksempel på Harepels-glasuren, men det har Lillian Binderup-Jensen den 8.11.2015. lavet om på.
Hun siger, at den bærer K-glasuren, der var en anden af Nathalie Krebs’ brune glasurer, der ligger meget tæt på Harepels, som Binderup-Jensen dog ikke har set i funktion, da Harepels var en af de glasurer, som Nathalie Krebs ikke kunne få til at lykkes efter skiftet til den kulfyrede ovn. Kanden bærer det SAXBO-logo, der var i brug fra flytningen til Herlev i 1937 og frem til 1951. Fra samme periode er den mørkebrune kande, der i højt relief på den ene side er smykket med en tørstig landarbejder og på den anden side ses en kvinde, der er ved at samle korn til et neg.
Den brune glasur tegner sig flot med lyse felter på konturerne af relieffelterne.

Nøjagtig samme reliefsmykket askebæger var både i produktion i stentøj hos SAXBO og i porcelæn på Den kgl. Porcelænsfabrik. Begge tilhører Vejen Kunstmuseum.

Endnu et værk bærer virksomhedens stempel fra tiden 1937-51 – et turkis/grønglasereaskebæger. I lavt relief ses hovederne af en mand og en kvinde samt en fugl, der flyver ned imellem dem. Det er i udstillingsperioden købt af Martin Andersen, der til museet har skaffet det tilsvarende askebæger i en helt anden form – fremstillet i porcelæn med celadon-glasur på Den kgl. Porcelainsfabrik.
At nøjagtig samme motiv dukker op begge steder rejser spørgsmålet, hvordan Jais Nielsen var knyttet til de forskellige virksomheder. Solgte han de enkelte modeller til de enkelte virksomheder uden nogen fast aftale, så han kunne gå først til den ene, så til den anden? Eller var det nok, at materialet er forskelligt? Skulle der være læsere, der kan belyse problemstillingen, må de meget gerne lægge besked på Vejen Kunstmuseum.

Skålen er 7,7 cm høj, mens askebægeret er 17 cm i diameter.

Mærkerne i bunden af de lånte værker viser, at Jais Nielsen var med på SAXBO fra de tidlige år til de sene. Blandt de indlånte værker er der en brun skål, der indeni er smykket med det klassiskgræske motiv: Medusa med slangehåret – den farlige kvinde, hvis blik forstenede folk. Skålen er en tak ældre end kanderne, da den bærer mærket med den stiliserede flammende ovn. Det var i brug til 1937 fra omkring 1931. Til gengæld er det runde, blå-sorte fad med pottemagerrelieffet – en af kunstnerens mange hilsner til et fagfolk han holdt af – forsynet med krebsens tegn med cirkel om, SAXBO-værkstedets sidste benyttede stempel fra tiden 1951 til 1968.

  Op til åbningen af SAXBO-udstillingen blev en samling Jais Nielsen-værker fotograferet af Pernille Klemp.

Af de indlånte Jais Nielsen-værker ses, at der efter hans forlæg på SAXBO blev produce¬ret askebægre, kander og krukker, men efter sigende også større monumentale krukker samt en serie markante hoveder, deriblandt Paulus og Moses. Måske det lånte hvidglaseret reliefansigt, der ses på gruppeopstillingen netop er et studie til Moses-hovedet.

Skulle der være læsere med mere viden om Jais Nielsens tilknytningsforhold til SAXBO og de øvrige keramikværksteder, må de meget gerne kontakte Vejen Kunstmuseum på museum@vejen.dk eller tlf. 79966940.

Teresa Nielsen, museumsleder, 12.11.2015


Jais Nielsens øglekande, der måler 19,2 x 21 x 15,8 cm, er fremstillet hos SAXBO i årene 1937-1951. Den kom til Vejen Kunstmuseum i sommeren 2015.

Den 12. af 15 SAXBO-fortællinger:

Billedhugger Henrik Starcke og SAXBOs bonusmateriale

”Klassisk SAXBO” er der ikke meget af i dagens SAXBO-værk, om end der i detaljen er fragmenter af fine, sarte krukker, fade og skåle. Billedhugger Henrik Starcke (1899-1973) hørte til de kunstnere, der lejlighedsvis gjorde brug af SAXBO-værkstedet. Det skete især i løbet af 1950’erne, da han udførte en række store keramiske udsmykninger med ”bonusmaterialet” fra SAXBO-produktionen. Det vil sige skårene fra den kasserede del af produktionen.

Relieffet af den fløjtespillende mand klædt i SAXBO-blå bukser og SAXBO-hvid skjorte med SAXBO-brune sko er senest fra februar 1963. Det er lånt fra Københavns Universitet, der har en lille samling Starcke-skulpturer.
Relieffet ankom til Vejen i to ret læderede dele. I løbet af april havde gipskonservator Jørgen Bau det under kærlig behandling, og det fremtræder nu som en fin helhed.

Op til åbningen af SAXBO-udstillingen i Vejen blev der i en lille vægmontre stillet et par vaser og et askebæger smykket med et havfruemotiv i ganske lavt relief. Samme motiv går igen på de hvidglaserede krukkeskår, med hvilke Starke har ”modelleret” fløjtespillerens ene albue. Starcke spiller på kontrasten mellem helt og delvist matte stofligheder.
Oppe i det matgrønne løvværk har han sat en ”guldfugl”, der er samlet af stærkt overbrændte skår – det vil sige, at glasuren under høj varme er blevet helt blank og aldeles kassabel i forhold til værkstedets normer. SAXBO er nemlig primært synonymt med matte stentøjsglasurer.

Niels Refsgaard, der i 1955 og 1956 var volontør på SAXBO, har fortalt Henning Pihlmark, at han mindes, hvordan det i forbindelse med Starckes store keramiske udsmykninger kunne knibe med at skaffe tilstrækkelig mange SAXBO-skår, hvorefter der blev produceret ”Starcke-skår”. Det var SAXBO-glaserede stentøjsplader, der blev slået itu, så Starcke kunne få nok skår til opbygning af reliefferne.

Hos Saxbo er lavet en produktion af Henrik Starckes monumentale hoved

Ud over den fløjtespillende mand er Starcke på 2015-udstillingen i Vejen repræsenteret med et par mindre værker, der er brændt hos SAXBO. Det ene er et monumentalt hoved, der kendes i flere eksemplarer og gruppen af de to, der omfavner hinanden. Om statuetten er et unikum eller en del af produktionen er endnu uafklaret – måske er den kvætset i en gipsform i et mindre oplag. Begge skulpturelle værker bærer Nathalie Krebs’ udsøgte Fuglefjersglasur, der changerer mellem næsten ren hvid på højderygge over blå til brun. En glasur med beslægtede evner kaldes Blåræv og på Saltos værker fra begyndelsen af 1930’erne er brugt ”Effet de nuit”, der også skiller i gråblå og beigebrun.


På væggen yderst til venstre ses Henrik Starckes relief i selskab med store værker fra SAXBO-værkstedet såsom Saltos krukke smykket med stiliserede drueklaser. Foto: Pernille Klemp.

Relativt tæt på Vejen har Henrik Starcke siden 1950 i Fredericia været repræsenteret med ”Stadionløven” – et vartegn i form af en løvefigur sat højt over jorden på en mægtig pille. Løven er lavet af stentøjsskærver. Der er sået tvivl om den endelige løvefigur er udført hos SAXBO, men ser man på dens rødtonede snude og dens mørke matblå øjne, ligner de skår fra værkstedet. De uglaserede skærver finder man i beslægtet form både i andre værker af både Henrik Starcke og Gudrun Lauesen. Af glaserede SAXBO-skærver har Starcke modelleret adskillige mindre løver, der har været udstillet i henholdsvis 1946 og 1952. En udgave blev i 1955 sat over en dør i Albanigade i Odense og en anden blev i 1960 opstillet ved Bakkegårdsskolen i Gentofte.

Starckes største værker med SAXBO-skår var begrundelsen for, at han i 1960 tildeltes billedhuggerens absolutte hæder, Thorvaldsen-medaljen. Det drejer sig om to enorme relieffer, der i 1957 blev indviet i foyeren til det nu fredede Radiohus på Rosenørnsallé i København. Det overordnede tema er musikken. På den ene side ”vises, hvordan radioens musik når ind i alle hjem”, mens man på den anden side kan se en lystig skildring af Orpheus, der spiller for dyrene.

Henrik Starcke (1899-1973) Relieffer fra 1957 i foyeren til Radiohusets koncertsal, i dag Konservatoriet, København. Foto: Lars Bay, Lemming.

Skulle der være læsere, der mener, at de ikke kender billedhugger Henrik Starcke, vil dog enhver læser, der har rejst fra Kastrup Lufthavn være bekendt med hans monumentale og helt unikke skulptur ”De fire vinde”, der i 1964 blev opstillet som vartegn udført i stål med emaljering og forgyldte ”slør”.

