Skulpturformidling på Vejen Kunstmuseum

- Julekalenderudstillingerne

Af Teresa Nielsen, museumsinspektør

Det første en gæst møder i Vejen Kunstmuseums  ottekantede indgangshal er de mange skulpturelle værker udført af Niels Hansen Jacobsen (1861-1941). Det har derfor været oplagt at stille spørgsmålet: Hvordan arbejder billedhuggere idag? Den første december har gennem de sidste syv år været startskuddet til en, som oftest retrospektiv, udstilling af en udvalgt nulevende dansk billedhuggers værker.

Kalenderkasserne - de fysiske, praktiske rammer
Udstillingsrækken har sin helt egen form affødt af den tid på året, den er skabt til. Julekalendere kender alle til - de kan have meget forskellig form, såsom de mægtige julekalendere på rådhusfacader landet over - men alle tjener de til adspredelse og nedtælling i dagene op til den 24. december. I museumsverdenen er utraditionelle julekalender-varianter set på Kunstmuseet Køge Skitsesamling. Dér afsløredes hver dag et udvalgt værk fra museets righoldige samling.

På Vejen Kunstmuseum var målet med julekalenderen imidlertid at sætte fokus på en enkelt kunstners udvalgte værker. I samspil med den første, der sagde ja til at lægge værker til denne udstillingsform, billedhuggeren Pontus Kjerrman (født 1954), blev det besluttet at lade fremstille 24 kalenderkasser til de individuelle historier. Kasserne blev - med et kærkomment tilskud fra Kulturfonden - hos et lokalt snedkerfirma efter bedste LEGO-principper lavet i et kombinerbart modulsystem:

11 kasser på 50 x 50 x 50 cm

11 kasse på 100 x 50 x 50 cm

2 kasser på 150 x 50 x 50 cm.

De to største kasseformater kan placeres vandret eller lodret. Ved et uforudsigeligt lykketræf viste det sig, at museet lå inde med en mængde solide klodsekasser med de ‘gyldne’ mål 50 x 50 cm og en højde på 25 cm. De gled naturligt ind som sokler til julekalenderen. Af sikkerhedshensyn er kasserne udformet som montrer med aflåste glaslåger. For at skjule indholdet indtil åbningen af den pågældende låge, er der fremstillet masonitplader, der med små vridere holdes på plads på indersiden af glaslågerne. Den udstillende billedhugger afgør selv, hvordan kasserne opstilles, og får intet at vide om, hvordan den tidligere har taget sig ud. Det giver god afveksling i forhold til husets gængse valg. Nummereringen af kasserne bestemmer vedkommende også selv. Tanken var oprindelig, at tallene kunne stå på masonitpladerne, men de seneste par år, har tallene siddet på lågerne.
    Ud over de 24 kalenderkasser består udstillingen af en række værker i rummet ude omkring. De er tilgængelige gennem hele udstillingsperioden. Allerede den 1. december vil der altså være andre af kunstnerens værker, som man kan bruge til perspektivering af dagens udvalgte værk.

Produktudvikling
Julekalenderkasserne gennemgår en løbende udvikling med ‘skræddersyede’ løsninger i forhold til de skiftende opgaver. Ved leveringen i 1995 stod kasserne i MDF-pladernes mørke tone og lågernes noget lysere bøgeramme. Indvendig blev de straks malet hvide, og to år senere - da Vejen Kunstmuseums meget beskedne stab var blevet udvidet med en kyndig deltidshåndværker - blev de alle 24 forsynet med halogenspots, hvis placering der siden er arbejdet en del med. Særlige ønsker havde Bjørn Nørgaard, da han udstillede i 1997: Nogle kasser blev forsynet med spejlplader på bagvæggen, og én skulle have glas på alle sider. Denne meget populære kasse eksisterer fortsat, og det er siden lykkedes år efter år at gøre brug af den. Dér kan børnene stikke hovedet ind, og fornemme det uendelige perspektiv opad, nedad og til alle siderne. Glædesstrålende udbryder de, at de da aldrig før har set så mange Jesper’e, Camilla’er etc.! De nødvendige, kraftige bøgetræslåger - der i år 2000 alle blev malet hvide ligesom ydersiderne af kasserne - formindsker indkigget, og kunne medføre, at de skulpturelle værker kunne være svære at se ordentligt. Det problem eliminerede Bjørn Nørgaard ved til bunden af kasserne at bestille 4 cm tykke MDFplader - en nem og ligetil løsning!

Mødet med kunsten
På decemberhverdage valfarter børnehave- og skolehold til museet for efter aftale klassevis at være med til at åbne dagens låge (der på nogle dage åbnes helt op til seks gange i træk!) og få en snak om skulptur, materialer, og ,forhåbentlig, en god historie. Som det fremgår af oversigten, har arrangementet nu fundet sit leje med et deltagerantal på omkring 800 lokale børn - om 5 år vil det være svært at finde en teenager, der ikke i sin skoletid har været på besøg på kunstmuseet! Disse uforpligtende besøg er med til at åbne både lærernes og elevernes øjne. Det er dejligt midt i decemberræset at høre en overrasket elev i anden klasse udbryde: »Det er nogle fede ting i har hernede!«, da han for første gang står midt i den ottekantede skulptursal blandt Hansen Jacobsens skildringer af Thor, Loke og alle de andre mægtige gipsfigurer.
   På vej til udstillingen, der står i den fjerneste ende af museet, er det godt at konstatere, hvor let børnene fanges af de mange kunstværker de passerer. Det giver lejlighed til, på børnenes foranledning, at stoppe op til en lille historie og gøre dem fortrolige med den permanente samling. Nogle gange får de på forhånd til opgave at finde udvalgte ting i samlingen, såsom et par heste, en ugle, en snegl eller fire okser, så ser de sig godt for på vej til julekalenderen! Herligt er det også, når 5. klasses elever ikke er til at drive ud af huset p.g.a. deres store nysgerrighed, og man samme dag kan opleve to loppede anden klasser sidde bomstille, så at alle 45 dermed fik lov til at opleve julekalenderen (det ene hold havde ‘glemt’ deres aftalte tid)!
   Af afgørende betydning for samtalens udvikling er - som ved alle andre former for omvisninger - ud over ens eget humør, når man skal være den gennemgående fortæller, først og fremmest indholdet bag dagens låge, klassens indstilling til projektet og deres umiddelbare lyst/evne til at tale om dagens værk. Børn mærker snart, hvis de voksne af en eller anden grund har deres opmærksomhed andetsteds. Det er derfor, inden omviseren tager over, meget vigtigt, at lærerne på forhånd har vist lyst til at være med i projektet, og undervejs er mindst lige så engagerede som børnene.
   Det har ved åbning af julekalenderen været interessant at høre, at børnene har svært ved at få deres forældre med på museet - »De har jo altid så travlt«. I stedet kommer de med bedsteforældrene. Det er noget af en oplevelse at se selv de mindste børn vise om for familie og venner. På helt deres egen måde genfortæller de udvalg af de beretninger, de har hørt!