En anden samling af Starckes ældre værker findes på den mest befærdede del af Købmagergade i København. I Klareboderne over indgangen til Ravns Pelshus udførte Starcke i 1944-45 en mægtig fritstående ravn. På hjørneejendommen, der også har facade ud mod Købmagergade, fortsætter udsmykningen huset rundt over førstesalsvinduerne med relieffer at pelsdyr såsom en bjørn, en ulv/ræv, et lam og et stort kattedyr. Deres pels er simuleret med flinteskærver – et ret sjældent set skulpturmateriale.

Skulle ens vej falde forbi Egmontkollegiet tæt på Vibenshus Runddel er det en rigtig god idé at kigge indenfor og opleve de legende lette og materialemæssigt rigt varierede relieffer, som Starcke i årene 1955-56 skabte i pejsestuen. På samme tid udførte han relieffet ”Livsglædens herold”, der oprindelig blev lavet til Ålborghallen, og i dag kan ses i Ålborg Kongres- & Kultur Center.

På sigt vil Vejen Kunstmuseum gerne lave en Henrik Starcke-udstilling og er i dialog med Mikael Wivel om projektet.

Skulle der være læsere med mere viden om Henrik Starckes tilknytning til SAXBO-værkstedet og andre af hans figurer, der har været i produktion hos SAXBO, må de meget gerne kontakte Vejen Kunstmuseum på museum@vejen.dk eller tlf. 79966940.






Under SAXBO-udstillingen låntes fra privat-eje dette hoved, der bærer det SAXBO-stempel, der var i brug fra 1951.
Der er ingen kunstnersignatur. Det først gæt gik på Eigil Knuth, men ved gennem-syn i nov. 2016 af gamle fotos fra Henrik Starckes atelier viser det sig, at Starcke har modelleret hovedet, der måler 22,2 cm i højden 18 i bredden og 22 i dybden.



Henrik Starcke (1899-1973) ”Stadionløven”, Fredericia. 1950. Foto: Lars Bay, Lemming.

Den 11. af 15 SAXBO-fortællinger:

Nathalie Krebs og det gamle Egypten

Dagens fotografi blev trykt i Berlingske Tidende i 1934. Kvinden er den unge, viljestærke kemiingeniør Nathalie Krebs (1895-1978), der i marts 1929 startede forløberen for SAXBO i kompagniskab med den knap 10 år yngre formgiver Gunnar Nylund (1904-1997). Han forlod dog allerede virksomheden ved udgangen af 1930. Der var etableret et udvalg af modeller, som drejeren Oscar Olsen kunne fortsætte med. Dertil søgte og etablerede Nathalie Krebs først i 1930erne nye kunstneriske samspil med billedhuggere som Axel Salto, Hugo Liisberg og Jais Nielsen.

Skulpturen på dette fotografi har hun dog fundet frem til ad helt andre veje. Afsættet er en af verdens helt gamle skulpturelle værker af udsøgt kvalitet med vægt på en materialemæssig præcision, der må have tiltalt hendes sans for perfektion.

Det egyptiske hoved, der i den ca. 40 cm høje SAXBO-udgave er brunglaseret, vises på den store mønstring i Vejen. Det er en del af den SAXBO-samling, som Jette Hoffmeyer har opbygget til Herlev Bladet, hvorfra det venligst er udlånt. Det synes klart, at hovedet må have et konkret forlæg.

Vejen Kunstmuseum havde for nogle år siden en livlig dialog med den passionerede egyptolog Paul John Frandsen, lektor ved Carsten Niebuhr Afdelingen på Københavns Universitet, om det egyptiske hoved, som billedhugger Niels Hansen Jacobsen integrerede i sin 1893-skulptur ”Astronomien”. Hans artikel om skulpturen og dens forlæg blev trykt i tidsskriftet
Papyrus’ 32. årg. Nr. 1 i 2012
og i november udkom den i en lidt anden opsætning i Vejen Kunstmuseums blad
”Kunst omkring Trolden”, 20. årg. Nr. 4, nov. 2012


Forsøget blev gjort – en forsigtig forespørgsel gik afsted til Paul John Frandsen, og straks var der bid. Han gengav en passage fra Mogens Jørgensen helt nye bog, der er udgivet af Glyptoteket: ”Begyndelsen til det hele. Historien om brygger Carl Jacobsens ægyptiske samling 1884-1925”, hvor hovedet er gengivet som fig. 9 på side 25. Det drejede sig om: ”Guden Amon (ÆIN 35). Statuehoved, diorit, h. 40 cm, fra Karnak (?), ca. 1320 f.Kr. Erhvervet ved salget af Raymond Sabatiers samling i Paris i 1890.”

Den videre henvisning går til Glyptotekets katalog ”Ægypten II”, nr. 62, hvor man ud over genstandens b ibliografi finder følgende beskrivelse: ”Hovedet stammer fra en legemsstor dioritstatue, der viste guden Amon i skikkelse af en mand. Han bar Amons sædvanlige ornat: en flad krone med to høje fjer, et spidst hageskæg og et bredt halssmykke, jf. 60. Men kun ansigtet, kronens nederste del og lidt af skægget er bevaret. Ansigtet er skabt med kong Horemhebs idealiserede portræt som forbillede. Slutningen af 18.dynasti, Horemhebs regeringstid, ca. 1332-1305 f.Kr.”

Paul John Frandsen afrunder: ”Horemheb afslutter 18. dynasti og kommer på tronen 3 år efter Tutankhamons død. Billedet i de to bøger er det samme.” Hertil sluttede han af med at foreslå, at jeg på Glyptoteket kunne tage kontakt til museumsinspektør Tine Bagh.

Som sagt så gjort – en mail gik straks afsted med forespørgsel om det skulle være muligt at få et digitalt billede af det egyptiske hoved til denne fortælling. Fluks kom dette billede ad elektroniske veje til Vejen.

Når man ser på det keramiske hoved, melder tanken sig, om Nathalie Krebs kunne have skaffet sig en gipsafstøbning af hovedet fra Glyptoteket og derfra have fået lavet en form til fremstilling af stentøjshovedet.

Korrespondancen gav anledning til at stille spørgsmålet, der blev taget alvorligt. Det blev sendt videre til registrator Tina Thunø, der kort efter kunne vende tilbage med noget af en god gammel nyhed: ”Jeg har fundet en liste fra 1927 over afstøbninger til salg, hvor det fremgår, at man kan købe en afstøbning af ÆIN 35 for 40 kr.” Grundigt og godt, var der ved mailen vedhæftet den oversigt, der følger her.

En del af en 1927- oversigt over de af Ny Carlsberg Glyptoteks egyptiske skulpturer, der var til salg som gipsafstøbninger. MANGE tak for hjælpen med at få disse oplysninger frem!

Med stor tak til disse to egyptologer og en omhyggelig registrator kan vi nu slå fast, at Nathalie Krebs sidst i 1920’erne/først i 1930’erne – måske med salg for øje, eller til personlig glæde – fik fremstillet en form over en gips fra en af Glyptotekets hovedværker og udførte den ganske anseelige s kulptur i glaseret stentøj – en fin bedrift i det unge værksteds historie.

Endnu større opgaver havde værkstedets folk dog løst, da de brændte Gunnar Nylunds monumentale krukker såsom ”Tobakskrukken” fra 1930 og et par år senere Axel Saltos omkring 70 cm høje gulvkrukke med ornament af stiliserede drueklaser.
I 1934 er den unge Nathalie Krebs fotograferet med SAXBOs stentøjsversion af et egyptisk hoved.


Det egyptiske SAXBO-hoved er omkring 40 cm højt. Det tilhører Herlev Bladets Fond.


Fra Ny Carlsberg Glyptotek har den egyptiske samling velvilligt stillet dette foto af Amon-hovedet, ÆIN 35 til rådighed for denne artikel.

Den 10. af 15 SAXBO-fortællinger:

Eigil Knuth – en lysestage med en forhistorie

Gårsdagens nedtællingsfortælling handlede om SAXBOs chefdesigner, Eva Stæhr-Nielsen, der stod for SAXBOs formgivning i årene 1932 til lukningen i 1968. Over tid blev værkstedet beriget ved periodiske ansættelser af eksempelvis Edith Sonne Bruun, Leon Galleto, Kirsten Weeke og Lillian Binderup-Jensen. De var hos SAXBO i et par år eller flere. Dertil var der mange forskellige kunstnere med løsere tilknytninger. Nogle kom med specifikke opgaver op til udstillinger mens andre blot fik deres værker brændt og glaseret hos Nathalie Krebs eller samarbejdede med værkstedet om større udsmykninger som Olaf Stæhr-Nielsen og Henrik Starcke. Enkelte af de tos værker indgik i produktionen, men i hvor store mængder er endnu ikke klarlagt. En af Nathalie Krebs’ efterkommere kan fortælle, at eksempelvis Olaf Stæhr-Nielsens kaninstatuette efter sigende skulle være fremstillet i omkring tre eksemplarer, men ”oplagene” er altså endnu uvisse.