De udstillende kunstnere
I 1995 var Pontus Kjerrman den første udstiller. Hans fantasivæsner fyldte kasserne, og var malet på masonitlågerne. Året efter stod Niels Guttormsen for indholdet med mange forskellige materialer krydret med tankevækkende objekter som en smukt flettet brødbakke eller næsten runde strandsten - hvornår og hvorfor er en skulptur en skulptur?! Dernæst fulgte Bjørn Nørgaard med kasser fyldt med beretninger fra mange spændende universer - en sprudlen af ornament og eventyr. 1998 kom turen til Erik Heide. Her var det enkeltheden og de gode, gedigne materialer, en tyngde i slægt med Niels Guttormsens værker. Året efter vistes keramiske skulpturer (bojaner, relieffer etc.) af Eric Erlandsen. De var alle bygget over de klassiske græske myter og sagn - børn elsker helte som Perseus og Herkules samt rædsler som Minotaurus og Medusa, som de kender fra computerspil og videofilm. Der går en rød tråd tilbage over Bjørn Nørgaard til udgangspunktet ved Pontus Kjerrman; det drejer sig om den gode fortælling i en levende, plastisk formidling. Listen er ved at være lang, og rummer i de første år kun mandlige kunstnere. År 2000 - i forlængelse af en række udstillinger med værker af kvindelige kunstnere (Ursula Reuter Christiansen, Henriette Hahn-Brinckmann og Ingrid Vang Nyman - hende, der tegnede Pippi Langstrømpe) - blev linien for alvor brudt. Hele tre kvinder, Lone Høyer Hansen, Eva Koch og Lisa Rosenmeier, etablerede en julekalender, som børnene sent glemmer. Kom ikke og sig, at børn ikke kan li’ moderne kunst … det var snarere voksenpublikummet, der havde svært ved at give slip og gå på opdagelse i det, der blev en totalindretning. Fortsat blandt de kvindelige kunstnere, har julen 2001 budt på et spring tilbage blandt de ældre billedhuggere, idet kalenderen har været fyldt med værker af Sigrid Lütken (født 1915) - en kunstner, der som Hansen Jacobsen på sin egen, uortodokse måde har udnyttet leret og glasurens muligheder.

Mødet med julekalenderen
Besøgene starter i museets permanente Skulptursal, hvor jeg indledningsvis husker børnene på, at mange af disse værker er over 100 år gamle, og at de altid kan vende tilbage til de mange gode fortællinger her. Dernæst skal det handle om værker af dem, der arbejder i nutiden.
    I særudstillingen får vi først en snak om julen, kalendere og det, at der med kunsten ikke er rigtige og forkerte svar. På sindrig vis - det skal jo ikke være den samme som sidste år - bliver et barn valgt ud til at låse dagens låge op. Vedkommende får lov til at kigge ind, tænde lyset, og skal som hovedperson forsøge at fortælle, hvad kassen gemmer, og dernæst vise den frem for resten af holdet. Lejlighedsvis kan vi endog tage værket ud af kassen, og en sjælden gang imellem lade det gå rundt mellem børnene - det er jo rart at fornemme, hvor meget støbejern, eller bronze vejer, og samtidig mærke stofligheden.
    Samtalen, der udspinder sig under besøget, er på ingen måde programmeret - selv om der dog i løbet af måneden danner sig nogle mønstre og tanker, der forfølges. Oplagt er det at få en snak om, hvad værket ligner. Hvad værket er lavet af viser sig at have ganske særligt interesse. Børnene vil gerne høre om materialer, og bliver hurtigt fortrolige med gips og bronze, selv om det kan være vanskeligt at anskueliggøre støbeprocessen! Det sker da også meget tit, at et barn i den store Skulptursal spørger, hvordan de store gipsfigurer er lavet, og kan blive stående. Det er generelt påfaldende lidt børnene ved at materialer  - tja, de fleste ved ikke, hvad mursten er lavet af. Buddene plejer at være sten eller beton! Det er tydeligt, at børn idag ikke har meget berøring med med materialer og det gode håndværk.
    Når vi når frem til ler, er det heldigvis et materiale alle har et forhold til. De lyser op, når jeg refererer til juledekorationer og det bløde, fedtede, føjelige ler. Det er et godt udgangspunkt for at se på Sigrid Lütkens skulpturer og relieffer. Lidt forarget kan de se, hvordan hun hurtigt ‘klasker’ det sammen i skitserne, og end ikke gør sig umage for at vise begge arme og ansigtets øjne, næse og mund! Til gengæld viser f.eks. et gennemarbejdet system på bagsiden af reliefferne, hvordan hun ved sin grundighed kan sikre sig, at relieffet kommer ud af brændingen som et jævnt felt.
   De værker, der vælges ud til julekalenderen, er ikke nødvendigvis ting, som kunstneren ellers som noget af det første ville sende frem til udstilling. Mange af billedhuggerne har netop sagt ja p.g.a. udstillingens formidlingsdel, og vælger til kasserne værker, der fortæller om inspirationskilder og forarbejdet. Tankevækkende var det at se børnenes reaktion på Bjørn Nørgaards kasser fyldt med alle mulige tredimensionelle genstande hentet rundt om i hjemmet. Hov, plyshunden med cigar i munden og den supermuskuløse legetøjsfigur var jo egentlig også en slags skulpturer. Også deres form var der et menneske et eller andet sted i verden, der havde gjort sig overvejelser om.
   I den ene af de længste kasser var der i 2001 anbragt fire portrætter, som Sigrid Lütken gennem tiderne har udført. Det ene var i gips, et andet i ubrændt, men patineret ler, det tredie i bronze og det fjerde i bemalet, brændt ler. Her kunne det blive til en snak om de mange materialer, der står til rådighed og især om farvens muligheder. I en anden kasse stod skitsen til »Mand med fugl«, der i sin endelige form var at se i udstillingslokalet. Ingen var i tvivl om, at det var et menneske, til trods for, at det ikke var en anatomisk korrekt skildring, og at hovedet blot var en klump. Figuren var kantet, og kunne virke som om den var skåret ud. En dreng bemærkede: »Den ligner én Emil [fra Lønneberg] har lavet«. Den havde en tyk mørkegul glasur, der straks gav associationer til sennep og honning. Fuglen var så hastigt skitseret, at der kunne komme mange bud på, hvad han holdt i hånden: et krokodillehoved, en støvleknægt, en stor østers… Når børnene havde fået øje på den færdige udgave, var det spændende at flytte hen med skitsen og se dem sammen. Hurtigt fik de øje på fuglen, der nu havde fået hoved, næb og halefjer. De kunne se, hvordan der nu blev gjort rede for øjne, næse, mund, hver enkelt finger og tå. Samtidig blev det tydeligt, hvordan Sigrid Lütken gør brug af glasurens farvemuligheder i skildringen af detaljerne. Sammenstillingen kunne bruges til at gøre børnene klart, hvor meget de egentlig ser med hjernen - hvordan de efterrationaliserer, og slutter fra en klump med fire ‘dimser’ og en kugle til at det er et menneske. 
    I løbet af december 2000 var det spændende at høre og se børnenes mange reaktioner på helt moderne kunst. De mindste tog uforbeholdent Lone Høyer Hansens for dem yderst utraditionelle skulptur, »Under Influence«, til sig med glædesudbrud som »Hvor er den sej/cool!«. Gad vide, om udvalget under Statens Kunstfond havde det på samme måde, da det præmierede værket på Charlottenborg? Børnene var vilde med farverne og opdagelsen af, hvad den gør i rummet, som f.eks. at deres skygge ikke længere var sort. »Se de flotte farver i loftet - især ved ledningen … har i malet de streger?«. De var i tvivl, men fandt snart ud af, at striberne var skabt af lysskulpturen. Næste opdagelse kunne være de gule, røde og sorte skygger i loftet over en skillevæg. Stolt var der en, der meldte: »Det er jo som det tyske flag!«.
    Lone Høyer Hansen havde påtaget sig at fylde julekalenderens særlige kasse med spejl på alle sider. Med en scenografisk optimal udnyttelse af så enkle midler som en lyskæde, ståltråd og plastikstykker i nuancer af blå og lilla var det lykkes hende at forene en sær rum oplevelse med en æstetiske skønhed, der gik rent ind hos alle gæster. Men for kunstneren var den lidt af et ‘tivolistykke’, og det blev derfor besluttet, at den skulle være en ren jule/nytårsoplevelse. Kassen blev lukket den 6. januar - et godt stykke tid inden den øvrige udstilling.       Ved afrundingen af julekalenderen mødte børnene Eva Kochs ‘lydbule’. På væggen hang en stor, sort kugle, der så ud som om den var på vej gennem væggen. Børnene blev bedt om at sætte sig musestille, og kunne pludselig høre en svag lyd. Sikke mange ting der blev gætte på, at lyden var. De fleste associationer gik til naturens lyde - havet, vinden og åndedrættet. Slutteligt kunne jeg fortælle, at kunstneren havde manipuleret med ‘hvid støj’, baggrunds lyden ved fjernsynet. Tja, hvem anden end en kunstner ville stoppe op og udnytte den sære lyd, som andre blot zapper videre fra? Herfra blev der draget en fin parallel til Eva Kochs lyshøj tæt ved Esbjerg. Den var der mange børn, der havde set, når de susede forbi på motorvejen. Nu kunne de så høre lidt om, hvordan hun som kunstner i samspil med landskabsarkitekten havde løst opgaven med at udnytte al overskudsjorden fra motorvejsbyggeriet, og dertil havde føjet de lysende ‘øjne’, der blinker i takt med trafiktætheden på landevejen.
    Som en slags kulturhistoriske studier giver julekalendermødet med de mange, meget forskellige skoleklasser et spændende billede af børns verden og referencerammer her og nu. Eric Erlandsen havde i 1999, i en stram opstilling og med en pertentlig drejebog, omhyggeligt orkestreret kalenderen som en fortløbende beretning om græske guder og helte. Den tog udgangspunkt i et relief med nordhimlens stjernebilleder. I de følgende låger gled vilde fortællinger hen over bojaner, relieffer og småskulpturer. Disse forholdsvis små værker var blevet til i forbindelse med en længere sygdomsperiode. De var, i nært samspil med hans hustru, keramikeren og billedhuggeren Hanne, udført i glaseret stentøj - en indirekte hilsen til Hansen Jacobsen fra en anden billedhugger, der også glædes ved at arbejde med glasurens farvemuligheder. Udstillingen fandt sted forholdsvis kort efter, at Walt Disney havde præsenteret filmen om alle tiders helt, Herkules. Dertil var også kommet et playstationspil, så børnene var godt fortrolige med Medusa og en del af guderne. Men ikke alt kan nås i en aktionpræget tegneseriefilm. Med lidt kendskab til sagerne, sad børnene fuldt koncentrerede og sugede til sig af de klassiske beretninger. Noget tilsvarende hændte et par år forinden, da en af modellerne til »Menneskemuren« var udstillet i forbindelse med Bjørn Nørgaards kalender. Til stor undren for mange af børnene var Donatello, Leonardo og Michelangelo berømte kunstnere, og ikke bare navnene på et hold pizzaspisende Turtles! Sikke en gave at kunne gå til kunsten gennem disse figurer, som børnene uforbeholdent er fortrolige med.