Sent i værkstedets historie ser det ud til, at billedhugger Eigil Knuth (1903-1996) havde på en enkelt gæsteoptræden, da hans lysestagen med navnet ”Solvogn” blev præsenteret i en annonce i 1964. Eigil Knuth er nok bedst kendt som Grønlandsfarer, men var uddannet billedhugger med studier på Teknisk Skole i årene 1921-22 og forberedende studier hos Henning Schiøler inden han gik på Kunstakademiet med studier i årene 1922-24 og 1933-34.



Solvognen blev fremstillet fra 1964 og måske helt frem til lukningen i 1968. Formmæssigt er den ret forskellig fra den gængse SAXBO-produktion – moderne på samme forfriskende anderledes måde som Galletos værker. Den strømlinede sammensmeltning af hest og vogn er udført i SAXBOs mørke, grove jernholdige stentøjsmasse tilsat chamotte (knust brændtler). Det grove ler blev i løbet af 50’erne og 60’erne mere og mere almindelig i værkstedets produktion. Den skulpturelle form er uglaseret. Lysestagen dukker af og til op i handlen, og der har været tale om en egentlig produktion. Vejen Kunstmuseums eksemplar er stemplet med nr. 29. Om det er et modelnummer eller et tal i en produktionsrække er uvist.


Sommeren 1940 præsenteredes i dagspressen en anderledes ”Solvogn”, som Eigil Knuth har modelleret. Mon der er læsere, der har et eksemplar af denne lysestage?

Lillian Binderup-Jensen mindes, at Solvognen var i produktion mens hun arbejdede på SAXBO. Den er kvætset. Det vil sige, at den er fremstillet i form, hvor leret er presset ned i formens dele, der samles med slikker – keramikkens svar på lim. Solvognen er lavet i fem dele: Hestens ryg og overdelen af hovedet, underdelen af hovedet og forreste del af benene, bageste del af benene og bugen samt slutteligt to hjul. Samlingerne er glattet over og sløret med et indridset zig-zag-mønster. Der er prikket langs hjulegerne og ridset radialt omkring hestens øjne. Stofligheden på overfladen af det ellers hårdpressede ler opstår ved at skrabe overfladen, så chamottestykkerne river op i lerfladen. Hestens man og øjne samt hjulenes kanter og eger er tegnet op med jernoxyd. Hullet til lyset må være lavet efter, at formen er samlet.

Eigil Knuth var uddannet billedhugger med studier på Teknisk Skole i årene 1921-22 og forberedende studier hos Henning Schiøler inden han gik på Kunstakademiet med studier i årene 1922-24 og 1933-34. I Weilbachs Kunstnerleksikon skriver Hanne Abildgaard om ham: ”Eigil Knuth har siden 1932 i lange perioder opholdt sig i Grønland. Han har bl.a. forestået en række udgravninger i Nordgrønland og herunder fundet arkæologiske vidnesbyrd om flere indvandringer af føreskimoiske jægerfolk. Hans hovedværker som billedkunstner, 24 portræthoveder og en del småskulpturer af østgrønlændere, blev udført i Angmagssalik i 1936-37. Knuth var under tidligere ophold blevet så begejstret for østgrønlændernes ansigter, at han besluttede at overvintre som billedhugger i Angmagssalik, hvortil han fik bragt rigelige forsyninger af ler og gips. I den bog, han siden skrev om opholdet, begrundede han sit valg af motiver med, at østgrønlænderne var særligt egnede som modeller for en billedhugger. Især fremhævede Knuth deres plastiske skønhed, særligt hovedformens rundhed, de harmoniske linier og de udtryksfulde, smilende øjne. Knuth har i sine formfaste, ofte monumentale portræthoveder forenet skildringen af de særlige, eskimoiske træk med den individuelle karakteristik.”

Kort efter åbningen af SAXBO-udstillingen kom en privatperson på besøg på museet med et skulpturelt hoved, der klart er mærket SAXBO. Men der er ingen signatur. Spørgsmålet lød: ”Hvem kunne være kunstneren og hvornår mon værket var fra?” Stemplet med krebsens tegn indfattet i en cirkel afgør, at hovedet er fremstillet en gang efter 1951. Hovedet blev straks sat ind i en af udstillingens montrer i håbet om, at der blandt udstillingens mange gæster måske skulle være en, der vidste, hvem der havde modelleret hovedet… men ingen har ind til videre reageret.

Hvad angår kunstner, må det her indledningsvis handle om at kigge på værket og sammenholde med, hvilke billedhuggere, der indtil videre vides at have været i forbindelse med værkstedet. Modellen er et inuithoved, der minder om de Eigil Knuth portrætter, som man kan finde afbilledet. Mon det er Eigil Knuth, der har modelleret hovedet? Af gamle udstillingsoversigter fremgår det, at han har præsenteret portræthoveder fra årene 1936-37 udført i SAXBO stentøj. Kunne det mon være hoveder som dette?

Med en datering efter 1951 kunne hovedet være lavet, mens Knuth var i kontakt med SAXBO om lysestageproduktionen. Lillian Binderup-Jensen mindes dog ikke, at han dengang fik lavet andet hos SAXBO end lysestagerne.

Som billedhugger blev Eigil Knuth vejledt af Kai Nielsen. Det keramiske hoved har en blød, rund modellering, der netop kunne være skabt under en sådan påvirkning. Eigil Knuth debuterede på Charlottenborgs Forårsudstilling i 1933, hvor han siden udstillede i 1936 og 1940. I 1938 afholdt han i Kunsthallen i København en udstilling af sine skulpturer fra arbejdsopholdet i Angmagssalik.

Skulle der være læsere med mere viden om Eigil Knuths tidlige keramiske skulpturer såsom Solvognen fra 1940 og hans samspil med SAXBO om portræthoveder, må de meget gerne kontakte Vejen Kunstmuseum på museum@vejen.dk eller tlf. 79966940.


Teresa Nielsen, museumsleder, 08.11.2015

Billedhugger Eigil Knuths ”Solvogn” blev lanceret i 1964. Den måler 4 x 15 x 6,1 cm og tilhører Vejen Kunstmuseum.



Under udstillingen er en privatperson udlånt dette hoved, der klart er stemplet SAXBO, men uden kunstnersignatur.
Mon der skulle være nogen, der kan af eller bekræfte, om det er modelleret af Eigil Knuth? Hovedet måler 22,2 cm i højden 18 i bredden og 22 i dybden.

Den 9. af 15 SAXBO-fortællinger:

Eva Stæhr-Nielsen – SAXBOs chefdesigner

I juni 1932 tog kemiingeniør Nathalie Krebs en beslutning, hvis langtrækkende konse¬kvenser hun næppe selv straks gjorde sig klart. Håndplukket fra Kunsthåndværkerskolen ansatte hun den lidt over 15 år yngre Eva Wilhjelm (1911-1976, i 1935 gift med billedhugger Olaf Stæhr-Nielsen), der blev virksomhedens ”chefdesigner”.

Eva Wil¬hjelm startede i 1930 på skolen i samme kuld som bl.a. Chr. Poulsen og Ger¬trud Vasegaard – og året efter hende startede Edith Sonne Bruun, der siden også blev ansat på SAXBO. Ved Nathalie Krebs’ 80-års-udstilling i 1975 på kunstmuseet i Aalborg afslørede Eva Stæhr-Nielsen, at hun faktisk formelt aldrig afsluttede uddannelsen. Eksamensbevis var der dog ikke brug for. At valget var det helt rette, afsløredes straks.

Allerede i 1933 viste Eva Stæhr-Nielsen på SAXBOs udstilling i Stockholm to af værkstedets mest karakteristiske produkter – den kuglerunde tepotte og spaltekanden. De blev produceret i to størrelser og med tiden blev spaltekanden lavet i en støbt produktion, hvor betroede medarbejdere som Edith Sonne stod for den sikre samling af delene.

Spaltekandens og tekandens raffinerede former blev snart klassikere og var i produktion helt frem til værkstedets lukning i 1968. Spaltekandens form opstår ved en unik udnyttelse af en drejet høj smalle hals, der skæres igennem. Den ene del bukkes frem som hældetud, mens den anden del bukkes bagover og ned mod kanden som hank. På tekanden udnyttes et beslægtet greb. Den kortere tuds overstykke danner det ene øje til fæste for tekandens hank.

I formgivningen af både spaltekanden og tekanden, der begge er lånt fra privateje, gør Eva Stæhr-Nielsen brug af et beslægtet greb, når hun spalter formen, der bliver kandernes hældetud.