EPILOG
Det er umuligt at vide med sikkerhed, hvilken indvirkning kulturelle oplevelser på sigt har på det enkelte barn. Men der er ingen tvivl om, at mødet med og snakken om disse meget forskelligartede billedhuggerværker er med til at åbne børnenes øjne for de enkelte kunstneres individuelle udtryk og samtidig give dem nogle værktøjer, der kan være dem til gavn, når de skal se anden kunst an. Typisk er det, at lærerne ofte bemærker, at det ved besøg på museet pludselig er helt andre elever, der gør sig gældende - her er brug for nogle færdigheder, som de sjældent bruger i skolen. Det kan også mærkes, at vi under samtalen på museet lejlighedsvis kommer til at snakke om emner, som man ikke så tit får lejlighed til at tale om i skolen såsom døden. Det kan være svært at styre de mange meldinger, der pludselig kommer, om mors gravmæle, dengang bedste blev begravet etc. Men det er tydeligt, at børnene gerne vil tale om det. Følger man deres associationsrækker, kan det f.eks. være spændende at se, hvad der kommer ud af at tale om en død måge. Det viste sig, at kun de færreste vidste, at øjnene mestendels består af vand, og kraniets sammenhæng med vores levende ansigt vakte undren - tænk, at næsen blot var brusk og blev til et hul! Hvad de ikke havde gjort sig af tanker om begravelse, var ikke småting. Som 8-9-årige var de allerede klart besluttede om, at de da helst ville brændes og puttes i en urne - de skulle i alt fald ikke ned til ormene! Så meget kan der komme ud af en uforpligtende snak på museet samtidig med, at man lærer lidt om skulptur.