Det symbiotiske samspil mellem ønskerne fra værkstedets leder, Nathalie Krebs, om at skabe gode former til optimal præsentation af glasurerne (SAXBOs spidskompetence), og Eva Stæhr Nielsens sikre sans for en løbende udvikling ses over årene ved, at produktionen gik fra de rene former over afsøgningen af de lavt indridsede mønstre, der giver spil i glasurløbet, til inddragelse af den grove stentøjsmasse tilført chamotte (knust brændtler), der giver 50’erne og 60’ernes rustikke stoflighed.

Fra åbningen i april frem til november er 2015-udstillingen i Vejen undervejs vokset med omkring 100 værker, og slutter ved en mønstring af knap 1300 stykker keramik. I august ankom blandt andet den høje, slanke ½ meter høj turkis gulvkrukke, som tydeligt er signeret E.ST.N. Ser man nærmere, har Eva Stæhr-Nielsen svøbt den i et net af indridsede rombeformede felter. Og kigger man helt tæt på, er det klart, at hun i udvalgte felter har arbejdet med bemaling af enkelte felter inden påføring af den turkise glasur. De skiller sig ud med forskellige stofligheder og skaber en asymmetri, der giver krukken liv.

I oktober fik museet en uventet gave – en ordentlig samling af Olaf og især Eva Stæhr-Nielsens tegninger og nogle få arkivalier. Blandt tegningerne lå hendes forlæg for den rombesmykkede krukke. Her er ingen tvivl. Den er klart signeret 1959, og hun har her gjort rede for, at hun ville arbejde med vekslende effekter i fordybningerne.

Krukken fandt straks plads i en montre med beslægtede værker, hvor Eva Stæhr-Nielsen har arbejdet med undermalinger og spiller på vekslende stofligheder. Her er vi langt fra den klassiske SAXBO, hvor den veldrejede skål talte tilbage til et ældgammelt asiatisk forbillede. Disse værker er rå, grove og på vej et nyt sted hen – et nysgerrigt og fanden-i-voldsk brud med traditionen. Og hvor kom det så fra? Zeitgeist er en del af svaret og den gensidige påvirkning, når forskellige medarbejdere over tid kom til med deres afvekslende tilgange til keramikkens muligheder. En lydhør Nathalie Krebs havde eksempelvis givet plads til sin niece Kirsten Weeke, der som en anden Niels Hansen Jacobsen udfordrede leret med indridsninger, begitninger, udbulinger, og hvad der måtte falde hende ind.

På vej gennem udstillingen ser man, hvordan den ene påvirker den anden – ikke i form af plagiater, men ved at være ved helt ubevidst at ”nudge” hinanden i nye retninger mod gradvise stilskift. Til tider kan man stå med en krukke og tænke, det MÅ være Edith Sonne, og så er det Eva Stæhr-Nielsen – eller omvendt! Påvirkningerne har været gensidige og den kloge Nathalie Krebs har ved inddragelsen af skiftende medarbejdere været med til at give virksomheden nyt blod, så den over årene kunne følge med tiden.

Til tider medførte Nathalie Krebs’ skarpe blik, at SAXBO kunne være forud for sin tid, som det måske skete ved den tidlige ansættelse af Edith Sonne. I 1937-38 har hun nok skønnet, at SAXBOs kunder endnu ikke var klar til den brede brug af de grove lermasser, som til gengæld fik fuld skrue i 1950’erne (se SAXBO-nedtællingsfortællingen den 6. november). Eller ved ansættelsen af Lillian Binderup-Jensen, hvis værker var så meget på forkant, at de først gik som varmt brød et par år efter, at hun havde forladt SAXBO (mere om det i nedtællingsfortællingen den 13. november).

Dagens nedtællingsfortælling afrundes med en stribe krukker, hvor Eva Stæhr-Nielsen med et overordnet stramt grid/jævn takt har arbejdet med indridsede felter i krukker drejet i en grov chamotteholdig lermasse. Som med den høje, smalle turkise krukke er det tydeligt, at Eva Stæhr-Nielsen afsøger effekterne af materialesammenstillingerne på en for hende helt ny måde. Af afgørende betydning har også været samspillet med værkstedets tekniske medarbejdere, hvor Sigurd Kjær var mere end mesterdrejeren. Det var også ham, der nøje holdt styr på eksperimenterne med skiftende lermasser. Et billede på hans dybe engagement er scrapbogen, hvor han har samlet stedets historik i de år, hvor han var med.

Skulle der være læsere med mere viden om Eva Stæhr-Nielsens virke udenom SAXBO fx i krigsårene, må de meget gerne kontakte Vejen Kunstmuseum på museum@vejen.dk eller tlf. 79966940


Teresa Nielsen, museumsleder, 08.11.2015


Spaltekanden er SAXBOs bedst kendte værk. Den var i produktion fra 1933 til værkstedets lukning i 1968.
Den 19 cm høje kande er lånt fra privateje.



I oktober modtog Vejen Kunstmuseum som gave en samling af Eva Stæhr-Nielsens arbejdstegninger, heriblandt dette forlæg, der tydeligt er dateret 1959.

Eva Stæhr Nielsens forlæg til denne 50,6 cm høje krukke er dateret 1959. Det er mesterdrejeren Sigurd Kjær, der har sat sit mærke under bunden – de tre prikker med én over.

Disse fire sene SAXBO-værker har Eva Stæhr-Nielsen fået udført i den grove lermasse med stedvis undermaling og kraftige indridsninger.
De er alle fire lånt fra privateje.
Flere oplysninger om dem kan søges i SAXBO-databasen på Vejen Kunstmuseums hjemmeside.

Den 8. af 15 SAXBO-fortællinger:

Leon Galleto – en franskmand sætter sine spor

På den store SAXBO-udstilling på Vejen Kunstmuseum hænger frem til midten af november et relief med tre kvindehoveder. Stilistisk er de så klart fra midten af 1950’erne og kunne fint bære titlen De tre gratie, eller være de tre skønne gudinder, som prins Paris skulle vælge imellem ved uddeling af det gyldne æble. Relieffet er formodentlig det største værk, som frankmanden Leon Galleto (1931-2009, født Léon Henry Zugmeyer) udførte på SAXBO-værkstedet, som han var tilknyttet i årene 1954-56.

Effektfuldt er relieffet bygget op af tre dybe nøglehulsformede ”fade” i slægt med postejforme. Tegneserieagtigt angiver de konturen af hvert hoved. På bunden af de dybe billedrum har Galleto i højt relief modelleret stiliserede øjne, næser og munde. Fra side til side i hver af de dybe rum har han trukket en halskæde med keramiske perler dyppet i henholdsvis værkstedets karakteristiske harepels-, blå- og turkisgrønne glasur. Med typisk 1950’er ornamentik har Galleto i ret højt relief, som på sine cylindriske vaser og lampefødder, nøje redegjort for de forskellige mønster på hver af de tre kvinders bluser/kjoler.

Leon Galleto er fotograferet den 26. oktober 1955 på sin separatudstilling i Illums Bolighus. Til udstillingen er fra privateje lånt værker i slægtede med dem, der ses på fotografiet – såsom den store fuglegruppe, der har en samlet højde på 49,2 cm.

Ligeledes fra privateje er lånt et andet skulpturelt værk – et fritstående relief, hvor Galleto i tre fugleformede skaller har arbejdet med kontrasten mellem bagsidernes grove, chamotteholdig uglaserede lerflader og indersidernes sarte glasering i en gul-grå-flydende glasur. Set forfra tegner skærvens masse sig som en tegneseriekontur omkring hver af fuglene. De er fra midten af 1950’erne.

Galleto kom til SAXBO i 1954 – samme år som man fejrede virksomhedens 25-års jubilæum med en stort anlagt udstilling på Kunstindustrimuseet i København. Et par årtier senere sammenfattede Nathalie Krebs helt enkelt: ”Hans Produktion faldt helt uden for SAXBOs Stil og var yderst moderne.” Ved valget af Galleto var hun gået i en noget anden retning end ved den hidtidige produktion. Frem for den relativt tidsløse enkelthed, der hidtil havde domineret i produktionen, blev værkerne mere og mere personlige – understreget af Edith Sonnes unika-produktion fra begyndelsen af 1950’erne og Kirsten Weekes, der kom til fra midten af 50’erne. De to blev med Galleto et triumvirat, der arbejdede et sted mellem den løbende produktion og de store unikaværker. Kirsten Weeke mindes, at Galleto muligvis kom til SAXBO fra et andet sted i Norden. Det menes, at han kunne gøre sig forståeligt for de øvrige medarbejdere på brokker af dansk. Galletos arbejdsplads var i et hjørne af drejestuen for enden af rummet over mod siden, hvor Karen Cornelius og Eva Stæhr-Nielsen havde deres pladser.

En del af Galletos værker kom til at indgå i SAXBO-sortimentet med modelnumre i en serie tal i 900-rækken. Bedst kendt er den lille stiliseret frø, der findes i mange forskellige glasurer, samt den cylindriske lampefod med den stramme dekoration i et sindrigt system af trekantede relieffelter. Der produceredes beslægtede cylindriske vaser i forskellige højder og diametre. Tilmed var der en variant, hvor dekorationen, i modsætning til lampens trekantmotiver, der spænder ud mellem ret jævne vandrette bånd, i stedet synes mere vilkårlig, asymmetrisk og levende. De cylindriske vaser er til udstillingen også dukket op med en glat flade uden dekoration. De tre lånte eksemplarer er alle signeret med indridset personlig signatur, mens de støbte, dekorerede vaser som oftest (som også de støbte frøer) er forsynet m ed Galleto-stemplet. Han forlod SAXBO i 1956 og drog siden til den amerikanske vestkyst og beskæftigede sig kun periodisk med keramik – bl.a. i formgivning af nogle keramiske flisemoduler. Hans frøer og krukker ser ud til fortsat at have været en del af den løbende produktion. Skulle der være læsere med mere viden om Leon Galleto og hans virke i Norden, må de meget gerne kontakte Vejen Kunstmuseum på museum@vejen.dk eller tlf. 79966940.

Teresa Nielsen, museumsleder, 05.11.2015

Karakteristiske Galleto-værker er vaserne/krukkerne med trekantsdekoration i højt relief. Motivet har givet flot spillerum for Nathalie Krebs’ glasurer, der kunne spille fra højderyggene ned over de trekantede gitterkonstruktioner. Galleto gjorde ihærdig brug af jernoxyd, men mere dominerende end i den tidlige SAXBO-produktion. Her træder den frem på de markante mundinger – andre steder på brede sidefelter – eller på konturerne af ”postejformerne” og fuglefigurerne.



Hos en af Edith Sonnes efterkommere hænger Leon Galletos julehilsen fra 1955 – en stiliseret blomst i stil med den, han har indridset på en keramisk flise.

Den 7. af 15 SAXBO-fortællinger:

Birkebark – rene, klare farver?!

Som det fremgår af flere af nedtællingsfortællingerne har værkerne til tider andre historier at berette end dem, som man kan læse sig til. Eller de kan bekræfte gamle udtalelser...

I kraft af nøglepersonen, kemiingeniøren Nathalie Krebs, er SAXBO-værkerne omdrejningspunkt glasuren. På udstillingen i Vejen kan man blandt de knap 1300 værker opleve rigdommen i toner fra glasurer med mere tekniske navne som i-glasur eller lysklar over til poetiske, associationsrige navne som Harepels, Markmus og Fuglefjer. Navnet Birkebark fremmaner billeder af hvide stammer med spættede brune og gullige toner.

Under udstillingens forberedelse har flere omtalt brogede brunlige glasurer med vandrette bånd som Birkebark. Det kan de på sin vis også minde om, men værkerne bærer stempler, der var i brug hele vejen gennem SAXBO-produktionen frem til lukningen i 1968. Det stemmer dårligt overens med Nathalie Krebs’ ord om glasuren, som hun gav den dansk-finske billedhugger Gunnar Nylund (1904-1996) æren for. Sammen grundlagde de værkstedet først på året 1929 som Nylund & Krebs, men han forlod det allerede ved udgangen af 1930, hvorefter SAXBO-navnet kom til.

I en omtale af Birkebark har Krebs gjort klart, at også Nylund det første par år var med til at påvirke glaseringen: ”Nylund lavede ogsaa en Serie Krukker og Askebægre, som havde en hvid glasur undermalet med Jærn og Rutil – den kaldte han Birkebark, men den forsvandt fra Produktionen da Nylund drog bort.” Glasuren fremhævedes i en omtale i Nyt Tidsskrift for Kunstindustri, da værkstedet sidst på året 1929 deltog på Købestævnet i Fredericia: ”Det helt nye Firma NYLUND & KREBS … deltog for første Gang med Stentøj af enkel Form og med fine Farver og dog til overkommelig Pris. En glasur, der var døbt Birkebark, gjorde megen Lykke hos Publikum.”

Dagens billede er en krukke, som kun kan være dekoreret af Gunnar Nylund. Den ligger langt fra en del af Nathalie Krebs’ kampråb: ”Rene farver, enkle former og reelt håndværk”. Håndværket er helt sikkert godt, og formen enkel, men rene farver er afløst af Birkebark, hvorover der er malet tre guldfisk – med fine lyseblå øjne! Et par beslægtede vaser er dukket op med broget farvesætning og bemalet med fuglemotiver. Den ene af dem ses på bordet i et foto, der må være fra en gang efter 1932, da Eva Stæhr-Nielsen overtog ansvaret for SAXBOs udstillinger. Hun står med Nathalie Krebs (til venstre) med et udvalg af værkstedets produktion. I baggrunden ses Gunnar Nylunds mægtige odderlågkrukke, der i dag tilhører Designmuseum Danmark, hvorfra den har været udlånt til udstillingen i Vejen.

En gang efter 1932 er Eva Stæhr-Nielsen og Nathalie Krebs (t.v.) ved at gøre en udstilling klar. Gunnar Nylunds store odderlågkrukke er med, og på bordet ses den 16,2 cm høje fuglevase, der til udstillingen i Vejen er lånt fra privateje.

Gunnar Nylunds 12,5 cm høje vase med birkebarkglasur og guldfiskedekoration er lånt fra privateje.



 Gunnar Nylund er fotograferet sommeren 1930 mens han endnu var en del af Nylund & Krebs, den første fase af SAXBO-værkstedet.
Blandt de mange indlån til udstillingen har det vist sig, at Birkebark-glasuren er så sjælden, som den må være, når den kun kan findes på værker med de tidlige Nylund & Krebs-mærkninger. De øvrige brogede glaseringer er variationer over slangehud/Slangeskind, der til tider tegner sig med vandrette bånd, og på andre værker slår ud i skællignende overflader.

De to flotte eksempler på Birkebark er lånt fra privateje. Der måler 7,4 og 9,1 cm i højden.



På udstillingen i Vejen vises en håndfuld værker med Birkebark, heriblandt to små bægre af beslægtet form. De præsenterer på forbilledlig vis Birkebark i spillet mellem den lyse bund og den organiske, øjensynlig vilkårlige dekoration, der på næsten fotografisk vis illuderer birketræsstammernes overflade. De hører til i værkstedets tidligste eksperimenterende fase. Nysgerrigheden over for andre udtryksformer understreges af en tredje krukke af samme grundform. Dens overflade er til smykket med et tætpakket myldr af stiliserede små blomsterhoveder. Resultatet ligger milevidt fra den generelle billede af værkstedets produktion. Det gør også et lille bæger med en tilstræbt krakelleret glasur og Gunnar Nylunds krukke med abefiguren på låget. Den kunne se ud til at være modelleret efter en lille japansk netsuke-figur.

Blandt indlånene til udstillingen er også tre asiatiske krukker, der har tilhørt Nathalie Krebs. De understreger, at den indledende inspiration så klart var Østens ældgamle stentøjstradition. De til tider flammende glasurer anes i glaseringen af den lille lågkrukke. Den type glasurer, den krakellerede overflade og bemalingen med de mange blomsterhoveder var afsøgninger, der blev fravalgt i den videre produktion, ligesom Gunnar Nylunds modellerede lågfigurer ikke blev en del af den faste stabs repetoire – men dog siden lejlighedsvis dukkede op når fx JJ Bregnø fik brændt sine lågkrukker.

Skulle der være læsere med mere viden om Gunnar Nylunds tilknytning til værkstedet og Birkebark, må de meget gerne kontakte Vejen Kunstmuseum på museum@vejen.dk eller tlf. 79966940.

Teresa Nielsen, museumsleder, 02.11.2015

Den tidlige eksperimenterende fase byder bl.a. på bemalet blomsterdekoration, krakellerede effekter og asiatisk udseende lågknopfigurer. Alle tre værker er i privateje.



Gunnar Nylund er fotograferet sommeren 1930 mens han endnu var en del af Nylund & Krebs, den første fase af SAXBO-værkstedet.

Den 6. af 15 SAXBO-fortællinger:

Edith Sonne Bruun – en tak for meget forkant?

Knap 50 år efter værkstedets lukning var det en særlig oplevelse, at to SAXBO-kunstnere, både Kirsten Weeke og Lillian Binderup-Jensen, var til stede ved udstillingsåbningen. Siden har efterkommere til Egon Thomsen, Sigurd Kjær og Sam Nielsen – værkstedets vigtige håndværkere – også været på besøg. Det er som om SAXBOs stærke ”familieånd” lever videre og knytter de efterfølgende generationer til værkstedet. I den forgange uge har både Kirsten Weeke og Edith Sonne Bruuns efterkommere været på besøg i Vejen.

Familien Sonne Bruun medbragte gamle fotos fra værkstedet og udstillingskataloger. De understregede, at Sonne (1910-1993) var et meget beskedent menneske. Hendes far var blikkenslager, og de lagde tryk på, at hun først og fremmest betragtede sig som håndværker. Adspurgt om familien kunne give et bud på, hvorfor Sonne først førte en egen produktion med personlig signatur fra 1951, lød svaret, at det nok var fordi hun ikke tidligere havde følt sig klar til at stå frem på den måde.

Talen faldt på hendes virke inden SAXBO – arbejdet med lertøjet i værkstedsfællesskabet i Hjortespring med Grete Gissemand (1915-2000). I en kort omtale i Nyt Tidsskrift for Kunstindustri skrev den nysgerrige og opsøgende Nathalie Krebs i 1937 om de to under overskriften ”Unge Keramikere”. Hun konstaterede, at de dyrkede pottemageriet til bunds: ”De foretager sig alt selv, de slæmmer, ælter, drejer, glaserer og brænder, og denne helt intime Berøring med Haandværket præger i høj Grad deres Arbejder. Edith Sonnes rolige sikre Form kunde udmærket danne Grundlaget for en stor Produktion, men for hendes videre Udvikling kan man unde hende endnu nogle Aars Uafhængighed. Hun har en sjælden Sans for Materialet, og hendes Ting er vel gennemtænkt; blandt de nye Ting fra i Aar glæder man sig over det morsomme Sparepindsvin.” Tankevækkende, at Nathalie Krebs – med sit kampråb ”enkle former” – hæftede sig ved netop pindsvinet, der hører til i en lang pottemagertradition.

Dette foto af Edith Sonnes værker blev i 1937 gengivet i Nyt Tidsskrift for Kunstindustri. Her ses pindsvinet, som hun skrev om – og en iøjefaldende kande, der fik et længere efterliv.

Nathalie Krebs lyder til allerede da at have haft planer om at knytte Sonne til SAXBO, hvilket hun gjorde i årene 1938-39, hvorefter krigen lukkede meget ned. Fra 1946 var Sonne atter knyttet til værkstedet, men efter sigende uden egne bidrag til produktionen. Hun var dygtig drejer og en meget omhyggelig håndværker. Kirsten Weeke mindes, at Sonne blev betroet præcisionsarbejdet med at sætte hanke på spaltekanderne, da de med tiden blev støbt i form. Fra 1951 var Sonnes egen produktion primært drejet unika, men hun s tøbte nogle af sine små lysestager og de vaser, der omtales som ”nødder”. Hun havde værkstedet på 1. sal, hvor også Kirsten Weeke fik plads i årene 1955-60.

Blandt de mange indlån til SAXBO-udstillingen er en særlig gruppe de vilde kander, som Sonne drejede i en grov chamotteholdig lermasse. De er alle præget med krebsens tegn indfattet i et cirkelslag – værkstedsmærket, der var i brug fra 1951 til lukningen i 1968.

Op til åbningen af SAXBO-udstillingen har Pernille Klemp fotograferet et udvalg af de indlånte Sonne-værker. Et par af kanderne træder klart frem! Kanden, der er dagens billede, kom i 2008 til Vejen Kunstmuseum som gave fra Per Andersen. I den høje, slanke form spiller Sonne på kontrasten mellem den grove, uglaserede grundform og den glatte, glaserede overflade omkring mundingen og på hanken, der smyger sig ned på siden af kanden. Den gennemskinnelige glasur mindsker kontrasten, så stofligheden fortsat mærkes. Skarpere bliver modsætningerne i den beslægtet kande, der er lånt fra privateje og kan ses her. Korpus har Sonne drejet i en grov, hvid stentøjsmasse, mens hank og munding er glaseret med SAXBOs karakteristiske blå glasur.

Ser man på sort-hvid illustrationen til Nathalie Krebs’ artikel om Hjortespring-værkstedet, er det tankevækkende at se, at disse to kanders ”stamfader” senest er fra 1937. Kanden fra 1937 er dog drejet i lertøjsler, men Sonne spillede på nøjagtig den samme kontrast mellem glaseret og uglaseret. Med denne bagage var hun i 1950’erne på SAXBO i tidens grove chamottemasser med til at etablere et spil mellem glaserede og uglaserede flader, der i virkeligheden har sin rod i beslægtede afsøgninger i 1930’erne, da Sonne og fx Richard Kjærgaard, Gutte Eriksen og Joska-værkstedet afsøgt den samme kontrast, men i lertøj med blankeglasurer, hvoraf mange nok har været blyholdige – Gutte var ret glad for mønje, der gav hende de mørke glasurer.

1937-kandens hank møder mundingen på en lidt anden måde end den fra SAXBO. Den lapper over, som det her ses på en af de kander, som Sonne mange år senere udførte på SAXBO med en helt anden korpusform. I et par monumentale kander, der absolut kun er egnet til pynt, gør Sonne med sin sikre formsans kanderne til skulpturelle værker.

Når vi på denne måde kan se, at Sonne allerede i 1937 havde fat i de grove lermasser og kandeformen – som hun først en gang efter 1951 tog op igen på SAXBO – kunne en anden forklaring på, at Sonne først sent førte egen produktion tænkes at være, at hun form- og materialemæssigt ganske enkelt var på for lang forkant.

Hendes form og materialesans stemte til gengæld godt overnes med en udvikling, der skete på SAXBO i begyndelsen af 1950’erne – og blandt mange af landets værksteder. En ny, mere rustik formgivning lå på linje med hendes produktion. Sonne har drejet værker, der tangerer klassisk SAXBO. Men hendes hovedproduktion består af ret enkle former drejet op ofte i en grovere lermasse, der bliver til ved at tilføre chamotte (knust brændtler). Overfladerne er til tider dekorerede med indridsninger og nænsomme bearbejdelser i spiralsnoninger eller rytmiske diagonale dekorationer i lavt relief. Hun lavede også en samling organiske krukker/vaser, hvor hun klemte de drejede dem til en slags planteknopper. Familien fortæller, at hun netop var meget optaget af planteformer.

Skulle der være læsere med mere viden om Edith Sonne Bruuns tidlige virke og årsagen til, at hun først signerede egne værker på SAXBO fra 1951, må de meget gerne kontakte Vejen Kunstmuseum på museum@vejen.dk eller tlf. 79966940.

Teresa Nielsen, museumsleder, 31.10.2015













Den 5. af 15 SAXBO-fortællinger:

Essensen af 1950’erne – Olaf Stæhr-Nielsens kvindestatuette

Under forberedelserne til udstillingen stod det klart, at det var vigtigt at synliggøre de store keramiske udsmykninger, som SAXBO var med til at muliggøre. De er fordelt rundt om i landet. Fotograf Lars Bay klarede opgaverne i Jylland, mens Pernille Klemp fotograferede på Sjælland. Resultatet er en billedserie, der kører først i udstillingen.

En af dem, der fik udført flest udsmykninger hos SAXBO var Olaf Stæhr-Nielsen (1896-1969). I en google-søgning på jagt efter billeder af hans udsmykninger, dukkede pludselig et fascinerende billede op – Anders Sune Bergs flotte optagelse af en kvindefigur, der er indbegrebet af 1950’erne. Et klik længere fremme viste det sig, at den 50 cm høje statuette tilhørte Sorø Kunstmuseum. En låneanmodning gik fluks afsted, og museumsleder Charlotte Sabroe sagde straks ja til at udlåne dette helt unikke SAXBO-værk.

I udstillingen tiltrækker den strømlinede skildring af ”Kvinde med frakke” mange gæsters opmærksomhed. Den har da også fået den fremtrædende plads, som den fortjener.
Den geniale skulptur er fra 1955, da Olaf og Eva Stæhr-Nielsen havde været gift i 20 år. Den fikse ung kvinde i en tidstypisk modellering minder faktisk om hans elegante hustru, der fra 1932 til 1968 var chefdesigner på SAXBO. Blandt hendes største succeser er værkstedets berømte spaltekande.

Kigger man nærmere på figuren, er den et flot bevis på et eminent samarbejde mellem en dygtig pottemager og en billedhugger med sans for både form og håndværkets muligheder. Alle dele af figuren er drejet op i groft chamotteholdigt stentøjsler. Det vil sige en masse iblandt knust brændtler, der giver grovheden og stofligheden. Frakken er drejet op som en cylinder, der er skåret op og lagt om kvindes spinkle, ligeledes drejet skikkelse. Ærmerne er andre drejede former. På hovedet balancerer en elegant hat – som samtidig kan aflæses som en keramisk underkop, der er vendt om!

Den grove lermasse og de tydelige drejeriller er med til at øge oplevelsen af stoflighed. Frakken er forsynet med en pelskrave – grove stykker knust brændt ler, der er presset ned i reversets fugtige lermasse.

SAXBO-værkstedets særkende var Nathalie Krebs’ udsøgte glasurer. Størstedelen af figuren er uglaseret. Til gengæld eksponeres værkstedets karakteristiske grønturkise og blå glasurer på raffineret vis ved sparsomt kun at være ført på i harlekintern, der antyder kjolestoffets farve og mønster. Her er et enestående eksempel på en billedhugger, der har levet sig ind i keramikken og udnytter lerets og glasurens muligheder optimalt.

Skulle der være læsere med mere viden om Olaf Stæhr-Nielsens virke, må de meget gerne kontakte Vejen Kunstmuseum på museum@vejen.dk eller tlf. 79966940.

Teresa Nielsen, museumsleder, 29.10.2015




       



Olaf Stæhr-Nielsens 50 cm høje figur er glaseret og brændt på SAXBO.
”Kvinde med Frakke” er lavet i 1955. Det følgen de år indgik den i Sorø Kunstmuseums samling.

Den 4. af 15 SAXBO-fortællinger:

Keramikken kan til tider fortælle historier, som ikke kan læses på tryk.
Olaf Stæhr-Nielsen og en tidlig tilknytning til Nordströms-værksted

Under forberedelserne til SAXBO-udstillingen var målet at samle så stort og alsidigt et udvalg af SAXBO-værker som muligt, for at få dannet det bredest muligt indblik i produktionen. Lykkeligvis har talrige private samlere bakket op om projektet og rundhåndet udlånt deres keramik som brikker til det store puslespil. I modelleringen, glaseringen, stempler og på anden vis ”taler” de deres eget sprog. Alene de vekslende firmastempler gør det muligt at lave grove kronologiske inddelinger, og det bliver lettere at følge stiludviklingen. Eksempelvis ved vi, at SAXBO-mærket med den flammende ovn blev brugt i tiden frem til 1937, mens Nathalie Krebs lejede sig ind i stentøjsmesteren Patrick Nordströms værksted i Islev. Signaturer og mærker er med til at fortælle, hvem der har været på værkstedet. Ser man tålmodigt efter, kan de fysiske værker til tider fortælle historier, som man ikke umiddelbart kan læse om i fagartikler.

I en montre på udstillingen står der tre tekander og en statuette. Næst efter den ikoniske spaltekande er Eva Stæhr-Nielsens tekanden i højre side af montren et af værkstedets bedst kendte værker. Som ved spaltekanden har hun spaltet tuden, bukket en del frem til at hælde fra og bukket det andet stykke tilbage i en bue, hvor hanken er fæstnet.

De to kander i venstre side fortæller en helt anden historie. Ved et lykketræf dukkede de op hos to forskellige SAXBO-udlånere, tilmed i hver sin ende af landet. De er udført i henholdsvis 1926 og 1927. Under bunden er de mærket med både billedhugger Olaf Stæhr-Nielsens og Patrick Nordströms signatur. Det vil sige, at Olaf Stæhr-Nielsen med sikkerhed færdedes i Nordströms atelier allerede i 1926 – tre år før Nathalie Krebs tog værkstedet i brug.

Yderst til venstre i montren står Jens Jacob Bregnøs statuette af Patrick Nordström. Den er i 1950 brændt på Den kgl. Porcelainsfabrik, da man samlede særligt stentøjsinteresserede i Patrick Nordström Selskabet. For JJ Bregnø har det betyder noget særligt at modellere den gamle mester. Af udstillingsoversigter fremgår, at Bregnø fik brændt keramik hos Nordström allerede før 1910, og på udstillingen er der mange værker, som Bregnø siden fik brændt på SAXBO.

De to tekander og statuetten kan måske være med til at svare på spørgsmålet om, hvorfor Nathalie Krebs og Gunnar Nylund den 1. marts 1929 startede deres virksomhed i Nordströms værksted i Islev. Det fortælles, at det glippede med bl.a. et svensk lejemål. I jagten på husly er det nærliggende, at tænke sig, at Olaf Stæhr-Nielsen eller JJ Bregnø kan være blandt dem, der har foreslået, at de kunne leje værkstedet i Islev mens Patrick Nordström var syg.

De to tekander fra Nordströms værksted er også med til at fortælle en vigtig kunsthistorisk pointe: Ingenting kommer af ingenting. Inspiration springer mange veje. Det er uvist, hvordan arbejdsdelingen i 1926 og 1927 har været mellem Olaf Stæhr-Nielsen og Patrick Nordström. Det er sandsynligt, at billedhuggeren har stået for modellering af den skulpturelle tud og lågfiguren, der på den grønlige kande fra 1926 er omhyggeligt modelleret med klør, der nøje passer ind i kandeformen, mens den brune fra 1927 virker som en lidt mindre præcis afformning af den første.

     
Kanden er lånt fra privateje.   Låget er enklere i formen og ser ud til at være en hurtig afformning af låget fra 1926-kanden.

Eva og Olaf Stæhr-Nielsen blev gift i 1935, men har senest kendt hinanden fra 1930, da hun fik ham som lærer på Kunsthåndværkerskolen. Over årene har de med sikkerhed ofte talt om form og modellering. Uden at der er tale om nogen form for kopiering, står her to ret forskellige tekander, der dog har en fin fælles ånd – et slægtskab, der primært er dikteret af funktionerne, men også af tidsånden. Alligevel vil de fleste nok mene, at Eva Stæhr-Nielsens kande i den mere strømlinede form synes at penge fremad mod designgenerationer, mens Nordströms og Olaf Stæhr-Nielsens kande knytter an til den tidlige danske værkstedskeramik.

Skulle der være læsere med mere viden om Olaf Stæhr-Nielsen og kunstnernes samspil med Patrick Nordstrøm, må de meget gerne kontakte Vejen Kunstmuseum på museum@vejen.dk eller tlf. 79966940.

Teresa Nielsen, museumsleder, 29.10.2015



Den beige-grønne tekande blev i 1926 til i samarbejde mellem billedhugger Olaf Stæhr-Nielsen og stentøjsmesteren Patrick Nordström. Den er lånt fra privateje.



Bemærk hvordan lågfigurens kantede klør passer ind i præcise udskæringer i kanens kant.



Den brune tekande bærer begge kunstneres navne og betegnelsen Isle, der går forud for dagens Islev.

 

 

Den 3. af 15 SAXBO-fortællinger:

SAXBO – en reklamevare for malerfirmaet DYRUP

I samtalen om Hans Heckscher, der er omtalt i den 2. SAXBO-fortælling, kom endnu en vigtig oplysning. Til udstillingen har der været lånt et par klokkeformede vaser med et højt, ovalt relief. De dukker op rundt omkring og har været en del af en større produktion. I det lille ovale relief ses en morter, og flere har gættet på, at krukken måske var en reklamevare fra et medicinalfirma, et apotek eller en apotekerforening.

Slægtningen til Hans Heckscher kunne fortælle, at vasen rigtignok er lavet som reklamevare, men på bestilling af malerfirmaet DYRUP. I den verden brugte man i gamle dage morteren til finmaling af pigmenter. Ja, så gave det også mening, at der i baggrunden anes en tavle inddelt i småbitte firkantede felter. Det kunne være et piktogram for et farvekort – selv om helheden i sidste ende dækkes med én glasur.

Vaserne med reliefdekorationen er under bunden stemplet SAXBO / DANMARK og præget med krebsens tegn som logo. Det var i brug fra 1937 til omkring 1951 – nærmere har det hidtil ikke været muligt at tidsfæste produktionen. Men måske en læser ved noget om, i hvilken anledning og hvornår vaserne kom ud som udsøgte firmagaver fremstillet hos et af Europas fineste stentøjsværksteder.

Det hedder sig, at SAXBO-værkstedet over årene – især i de tidlige år – havde en stor produktion af reklameartikler, der kunne give værkstedet økonomisk råderum og dermed tid til at fordybe sig i arbejdet med nye landevindinger til de prestigiøse og toneangivende udstillinger. Blandt udstillingens bestillingsvarer ses Olaf Stæhr-Nielsens Æskulap-statuette, der blev lavet til Københavns Lægeforening, Hugo Liisbergs askebæger med vædderhoved, der i 1949 markerede Dansk Chromlæderfabriks 50-års jubilæum. Til samme virksomhed modellerede Hugo Liisberg også en garver som reklameartikel. I flere eksemplarer forekommer også en lille vase, der under bunden en gang efter 1951 er præget med både SAXBO-logo med ring om og firmamærket Titan.

         
Vasen er udført i 1937 til 1951, da krebsens tegn var SAXBO-værkstedets logo.

Læser man om DYRUP-firmaet opstår der en lille, snørklet forbindelse til Vejen. Firmaet S. Dyrup & Co. blev grundlagt den 2. januar 1928 af ingeniør Sigurd Dyrup. Co dækkede over to af hans studiekammerater, ingeniørerne Axel Monberg og Ejnar Thorsen – bedre kendt som folkene bag den gamle Lillebæltsbro og ingeniørfirmaet Monberg & Thorsen. Ejnar Thorsen er begravet på kirkegården i Vejen, og voksede op i ”Lysbo” i Jyllandsgade i Vejen. Hjemmefra har han kendt til billedhugger Niels Hansen Jacobsens tidlige stentøj – mon han kan have foreslået et samspil med SAXBO?
SAXBO-udstillingen har været et berigende ”work-in-progress”-forløb, hvor nye informationer er dukket op i eksempelvis mødet med Egon Thomsens, Samuel Nielsens og Edith Sonnes efterkommere. Udstillingen er fra april til oktober vokset fra 1211 til 1279 værker. Størsteparten af de 68 tilkomne værker er stillet til rådighed for udstillingen af private ejere. I årets løb er museets samling vokset med keramik af bl.a. Gunnar Nylund, Olaf og Eva Stæhr-Nielsen samt Jais Nielsen, der er blevet repræsenteret med en flot øglekande.

Skulle der være læsere med mere viden om DYRUP-vasen og andre reklamevarer fra SAXBO, der ikke er repræsenteret i databasen på museets hjemmeside, må de meget gerne kontakte Vejen Kunstmuseum på museum@vejen.dk eller tlf. 79966940.

Teresa Nielsen, museumsleder, 29.10.2015

Den 9 cm høje DYRUP firmagave er lånt fra privateje. I det ovale relieffelt ses både en morter og det, der ligner et farvekort med firkantede felter.

 

 

Den 2. af 15 SAXBO-fortællinger:

Hans Heckscher – en læge passerer SAXBO

Ved siden af Kirsten Weekes relief, der nedenfor er omtalt i den første af de 15 SAXBO-fortællinger, rummede udstillingen ved åbningen endnu en gåde. Den blev løst få dage senere – netop af Kirsten Weeke. Vasen, der ses i spalten til højre, står i den bageste udstillingssal, der ellers primært er viet til Eva Stæhr-Nielsen og de store krukker. Vasen har fået plads i en montre med tidlige SAXBO-værker ved siden af Kirsten Weekes relief.

Helt uopfordret udbrød Kirsten Weeke ved synet af vasen: ”Der står så en af Hans Heckschers tulipanvaser. Han mente, at formen var den allerbedste man kunne sætte blomster i.” Bingo! Gåden var løst! Den ellers hidtil uidentificerede signering, et kvadrat opdelt med et vinkelret kryds, var selvfølgelig to H’er lagt vinkelret på hinanden – en imponerende enkel løsning. Men hvem var Hans Heckscher? Kirsten Weeke kunne blot oplyse, at han ikke hørte til den faste stab, men at vasen blev produceret på SAXBO. Det ellers så vidensrige internet ville dertil hverken bidrage med oplysninger eller ledetråde – ud over, at det stod klart, at han havde været læge.

Ved et lykketræf blev der en indgang. I en helt anden kontekst, under forberedelser til museets 2016-udstilling om Pippi Langstrømpe-tegneren Ingrid Vang Nyman, viste det sig, da talen faldt på museets aktuelle SAXBO-udstilling, at jeg sad over for en slægtning til Hans Heckscher (17.10.1893-21.4.1979), og hans historie kunne foldes ud:

Hans Heckscher var overlæge, dr.med. Han var et musisk menneske, en begavet cellist og dygtig tegner af bl.a. portrætter. Han havde rødder på Fyn, hvor hans forældre omkring århundredeskiftet byggede sommerhus i Dyreborg. Hos pottemager Seidelin i Faaborg fik han drejet blomstervaser efter eget forlæg. Siden kom han hos Nathalie Krebs, hvor han gav form til ”Tulipanvasen”, der ses her og kendes med stemplet modelnummer 425 og med størrelsesangivelse II – altså formodentlig har været tænkt i mindst to størrelser. Hos en af hans efterkommere findes en anden vase, som han har formgivet. Den har modelnummer 424. Hans mærke findes også under et fad, der dog er uden modelnummer.

Hans Heckschers hustru ”Sys”, Karen Marie født Juncker, var eminent til at anrette blomster og måske derfor var det nærliggende, at han interesserede sig for netop formgivning af en god vase. Hans barnebarn fortæller, at han boede meget af sit liv på Brogårdsvej i det hus, som PH havde tegnet til sig selv. Hans Heckschers omgangskreds var i høj grad tidens kunstnere.

Skulle der være læsere med mere viden om Hans Heckschers tilknytning til SAXBO, må de meget gerne kontakte Vejen Kunstmuseum på museum@vejen.dk eller tlf. 79966940.

Teresa Nielsen, museumsleder, 29.10.2015


”Tulipanvasen” bærer krebsens tegn, der var SAXBO-værkstedets logo fra 1937 til 1951.
Her ses også Hans Heckschers mærke – to H’er lagt vinkelret på hinanden, så de danner et kvadrat med et kryds midt igennem.



Hans Heckscher Hans Heckschers 15,8 cm høje ”Tulipanvase” er lånt fra privateje.


Hans Heckscher Hans Heckschers ”Tulipankrukke” ses på næstnederste hylde mellem værker af
Eva Stæhr-Nielsen.


Den 1. af 15 SAXBO-fortællinger:

Kirsten Weeke – det direkte møde med værkstedet
… og identificeringen af et relief!

I den bageste SAXBO-sal hænger et relief, der i både lermasse og glasur så klart må være fra SAXBO-værkstedet. Men flisefelterne er klæbet på en kraftig betonplade, der skjuler muligt SAXBO-logo. Der er heller ingen synlig kunstnersignatur. I bearbejdningen kan det synes lidt i slægt med et lille fiskerelief, som Vejen Kunstmuseum modtog som gave i sommeren 2013. Fiskerelieffet er tydeligt signeret KW for Kirsten Weeke og dateret 1958. Det store relief er dog meget anderledes i sin abstrakte form og brugen af glasur. Det blev lånt fra privateje og ophængt som en af udstillingens gåder. I skiltningen efterlyste museet mere viden om relieffet.

Ved udstillingsåbningen den 25. april 2015 bidrog Nathalie Krebs’ niece, Kirsten Weeke (født 1932), med erindringsglimt fra SAXBO-værkstedet, hvor hun arbejdede i sidste halvdel af 1950’erne, inden hun i 1960 rejste til USA, hvor hun siden har været bosat i Los Angeles. Det kom som en overraskelse for de fremmødte, da Kirsten Weeke fortalte, at blanding af glasurer, der ellers har været betragtet som Nathalie Krebs’ personlige domæne, blev hende betroet. Det var en meget alvorlig opgave – tænk, om hun vejede forkert og kom til at ødelægge en hel glasering!

I forlængelse af åbningen havde Kirsten Weeke sat en dag af til SAXBO-snak og en omhyggelig gennemgang af udstillingen. Da jeg mødte hende, spurgte hun drillende: ”Hvad er belønningen for at kunne svare på de ønskede oplysninger om relieffet?” I samme åndedrag fortalte hun, at det var hende selv, der havde udført det, men at hun aldrig have set flisefelterne samlet monteret.

Den 26.-27. oktober 2015 var Kirsten Weeke atter på besøg i Vejen. Minutiøst gennemgik vi alle hendes værker og førte flest mulig ekstraoplysninger ind i SAXBO-databasen på www.vejenkunstmuseum.dk. Om relieffet fortalte hun, at hun startede med at samle de 12 flisefelter, som hun havde lavet i SAXBOs lyse stentøjsmasse. Felterne gav hun en samlende form ved at indridse en forgrenet ornamentik. Den har hun ridset ned i leret, som var det en linoleumsplade. Forgreningernes matte sorte striber er opstået ved at hun har lagt en sort lermasse ned i de indridsede fordybninger. Kirsten Weeke omtaler det abstrakte motiv som en frugtform/frøstand. Dernæst udgravede hun de fordybede felter, der i deres afvekslende kantede former underordner sig de sorte forgreninger. De brunlige felter har hun undermalet med kobber og jern, de blå med kobolt. Derover påførte hun i-glasur/æggeskal, som kun ligger over de fordybede felter. Den yderste kant har hun skrabet med tydelige riller og påført jernoxyd, der fra virksomhedens tidligste år har været brugt under bunde og på fodringen af vaser og krukker.

Fantastisk, at det knap 50 år efter værkstedets lukning var muligt at få slået fast, at relieffet var fra SAXBO – og endog at kunne få arbejdsgangene omhyggeligt forklaret af kunstneren selv!

Teresa Nielsen, museumsleder, 29.10.2015



Kirsten Weekes Relief udstilling Kirsten Weekes relief er fra slutningen af 1950’erne. Det er lånt fra privateje.

Kirsten Weeke og hendes datter Claudia er i slutningen af april 2015 fotograferet i SAXBO-udstillingens bageste sal.


Kirsten Weekes relief hænger på væggen i
SAXBO-udstillingens bageste sal.

På et gammelt foto ses
Kirsten Weeke yderst til højre og hendes moster,
Nathalie Krebs ude til venstre.